Forfatterarkiv: admin

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htmHun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattens gerninger på Christiansborg

Udgivet den af
Svar

Nyhedsjournalist hos TV2 Knud Brix´ digtsamling ”Natfolden” har vakt megen opsigt med sin beskrivelse af livet på Christiansborg som et sted med magtmisbrug, moralsk fordærv, generel kynisme og menneskelig forråelse, der medfører et væld af nattens gerninger, der ikke tåler dagens lys.

Danmarksbloggen har IKKE læst digtsamlingen, så derfor kan undertegnede ikke udtale sig om den konkrete bog – udover at det vel ikke er noget nyt, at magten korrumperer. Læs for eksempel nedenstående artikel fra Berlingske som meget præcist handler om netop det – og har citater fra blandt andet Søren Pind (V) og Holger K. Nielsen (SF): https://www.b.dk/berlingske-mener/fordi-magten-korrumperer

Men når det er sagt, så er det alligevel interessant, at emnet tages op af en nyhedsjournalist på Christiansborg, som ellers må formode at holde sig til fakta, men her med Knud Brix´ egne ord blander fakta og fiktion sammen. Se mere her: http://politiken.dk/kultur/art5942197/%C2%BBChristiansborg-%C3%A6der-sj%C3%A6le-op%C2%AB

Spørgsmålet er så bare, om lige denne blanding af fakta og fiktion er smart i en tid, hvor fake news florerer? Omvendt kan man spørge, om der er nogen anden vej, hvis man vil have et dækkende billede, al den stund at man i sagens natur ikke kan forvente, at korrumperede og magtgale politikere frivilligt stiller op til offentlig beskuelse og slagtning.

Danmarksbloggen har heller ikke svaret på, hvordan man på den rigtige måde skal afdække, hvad det konkret har betydet for dansk politik og for det danske samfund, at få mennesker har så uendelig meget magt.

Men man kunne måske starte med at opløse den ret uheldige alliance, der er mellem de toneangivende medier og politikere, der dag ud og år ind går op og ned af hinanden på Christiansborgs gange og danner et minisamfund i samfundet. Et samfund med egne regler og egen logik – og en udbredt legitimering af egne handlinger, både nattens og dagens, udfra devisen ”Sådan er det jo” og ”Man må jo gøre, hvad der skal gøres”.

For som en politiker siger det i ovennævnte artikel fra Berlingske: Jeg tilhører dem, der mener, at magt korrumperer. Det eneste, der er spørgsmålet, og siger noget om den enkelte politikers karakter, er, hvor længe det varer, før man bliver det. Citat slut.

Vedkommende har nok desværre ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

En politisk kandestøber som præsident

Udgivet den af
Svar

Har det nyligt afholdte præsidentvalg i Frankrig noget med Danmark at gøre? Ja, om ikke andet så til skræk og advarsel.

For franskmændene kunne i søndags vælge mellem en ekstrem højre-populist og en mand stort set uden politisk erfaring, der først nu EFTER valget skal til at sætte sit hold. Det var altså absurd, uanset hvem der vandt. Nu blev det Macron, som blev hyldet foran Louvre i Paris, og som nu har bedt folk om at ansøge om at komme med på hans regerings-hold. Det har omkring 15.000 så indtil videre gjort. Men hvordan skal de udvælges? Udfra X-Factor-lignende auditions eller hvad?

For sagen er, at Frankrig har fået en præsident, der er at sammenligne med den politiske kandestøber – Holbergs velkendte figur, der henne på kroen sammen med vennerne vidste alt om, hvordan samfundet skulle indrettes, men som fejlede fælt, da han fik muligheden for at bestemme. For ét er et søkort at læse, noget andet er et skib at føre.

Og det gælder også i nutidens politik, som er et håndværk, som det tager år at lære, så ja, det giver god mening ikke at lukke alle mulige ukendte og især kendte amatører ind i politik, men holde sig til dem, der har beskæftiget sig med politik i årevis. Det gælder også i Danmark, hvor kendisser som regel bliver meget dårlige politikere, uanset om de kommer fra underholdnings-, sports- eller den såkaldte virkelige verden, hvad det så end er.

For ethvert fag, enhver branche har det med at lukke sig om sig selv, så bare fordi man har en baggrund som kuglestøder, plejehjemsleder, universitetsrektor eller fast indslag på den røde løber, er man ikke automatisk egnet til noget politisk erhverv, der kræver viden, indsigt, forhandlingsevne, kompromis-evne og meget andet, som skal øves og øves igen, inden man kan bruge det.

Det er således ikke noget tilfælde, at Lars Løkke stadig sidder på magten i Venstre – han kan nemlig den politisk metier, og det samme kan Mette Frederiksen. De har også begge to været med, fra de var helt unge, og de slynger ikke om sig med tomme visioner, som populisterne gør det, uanset hvilken fløj de tilhører. Nej, de trænede politikere taler fornuftens og kompromisets sprog. Heldigvis, mener Danmarksbloggen, for skal samfundet have en chance, skal erfarne politikere og ikke amatører med fine visioner stå i spidsen for det.

Gid vi derfor aldrig får en Macron – eller Le Pen – som statsminister, og gid så mange danskere ville stoppe med at stemme på populistiske partier med få budskaber, men en total mangel på forståelsen for helheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Twin Peaks, House of Cards og Matador

Udgivet den af
Svar

Om ikke så længe kommer to berømte tv-serier tilbage til skærmen med nye sæsoner.

Den ene er 90´er-kult-serien ”Twin Peaks”, og den anden er den politiske dystopia-serie ”House of Cards”.

Den første serie omtales ofte som værende rigtig uhyggelig med dæmonen Bob, besættelser af mennesker og hvad der ellers sker af paranormale ting i den lille by Twin Peaks på grænsen mellem USA og Canada.

Danmarksbloggen finder dog den anden serie ”House of Cards” cirka tusind gange mere uhyggelig, fordi den imodsætning til David Lynchs surrealistiske univers rent faktisk skildrer virkeligheden i en verden, hvor politik er ligeså beskidt og handler ligeså meget om magt og menneskeforagt, som den altid har gjort det. Eller det vil sige: Virkeligheden overgår som altid fantasien.

For virkeligheden – som den skildres i de seriøse og fakta-baserede nyheder, der trods alt stadig findes – er mere end en million gange mere uhyggelig end selv Frank Underwoods værste svinestreg … også selvom noget tyder på, at House of Cards-præsidenten i den nye sæson vil gå Tyrkiets Erdogan i bedene og udvikle sig fra POTUS til en ren diktator. Noget som Trump heldigvis ikke har kunnet endnu, selvom de sorte skyer trækker op i horisonten.

Danmarksbloggen spår derfor også, at mange danskere (midt i en tid mere usikker end nogensinde siden 2. verdenskrig) med en sikker fornemmelse for tryghed og nostalgi vil søge til tv-skærmene de næste lørdage, når DR1 genudsender de første seks afsnit af Matador i en ny og forbedret udgave. Det er så også den bedste danske tv-serie til dato, så det er helt forståeligt, og undertegnede skal da også se med.

Men Danmarksbloggen vil dog også opfordre til at løfte blikket fra livet i Korsbæk i sidste årtusind og til livet i den globale virkelighed i dag, selvom det er en kompliceret og svær størrelse, og de 99,999999999999% af os er så uendelig magtesløse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

4. maj – og vor tids frihedskamp

Udgivet den af
Svar

Mor, hvor lang tid tror du vi bliver ved med at fejre 4. maj og Befrielsen?, spurgte teenageren her til morgen, da jeg nævnte, at vi skulle have lys i vinduerne i aften.

Det er et af den slags spørgsmål, som det er nærmest umuligt at besvare.

For på den ene side så lever der stadig en pæn del mennesker, som kan huske den tid, selvom de måske kun var børn den aften, hvor frihedsbudskabet lød fra London, men omvendt er der siden kommet mange generationer, som hverken kan huske 2. Verdenskrig eller Den Kolde Krig, men som er født og opvokset i en Terrortid – som netop teenageren her.

Og når ens virkelighed, ens tilværelse her og nu er et liv i hovedstaden med en bevidsthed om at terroren kan ramme hver dag og hele tiden. Hvor teenageren både sammen med venner og med undertegnede besøgte synagogen i februar 2014 og siden deltog ved mindehøjtideligheden ude ved Krudttønden for slet ikke at tale om de altfor mange ture med blomster til udenlandske ambassader, så er der unægtelig langt til at stå ude i Mindelunden en 4. maj, selvom teenageren har været med – endda to gange.

For nok hænger tingene sammen – og nok skal man kende sin fortid for at forstå ens nutid, men 2. Verdenskrig er virkelig længe siden. Den tid er i øvrigt så langt mere overskuelig – og tryg – her mere end 70 år siden, at den sluttede, så det er let at have de rette meninger NU omkring den tid. Dengang krævede det mere at gå imod autoriteterne, som også var en dansk samarbejdsregering, heldigvis var der nogen, der gjorde det – som nogen også gør idag.

Opgaven er derfor heller ikke at se tilbage, men at vide hvad der skete – og se frem. Bruge kræfterne på at sikre også vor tid og fremtidige generationer den frihed, som Danmark fik igen d. 4. maj for 72 år siden – og det er en opgave, som kræver kamp både mod den fundamentalistiske islam og mod den indskrænkelse af vores frihedsrettigheder, som sker ligenu i tryghedens navn, og som de fleste glad og gerne siger ja til uden formentlig at kende prisen.

Så ja, vi vil nok fejre 4. maj længe endnu … men uden at tage nutiden og vor tids frihedskamp i betragtning giver det faktisk ikke mening. For ligesom at vi dengang i 1940 solgte os billigt til Tyskland for at undgå omfattende ødelæggelser, så sælger mange danskere også deres frihed billigt nu for at undgå muslimsk terror. Nu er det bare til staten – men gør det sagen bedre? Det synes undertegnede ikke, så også derfor og måske mest derfor skal der tændes lys i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Vi mangler lighed

Udgivet den af
Svar

Storkonflikten kom ikke for en uges tid siden. Det kan undre, når vi har et samfund, hvor den ene gruppe bliver syge og dør af stress – og nu skal arbejde endnu mere, hvis det står til arbejdsgiverne, mens den anden gruppe holdes udenfor arbejdsmarkedet og det på ydelser, som det ikke er til hverken at leve eller dø på.

De eneste, der vinder på denne systematiske udnyttelse af mennesker, er dem, der ejer produktionsmidlerne.

Lyder det gammeldags og marxistisk – selv på en 1. maj? Ja, måske – men det er ikke desto mindre sandt. Så kan kedeldragten og det hårde slid i fabrikken for nok så mange være skiftet ud med et spændende job i vidensindustrien, men selve det grundlæggende har ikke ændret sig.

Det er stadig dem, der ejer produktionsmidlerne, der sætter dagsordenen – og når den sættes, så mennesker udnyttes og udbyttes i en grad, som der lægges op til med arbejdsgivernes nye forslag til overenskomst, ja, så burde ikke kun de direkte involverede, men også alle vi andre sætte hælene i og sige NEJ, nu stopper det, nu strejker vi.

For samfundet trænger til endnu en revolution, en stille revolution uden vold – men ikke desto mindre en revolution, hvor den overklasse, der har vokset sig frem og som belønner hinanden med gyldne håndtryk m.m., skal lære at dele ud af deres overflod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Den glemte luksus: MAD

Udgivet den af
Svar

Mange i den vestlige verden har ikke alene mad nok. Vi kan også vælge, hvad vi vil spise.

Vil jeg smøre mig et stykke brød, lave noget kødsovs, skrælle nogen gulerødder? Det er faktisk – når man tænker over det – vild luksus ikke kun at KUNNE få nok at spise, men også at kunne vælge, hvad man VIL spise.

Og nej, her tænker jeg ikke på de promiller af befolkningen, der – ligeså tit de ønsker det -kan spise dyrt Kobe-kød, dyr Beluga-kaviar og drikke dyr Moët & Chandon-champagne.

Nej, jeg tænker på alle os, der kan gå ned i det lokale supermarked og vælge mellem oksefars og flæskefars, mellem auberginer og squash, mellem bananer og æbler, mellem rugbrød med kerner eller rugbrød med gulerodsstrimler.

Vi tager det som en selvfølge at kunne det. Men det er i virkeligheden vild luksus i en verden, hvor mange sulter ihjel, og hvor endnu flere må spise det, der nu engang er tilgængeligt.

Men det er en luksus, som vi har glemt, er en luksus. Og det er skidt. For så forstår vi ikke hverken at værdsætte vores gode liv – eller dele ud af vores voldsomme overflod, både til mennesker i andre lande, men også i vores egne lande.

For man tror, det er løgn. Men der findes faktisk mennesker i vores overflods-rige lande, som ikke har nok at spise, fordi uligheden er så stor – og voksende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: ”Katharina Luther – Munkens Brud”

Udgivet den af
Svar

Den samme mand kan ikke bade to gange i den samme flod uden at de begge har forandret sig, siger man – og det er sikkert sandt.

Men til gengæld kan de samme to kvinder sagtens optræde i den samme forestilling to gange – uden at gløden og nerven bliver mindre. Ja, tværtimod bliver helheden endnu mere intens, mere brændende, i hvert fald når det gælder ”Katharina Luther – Munkens Brud”, som havde premiere i Haderslev Domkirke i oktober sidste år – og som i lørdags spillede i Sionskirken på Østerbro i København.

Undertegnede både så og anmeldte dengang i efteråret forestillingen for Kristeligt Dagblad – se anmeldelsen her: https://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Siden den mørke oktober-aften i den smukke, sønderjyske katedral var der gået seks måneder, men historien om en af verdenshistoriens mest usædvanlige kvindeskæbner fascinerede stadig ligeså meget i den lille, kønne sognekirke på Østerbro i den sollyse forårseftermiddag – også selvom jeg kendte både handlingen og de små virkemidler og overraskelser undervejs.

Men som sagt er de to optrædende kvinder også ganske formidable på hvert sit felt.

Tine K. Skau, der forestillingen igennem på fineste vis spiller på mere end 12 instrumenter, har komponeret al musikken, så det lyder som renæssancemusik og danner et perfekt matchende lydtæppe til en både dramatisk og medrivende fortælling.

En fortælling, hvor Anette Jahn simpelthen ER Katharina Luther fra den lille pige, der afleveres i klosteret over den unge kvinde, der langsomt men sikkert via sit eget mod og Luthers ord tør bryde igennem og ud af klosteret – og til den voksne kvinde, der både kan opbygge et forretningsimperium, diskutere reformationen og passe børn og plejebørn, indtil hun med Luthers testamente i hånden må kæmpe for at få forældreretten over sine børn.

En mere end usædvanlig skæbne i en tid, hvor kvinder var uden rettigheder. Så hvor fik hun styrken fra? Forestillingens bud er jomfru Maria, som Katharina Luther holdt fast i livet igennem. Og hvorfor ikke, selvom Luther mente, at jomfru Maria bare var en almindelig kvinde, og at det netop var det fineste. Fordi når en almindelig kvinde kunne føde Guds søn, så er vi alle lige tæt på Gud.

Det er en holdning, der giver genlyd i en protestantisk sjæl – og dem var vi mange af i Sionskirken, endda i alle aldre, som efter forestillingen fik mulighed for at tale sammen med Anette Jahn og Tine K. Skau om, hvad der havde berørt os. Og man ved, der er sket noget (godt), når unge konfirmand-drenge finder det mærkeligt og forkert, at en kvinde ikke kunne have forældreretten over børnene.

Vi er så alligevel ikke helt i mål endnu her 500 år efter Luther. Kvinder med magt som for eksempel en nutidig tysk kvinde, nemlig den tyske kansler Angela Merkel, må stadig lide under mere sladder og latterliggørelse end hendes mandlige kollegaer. Tænk også på hvad Thorning måtte lægge ryg til, da hun var statsminister og blev kaldt Gucci-Helle. Eller den konservative Lene Espersen, der blev kaldt for den talende kavalergang. Sexistisk er for pæn en betegnelse.

Så inden vi dømmer reformationstiden ude som gammeldags, skal vi også huske på, at det stadig er velset mange steder, når kvinder (udelukkende) gør kvindeting som at passe gamle og syge og børn og stå for det praktiske. Og at der stadig er mange mænd, som ligesom Luthers venner ikke ønsker, at kvinderne blander sig i nutidens Lutherstuber og diskussioner – og tager teten og magten, både den politiske, økonomiske og åndelige.

Og der er også stadig langt imellem de mænd, der som Luther støttede kvinderne, når han fra prædikestolen kaldte de bortløbne nonner for heltinderne og et lysende eksempel på den frihed, som reformationen gav både kvinder og mænd.

Så ja, Luther var verdens første mandlige feminist og ved sin side havde han en stærk kvinde: Katharina Luther, som man lærer så godt at kende i selskab med Anette Jahn og Tine K. Skau.

Man går nemlig hjem og føler, at man har været helt tæt på Katharina Luther, og man ville ønske, at der fandtes en tilsvarende forestilling om Martin Luther. For han er af og til ret svær og tung at komme i nærheden af, også selvom han træder markant mere frem af skyggerne, når man ser forestillingen for anden gang.

Danmarksbloggen giver ”Katharina Luther – Munkens Brud” seks rosenkranse ud af seks mulige, som den rosenkrans Katharina Luther havde i sit bælte. For reformation eller ej: Katharina Luther, født von Bora, gik i jomfru Marias fodspor, både som kvinde, mor, husmor – og også som formidler af det levende Guds ord.

Og nok brændte en uforstående og uforstandig samtid Katharinas breve efter hendes død, mens man gemte Martin Luthers – men alligevel taler hun til os på tværs af århundrederne, og det er stærke ord om ligeværd og ligeret, som vi stadig skal kæmpe for – både mænd og kvinder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Socialdemokratiet kan forhindre en dansk ”Vermund eller Elbæk”

Udgivet den af
Svar

Danmark må aldrig ende, som Frankrig gjorde det i aften, hvor landet til næste runde af præsidentvalget skal vælge mellem en radikal højrefløjskvinde (Marine Le Pen) og en mand som aldrig har været valgt til et embede før, men som har masser af ”visioner” og gode ideer (Emmanuel Macron).

Oversat til dansk svarer det nogenlunde til at skulle vælge mellem at få enten Pernille Vermund eller Uffe Elbæk som statsminister.

Det må aldrig ske. Det kommer forhåbentlig heller ikke til at ske. De etablerede partier i Danmark – dem der tager ansvar – må på banen og markere en anden og mere sammenhængende vej end disse fantasier, uanset om de bunder i højrefløjens frygt eller venstrefløjens alt-kan-lade-sig-gøre.

Socialdemokratiet i Danmark er i dag startet med præsentationen af et nyt principprogram, hvor der lægges vægt på social lighed og bæredygtighed.

Dét er godt – og det kan forhindre, at danskerne en dag skal vælge mellem outrerede kandidater til landets vigtigste post.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Måske klarer vi dén

Udgivet den af
Svar

Måske klarer vi dén

Husker I for et år siden?

Det var INDEN Brexit. INDEN Trump. INDEN valget i Tyrkiet. INDEN USA bombede i Syrien.

Det var en helt anden verden, og der var mange, som spåede verdens undergang, hvis det, der nu er sket, skete.

Nu er faren heller ikke forbi endnu.

Især er situationen omkring Nordkorea farlig – og man skal heller ikke undervurdere Rusland – eller strømmen af flygtninge og migranter over Middelhavet.

MEN verden er også ganske sejlivet – heldigvis … så måske, bare måske, klarer vi også de udfordringer, der er i vores tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen