Forfatterarkiv: admin

Valdemarsdag og Dannebrog

Udgivet den af
1

Hvis ikke Danmarksbloggen skal hylde Dannebrog og Valdemarsdag, hvem skal så?

Dagen idag, d. 15. juni, er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Det skete som bekendt dén junidag i 1219, hvor de kristne danskere sejrede over de såkaldte vantro estere i slaget ved Lyndanisse i Estland.

Den historiske sandhed omkring Dannebrog i denne historie skal man nok ikke fokusere så meget på. Mere på den gode fortælling. For ikke nok med at Dannebrog faldt ned fra Himlen, så krigslykken vendte. Nej, flaget faldt ned efter at de brave danskere havde opgivet fortsat at kunne holde bisp Anders Sunesens hænder i vejret.

For ifølge historien var det således, at sålænge den gode bisp kunne holde hænderne i vejret og bede til Gud, så havde danskerne overtaget i slaget. Men selv med hjælp fra den danske konges stærke mænd kunne bispen til sidst ikke mere. Hænderne måtte synke ned, og nederlaget ventede.

Men så var det, at Gud bønhørte de danske styrker og bispens bønner. Så var det, at Dannebrog med det hvide kors på den røde flammedug faldt ned fra Himlen som en velsignelse fra oven. Og så kan det ellers nok være, at de vantro estere, hedningene, blev slået, og danskerne vandt ikke kun slaget, men hele landet, som de straks efter tvangskristnede.

Historien om Dannebrog er altså en dramatisk historie. En historie om fundamentalisme og vold.

En historie, som det er godt at huske på en Valdermarsdag. Nemlig at det flag, som vi kalder vores, Dannebrog, oprindeligt ikke havde meget at gøre med dén tolerance og dét frisind, som vi idag gerne forbinder med Danmark.

Men at Dannebrog oprindeligt var en kristen korstogsfane, der siden senmiddelalderen  har været almindeligt brugt i Danmark. I starten som kongens og statsmagtens
flag, men siden Treårskrigen 1848-51 som hele befolkningens flag.

Og sådan er det stadigvæk. Danskerne flager med Dannebrog i en grad, som man kun gør få andre steder i Verden, både ved festlige, sørgelige og officielle
lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemødet på Bornholm er en ferielejr uden folket

Udgivet den af
5

Denne weekends store, danske begivenhed er hverken metalmusik-eventen Copenhell, hotdogmesterskabet i Silkeborg eller Tom Kristensens 117´ende forsøg på at slå sin egen rekord i 24 timers-løbet på Le Mans-banen. Det er derimod Folkemødet på Bornholm.

Alt og alle indenfor politik, interesseorganisationer og medier kommer, som man kan se det på Folkemødets hjemmeside:

http://www.brk.dk/folkemoedet/program/sider/de-kommer-i-2013.aspx

På Folkemødets hjemmeside kan man også læse følgende:

“Folkemødet – Danmarks politik-festival på Bornholm – finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby, Allinge. Folkemødet er dermed en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne.”

Samt: ” Formålet med Folkemødet er: 1) at understøtte den demokratiske dialog, 2) at skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer, 3) at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politik-dannelsen og 4) at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer.”

Folkemødet handler altså om demokratiet, dialogen og de åbne rammer som levende platforme, hvor politikere, organisationer og borgere kan mødes og tale sammen om i  hvad retning samfundet skal udvikle sig. Og det er jo herligt og godt for demokratiet. Det kan alle kun være enige om – også her på Danmarksbloggen.

Men – for der er et men, og det er endda et stort men: Dette fantastiske folkemøde finder altid sted på Bornholm. Det måske mest utilgængelige sted i Dronningeriget Danmark, ihvertfald for dem med små indtægter som studerende, ledige, førtidspensionister, pensionister med flere.

Og problemet er ikke kun, at Bornholm ligger cirka så langt væk, som man kan komme fra resten af Danmark, men også at Bornholm er et af de mere dyre steder at rejse til og opholde sig i Danmark.

Folkemødets model er den svenske “Almedalsveckan”, som foregår på Gotland, der  også er en ø. Men Gotland er en ø, der ligger noget mere centralt i forhold til resten af Sverige end Bornholm gør det i Danmark. Svenskerne kan med andre ord relativt nemt komme til Gotland. Der er nogenlunde lige langt til Gotland fra Malmö og Göteborg, og så lidt kortere fra Stockholm.

Men sådan er det ikke i Danmark, hvor der skal en ganske særlig indsats til at almindelige danskere vest for Storebælt kommer, og dem øst for Storebælt kigger lige i pengepungen een gang til, inden kursen sættes mod Solskinsøen. Så nej, der kommer ikke mange borgere fra andre steder end Bornholm selv til Folkemødet. Der kommer istedet politikere, organisationsfolk og journalister i bunker – og så er vi lige vidt.

Så er det ikke et folkemøde, men en ferielejr for dem, der i forvejen leger sammen hver dag i den politiske sandkasse.

For skal Folkemødet være et ægte folkemøde, skal det være muligt for alle danskere at deltage i det, og sådan er det ikke idag, hvor Folkemødet ligger i den allerøstligste – og ret dyre – del af Danmark.

Jo, men det er jo godt for Bornholm, som ellers ender med at blive (endnu mere) et udkantsområde, siger flere så som begrundelse for, at det er godt at have Folkemødet på Bornholm.

Undskyld et øjeblik, men drejer Folkemødet sig om demokrati og debat – eller om at give Udkantsdanmark et erhvervsmæssigt løft? Det er ikke godt at blande de to ting sammen. Men skulle man alligevel gøre det: Hvorfor skal Bornholm så favoritiseres år efter år?

Det giver ikke mening. Ligesom det heller ikke giver mening at hævde, at det ikke kan lade sig gøre at stable et sådan arrangement på benene hvert år, hvis Folkemødet hele tiden skulle flytte til et nyt sted i Danmark, som Bornholms borgmester Winni Grosbøll hævder det i en artikel på Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/pia-kjaersgaard-vil-flytte-folkemoedet-til-jylland

Et Folkemøde giver derimod kun mening, hvis alle – hele folket – har mulighed for at møde op og diskutere med politikere, meningsdannere og andet godtfolk. Og for at det kan lade sig gøre, kræver det, at Folkemødet som et andet cirkus rejser rundt i landet med nye stop år for år.

For som det er idag, er Folkemødet ikke andet end en ferielejr for de særligt udvalgte – og uden mulighed for deltagelse af store grupper af danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Når bare du går tilstrækkeligt langt, som katten sagde …

Udgivet den af
1

“Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra?,” spurgte  Alice katten i klassikeren “Alice i Eventyrland”.

Katten svarede: “Det afhænger jo en del af, hvor du vil hen.”.
“Det er mig temmeligt ligegyldigt,” sagde Alice.
“Så kan det være det samme, hvilken vej du går,” sagde Katten.
“Bare jeg kommer et eller andet sted hen,” føjede Alice så til som en slags forklaring.
“Åh, det gør du sikkert,” sagde Katten, “når bare du går tilstrækkeligt langt.” 

Men kan vi alle bare gå tilstrækkeligt langt for så at være sikker på at havne et sted hos nogen, som gerne vil have os, arbejdsmæssigt og/eller privat? Eller er der noget, der holder os tilbage fra at kunne gå længere end vi allerede gør? Har vi ikke alle noget arv og miljø med os, som i langt højere grad end vi bryder os om at tænke på det bestemmer, hvor vi kan gå hen her i livet – og hvor langt vi kan gå – og med hvem?

Jeg vil hævde, at sådan er det. At vi alle har en tynd, rød linie, som det nærmest er umuligt for os at bryde, højst måske skubbe lidt til, og kun når vi føler os elskede og ønskede.

For vi kan gå langt og opnå meget (mere), hvis vi er elskede – og ved, at vi er elskede. Og vi kan gå endnu længere og opnå endnu mere, hvis vi kender vores mål.

Der er også dem, som når langt, selvom de ikke er elskede. Ikke har fået den basale kærlighed i livet. Som regel når de langt som et slags bevis overfor dem selv og andre på, hvor meget de kan – og dermed er værd. For værd måles i succes i så fald.

Men hele mennesker – og lykkelige mennesker – bliver i reglen kun den, der har fået kærligheden i vuggegave. Thi den, der har, skal meget gives, som der står i Biblen.

Heldigvis gælder også, at det du sender ud er det, som du modtager. Så sender du kærlighed ud, så modtager du kærlighed, uanset hvad du fik i vuggegave, og hvor langt eller kort du går i dit liv.

Kærligheden – og vel at mærke i den form, der hedder agape, nemlig en universel, altomfattende (og ikke erotisk) kærlighed er, hvad der hele drejer sig om.

Så gå endelig langt – hvis du kan. Men hvis ikke, så betyder det ikke noget. Alt der betyder noget er, at du elsker dem og det, der er omkring dig på den plet på Jordkloden, som blev din.

For cirka 6 millioner af os er det Danmark. Nogle af os er født her, andre er kommet hertil udefra. Men vi er alle danskere. For vi bor her allesammen, herfra vores verden går. Og så betyder det ikke så meget med hudfarve og tro og den slags småting. Vi er  alle mennesker. Og i dét ligger alt, hvad der behøves …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattigdommen kan – og skal – udryddes i Danmark

Udgivet den af
2

Fattigdom findes i Danmark. PUNKTUM!!!’

Nu er det officielt. Et ekspertudvalg med økonomiprofessor Torben M. Andersen i spidsen blev for et år siden nedsat af socialminister Karen Hækkerup (S) for at se på grundlaget for en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Og resultatet kom i fredags:

Der findes 42.200 fattige i Danmark. Heraf er cirka en fjerdedel børn under 18 år. Man er fattig, hvis man tjener under 103.200 kroner EFTER skat om året i tre år i træk. Andelen af fattige i Danmark er stigende. Ifølge Rådet for Socialt Udsatte er andelen af fattige danskere tredoblet i løbet af 11 år.

http://politiken.dk/indland/ECE1990979/ny-fattigdomsgraense-tjener-du-under-103200-kr-om-aaret-er-du-fattig/

Regeringen vil igangsætte udarbejdelsen af en årlig redegørelse fra 2014, som skal følge udviklingen af fattige og fattigdommen, og det er jo meget fint.

Det er også godt, at Børnerådets tidligere formand og stifter og leder af Huset Zornig, der hjælper socialt udsatte, Lisbeth Zornig på DR2 i fredags gjorde opmærksom på, at det vil være uintelligent kun at se på pengene – eller antallet af fattige. At det er vigtigt at se på hele billedet, både forhold som sygdom, bolig, misbrug, uddannelse, arbejde og meget mere.

Tilbage står, at det eneste, der batter, er at gøre noget. Som formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen siger det i artiklen i Politiken: “Regeringen bør udarbejde en strategi til bekæmpelse af fattigdom, som indeholder ambitiøse mål og konkrete  initiativer.”

Bedre kan det ikke siges: Ambitiøse mål og konkrete initiativer er den eneste måde, som vi kan komme fattigdommen til livs på. Den forsvinder ikke af sig selv. Den forsvinder heller ikke af at give skattelettelser til dem, der har meget i forvejen.

Men fattigdommen kan forsvinde – og det kan endda gå temmeligt hurtigt, hvis vi er villige til at deles om goderne i det her samfund. Villige til at give af overskuddet istedet for at rage til sig.

For i modsætning til så meget andet dårligt er fattigdom ikke en naturgiven ting, men noget, der kan fjernes politisk ved, at vi omfordeler goderne – og sørger for, at alle har det, som de skal bruge.

For fattigdommen kan – og skal – udryddes i Danmark. Og det kan kun gå for langsomt. Lad os SÅ komme i gang med at deles om goderne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske pølser hitter altid i Sverige

Udgivet den af
1

Danske pølser hitter som bekendt altid i Sverige … nu også blot i skriftlig form og helt uden smag.

I en tid, hvor vi debatterer skolereform og lægekonflikten truer, har følgende nyhed nået et af slagsskibene i Sveriges kulørte presse, nemlig Expressen:

http://www.expressen.se/kvp/ska-sla-rekord–sa-manga-korvar-kravs/

Historien handler kort og godt om, at Benny Steffensen fra Fårvang i Midtjylland har tænkt sig at spise 30 hotdogs næste lørdag d. 15. juni, hvor der er DM i hotdogsspisning ved Steffs Place i Silkeborg.

Lykkes det midtjyden at fortære de 30 hotdogs, vil han slå sin rekord fra sidste år. Den lød på 24 hotdogs, som gled ned i løbet af dén halve time, som deltagerne har til deres rådighed.

Men sidste år fik Benny Steffensen næseblod, så han kun kunne spise i 25 ud af de 30 minutter. Hans chancer for i år at nå de magiske 30 hotdogs på den halve times pølsespisning vurderes derfor som værende gode.

Størst konkurrence forventes Benny Steffensen at få fra Ruben Mikkelsen fra Storvorde i Nordjylland. Begge spiste 17 hotdogs i kvalifikationen.

Vinderen får i øvrigt en rejse til USA, mens overskuddet går til kræftramte børn.

Det forventes, at der kommer mange tilskuere for at se Benny, Ruben og de andre kæmpe om pølserne, inden de måske selv skal smage en lille pølse eller to.

For pølsevognen er et stykke dansk kulturhistorie, der binder det danske samfund sammen. Det har Danmarksbloggen også allerede skrevet om – se indlægget her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=378

Danmarksbloggen lover derfor at komme med en opdate på DM i hotdogsspisning – både hvem der vandt og især hvor mange varme hunde med det hele, der røg indenbords.

Mon ikke også vore svenske venner ivrigt følger med? De skal i hvertfald være så hjerteligt velkomne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag – Danmarks nationaldag eller?

Udgivet den af
3

I Sverige har de Alla Flaggans Dag, som er i morgen d. 6. juni.
Og i Norge – og udenfor Norge – har de 17. maj som nationaldag.

Danmark har Grundlovsdag, i dag d. 5. juni. En nationaldag, som ikke rigtig er en nationaldag. Googler man på Grundlovsdag, finder man også hurtigt ud af, at det emne, som interesserer danskerne mest på Grundlovsdag, hverken er demokratiets fødsel, politik, de store nationale følelser eller tilsvarende – men noget så enkelt som om hvorvidt vi har fri eller ej – og om butikkerne har åbent eller lukket.

Det der med at rende rundt med flag i gaderne iklædt nationaldragter, som nordmændene gør det – både i Norge, men i så sandhed også udenfor Norge, appellerer tilsyneladende ligeså lidt som at møde op i samlet flok for at hylde flaget, nationen og kongefamilien som svenskerne gør det på Skansen i Stockholm.

Nej, at sidde hjemme i sin sofa og se en fodboldkamp for eksempel. Dét ved man, hvad er. For tolker man nationaldag og nationalfølelser derhen, så er der nemlig én Grundlovsdag, som danskerne husker. Dengang i 1985 hvor vi slog russerne 4-2 i Parken i det, som DBU har kaldt århundredets fodboldkamp, dengang vi begyndte at tro på, at vi kunne noget fodboldsmæssigt.

Og det kunne vi jo også. Syv år senere blev vi Europamestre. Det har Sverige og Norge aldrig været. At Sveriges fodboldherrer så har vundet sølv ved VM – og guld til OL, taler vi ikke om. Det ligger jo helt tilbage til henholdsvis 1956 og 1948. Og deres ialt fire bronzemedaljer nævner vi slet ikke! Så er det meget nemmere at tale om Norge, som i fodboldsammenhænge aldrig har vundet andet end en bronze-medalje ved OL i 1936.

Så tilbage står, at Danmark er det eneste land i Norden, der er blevet Europamestre, og dét startede altsammen på Grundlovsdag syv år forinden med århundredets kamp mod russerne. Dén kan svenskere og nordmænd ikke matche.

Så det er måske bare derfor, at de stadig bruger folkedragter og flag – mens vi bliver hjemme og nyder det gode sommervejr, når der ikke er en fodboldkamp på programmet.

Vi er røde, vi er hvide … God Grundlovsdag ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dødsannonce: Det Danske Demokrati

Udgivet den af
1

Det er med stor sorg, at Danmarksbloggen må meddele et dødsfald.

Det Danske Demokrati er lige afgået ved døden her først på eftermiddagen d. 4. juni 2013, på dagen før sin 164 års fødselsdag.

Indtil det sidste prøvede flere gode kræfter at kæmpe imod, blandt andet Mørklægningsministeret og mere end 85.000 danskere, som med deres underskrift har vist, hvor de står. Men det var altsammen forgæves. Et flertal blandt de 179, som kunne have forhindret dødsfaldet, ønskede det anderledes.

Det Danske Demokrati kom til verden en juni-aften i 1849, hvor en delegation gik til den daværende enevældige kong Frederik d. 7. for at forlange demokratiets indførelse. Men den folkekære konge, der havde det bedre blandt såkaldt almindelige mennesker end blandt hof- og embedsfolk, havde allerede afskediget det gamle ministerium og dermed banet vejen for det folkestyre, som vi altså ikke har iblandt os længere.

Det Danske Demokrati skulle som alle andre igennem en opvækst med både godt og skidt – og dage, som altid vil huskes. Mest markant var parlamentarismens indførelse i 1901, og da kvinderne fik stemmeret i 1915.

Så kom Det Danske Demokrati´s store krise i 1920, da den daværende kong Christian d. 10. afskedigede Zahle-ministeriet. Dét udløste påskekrisen, som var tæt på at koste ikke demokratiets liv, men det danske monarki´s liv.

Begge klarede dog skærene, og efter nogle hårde år under besættelsen fik Det Danske Demokrati i 1956 endnu en Grundlovs-løftning, således at også kvinder kunne arve den danske trone. Det gjorde Margrethe d. 2 så i 1972.

Men så begyndte det at gå galt. Det Danske Demokrati var blevet slidt og gammelt, og dets yngre, men ikke nær så demokratiske slægtning EU begyndte at tiltage sig mere og mere magt.

Dog holdt Det Danske Demokrati stadig godt fast i tøjlerne i en del år. Men det hele brast for lidt siden, da Offentlighedsloven/Mørklægningsloven blev stemt igennem i Folketingssalen.

En epoke er dermed slut. Det Danske Demokrati er ikke mere. Det er gået ud af tiden. Ære være dets minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor var vi egentligt i Irak og Afghanistan?

Udgivet den af
2

Danmark har i mere end et årti været i krig. Først i Irak og nu i Afghanistan. En krig mod terror, som det hedder.

Men har det virket?

Ja, vi har ikke haft terror i Danmark, selvom det tilsyneladende har været forsøgt.
Men er det på grund af styrkerne i Irak og Afghanistan, at det er blevet forhindret?
Er det ikke snarere på grund af godt efterretningsarbejde, at vi har undgået terrorbomber og lignende i Danmark?!

Så hvad godt har det egentligt gjort, at vi har haft så mange mænd og kvinder afsted i krige i lande, hvor vi ikke kom, fordi de kaldte på os, men fordi vi selv ville – af egoistiske grunde.

Hvad godt har det gjort, at så alt for mange af dem, der rejste ud, er kommet hjem i en kiste med Dannebrog på?

Svarene på de spørgsmål, kære læser, blæser i vinden, som der synges om det i den gamle antikrigs-sang “Where have all the flowers gone?”.

Eller som i Kim Larsens meget nyere “Bare for at gøre en forskel”.

http://www.youtube.com/watch?v=7SYEhDvIIUQ

For den eneste rigtige forskel, som et helt årtis hundedyre krig har betydet i Danmark, er den afgrundsdybe sorg og det uerstattelige savn, som opleves dagligt af de alt for mange danskere, der har mistet en elsket mand, kone, far, mor, søn, datter, bror eller søster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Danmark blive et totalitært samfund?

Udgivet den af
2

Kan I huske Franz Kafka´s bog “Processen” om bankmanden Josef K., der en morgen får at vide af to fremmede mænd, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham.

Det mærkelige er, at bankmanden Josef K. forbliver på fri fod, mens han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen mod ham at kende, men at han alligevel accepterer sin “proces” og viljeløst underkaster sig den dødsdom, som det ender med.

Bogen, der er skrevet for små 100 år siden, har lige siden dens udgivelse stået som et af de bedste skræk-eksempler på, hvad der sker med retssikerheden og individets tro på sig selv og egne muligheder i et totalitært samfund.

Nå, men det er jo bare fiktion – og det sker ihvertfald ikke i Danmark, vil mange nok indvende. Danmark er jo et frit land, hvor vi både har rettigheder og muligheder – og retssikkerhed.

Og ja, det har vi – haft. For med den nye offentlighedslov, samkøringen af diverse registre og senest politiets brug af hemmelige advokater bliver det relevant at stille spørgsmålet alligevel.

Har vi egentlig retssikkerhed i Danmark? Eller kan Danmark blive et totalitært samfund?

Under COP15 i 2009 foretog politiet flere ulovlige handlinger, endda med støtte fra den daværende regering, og siden er glidebanen fortsat – og det i en grad så ikke kun flere af vores nabolande, men også OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) kritiserer den nye offentlighedslov for at være for lukket og hindre relevant information i at nå ud i samfundet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/05/23/154016.htm

Og det er jo en kendt sag, at man kun kan handle på det, som man ved. Så kender danskerne ikke til, hvad der sker i det danske samfund, ja, så kan vi ikke handle, og så kan politikere, embedsstanden og de store spillere i øvrigt skalte og valte med Danmark og danskerne, som de ønsker. Altså: Keine Hexerei, nur Behendigkeit.

Det er lidt den kogte frøs princip, hvor man ikke starter med at præsentere danskerne for hele pakken om det totalitære samfund på een gang. For så skulle vi nok opdage, hvad der skete og protestere og brokke os.

Men skrues der i stedet lidt op for varmen hele tiden, slækkes dér bare en anelse på retsikkerheden her og der – samtidig med at der skubbes til folks frygt, så vi accepterer endnu mere overvågning og kontrol, ja så ender vi til sidst i det kogende vand sammen med ingredienser som rettigheder og muligheder.

Og så er retten serveret: Et dansk samfund, der er minder altfor meget om det, som Kafka skrev om for snart 100 år siden. For ja, Danmark kan sagtens ende som et totalitært samfund.

Dét skal vi ikke acceptere. Der skal råbes, demonstreres og skrives imod det. For det kan nytte at gøre noget. Danmarksbloggen vil ihvertfald gøre sit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rejsekortet egner sig ikke til at rejse med

Udgivet den af
1

Store projekter har to kendetegn:
1) De skal gennemføres for enhver pris. For der er prestige i dem.
2) De har det med at gå galt. Enten fordi projektet koster for meget eller har store indkøringsproblemer.

De to kendetegn er nærmest en naturlov for store projekter – eller også er der bare tale om dårlig projektledelse.

Det sker også, at de store projekter går meget værre. Ja, at det hele ender så galt – og endda allerede inden det er begyndt – at man seriøst burde overveje at udsætte projektet, måske endda droppe det.

Et af disse det-endte-helt-galt-projekter er rejsekortet, som for alvor skal implementeres i den offentlige trafik den kommende sommer. Fra d. 1. juli 2013 stopper salget af de gammeldags klippekort, og fra 1. juli 2014 kan man slet ikke bruge dem længere. Så skal alle istedet bruge rejsekort.

Men der er store problemer med det. Det er både mere besværligt og dyrere. Som Heidi Sagos skriver om det:

“Rejsekortet er meget dyrere end klippekort. I går tog jeg bussen inden for zone 2. Jeg betalte 12,- på ud-turen, men da jeg en halv time senere skal retur, kan jeg ikke køre hjem på den samme billet, men skal checke ind og ud igen til en pris af yderligere kr 15,- !!!! Hvorfor er der forskel på ud- og hjemrejse indenfor den samme zone!!. Hele turen havde kostet mig eet klip a 15,- på de gode gamle klippekort. Istedet skulle jeg betale i alt 27,- med rejsekortet!!!! Tror nok lige at jeg skal have købt mig nogle gode gammeldags klippekort, mens tid er. For det er MEGET dyrere med rejsekort!!!!”

Heidi Sagos´ oplevelser er ikke enkeltstående. Tværtimod beskriver de meget fint, hvordan de fleste oplever at skulle bruge rejsekortet.

Vi lever i et samfund, hvor teknologien aldrig har været bedre, og hvor vi har masser af ressourcer og viden. Det burde kunne lade sig gøre at opfinde en model, der virkede noget bedre – og som ihvertfald ikke kostede mere, men gerne mindre at anvende for brugerne.

Så som det ser ud pt., er det nærliggende at bede rejsekortet i dens nuværende form om at ryge og rejse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk