Forfatterarkiv: admin

Et kongeligt glansbillede krakelerer

Udgivet den af
Svar

Det er næppe gået nogen forbi, at Dronningen og Prins Henrik har guldbryllup i morgen – og at denne runde dag fejres ombord på kongeskibet Dannebrog ude i rum sø. Gisningerne om hvorfor er mange, men bunder alle i Prins Henriks alder, helbred og adfærd, som er forhold, der ikke burde komme andre end dem selv ved.

Danmarksbloggen plejer heller ikke at kommentere royale begivenheder af samme grund, men et kongeligt guldbryllup er en sjældenhed.

Første gang – og indtil i morgen sidste gang – der var kongeligt guldbryllup i Danmark, var i 1892, hvor Europas svigerfar Christian d. 9 kunne fejre 50 års bryllupsdag med Europas svigermor Dronning Louise. Der blev til lejligheden rejst en statue i Øster Anlæg, holdt et stort optog gennem en flag- og blomstersmykket hovedstad og holdt flere store fester landet over samt festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. For slet ikke at tale om selve hovedfesten på dagen d. 26. maj med kongeparret og det store festfyrværkeri. Intet af dette sker denne gang.

Tiden er også en anden. Dengang havde vi brug for et nationalt samlingspunkt som kongehuset, for længere væk var 1864 heller ikke. Læg dertil den respekt, ja nærmest ærbødighed som kongehuset blev mødt med dengang, og det giver god mening, at man fejrede guldbrylluppet for fuld musik.

Men sådan er det ikke denne gang, selvom vi stadig elsker nationale samlingspunkter og måske opfatter Dronningen som et, men ikke selve kongehuset.

For i dag ses det samlede kongehus af de fleste som lidt harmløs, om end dyr underholdning med fine kjoler, funklende diademer og flotte biler som det mest spektakulære. Det bliver vi så snydt for denne gang, men danskerne er ligeglade. Måske fordi det kongelige glansbillede for alvor er ved at krakelere i takt med at Dronningen bliver ældre, og det bliver mere og mere synligt for flere og flere, at det ikke giver mening, at en enkelt familie på grund af fortiden skal have mange og store privilegier og nogle få, men meget mærkværdige forpligtelser?

Tilhængere af monarkiet vil hævde, at et kongehus giver stabilitet i et land og en fælles fortælling. I så fald skulle Danmark, Norge og Sverige være mere stabile end Finland – og det er vi ikke, vel? Spanien skulle også være mere stabil end Frankrig, Italien og Portugal – og det er de heller ikke, vel?

Faktum er, at et lands fortælling er dets historie, uanset hvordan den fortid ser ud – og at et lands stabilitet afhænger af dets lands politik og relation til resten af verden samt af om der er stærke institutioner og praksisser, som accepteres af både magthavere og befolkning. Og i den ligning betyder et repræsentativt monarki kun, at der kan kastes lidt glimmerstøv over det samlede billede. Lidt særdeles dyrt glimmerstøv vel at mærke, som måske ville have det bedst med at forsvinde den dag, hvor Margrethe ikke er der længere.

For hun har gjort det godt, men at tænke på Frederik og Mary som et nationalt samlingspunkt virker meget langt væk fra et realistisk scenarium, også selvom Mary trods interessen for dyr mode træder mere i karakter – mens Frederik blot fortsat træder rundt i cykelpedalerne, selvom han bliver 50 næste gang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinse med Dronningen og Kim Larsen

Udgivet den af
Svar

Festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af Reformationens 500 års jubilæum i går eftermiddags var både herlig og hellig, og det samme var Kim Larsens koncert i går aftes i Søndermarken på Frederiksberg.

Det var også Danmarks to mest elskede ikoner, som var tilstede ved de to lejligheder. En hver sit sted. Dronning Margrethe d. 2. i Domkirken – og Kim Larsen i Søndermarken. De har i øvrigt meget tilfælles, Majestæten og Nationalskjalden – og ikke kun, at de begge er dårligt gående og grå i toppen. Men at danskerne elsker dem, fordi netop de to mere end nogen andre i vores lille land repræsenterer historien om Danmark som et land med sammenhængskraft og plads til solidaritet.

Altså alt det som mange danskere føler er truet i en globaliserings- og terrortid. Så det var helt som forventeligt, at der i Domkirken blev sunget ekstra kraftigt med på Grundtvigs salmer ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Den signede dag”  – og på hits som ”Midt om natten”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” i Søndermarken.

For som Kim Larsen sagde det, så er alt nyt ellers nutidens mantra, men det er alligevel det gamle og velkendte, som vi foretrækker. Måske fordi det er langtidsholdbart og fortæller om vores rødder og værdier. Nu sagde Dronningen ikke noget i Domkirken, men det gjorde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, og han var i sin prædiken inde på de samme tanker, når han snakkede om en humanisme, der uden kristendommen bliver gold og trist, fordi der i kristendommen er en medmenneskelighed og en næstekærlighed, der rækker udover den enkelte – og ud til alle mennesker og hele samfundet, ja i bund og grund hele kloden. Og det haster, for som Kim Larsen sagde det: Hvis ikke vi snart tager os bedre af Moder Jord, så får vi læsterlige klø.

Det kan være svært at finde modet. Men vi må som den jødiske forfatter Elie Wiesel skriver det vælge at tro på menneskene. Vælge at tro på mennesket til trods for mennesket. Det er nemlig vores valg, om vi vil vælge tilliden eller hadet, om vi vil bruge sproget til at velsigne med eller forbande med. Både Folkekirken, Dronningen og Kim Larsen bruger sproget til at velsigne med og give danskerne tro, håb og kærlighed – så netop derfor er de også så helt igennem kerne-ærke-danske.

Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra Domkirken til Søndermarken, fra det ”fine” Danmarks alvorlige og højtidelige reformationsfejring til den folkelige og fornøjelige aften i Søndermarken, hvor der blev skålet og skrålet, og den danske sjæl foldede sig ud under de grønne trækroner.

Og over det hele fløj duerne, som de altid gør det ved pinsetide, når Helligånden daler ned. I Domkirken er de udført kunstfærdigt og smukt i materialer som marmor, og i Søndermarken flyver de i kød, blod og fjer. Men ånd har mange billeder … også når det kommer til duer og mennesker.

Og vi hører sammen her i Danmark, alle sammen fra kirkeministeren på kirkebænken i Haderslev Domkirke til den unge mand, der stod med en kande øl i bæltet i Søndermarken, fra militærmanden med de fine ordner i Haderslev Domkirke til den midaldrende kvinde, der stod med sin mobiltelefon og filmede, mens Kim Larsen sang ”Fru Sauterne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

London Bridge og ramadanen

Udgivet den af
Svar

I skrivende stund er det ikke bekræftet fra myndighedernes side, at der var tale om et terrorangreb på London Bridge, som er nabo-broen til Tower Bridge.

Men når en varebil med en fart, der bliver anslået til cirka 80 km i timen med vilje kører ind i en menneskemængde på en bro i en europæisk hovedstad, så er det nærliggende at tro, at der er tale om terror … også fordi der pt. sker og er sket andre “hændelser”, som det kaldes, i den engelske hovedstad, som involverer både skud og lange knive.

Den gamle børnesang om “London Bridge is falling down” er derfor blevet aktuel på en mere end uhyggelig måde – og er dermed endnu en reminder om de tider, som vi lever i.

Ikke at vi behøver en sådan reminder om tidens tegn af vold, had og drab  .. slet ikke.

Hvad vi behøver er derimod remindere om, at vi alle er mennesker, og at mangfoldighed er et plus – og at nysgerrighed er godt.

Som fx idag, hvor jeg i svømmehallen talte med den arabiske livredder, der er muslim og derfor pt. holder ramadan, og som kunne fortælle om, hvordan især hans duftsans bliver skærpet i disse uger, men også hvordan det at faste gør, at han i store dele af resten af året har megen fokus på, hvad han spiser – og om han spiser det rigtige for at holde sig sund.

Altså en helt anden vinkel på ramadanen end den religiøse. For det er samtale, der ikke kun gør klogere – det også nuancerer. For virkeligheden er ikke kun uhyrlighederne som den på London Bridge og de andre steder i London i aften/nat. Den er også og især de mennesker, som vi hver især møder – og ikke mindst hvordan vi møder dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag jødetesten – uanset om du var til Distortion eller Depeche Mode

Udgivet den af
Svar

At København er en delt by er en gammel sandhed. Der er bydele, hvor en lejlighed koster spidsen af en jetjager – og bydele, hvor flertallet er på kontanthjælp. Det ved vi alt sammen godt.

Men i går aften blev andre forskelle også mere end tydelige ….

På Nørrebro festede – primært de unge – i den årlige musik-larm-skrald-begivenhed kaldet Distortion, mens dem, der havde været unge tilbage i 80´erne, befandt sig i Parken, hvor det engelske band Depeche Mode spillede og for et par timer kunne få nutidens voksne til at glemme, at de er netop det: Voksne – og dermed også ansvarlige for dette samfund. Det var åbenbart en succes.

Nogle, der ikke glemte ansvaret, var politikerne. For samtidig var der afslutningsdebat i Folketinget, hvor især roma´erne var på dagsordenen, og hvor Enhedslistens Pelle Dragsted til sidst gik på talerstolen som privatist og advarede imod tonen i debatten, og bad alle om at tage jødetesten, inden man udtaler sig om romaerne.

Jødetesten består i al sin enkelhed af, at man prøver at sætte ordet jøder ind i de udsagn, som man siger om en bestemt befolkningsgruppe, som her roma´erne, der af mange omtales som tyvagtige og voldelige.

Men Danmarksbloggen kan nu også finde andre grupper, som man kunne bruge jødetesten på – fx arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre, som stadig hos mange af de blå omtales i forblommede vendinger som dovne m.m. – og som åbenbart ikke må være med til festen, selvom krisen (officielt i hvert fald) er aflyst.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – uanset alder – til at tænke sig om, inden man siger noget generelt om en gruppe, uanset hvem den gruppe er. For det enkelte individ er altid mere end summen af fordomme og fakta.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blasfemi-paragraffen – et værn mod religiøs vold

Udgivet den af
Svar

På fredag skal folketinget stemme om, hvorvidt blasfemi-paragraffen skal afskaffes eller ej. Meget tyder på, at det bliver et ja.

Det er Danmarksbloggen ikke enig i. For nok er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig, og det skal vi holde fast i. Men det gøres faktisk bedst, hvis vi beholder blasfemi-paragraffen.

Og det gælder,selvom den kan opfattes som symbolpolitik, måske især når man ser på antallet af faldne domme på baggrund af den (to siden indførelsen i 1930).

Men ikke desto mindre er den en lov, der viser, at vi her i landet tager religiøse følelser alvorligt. Og det er vigtigt, at dette signal sendes til alle danskere. For der skal sørme være plads til både troende og ateister i Danmark – også uden at nogen af dem skal risikere at blive svinet til.

For hvis vi afskaffer blasfemi-paragraffen, lukker vi nemlig op for, at den indre svinehund for alvor kan komme ud.

Ikke sådan at forstå at det med en afskaffelse bliver tilladt at sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om fx jøder, muslimer eller kristne – for det er mennesker, så det må man stadig ikke.

Man må heller ikke i det offentlige rum afbrænde koraner eller bibler, da det forstyrrer den offentlige lov og orden.

Men man må med en afskaffelse af blasfemi-paragraffen godt sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om selve religionen, altså fx islam, kristendom eller jødedom.

Så er det ikke blot storm i et glas vand? Nej, det er en glidebane ned til de sorteste og laveste instinkter i mennesket.

For hvor mange vil være istand til at skelne mellem, om der tales om religiøse mennesker eller om religionen? Næppe mange, og formentlig endnu færre når vi taler de fundamentalistiske grupperinger indenfor religionerne. For dem er det to sider af samme livsvigtige sag, om der tales om religionen eller om religiøse.

Så en afskaffelse af blasfemi-paragraffen betyder frit løb mod bunden og umenneskeligheden. Ja, at et af de sidste og måske det største værn mod religiøs betinget vold i Danmark bliver fjernet.

Læs mere her:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/er-et-farvel-til-blasfemiparagraffen-godt-eller-skidt-religioese-stemmer-er-uenige

http://www.dr.dk/nyheder/indland/lektor-der-kommer-hverken-flere-eller-faerre-sager-uden-blasfemi-paragraf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk arbejde til danske arbejdere

Udgivet den af
Svar

Man skal ikke gå over åen efter vand, siger et gammelt ordsprog. Det er ikke desto mindre lige det, som Dansk Erhverv ønsker, når de mener, at vi skal importere udenlandsk arbejdskraft. Se mere her:

http://www.avisen.dk/top-nyt-opgoer-om-udenlandsk-arbejdskraft-lurer_446617.aspx

Men nej, intet vand fra den anden side af grænsen, medmindre der er tale om specialister, som vi ikke selv har her i landet.

Men nu kræver det hverken en lang uddannelse eller et specielt erhvervsforløb at skifte sengetøj, plukke agurker eller andre opgaver i den service-industri, hvortil der i stor stil importeres udenlandsk arbejdskraft – ene og alene fordi den arbejdskraft er billigere (fordi den underbetales), og giver ejeren et større overskud.

Men det er samfundsundergravende virksomhed – og det skal stoppes. Så længe vi har danske arbejdsløse – og det har vi, endda i stor stil – så skal vi ikke importere polakker og andre til at klare opgaver, som danske arbejdere kan klare. Så enkelt er det. Solidaritet, mine damer og herrer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Se Kjersgaards Danmarkshistorie

Udgivet den af
Svar

I øjeblikket kan man på DR´s hjemmeside se ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard”, der er en mere end 30 år gamle serie på 12 udsendelser, der stadig holder max. Se mere på www.dr.dk/tv

Dels fordi Erik Kjersgaard var uddannet historiker og i dén grad kunne sit stof, og dels fordi der ikke bruges unødig tid på at (over)dramatisere, lefle for laveste fællesnævner og presse et politisk budskab ned over hovedet på seerne, som man gør det i den nye Danmarkshistorie lavet af samme kanal.

”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” er derimod spækket med viden, detaljer og overblik – og det er vidunderligt befriende, at manden, der fortæller, blev castet (som det hedder på nutidsdansk) på grund af sin klogskab – og ikke på grund at sit udseende eller tøjvalg.

Læg dertil at han i sidste afsnit endda forholder sig kritisk til både sin egen historieserie og til de motiver, som enhver har til at fortælle sin version af Danmarkshistorien. Der er han nemlig lysår foran meget nutidig historiefortælling, som opfatter sig selv som værende objektiv og baseret på fakta – hvad det måske også er. Men enhver fortælling er altid et valg – og et fravalg – også af fakta.

Så gak til ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” og bliv vis på dit lands rødder. For her får du alt væsentligt, fortalt af en mand med vildt hår, brune bukser, gammel jakke – og en kæmpestor viden og engagement i Danmarks fortid. Han døde helt tilbage i 1995, mens heldigvis kan vi altså stadig se og høre ham.

Ps. Og ja, Erik Kjersgaard er i familie med Clement Kjersgaard. De er far og søn – og en meget ung Clement optræder skam også et kort øjeblik i det sidste afsnit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endnu engang …

Udgivet den af
Svar

Endnu engang. Igen skete det. Terroren ramte. Sorg. Vrede. Beslutsomhed om ikke at ændre vores livsstil og demokrati. Bevare de frie samfund.

I de seneste år har Danmarksbloggen skrevet en tekst med de ord altfor mange gange, og nu kunne undertegnede gøre det igen på grund af angrebet i går aftes i Manchester i England.

Men det lyder efterhånden som en kliché, for vi har hørt det altfor mange gange.

Opgaven er derfor heller ikke (kun) at vise medfølelse og kærlighed og opbakning, men at sørge for, at den slags mennesker, som synes det er i orden at dræbe andre på grund af deres overbevisning, bliver stoppet.

Det er en svær opgave – og den skal klares uden at en eller flere befolkningsgrupper automatisk gøres til syndebukke – men den skal effektueres. Ellers vil det her terrorvanvid ikke stoppe, men blot accelerere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig”

Udgivet den af
Svar

Årligt skrives der et stort antal historiebøger om Danmark, og selvom mange laves på et fagligt velfunderet grundlag, så er der tit langt imellem snapsene, når det kommer til samme bøgers underholdningsværdi.

Men i Asser Amdisens nye bog ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig” går historisk viden og læsenydelse hånd i hånd i en grad, så undertegnede mange gange i løbet af de 256 sider måtte stoppe læsningen og klukke af grin – ja, sågar citere det nyligt læste højt for mand og barn, som i den seneste tid derfor har lagt ører til megen Danmarkshistorie.

For det er simpelthen herligt at læse om Danmarks fortid på en så levende måde, som Asser Amdisen beskriver den. Man kan i samtlige kapitler se de mennesker og de tider for sig, se dem folde sig ud i sorg og i glæde, i kampe og i fred, når det kneb, og når vi triumferede.

Hvem er det også, der siger, at faglig substans kun kan formidles tørt og alvorligt? Ja, Asser Amdisen mener faktisk, at det forholder sig lige modsat. At historiefaget blev ramt af den videnskabelige syge engang i oplysningstiden, og derfor siden har fravalgt at fortælle de gode historier, fordi historiefaget gerne vil være ligeså fakta-orienteret som de mere agtede naturvidenskaber. Men det er skade. For hvor det er nemt at bevise fx tyngdekraftens eksistens og påvirkning, så er det straks sværere at skrive om fortiden uden også at ty til de sagn, myter og historier, som er blevet fortalt fra slægtled til slægtled, og som også er en del af vor fælles arv, selvom de ikke kan bevises i et laboratorium.

Heldigvis fortæller Asser Amdisen masser af netop de overleveringer, og så tilføjer han historiske fakta som fx i legenden om Dannebrog, der jo efter sigende faldt ned i Estland i 1219 som en hjælp fra Gud, så vi kunne besejre de hedenske estere i det store slag ved Tallinn. Problemet var bare, at esterne allerede var blevet kristne få år før, da en ridderorden kom forbi. Men som Asser Amdisen skriver med klart blik for både magtspil, økonomisk gevinst til den danske konge og menneskelig psykologi ”En god gerning kan jo ikke gøres for tit, og Valdemar var ikke en mand, der lod sig slå ud af småting”.

Asser Amdisen lader sig heller ikke slå ud. Han er heller ikke bange for at have en holdning til både samfund og det at være dansk, hvilket også er forfriskende – især fordi han så melder klart ud, hvor han står.

For igen så lever vi i en tid, hvor objektivitet er finere end subjektivitet, så det er normalt, at fx forskere og medier skjuler deres dagsordner bag et ”objektivitets-tæppe”. Men medmindre vi taler om naturvidenskaberne, hvor det meste kan måles og vejes og bevises i, så er alt subjektivt og afhængigt af øjnene, der ser. Fra kunst over litteratur og religion – og til historie.

Og her taler Asser Amdisen klart sprog, som når han fx skriver om, hvordan nationalismen i 1800-tallet afløste religionen som den ramme, mennesker sætter om deres forståelse af sig selv og deres identitet. Undervejs underbygger han sine meninger med fakta om de historiske forhold, men han gør også til sidst i bogen opmærksom på, at læseren gerne må være uenig med ham, blive vred, gal, sur og alt muligt andet.

Bare ikke ligeglad, for så dør historierne og dermed det fællesskab, som vi alle lever af og på. Og det er rigtigt. Vi må ikke blive ligeglade og slet ikke med vores egne rødder og historie. Heldigvis er Asser Amdisen en god spindoktor for Danmarkshistorien.

Apropos spin, så holder Danmarksbloggen også meget af bogens fokus på spindoktorer i ordets mest udvidede betydning, som når det fx slås fast, at vikingerne manglede en spindoktor, og at de overfaldne klostre i de skrivekyndige munke netop havde de perfekte spindoktorer, fordi de skrev fortællingerne om de fæle vikinger og deres gerninger. For som bekendt så vinder den, der skriver historien.

Men Asser Amdisen formår også at gøre rede for komplicerede forhold som middelalderens konger og deres indbyrdes familie- og hævnforhold i kampen om magten samt at trække de overordnede linier og flette konkrete begivenheder og personer sammen med de forskellige tiders syn på samfund, religion, filosofi samt menneske- og verdenssyn.

Han hamrer også en pæl ned gennem myterne, og er ikke bleg for på den ene side at vise forståelse for, hvorfor vi danskere elsker Christian d. 4., der med sine mange fejl lige er til at spejle sig i, men som også var manden der, fordi han så gerne ville være en stor krigsmand, førte Danmark fra at være stormagt til mellemmagt. Endelig slås det også fast, at hvis Christian Firtal ikke havde dummet sig så gebommerligt nede på den tyske hede i 1625, så havde vi måske ikke mistet Skåne, Halland og Blekinge, som vi ret beset vandt tilbage i krig flere gange siden den ulyksalige Roskildefred, men aldrig fik fordi stormagterne ikke ønskede, at den samme nation sad på begge sider af Øresund.

For vi slipper ikke for at høre om de nationale traumer, heller ikke 1800-tallets jammervandring med statsbankerotten, tabet af Norge og de slesvigske krige, som gjorde os til en lille stat, en andedam, du puslingeland og alt det der, som stadig martrer os, og som også hænger sammen med dansk deltagelse i diverse krige i dag, hvor vi har et demokrati, som vi med Asser Amdisens ord tager for givet. Måske fordi vi nærmest fik det smidt i hovedet af Frederik d. 7. – fremfor som i mange andre lande at skulle kæmpe for det, hvilket han mener er skade og en direkte årsag til, at vi så villigt har ladet demokratiet undergrave siden 2001.

For det er en historisk bog med holdning og et skarpt blik for perspektiverne for både landet og den enkelte dansker før og nu. En bog, hvor forfatteren tør bekende kulør, som når han skriver, at danskerne altid har levet af handel – også med våben. For Danmark har 7000 km´s kystlinie, og dansken har sejlet og handlet fra før vikingetiden og til i dag, hvor de Mærsk-lyseblå skibe ikke vækker rædsel nogetsteds, men stadig sejler guld hjem til Danmark.

Et Danmark, hvor Amdisen også gør op med myten om danskerne som dette fredelige folkefærd, der nok en gang var vikinger, men nu er vi jo blevet voksne, demokratiske og tolerante – og ganske humane. Men nej, siger Amdisen, den holder ikke, og så argumenterer han ellers – og løfter en advarende pegefinger.

For det velfærdssamfund, som vi har i dag, og som bygger på to skelsættende begivenheder – nemlig Hovedaftalen fra 1899, der sikrer et stabilt og godt arbejdsmarked samt parlamentarismens indførelse i 1901 – kan nemlig sagtens ændre sig, og ikke nødvendigvis til det bedre. Måske snarere tværtimod, mens vi danskere smæsker os i national selvfedme bag ligusterhækken og lader en totalitær demokratisme styre os.

Asser Amdisen får fem store Dannebrogsflag ud af seks mulige for sin levende og velskrevne, humoristiske og substantielle ” En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen og til fornylig”. For det er en bog spækket med viden, hvor såvel den historiekyndige som novicen ud i Danmarkshistorien kan hente perspektiver til videre læsning og især overvejelser over, hvad det vil sige at være dansk – og hvordan vi ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. 

Bogen udgives af Haase Forlag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europas Forenede Stater tættere på end nogensinde

Udgivet den af
Svar

Europas Forenede Stater er tættere på i dag end de var det i lørdags.

For i søndags blev Emmanuel Macron indsat som fransk præsident, og i går besøgte han Tysklands kansler Angela Merkel, og de to blev snart enige om, at en ændring af EU-traktaten sagtens kunne foretages, hvis det kunne bringe samarbejdet i Euro-land videre.

Danmarksbloggen er bekymret. For nok vandt højrepopulismen ikke magten i hverken Holland eller i Frankrig, men begge steder fik de flere stemmer end nogensinde før, og det rigtige middel til at få Europas borgere til at elske EU (hvis man altså ønsker dét) er ikke at presse mere EU ned over hovederne.

Tværtimod vil tryk avle modtryk, så stop nu EU-toget, inden det løber af sporet – og måske trækker en hel verdensdel med sig i faldet. Det kan vi ikke have. For der er ingen tvivl om, at vi skal holde sammen her i Europa og handle med hinanden, men den overnationale organisation, som EU er og gerne skal være endnu mere, hvis det står til Macron og Merkel, er der ikke mange europæere, der stempler ind på.

Så lyt til jeres befolkninger – også her i Danmark. Det er i bund og grund også det, som demokrati handler om.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/udland/macron-og-merkel-maaske-skal-eu-traktaten-aendres

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk