Forfatterarkiv: admin

Manglende velfærd lugter … også fysisk

Udgivet den af
1

Lugter manglende velfærd også fysisk?

Spørgsmålet kan måske virke en anelse besynderligt for den, som ikke regelmæssigt kører med bus i København og formentlig også i andre af landets større byer.

Men for os, som nærmest dagligt benytter disse glimrende befordringsmidler, er de derimod en del af vores hverdag: Disse ildelugtende medmennesker, som lever i deres egen ret lugtstærke virkelighed, hvor basale ting som personlig rengøring og hygienje for længst er blevet en utopisk luksus, som de ikke har overskud til.

Der var engang, hvor man fortalte om de ildelugtende, når man mødte dem. Det gør man ikke mere. For det sker hele tiden. Flere gange om ugen er der en eller flere af de ildelugtende med bussen, hvor de sidder i deres egen hørm – som regel med god plads omkring sig.

Der er nemlig ingen, der sætter sig i nærheden af dem. Der er heller ikke nogen, der siger noget til dem. Af og til får de ildelugtende et hvast blik fra en eller flere passagerer, som på den måde med hele deres misbilligende attitude signalerer: Helt ærligt, du ku´ da godt lige have vasket dig.

Men det er det, som de ikke kan, vores ildelugtende medmennesker. De er så meget ude i tovene, at de basale ting som hygienje og tøjvask er langt over, hvad de kan magte. Og sådan har de altid haft det, de grupper.

MEN i nogle gyldne årtier i Danmarkshistorien lugtede de ikke. For i de årtier fik de hjælp til at klare sig, sådan så de ikke lugtede, ikke stak ud, ikke var nogen, som blev behandlet som spedalske, ingen vil sidde ved siden af. Det var de årtier, hvor vi havde en velfungerende velfærdsstat.

Men nu har samfundet ikke råd til det mere, hævdes det. Det giver ikke mening. Samfundet har aldrig haft så mange penge som nu – set i reelle tal.

Så det, der lugter allermest i virkeligheden, er IKKE de ildelugtende medmennesker i bussen – men den manglende velfærd, som vi hævder, at vi ikke har råd til.

Det er den manglende medmenneskelighed, der stinker – og dét værre end nogen medpassager i bussen nogensinde bliver i stand til at lugte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Empati og magt: Naturlige modstandere eller …?

Udgivet den af
1

Er det en naturlov, at empati og magt er hinandens modstandere?

På den ene side er der de mennesker, der er empatiske, rummelige og med forståelse for andre end dem selv og det, som de selv mener. De mennesker er varme, skønne mennesker at være sammen med, men de har sjældent nogen magt.

På den anden siden er der så dem, der søger – og ofte også tilriver sig magten. For magt er ikke noget, som man får. Det er noget, som man tager – og tit både voldsomt og brutalt, og måske er det derfor, at magtens mennesker i reglen er dem, der ser verden fra ét synspunkt og med én kode: Deres egen!!!

Så det er nærliggende at konkludere, at magt og empati er naturlige modsætninger – og også modstandere i valget af livsfilosofi og måde at være menneske på, måske især i forhold til ens medmennesker.

MEN skal verden og samfundet have en chance, så må de empatiske til at komme op på hesten og få lidt af det killerinstinkt, som magtmenneskene har i overflod. For ellers så ender det med, at de endimensionelle magtmennesker styrer samfundet – og dét vil være til skade for os alle sammen.

For den anden mulighed eksisterer ikke: Nemlig troen på at magtmenneskene kan gøres mere empatiske. Den idé er ligeså naiv som at tro, at man kan stole på, at den gale hund ikke lukker de skarpe tænder sammen og bider. Men den bider – hver gang, og det samme gør magtmenneskene, når de får lov.

Og det er så dér, hvor samfundet er idag. Så der kaldes nu – kaldes for alvor på de empatiske mennesker, der vil mere end egen magt og vinding. De mennesker, der vil det gode og livsbekræftende og givende – ikke kun for dem selv, men for hele samfundet.

Nogle kalder dem drømmere og fantaster, andre kalder dem nedladende og grimme ting, men de fleste ryster bare lidt på hovedet og går videre opslugt af sig selv og deres egen verden – og ensomhed – skildret præcist på det maleri af Edvard Munch, der hedder “Aften på Karl Johan”.

Jeg kalder de empatiske for de eneste rigtige realister. For skal samfundet bestå som ét sammenhængende samfund, hvor vi er der for hinanden, så skal vi hjælpe, støtte og berige hinanden. Og det gør de empatiske så langt bedre og så meget mere end noget egocentreret magtmenneske nogensinde kunne være i stand til.

Så der kaldes nu – kaldes på alle, der lytter med ørene, ser med øjnene, tænker med hjertet  og efterlever i hverdagen og overfor både ven og fremmed. Og en af de stemmer er Danmarksbloggens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En skolelærer udtaler: ”En anderledes skoledag kan også være en fordel for lærerne …”

Udgivet den af
1

Et åbent brev fra én lærer, som dog meget gerne også må læses af alle andre:

Kære lærer, kære kollega

Tillykke med lockouten – fristes man næsten til at sige. Men faktisk burde det jo være os lærere, der strejkede, når man tænker over de arbejdsforhold, som vi har.

I den seneste tid har jeg læst kilometervis af beskrivelser, hvor lærere eller familie til lærere fortæller, hvor meget der arbejdes. En lærer har en arbejdsuge på 60 timer, men bliver betalt for 37. For så er der forældre, som ringer eller skriver på alle mulige tidspunkter, opgaver der skal rettes, møder der skal holdes, idrætstimer der skal forberedes med udgangspunkt i den enkelte elev, planlægning af teammøder, afholdelse af teammøder, elevplaner, kurser, evalueringsrapporter og så videre.

Listen er lang.

Derudover læser jeg om lærere, der er blevet syge af arbejdet af mange grunde. De er blevet sat til at undervise i fag, som de ikke mestrede. De har fået klasser med mange diagnosebørn, som de har stået helt alene med og ikke haft de fornødne forudsætninger for at kunne hjælpe. Der har også indimellem været pres fra kollegaer, ledelse eller dem selv.

Det, jeg mangler i billedet, er de mange beskrivelser, der fortæller, at vi har en fantastisk hverdag på en skole, hvor det hele fungerer. Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så os, der er lockoutet? Burde vi ikke i stedet strejke?

Det, som jeg fortolker ud af alle de indlæg, der har været på facebook og aviser, er:

– At lærere ønsker en almindelig arbejdsdag – hvor man kan holde fri om aftenen og i weekenderne.
– At der er kontortid for forældre, hvor de kan ringe eller forvente svar på en mail/sms.
– At have mulighed for at tale med sine lærer-kollegaer om elevplaner, undervisning, hjælp til at rette opgaver og meget mere.
– En større støtte til de lærere, der synes, at det er svært. Måske kunne det hjælpe, at en anden kollega bare var til stede i klassen og kunne give et godt råd.
– At det er en fordel, hvis vi lærere kunne planlægge og undervise i teams, så man ikke stod med hele ansvaret selv.
– At det ville være rart, at kollegaen også var på skolen hele dagen.

KL siger, at vi kun underviser 16 timer om ugen. Det er sikkert rigtigt nok. Jeg har 24 lektioner (cirka 18 timer), og mange af dem, der har skrevet indlæg, har også flere timer end 16. Det vil sige, at vi har kollegaer, der ikke har ret mange lektioner. Men det er selvfølgelig, fordi de laver noget andet!

Vi ved alle, at det bedste, men også det hårdeste ved lærerjobbet, er at undervise! Så skulle vi ikke fordele arbejdspresset lidt bedre? Så skulle vi nok alle kunne klare at undervise en lektion eller to mere end de 16 timer.

Det kunne gøres ved at fordele de øvrige funktioner på skolen. Vi kan alle bruge et par timer på biblioteket eller til at downloade programmer til skolens computere eller til at hjælpe kollegaer med iPads eller nogle andre af de funktioner, der skal laves, men som ofte er samlet på så få hænder, at det gør systemet meget sårbart.

Jeg ønsker en skole, hvor der er tid til tale med mine kollegaer, hvor vi kan planlægge den bedste undervisning sammen, hvor folk ikke blive syge af at gå på arbejde, men hvor vi støtter op om hinanden. Fordi vi er der, og vores tid ikke er delt op i kasser, som det er nu.

En skole, hvor jeg underviser i det, jeg er bedst til – til de elever, som har brug for det nu. En skole, hvor dagen ikke er delt op af timefag og efter princippet én lærer – én klasse. Men en moderne skole, hvor der undervises i det, som der er brug for og med de ressourcer og læringsmetoder, der er bedst for den enkelte elev.

Det kan jeg ikke med den arbejdstid, som jeg har nu. Og så er jeg måske naiv, når jeg tror på, at en ny overenskomst med nye arbejdstidsregler kan gøre det bedre. Men det vil jeg – som lærer og som menneske – tro på!

Og efter alle de historier, der er dukket op i den seneste tid, må vi være mange lærere, der ønsker en anderledes og bedre arbejdsdag til gavn for os selv og vores elever.

Skrevet af: Liselotte Møller, lockoutet lærer på Møn Skole 

Den Blå Planet er en død sild

Udgivet den af
1

Nu gik det ellers lige så godt med Den Blå Planet, Danmarks nye akvarium ude i Kastrup. Masser af gæster, udvidet åbningstid og så videre.

Og så viser det sig, at vandet i flere af bassinerne ikke er af den rigtige slags. Det er såkaldt sterilt vand, og det kan flere af de tropiske fiskearter ikke overleve længe i.

De er jo vant til varmt vand med et vist indhold af bakterier og snavs i – og det behøver de simpelthen for at kunne bibeholde deres immunforsvar.

Så nu skal akvariet lukkes, mens der skal skiftes vand og skovles noget affald fra Lynetten ned i bassinerne.

Den Blå Planet forventes derfor først at genåbne 1. april 2022!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det er påskesolen, der danser

Udgivet den af
2

Påsken i Danmark anno 2013 er – som så mange gange før – en vinterlig og kold affære, og derfor er det helt forståeligt, at danskerne for ca 150 år siden flyttede den dansende sol fra påske til pinse, hvor temperaturerne ofte er mere behagelige.

Men det er altså påskesolen, der danser – danser af glæde over at Jesus er genopstanden. Læs mere her:

http://www.kristendom.dk/artikel/502985:Indfoering–Paasketraditioner–Det-er-paaskesolen–der-danser

Om der så blev danset i morges bag sneskyerne vides ikke. Hvad vi derimod ved er, at vi har brug for en genopstandelse her til lands. En menneskelighedens genopstandelse, hvor omsorgen for de svage, solidariteten med hinanden og respekten for dem, der er andeledes vender tilbage for fuld skrue.

Når det sker – for det MÅ ske én dag – så skal der danses, i sol eller sne, forår eller efterår … For så bliver det i sandhed påske!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Påsken – kort oversigt

Udgivet den af
1

Jeg er blevet bedt om at komme med en kort oversigt over, hvad der sker i påsken. Og den kan jo så passende komme her på den eneste dag i hele påsken, hvor der stort set ikke sker noget bibelsk set, da det var sabbat, og Jesus lå død i graven.

Palmesøndag: Påsken starter allerede søndagen før, palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens han modtages af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for de 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, det er rigtigt, selv Guds egen søn tvivlede i hans livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at den er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her, han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig hjem og fortæller det til nogle af disciplene, som ikke rigtig vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas.

Anden påskedag: Et par af disciplene er kede af det på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det skærtorsdag – genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vil du betale for at gå til lægen? Historien om den skjulte lægekonflikt

Udgivet den af
1

Aviser, tv og alle andre medier svømmer over med lidt nyt, men især gentagelser af allerede gamle argumenter og hændelsesforløb i den igangværende konflikt på skoleområdet. Og vel er det da vigtigt med hvilke rammer, der skal være om vores børns undervisning. Viden er som bekendt det, som vi lever af i Danmark.

Men i første omgang skal vi leve … og til dét behøver vi et godt helbred. Og her er de praktiserende læger krumtappen i arbejdet med at sikre et generelt højt helbredsniveau i Danmark, og sådan har det været i årtier.

Men nu er denne fantastiske ordning truet. For cirka fem måneder siden afbrød regionerne aftaleforhandlingerne med de praktiserende læger – og siden er der ikke sket noget.

Lægerne har derfor skrevet nedenstående åbne brev, hvor de opfordrer sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at henstille til regionerne, at de vender tilbage til forhandlingsbordet:

http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Nyheder?public_visningsType=1&public_nyhedsId=87215

Det vil Astrid Krag imidlertid ikke. Den sag må parterne selv om, er meldingen. Gad vide, om hun ville sige det samme, hvis der var bare halvt så meget medieomtale af denne konflikt som der er om lærernes? Sikkert ikke. Populismen har hæderkronede dage.

Men det er bare ikke ok. For hvis parterne ikke finder en løsning, kan resultatet være, at danskerne – ihverfald i en overgangsperiode – selv må betale for lægebesøg.

Og dét vil være mange gange mere alvorligt end om børnene skal gå i skole to timer kortere eller længere. For det vil betyde, at folk kommer senere til lægen. Og dermed bliver det på sigt dyrere for samfundet, da den enkelte bliver både mere alvorligt syg samt syg i længere tid. Og for den enkelte kan det være katastrofalt.

Helt galt bliver det, hvis der indføres en fast praksis om egenbetaling hos den praktiserende læge. Det vil skabe en social slagside i det danske samfund, der vil være så stor, at den for alvor tuer med at vælte de sidste rester af det solidariske, rummelige og tolerante Danmark, som måske idag mere er en drøm end så meget andet.

Men en drøm, som vi er mange, der drømmer med på – og som derfor stadig har en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fodbold, håndbold, tennisbold og national selvfølelse

Udgivet den af
2

Ja, ja – jeg ved godt, at det hedder tennis og ikke tennisbold.

Men ordet tennisbold er nu velment alligevel, da bold i fodbold, håndbold og tennisbold viser hen til, at de her sportsgrene drejer sig om at spille med en bold, drejer sig om leg og fællesskab.

Eller det vil sige: Det handlede det om engang, og det gør det stadig (nogle gange) i skolegården og i fritiden. Men professionelt er sport ikke længere et spørgsmål om at lege og have det sjovt – og måske tjene nogle penge samtidig.

Idag er sporten blevet iskold business og strategi, hvor det drejer sig om de enorme tal på bundlinien. Så det er kun naturligt, at spillerne i reglen ser ret beklemte ud tiltrods for de store penge, der er i sporten for de dygtigste og heldigste af dem.

Men publikum er ligeglade med pengene.

Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at publikum dropper ud som tilskuere til fodboldlandsholdets kommende VM-kvalifikationskampe som den der skal spilles i Parken i aften.

For nok vil alle helst se deres favorithold og yndlingsspiller vinde, men vi vil også se gejst, begejstring og spilleglæde – og især når det drejer sig om landsholdet i fodbold, der, uanset hvad man synes om fodbold, samler nationen.

Der skete nemlig noget med danskerne dén sommeraften i 1992, hvor vi blev Europamestre i fodbold ved at slå Tyskland 2-0 på Nya Ullevi Station i Göteborg. Dén sollyse juni-aften forvandt vi nederlaget ved Dybbøl i 1864 og turde igen tro på os selv som en nation, der ville blive lyttet til ude i den store verden.

Det forpligter altså at være landshold – og især i fodbold drejer dét at være træner og spiller sig om andet og mere end sport. Er man på det danske landshold, skal man være parate til at levere følelser og oplevelser, og give folket en oplevelse af “at vi er Danmark – allesammen.”

“Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side,” som vi stadig synger dét i VM-sangen fra 1986.

For sport er national selvfølelse og sammenhængskraft, der, når den leves ud som den blev gjort det i 1992, faktisk er god og samler Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

501 dage siden Løkke sidst var på talerstolen

Udgivet den af
3

I går kunne Løkke fejre et noget aparte jubilæum. For der var det nemlig 500 dage siden, at han sidst stod på Folketingets talerstol.

Lars Løkke Rasmussen er formand for Venstre og leder af oppositionen. Men tilsyneladende mener han ikke, at Demokratiets fornemste platform; Folketingets talerstol, er så vigtig, at han skal op på den og fortælle, hvad oppositionen vil med Danmark.

Det er forrykt!

Skal et demokrati fungere, skal der være debat og diskussion. Meninger skal brydes og prøves.

Men istedet er der larmende tavshed fra oppositionens leder. En tavshed, der bunder i en formentlig velbegrundet strategisk overvejelse omkring, at sålænge den siddende regering dummer sig (og det gør den jo tilsyneladende uafladeligt), så vinder man flest stemmer ved ingenting at foretage sig.

Og det gør Løkke – altså ingenting. Eller gør han? Nej, i virkeligheden har Løkke rigtig travlt med at ødelægge det levende folkestyre. Om det er bevidst eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre. Men Venstre har jo i andre sammenhænge gjort, hvad de kunne for at spænde ben for dem, som mente noget andet end dem selv.

Så man kan godt være bange for, at Løkkes manglende taler, spørgsmål og kommentarer fra Folketingets talerstol er et planlagt angreb på vores demokrati, på det gode i at være uenige og skulle diskutere sig frem til en fælles løsning, hvor alle får noget, og alle må opgive noget.

Men uanset om hans fravær er bevidst eller ej, er resultatet det samme: At demokratiet ødelægges, når oppositionens leder går i flyverskjul på dén måde. For et levende folkestyre bunder i aktiv deltagelse, meningsudvekslinger, og at man fortæller om sine visioner for Danmark. Hvad man vil gøre, arbejde med og for og så videre, når og hvis man selv kommer til magten igen.

Men måske Løkke ikke har andre visioner end igen at få nøglen til statsministeriet?!
Det kunne godt se sådan ud!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Palmesøndag og den stille uge

Udgivet den af
1

Så starter årets største drama – og nej, jeg tænker ikke på hverken skoler, lokcouter, vækstplaner, landets økonomi eller noget andet af det, der trækker overskrifter i øjeblikket.

Jeg tænker på påsken, på den stille uge, som man kalder denne sidste uge inden påskemiraklet sker. Fordi nu er det ved at være nu. Nu bliver det alvor. Nu skal Han, der kom ned på Jorden for at frelse os alle sammen, forrådes, svigtes, forlades, pines, piskes, dømmes, lide og til sidst dø på korset for vores skyld.

Og fordi Han elsker os så meget, har døden og alt det mørke og sorte ikke en chance. Fordi Han er så fuld af lys og kærlighed, vil det onde ikke kunne triumfere.

For lyset skinner i mørket – og mørket kan aldrig, aldrig få bugt med det – hvor meget det end prøver. Og det onde prøver hele tiden og uden nogen betænkeligheder at søge sit eget, tænke på sig selv og kun sig selv.

Og det kan virke, som om det onde vinder, men det gør det ikke. Det gør det aldrig. Ikke for alvor, ikke på den lange bane. Nåde går altid for ret i den himmelske retssal.

For nok skal vi igennem et langfredagsmørke lige om lidt, men bag ved det – som den gyldne sol frembryder af den kulsorte sky – kommer lyset og kærligheden. Den kærlighed, der giver og giver det hele. Dén kærlighed bare vælder frem, lysvæld efter lysvæld. For den kan slet ikke lade være. Dén kærlighed må bare give og give det hele …

Som Han gjorde det, da Han døde på korset for vores skyld – og genopstod på og af den samme kærlighed.

Det er jordens største og bedste historie til evig tid – og nu er det tid til at fortælle den igen. Og så bliver det forår – også i sindet.

Og det starter altsammen i morgen, når Han rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af de samme menneskemængder, som vil kræve Ham henrettet og massemorderen frigivet på fredag. For så flygtig er den popularitet, som så mange anser som livets mening.

Men popularitet og penge og anseelse er ikke livets mening. Livets mening er den kærlighed, som findes på korset og som Jesus genopstod på og af. Den kærlighed, hvor vi giver og giver det hele – og allermest til dem, som ikke har fortjent det.

Til dem, der ligesom dig, mig og os alle sammen også forråder, svigter og forlader … men vi er elskede og tilgivede alligevel … fordi Han døde og genopstod for vores skyld den allerførste påskemorgen for snart 2000 år siden.

Og derfor er der grund til at kippe med palmebladet idag og synge: Hosianna i det høje, Himlens Kongesøn er her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk