Forfatterarkiv: admin

Røde læber og en præst, der har misforstået demokratiet

Udgivet den af
1

Præst fra Vester Vedsted ved Ribe Uffe Vestergaard Pedersen har skrevet et læserbrev om de unge politikere, som han mener er for unge til at tage politisk ansvar:

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/article5270049.ece

Så langt, så godt, selvom erfaringens værdi altid kan diskuteres. Spørgsmålet er vel snarere, hvad man bruger erfaringen til – og om man på anden måde kan tilegne sig viden, der er ligeså brugbar. Nye ideer er ofte også gode i politik.

Men det drejer læserbrevet sig kun om til at begynde med. For præsten kommer snart ind på hans virkelige ærinde: De røde læber og de unge, kvindelige politikere, hvor han skriver: Citat begyndt: “Smukke unge kvinder, to af de rømmede fra SF, forførende øjne som en Astrid Krag og flere til. Hvem kan ikke fornemme det helt ned i tæerne? Læber med rødt, som enhver rigtig mand ved, hvad kan bruges til.” Citat slut

Det er direkte diskriminerende, og sagen har dermed ikke længere noget som helst at gøre med politisk ansvar eller politikeres alder og erfaring.

Tværtimod er der her tale om en præst, der tilsyneladende distraheres så meget af kvindelige politikeres røde læber, at præsten har et problem med at skelne mellem politik, og hvad der gør ham liderlig.

For hvis det forholder sig således, at Uffe Vestergaard Pedersen ikke kan tåle at se en ung kvinde med røde læber udtale sig om politik uden at blive seksuelt opstemt, ja så er det ham – og ikke de unge, kvindelige politikere – der har en udfordring.

Så er det præsten, der har et problem, som man ellers normalt kun finder hos pubertetsdrenge – og ikke granvoksne mænd med embede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere burlesque, tak …

Udgivet den af
2

Burlesque!!! Er det ikke en avanceret form for striptease i dekadencens og kunstens hellige navn?

Ikke rigtig, selvom der af og til tages tøj af. Men der tages også tøj på. Under alle omstændigheder er burlesque først og fremmest en leg, et eksperiment, hvor den udøvende burlesque-kunstner leger med roller og grænser, både seksuelle, men også fastlåste opfattelser i samfundet – og hos kunstneren selv. For i burlesque er den udøvende hele tiden på vej, hele tiden søgende.

Burlesque startede for alvor i Englands stærkt opdelte klassesamfund i sidste halvdel af 1800-tallet, i Victoria-tiden, hvor seksualforskrækkelsen var voldsom stor – samtidig med at der var meget snævre rammer for, hvad der var normalt, og hvordan mænd og kvinder skulle opføre sig.

Senere i de brølende 20´ere, hvor verden stod i et vadested, en omvæltningstid, fik burlesquen nærmest vinger. Der var brug for nogen, der stillede spørgsmålstegn ved alt det etablerede, nogen der turde udfordre de etablerede grænser, ja nærmest stille krav om tolerance og rummelighed i en verden, der søgte efter holdbare værdier at bygge liv og levned på.

Så kom 2. verdenskrig med alt dens gru, og burlesquen gik lidt i glemmebogen. Men den blomstrede op igen – og trives i vor tid bedre end i mange år. Verden er også igen i et vadested, en periode hvor de gamle systemer står for fald, og noget nyt skal bygges op. Og igen er der mørkemænd og -koner, som ønsker alting – også menneskene – låst fast i snævre definitioner af, hvad der er rigtigt og normalt.

Det har vi ikke brug for. Vi har derimod desperat behov for mennesker, der insisterer på at lege, på rummelighed og tolerance, på at stille spørgsmål og fortælle historier, på frihed til både dem selv og alle andre. De mennesker har vi så meget brug for som en ørken trænger til vand.

Nogle af disse mennesker er de udøvere af burlesque, der mener, at også nutidens burlesque – neo-burlesque eller new burelesque – skal være et spørgsmål om at vende op og ned på alting …

Så mere burlesque, tak … der er brug for det, måske endda også erotisk 🙂

Og tak til dem, der udøver det. En af disse er briten Christian Van Schijndel, som bor i Danmark, og som åbnede mine øjne for sammenhængen mellem et samfund i et vadested, en tid med store forandringer og så burlesque. Tak, Christian.

Læs mere om ham og se de mest fantastiske fotos her: www.thegentleman.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Forår søges …

Udgivet den af
1

I morgen er det jævndøgn. Forårsjævndøgn.

Så er dag og nat lige lange. Og som regel er foråret så godt i gang. Sidste år var det endda med mere end 15 grader og sol i disse dage.

Men ikke i år, hvor man føler sig mere i stemning til at citere Frank Jæger, når han siger: Sammen vil vi tålsomt vente … liden sol i disse uger  … is som tynger … sne som knuger … gjort os mindre … vi kan ingenting forhindre eller Jeppe Aakjær, der i “Sneflokke kommer vrimlende” skriver: Hun haler op i sokkerne og ser forsagt derud.

Begge digte foregår godtnok i februar og ikke i marts, men de passer så godt til det hvide vejr derude her ved jævndøgn, som knuger og tynger, og som man kun kan se forsagt ud på. Forsagt, lille og frysende som den blå anemone, der alligevel trodsede alt og kom frem i den fjendske zone – endda allerede 1. marts.

Og når den blå anemone kan, så kan vi også … som mennesker, som samfund.

For det er jo ikke kun i naturen, at vinteren bare bliver ved og ved. Det er også i samfundet, hvor en socialdemokratisk regering kaster hæderkronede principper baseret på medmenneskelighed og solidaritet over bord, således at den iskolde og umenneskelige vinter, som startede under den borgerlige regering, bare fortsætter og fortsætter.

Men det bliver forår, lys, sol, varme og blomster én gang. Dét er vi nødt til at holde fast i. Nødt til at tro på. Nødt til at arbejde for.

Vi må godtnok tålsomt vente på solen og de 15 grader i naturen, men i samfundet kan vi godt sørge for sommer året rundt – hvis vi deler goderne med hinanden.

Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit for at sprede budskabet om det gode og rigtige i et samfund baseret på medmenneskelighed og solidaritet – og du er altid velkommen til at give dit besyv med. Kommentér et indlæg – eller skriv selv et og send det til djt@doo.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen giver sammenhængskraft

Udgivet den af
1

Fasten synger snart på sidste vers. Om kun en uge er det Palmesøndag, og de sidste intense dage i verdens største drama vil være lige om hjørnet.

Men endnu er det faste. Tiden, hvor man ikke spiser kød, drikker alkohol, dyrker sex og andre af de ting, der forbindes med nydelse.

Det vil sige: Heroppe i de nordiske lande er fasten ikke noget, som vi dyrker mere. Det samme gælder pølsevognen, som der bliver stadig færre og færre af – og det er synd.

For pølsevognen er et af de allerstærkeste symboler på det Danmark, som der var engang. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft. Et Danmark, hvor høj og lav kunne mødes over en ristet med det hele. Et Danmark, hvor dagens begivenheder blev drøftet, mens hotdog´en og congo-bajeren røg over disken.

Og det var ikke så skidt endda, for nu at sige det på jysk. Faktisk var det tværtimod.

For når folk mødes og taler sammen ansigt til ansigt, så sker der noget. Så mærker man hinanden, så bliver “de andre” virkelige levende menneser af kød og blod – og ikke bare nogle flade tal på en computer eller et forvrænget digitalt portræt.

Og spiser man sammen, deler brødet som det hedder på bibelsk vis, så knyttes man endnu tættere sammen. Så tæt at man føler et ansvar for de andre … et ansvar som tages med fra pølsevognen og ud på arbejdspladsen, ved forhandlingsbordet og alle andre steder, hvor menneskers livsvilkår bestemmes.

Så pølsevognen er vigtig. Ikke kun af nostalgiske årsager – eller fordi en rød pølse altid smager godt (selvom det gør den :-)) – men fordi at pølsevognen giver sammenhængskraft i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skole-lockout, Laura Ingalls Wilder – og vigtigheden af at lære noget

Udgivet den af
1

Heldagskole, lærernes arbejdsvilkår, skolelederens beføjelser og så videre. Sjældent har skolen været så meget til debat som i øjeblikket, hvor der er varslet en lockout fra 1. april for både folke-, privat- og friskoler.

Og det ER vigtigt at skabe de rigtige rammer og arbejdsbetingelser for både lærere, skoleledere og elever. For den viden, som vi giver vores børn, er den viden, som vi allesammen skal leve af her i Danmark.

Det samme gælder indstillingen til at lære noget. For at lære noget er ikke kun et spørgsmål om timetal og forberelsestid og skolelederens ansvar.

Det er også – og måske især – en personlig sag, en pligt simpelthen for den enkelte, at dygtiggøre sig. Et aspekt som ofte glemmes, når der tales uddannelse og skole.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at tænke på virkelighedens Laura Ingalls Wilder. Pigen fra “Det lille hus på prærien”, som de fleste nok kender fra tv-serien, der dog var en sød-suppe-version og meget langt fra virkelighedens verden, som til gengæld er beskrevet i ni fantastiske bøger, hvor man følger Laura fra hun er omkring fem år til hun er først i 20´erne.

Da virkelighedens Laura er omkring 16 år gammel, har hun sit første job som lærerinde på en skole så langt fra hjemmet, at hun må bo seks uger hos en familie, hvor konen hader både det hårde nybyggerliv og Laura, som kun får lov til at bo der, fordi der var helt optaget alle andre steder.

Så der midt i snestormene og kulden, både ude og inde, må Laura henslæbe seks hårde uger, hvor hun underviser om dagen og får tiden til at gå om aftenen med at læse i sine egne skolebøger, så hun stadig kan følge med i skolen, når hun kommer hjem igen. Jobbet er nemlig blot midlertidigt, og hun skal tilbage til forældrene, søstrene og hendes egen skole, hvor hun er elev, når de seks uger er gået.

Så det er, mens Laura sidder dér langt ude på prærien og føler sig helt alene og uden venner, at hun alligevel aften efter aften læser i sine bøger, mens hun minder sig selv om at der er ingenting eller ingen, der kan forhindre mig i at lære noget

Dét er en god pointe: At INGEN eller INTET kan forhindre én i at lære noget.

En pointe, som de børn og unge, der måske rammes af lockout´en, med fordel kunne tage til sig. For nok kan det være, at deres skole bliver lukket, at deres lærere bliver lockoutede – men intet eller ingen kan forhindre dem i at lære noget, i at læse i deres bøger og lave deres opgaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Pave Frans, Dalai Lama – og genkristningen af Europa

Udgivet den af
2

Habemus papam … vi har en pave.

Så fik katolikkerne – og alle vi andre – en ny pave; Pave Frans.
En mand, der startede sin pavegerning med at smile blidt og næsten genert sige God aften til folkemængden på Peterspladsen.

Læs mere om Pave Frans – og hans navnebror – her:
http://www.katolsk.dk/579/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=13180&cHash=30f86f7f656e126549dd355682126354

http://www.katolsk.dk/579/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=13179&cHash=8e66e8c4c9e3362be349c73c627d85da

En ydmyg mand, der ligesom ham han har taget pavenavn efter, lever simpelt og fornægter jordisk rigdom og istedet opfordrer til at give pengene til de fattige. Den nye pave er også en mand, der ligesom Frans af Assisi vil genopbygge kirken. Og her er jeg overbevidst om, at der blandt andet tænkes på at gen-kristne Europa.

Det er også en god idé. For der er brug for det.

Europa er et kontinent, hvor sekularismen og de kortsigtede løsninger og de personlige karrieremål fylder alt for meget på bekostning af omsorgen for de svage, solidariteten og drømmen om et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Hvor jagten på succes og penge vægtes højere end de elementer, som næres af kristendommen, af troen på næstekærligheden, af den moralske forpligtelse om at behandle andre, som man gerne selv vil behandles.

Dalai Lama sagde for nylig: Denne planet har ikke brug for flere succesfulde personer. Hvad denne planet har desperat brug for er flere fredsmagere, healere, genopbyggere, historiefortællere og alle slags mennesker med hjertet og kærligheden på rette sted.

Dalai Lama har ret, og nu har vi – også os der ikke er katolikker – fået en sådan mand: Den nye pave Frans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når magt bliver ret …

Udgivet den af
1

Der kan siges meget om magt … men få har gjort det bedre end den i sidste uge afdøde Erik Bach, der også var far til udviklingsminister Christian Friis Bach.

Erik Bachs ord taler derfor for sig selv:

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker.
Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses.
Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer,
så er det ubestrideligt, at magten korrumperer. 

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den,
din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Det er værd at huske på i en tid, hvor det meste magt – hvad enten det er politisk, økonomisk eller noget helt tredje – bliver brugt til at fremme de i forvejen privilegeredes interesser. Eller/og skyde ansvaret fra sig, når det alligevel trods sammenrendet med de andre magtfulde ender galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

E lucevan le stelle: En italiener forlader sit danske fædreland

Udgivet den af
1

Der er tidspunkter, hvor det er særligt vemodigt at sige farvel.
Et af dem var i forgårs inde på Det Kgl. Teaters Gl.Scene på Kgs. Nytorv.

For dér i den smukke, gamle teatersal, der emmer af kunst, kultur, musik og ånd, dirigerede for – måske – sidste gang den italiensk-danske dirigent Giordano Bellincampi sin yndlingsopera, den dramatiske og musikalsk smægtende “Tosca” af hans halve landsmand Giacomo Puccini.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Klassisk_musik/Dirigenter_og_operainstrukt%C3%B8rer/Giordano_Bellincampi

E lucevan le stelle (og stjernerne lyste) synger operaens tenor i sidste akt, og det gjorde de i sandhed også dén aften, både udenfor det gamle teater og indenfor på scenen.

Men allermest lyste Bellincampi selv her i hans (måske) sidste optræden på Gl. Scene sammen med Sjællands Symfoniorkester, som han i en årrække var chefdirigent for.

Vissi d´arte, synger sopranen i “Tosca” i anden akt. Jeg har levet for kunsten, betyder det. Og det gør Bellincampi også. Han kan blive en af de helt store.

Så lykke til på rejsen til ham.

De har noget at glæde sig til i Duisburg og Milano.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man være iværksætter og rød?

Udgivet den af
3

Kan man være iværksætter og rød?

Mange vil nok mene, at nej, det kan man da sandelig ikke. Iværksættere er pr. definition blå.

Men nej, sådan er verden ikke. Der findes en del røde iværksættere.

Og hvorfor skulle det i grunden også være en modsætning at være rød og iværksætter? Jeg mener: Folk, der stemmer på Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, er jo ligeså meget tilhængere af vækst og arbejdspladser som alle andre.

For der findes vel næppe dén dansker over 10 år, som ikke for længst har forstået, at hvis vi skal fortsætte med at leve som vi gør, så kræver det, at vi som nation tjener penge.

Og da Danmark nærmest ikke har nogen råstoffer, så skal vi tjene vores penge på vores hitte-på-som-hed, også kendt som innovation.

Det er også derfor, at det er så vigtigt at give de unge en god uddannelse – og et trygt grundlag at tage dén uddannelse på.

For vi har ikke råd til at smide ét eneste klogt hoved på gaden, misse én eneste genial idé.

Og dét, mine damer og herrer, har de røde også forlængst fundet ud af …

Så lad os nu droppe fordommene omkring at iværksættere per definition stemmer blå. Samt at de altid er (over)smarte forretningsfolk uden moral eller geniale opfindere.

For som altid er faktum, at også iværksættere er ligeså forskellige som alle mulige andre. For jo, de fås både i blå, røde og grønne udgaver …

Det vigtige er heller ikke, hvad iværksætterne stemmer – men hvad de sætter igang i samfundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Ønsker De cornflakes eller havregrød i Deres morgen-tv?

Udgivet den af
3

BRAVO, DR

I går gik DR2 i luften med deres nye morgen-tv, som gerne vil være begavet morgen-tv:

http://www.dr.dk/TV/kanal/DR2/Artikler/20130222142940_7.htm

Og det er lykkes. DR2 Morgen er tv med substans.

Efter en del år hvor TV2 har været alene om at tilbyde morgen-tv til danskerne, kan man nu også se morgen-tv på det nye DR2.

Sammenligner man de to er det lidt ligesom cornflakes versus havregryn.

TV2´s morgentv med de mange indslag med diverse kendisser, følelseshistorier, reklamer og smarte bemærkninger er som de farvestrålende cornflakes med masser af hurtige kulhydrater og sød sukkersmag.

DR2´s morgen-tv med få, men lange indslag, hvor man får aktuelle emner uddybet og sat i perspektiv er derimod som den solide havregrød, der måske nok virker lidt mere kedelig, men både er sundere og giver en god mæthedsfornemmelse, som man kan tære på hele dagen.

Og så kan man jo selv vælge, hvad man foretrækker …

Andre alternativer er selvfølgelig at slukke og læse avisen … eller lytte til radioen ..

Eller læse nyheder og baggrund på computer, iPad eller hvilken elektronisk enhed, man benytter. Så kan man også læse Danmarksbloggen, og dét skal man ikke kimse af  🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk