Forfatterarkiv: admin

Taler Løkke socialdemokratisk?

Udgivet den af
2

På en konference hos Dansk Industri i går sagde Venstres formand Lars Løkke, at det var vigtigere at sænke bundskatten end topskatten. Ifølge Lars Løkke kan det at have et arbejde slet ikke betale sig for 14.000 danskere, der vil miste penge på at gå fra kontanthjælp til job, mens 57.000 får mindre end 1000 kroner ud af at komme på arbejdsmarkedet.

http://www.information.dk/telegram/473172

At arbejde for et øget beskæftigelsesfradrag og en lavere bundskat er kendt som traditionelle socialdemokratiske værdier. Så gør det Løkkes udmelding til klassisk socialdemokratisk retorik? Både ja og nej.

Ja til at de laveste indkomster skal betale mindre i skat. Men absolut nej til at der skal skæres i overførselsindkomsterne.

For det er primært det, som Løkke tænker på. Nemlig at kontanthjælp og dagpenge skal være endnu lavere end de er idag, hvor de er forvejen er på et sulteniveau. For med endnu lavere ydelser vil de ledige blive pisket ud på det arbejdsmarked, hvor der ikke er jobs nok. Det giver ikke mening.

Så nej, Venstre ved du (stadig) præcis, hvor du har: Nemlig som beskytter af dem, der har (meget) i forvejen på bekostning af dem, der har allermindst.

Og dét er ihvertfald ikke en klassisk socialdemokratisk dyd …

Derfor kunne Danmarksblogen også rigtig godt tænke sig at vide, hvor Venstre vil finde de 14.000 jobs. For de jobs eksisterer ikke idag. Så ville en af de altfor mange ledige forlængst havde taget dem.

For det er en skrøne, at ledige ikke vil arbejde. Det vil langt de fleste hellere end gerne. Ikke kun af økonomiske grunde, men også og måske endda endnu mere fordi mennesket er sådan indrettet, at det gerne vil yde en indsats og bidrage til det fælles gode i samfundet.

Men denne anerkendende tilgang og tiltro til mennesket er åbenbart ikke noget, som Venstre har. Dét er der heller ikke tradition for i det gamle bondeparti.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Verdens største containerskib på besøg i København

Udgivet den af
2

Verdens største containerskib er i disse dage på besøg i København og ligger ved Langelinie: Triple E-skibet Majestic Maersk – og det er noget af en majestæt, noget af en kæmpe, kan Danmarksbloggen fortælle efter gårsdagens besøg på denne havets gigant, som åbner for offentligheden på onsdag.

For nok er der tankskibe, som er større – men Majestic Maersk er verdens største containerskib med plads til cirka 18.000 containere. Skibet er da også over 70 meter højt, næsten 60 meter bredt og 400 meter langt. Se mere her: http://www.business.dk/transport/saa-maegtig-er-majestic-maersk

Fremover skal det enorme containerskib gå i fast rutefart mellem Gdansk i Polen og Fjernøsten – med stop i Aarhus. Så kan man ikke komme til Langelinie, kan man – om ikke komme ombord – så ihvertfald se det enorme skib i Aarhus nogle gange om året.

Når man står ved siden af containerskibet – eller er ombord på det, bliver det endnu tydeligere, hvor enormt det er – og som menneske bliver man ret imponeret over, at vi i lille Danmark har en virksomhed så stor og international, at den kan stå bag sådanne skibe. Det er verdensformat og bryder alle grænser for jantelov og hvad-udad-tabes-skal-indad-vindes-mentaliteten.

For A.P.-Møller-koncernen har andedammen også altid været skiftet ud med verdenshavene. Og de værdier omkring rettidig omhu, forpligtelsen til at “hvis-det-er-værd-at-gøre-er-det-værd-at-gøre-ordentligt” og alle de andre udsagn, der vidner om en høj arbejdsmoral, er værdier, som vi godt kunne bruge mere af i det danske samfund – og i forhold til hinanden.

Dette at det er godt at være dygtig, godt at gå efter guldet og sejrens palmer, godt at lykkes og få økonomisk succes er ikke fy-ord, men det, som det danske samfund skal leve på og af. Og kan det så kombineres med bevidstheden om vores fælles ansvar overfor hinanden og især overfor de svage i samfundet, så er vi virkelig ved at være dér.

Så kunne det danske samfund blive en super-container af Triple E-størrelse både målt i økonomisk succes og i menneskelighed. For de to ting er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger i et godt samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nydanskeres ret – og pligt – til at stemme

Udgivet den af
1

I dag tager de to folketingsmedlemmer Özlem Cekic (SF) og Fatma Øktem (V) på  Danmarksturné for at få flere nydanskere til at stemme til kommunalvalget.

Özlem Cekic skriver om begrundelsen på sin Facebook-side: “Jeg synes, at stemmeretten ikke kun giver en ret, men også en pligt til at deltage i demokratiet. Håber vi kan få flere til at vælge demokratiet til og ikke fra.”

Hun har fuldstændig ret, men gælder det ikke også gammeldanskerne? Retten – og pligten – til at deltage i demokratiet handler jo ikke om, hvor man er født eller hvem ens forældre er. Det handler om at føle et ansvar for det samfund, som vi lever i – og at lade det ansvar udmønte sig i konkrete handlinger som netop at deltage i valg til kommune og folketing.

Og her er der mange – både ny- og gammeldanskere – som vælger at vende ryggen til Danmark og blive på sofaen istedet for at gå hen og sætte deres kryds.

Men når det er sagt, så er nydanskeres valgdeltagelse lavere end gammeldanskeres, og det er der formentlig ligeså mange grunde til som der er mennesker, der bliver hjemme.

Men uanset hvad grunden end er, er der ingen tvivl om, at deltagelse i samfundet er den hurtigste vej til integration i samme samfund. Og netop derfor giver det god mening med en Danmarksturné for at få nydanskerne til at stemme.

For skal Danmark igen blive det rummelige og tolerante land, som vi var igang, skal vi allesammen være med i samfundet, og her er deltagelse i demokratiet en vigtig del – både for gammel- og nydanskeres vedkommende.

Et kryds på en valgdag alene gør selvfølgelig ingen integration, men det er en rigtig god start. For det viser viljen til og ønsket om Danmark som et sted med demokrati, debat og dette at finde ud af tingene i fællesskab med hensyntagen til hinanden.

Og det er der i dén grad brug for i en tid med altfor mange fundamentalistiske strømninger fra de neo-liberalistiske over de højre-ekstreme og religiøse til dem, der tror, at politik blot er et spørgsmål om administration og ikke om værdier.

Danmarksbloggen ønsker derfor Özlem Cekic og Fatma Øktem god vind på deres tur rundt i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Folkeparti – som altid uden debat og ansvar

Udgivet den af
2

Dansk Folkeparti er nu større end Socialdemokratiet, viser en meningsmåling fra weekenden. En meningsmåling, der kommer ugen efter at Dansk Folkeparti holdt landsmøde.

Et historisk landsmøde, idet partiet dermed rundede de 18 år. Opnåelsen af denne “myndighedsalder” har dog ikke ændret noget i et parti, der er så topstyret, at det mere minder om en meget gammeldags, privat virksomhed end om det moderne, politiske parti, som Dansk Folkeparti så gerne vil være, men ikke rigtig er.

For den debat og meningsudveksling, som der hører hjemme i levende, demokratiske foreninger og partier, den findes ikke hos Dansk Fokeparti. Her mener alle det samme – om alt og det hele tiden.

Ellers er de nemlig ikke medlemer af partiet (ret meget længere), hvad man også ser fra tid til anden, når andeledes tænkende smides ud som fx tidligere næstformand for Dansk Folkeparti i Århus Per Hovgaard og lokalformanden i Haderslev, Vagn Christensen, der begge ønskede mere åbenhed og mindre topstyring.

Men med en så strømlinet profil skulle man mene, at Dansk Folkeparti præcis ved, hvad de vil – og ikke vil. Og det gør partiet måske også. Men det er så i fald ikke at tage ansvar og sidde med i en kommende borgerlig regering. Næ, nej tak. For tænk at være nødt til at lægge ryg og mandat til ikke-populistiske beslutninger. Dét skal Thuelsen Dahl og co. ikke nyde noget af.

Det er istedet meget lettere – og giver mange flere vælgere – at stå på sidelinien og brokke sig og anklage de andre for den politik, som de fører – og så kun være med til det, som man selv ønsker. Dét der giver stemmer, når man taler til laveste fællesnævner, den indre svinehund og frygten i folk.

For det er de elementer, der altid har kendetegnet Dansk Folkeparti. Det er også derfor, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde – og stadig har – ret, da han sagde til Dansk Folkeparti: Men stuerene, dét bliver I aldrig.

For ikke alene er det i dén grad under lavmålet at køre på angsten og de laveste instinkter. Det er også umodent og uansvarligt ikke at tage ansvar, når man er et parti, der pt. står til at få over tyve procent af stemmerne ved næste folketingsvalg.

At Dansk Folkeparti så også i deres måde at være parti på er uden debat og demokratisk tradition gør, at man kan diskutere, hvorfor partiet altid snakker så meget om danske værdier som netop demokrati og ytringsfrihed. De praktiserer det ihvertfald ikke indenfor egne rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Politisk konsekvens efterlyses

Udgivet den af
1

I forgårs kom Rangvid-rapporten, der slog fast, at den daværende VK-regering havde hovedansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde under finanskrisen.

Det kommer næppe som nogen overraskelse for alle os, der kan huske nullerne som en lang magtdemonstration fra en VK-regering, der støttet af Dansk Folkeparti, konstant og hele tiden øgede uligheden i Danmark, og sørgede for, at dem der allerede havde, de fik endnu mere. Så selvfølgelig har en sådan regering også givet de store banker lov til at risikere at køre landet i sænk i deres grådige jagt på profit.

At den konservative Brian Mikkelsen så prøver at skyde skylden på den daværende opposition er blot et ynkeligt forsøg på at fralægge sig ansvaret, som er så sølle, at det er ligefør, at man kan få ondt af ham. Ligefør.

Men kun ligefør. Man kan nemlig ikke have ondt af en mand – og en regering, der var villige til at spille hasard med et land og alle dets indbyggere blot for at nogle få kunne blive endnu rigere. For dagsordenen for VK har aldrig – og bliver aldrig – at varetage alle danskeres interesser. VK sørger kun for dem, som allerede har (meget) i forvejen på bekostning af dem, som hænger i med neglene eller som måske har opgivet og sluppet taget.

Men hvor er konsekvenserne af rapportens konklusioner? Skal folk som Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen bare kunne fortsætte som hidtil? Skal de ikke på en eller anden måde stilles til regnskab for den potentielle fare, som de kastede Danmark ud i? I det mindste bare afgive en forklaring af en slags.

Det mener Danmarksbloggen, som efterlyser politisk – og måske også retsmæssig konsekvens – for dem, der på den måde – for at tilfredsstille nogen grådige banker – spillede hasard med hele vort land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal Putin forpagte Sig Hotel ved Varde?

Udgivet den af
4

Man tror det er løgn.

Men i landsbyen Sig, som ligger ved Varde i Jylland, mener den lokale godsejer fra Nørholm Gods og ejer af Sig Hotel Karl Kristian Nielsen ikke, at byen er moden til bøsser.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-71403449:par-fik-afslag–byen-er-ikke-moden-til-bøsser.html

Det var ihvertfald dén begrundelse, som det erfarne hotelpar Keld Christensen og Dinghao Wang fik, da det alligevel blev et nej til, at de måtte forpagte Sig Hotel. Forhandlingerne indtil var ellers gået godt, og alt tegnede til et lovende samarbejde. Men det ændrede sig altså fuldstændigt, da godsejeren fandt ud af, at parret også var et par i privatlivet.

Så blev døren til hotellet smækket i med ordene: “Sig er ikke parat til bøsser.”

Det er fuldstændig horribelt – i Danmark i 2013 knap en måned efter Copenhagen Pride, som fik opbakning fra hele Danmark.

Mange af byens borgere har også efterfølgende skrevet til parret og fortalt, at de ikke er enige i godsejerens holdninger. At de i stedet synes, at det kommer an på de menneskelige kvaliteter – og ikke seksualiteten.

Dét er godt, men parret Keld Christensen og Dinghao Wang vil ikke længere forpagte Sig Hotel. De mener ikke, at de kan få et ordentligt samarbejde med godsejeren.

Dét tror Danmarksbloggen heller ikke.

Danmarksbloggen tror til gengæld, at godsejer Karl Kristian Nielsen med fordel kunne kontakte Vladimir Putin. Måske har den russiske præsident brug for et sommerhus i Vesten?

I så fald kunne Sig Hotel og en flaske vodka sammen med hans meningsfælle godsejer Karl Kristian Nielsen jo være en rigtig god idé. De får det formentlig endda helt for sig selv.

Tilføjelse: Siden indlægget blev postet er der gået et par timer, og Danmarksbloggen erfarer, at Anne Juulsgaard fra Sig opfordrer sine bysbørn til at deltage i en happening på søndag klokken 10.30 foran Sig Hotel under temaet “VI ER MODNE”.

“Tilkendegivelserne fra eftermiddags-, aften- og nattetimerne i går, viser at mange i Sig er chokerede over udmeldingen om, at vi ikke er klar til homoseksuelle i byen. Vi synes at Sig er en tolerant og favnende by, her er der plads til alle, uanset seksualitet… og etnicitet,” skriver hun iflg. nedenstående artikel på sin Facebook-side.

http://varde.lokalavisen.dk/borgerforeningsformand-i-sig-en-traels-sag-/Lokale-nyheder/20130918/artikler/130919506/2071#.UjlypGgMsLI.facebook

Danmarksbloggen hylder det flotte initiativ, som viser, at der er masser af rummelighed og tolerance – og mod – i den danske befolkning, også dén i Sig. En godsejer alene gør nemlig heldigvis ingen homofobi.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Menneskeværdighed i ældreplejen

Udgivet den af
2

Et af dagens mest diskuterede emner er fremtidens ældrepleje, hvor det foreslås, at de voksne børn i fremtiden selv skal passe deres gamle forældre – eller betale sig fra det.

Det er uden sammenligning en af de dårligste ideer i mange år.

For det første fordi det aldrig er godt, når gamle skal spise nådsens brød hos yngre. Det er nemlig aldrig godt for det indbyrdes forhold, hvis de ældste generationer er afhængige af de yngre generationer. De gamle føler, at de ligger til last – og de unge føler, at de er forpligtet til at gøre noget, som de måske ikke har hverken tid eller lyst til.

For det andet vil det meget hurtigt vil betyde, at dem med tilstrækkeligt med penge vil få en super behandling, mens dem, der er uden midler, kommer til at gå for lud og koldt vand. En sådan forskelsbehandling af ældre er ikke i orden i et velfærdsland som Danmark.

Der skal være menneskeværdighed i ældreplejen. Punktum.

Men hvor skal pengene komme fra? For en ordentlig pleje koster. Ja, måske skal vi til at se på SAMTLIGE offentlige udgifter – og så lave en benhård prioritering af, hvad der skal bruges penge på. Og her er Danmarksbloggen ikke i tvivl om, at syge, børn og ældre har absolut førsteprioritet.

De tre grupper er de svageste i samfundet, og derfor dem, som vi først og mest skal tage vare på. Et samfund kendes som bekendt på sin måde at tage sig af sine medborgere på – og her tager et medmenneskeligt samfund sig først og mest af sine svageste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hygienje i svømmehallerne

Udgivet den af
1

Så er balladen løs igen.

Denne gang med nogle muslimske kvinder i Helsingør, som ikke vil tage undertøjet af, når de skal vaske sig, inden de skal ind og bade i svømmehallen. Og som sædvanlig er folkemeningen hurtig til at sætte lighedstegn mellem religionen og den manglende lyst til at vaske sig:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2096585.ece

Men man skal passe på med at fælde de hurtige domme. For hvis man – som undertegnede – svømmer 3-5 gange om ugen, ser man et helt andet billede. Nemlig et billede af en hel ungdom, der har problemer med nøgenhed i det offentlige rum.

En stadig større del af de unge piger – af alle slags herkomst – kommer ind i bruserummet iført bikini eller badedragt, som de har haft på hjemmefra – og som de ikke tager af for at vaske sig, inden turen går ned i bassinet. Når de så har været nede og svømme, går de heller ikke i bad, men forsvinder ind på toilettet med deres tøj, som de ifører sig derinde.

Hvordan de unge mænd agerer i deres baderum, kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men jeg kan observere, at flere af dem – og igen af alle slags herkomst – bader med underbukser indenunder deres badebukser.

Og dét er heller ikke i orden. Men det skal ikke gøres til et spørgsmål om religion.

Det skal gøres til – og behandles som det problem det er: Nemlig et spørgsmål om hygienje. Og her er det vigtigt, at alle – både forældrene til de unge og svømmehallerne – lever op til deres ansvar og forlanger, at alle skal vaske sig over det hele, inden de ifører sig det rene badetøj.

Men når det er sagt, er det også somom en del af de unge nærmest skammer sig over deres kroppe, fordi de ikke ligner de “perfekte” modeller, som man ser i photoshoppede fotos i blade og magasiner. Så dét drejer sig også om selvværd og evnen til at skelne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De nordiske guder lever – på Folketeatret i København

Udgivet den af
2

Anmeldelse af rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret i København:

Vikingetid, vikingetid … de nordiske guder er klar til strid, kærlighed og alt muligt andet dramatisk, sjovt og rørende i den herlige rockmusical “Valhalla – balladen om Balder”, der i går d. 11. september 2013 havde premiere på Folketeatret i København efter den i sidste sæson turnerede land og rige rundt.

Det er Sigurd Barrett, der har stået for musikken, hvor han efter eget udsagn både i de hårdkogte rocknumre og de mere følelsesladede ballader forsøger at give nyt liv til de gamle guder og deres fantastiske historier.

Og lad det være sagt med det samme: At være publikum til denne forestilling er som at høre sagatonerne fra hedenold bruse direkte imod sig med alt den saft og kraft, som vi som nutidsdanskere forbinder med vikinger, aser og de gode, gamle dage.

Ja, det er som at se lige ind i gudernes verden, ja endda nærmest sidde med til bords i selveste Valhalla. For lige præcis sådan som skuespillerne i rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” ser ud, synger og opfører sig på Folketeaterets skrå brædder, sådan må de nordiske aser være, når de taler, skændes, elsker, kæmper, sørger, fester og lever livet – og døden – til fulde.

For sådan er guderne ifølge i mytologien. Intet gøres halvt. Alt er max. Og det samme gælder denne rockmusical, der har et sjældent helstøbt samspil mellem handling, musik, plot og skuespil.

Det hele starter – selvfølgelig – fristes man til at sige med, at Thor kommer ind og svinger sin hammer Mjølner, så lyn og tordenild står over scenen. Så er man som publikum klar over, at det her bliver dramatisk. Men det er nu ikke tordenguden og hans mange eventyr, som det handler om på Folketeatret.

Det er istedet historien om gudernes yndling Balder, der ung og skøn elskes af alle, undtagen Loke og i denne version også hans blinde broder Høder, der er jaloux på Balder, der kan alt og får alt, og især moderens Friggs kærlighed.

Frigg, der i øvrigt spilles stærkt og kompromisløst af Nastja Arcel fra anelsen om Balders snarlige død over håbet, da hun får hele verden pånær misteltenen til at love ikke at skade Balder og til sidst den grænseløse sorg, da yndlingssønnen Balder dør. For det er mere end en nordisk gudinde, der står på scenen. Det er også en kvinde og en mor. En moderne tre-enighed.

Ja, selv gudernes chef, selveste Odin, må bøje sig og gøre, som Frigg vil. Odin er så også er gift med hende, men han er mere end en moderne tøffelhelt. For det er ham, der magter at tage ned til Hel i Dødsriget. En Hel, der ikke er gammel og grum, men ung og smuk – og istand til at tryllebinde både en gammel og en ung gud i denne fortælling om to brødres kærlighed og kamp.

For det centrale i musicalen er historien om kærligheden mellem to brødre, der under overfladen er mere ens end de er forskellige, uanset om de kæmper mod jætter, er hjemme i Valhalla eller på vej mod deres skæbne og hiin rigtige.

For også den mere erotiske kærlighed er på programmet for de to brødre. Men på hver sin måde. Balders konstante flirten med livet til han for alvor rammes af Amors pile og døden versus Høders fantasier om den kærlighed, som han længes så frygteligt imod, men kun med nød og næppe tør omfavne, da den rækkes ham af den unge valkyriepige Nanna, der har både den romerske guds Hermes lethed og de nordiske guders intensitet og lidenskab

Kærlighed, dramatik og nordiske guder. Ja, men behøver vi så mere? Egentlig ikke. Men vi får det alligevel i dette overflødighedshorn.

For naturligvis er der også masser af humor, sjove ordspil og ping-pong med publikum, primært serveret af Odins to ravne Hugin og Munin samt selvfølgelig regnbuens Bifrosts vogter Heimdal, der gestaltes af Søren Hauch-Fausbøll, der også har en scene som pruttende, bøvsende og syngende trold til stor begejstring for især de mindste. Men også de store morer sig. For dén mand har et nærvær og en timing, som gør, at han kan være morsom bare ved at se ud på publikum.

Endelig er der stykkets skurk, Loke, halvguden, som indtil Balders død boede i Asgård sammen med guderne. Han er selvsagt på spil her og der og allevegne og tænker kun på at hytte sit eget skind – og ødelægge det for de andre. Og han smadrer da også eftertrykkeligt lykken i Valhalla, da han får Høder til at lave en pil af misteltenen, så Balder kan skydes og dø af den lille uanselige plante.

Det er dog ikke den episode, som man husker bedst med Loke. Det er derimod Lokes ankomst på scenen, hvor han så meget som man nu kan, når man gestalter Loke, nærmest imiterer X-Factor-dommer Thomas Blachmann.

Om det er tilsigtet skal ikke siges, men Blachmann og andre, der har meget store tanker om sig selv og måske knap så meget at have dem i, spiddes totalt i Kim Hammelsvang Henriksens fremstilling af Loke som en selvoptaget gud, der bruger alt og alle som statister og kulisser i hans eget kendis-ego-trip.

Det er formidabelt og helt i top, som alt andet i forestillingen er det fra skuespillet over musikken og sangen, hvor det virker mere end stærkt, når guderne flere gange i løbet af aftenen synger sammen.

Det klinger så mægtigt, at man automatisk kommer til at tænke på fædrelandssangen “Den danske sang er en ung blond pige”, hvor man blandt andet synger:

Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og
skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold

Og det er eksakt dén sagatone fra vikingetiden sunget på Bjarkemål, som bruser imod publikum hver aften på Folketeatret, hvor de nordiske guder vækkes til live, så de og deres historie griber, opsluger og holder fast, uanset om man er 12 eller 44.

Rockmusicalen “Valhalla – balladen om Balder” på Folketeatret får derfor de varmeste anbefalinger fra Danmarksbloggen.

“Valhalla – balladen om Balder” er bygget over Peter Madsen og Henning Kures tegneserie. Det er Kasper Wilton, der har instrueret. Musikken er af Sigurd Barrett, der sammen med Mogens Kjær, Bent Nørgaard og Jens Krøyer også har stået for sangteksterne. Kapelmester er Jens Krøyer. Søren Glad står for scenografien efter et oplæg fra Peter Madsen. Birgitte Næss-Schmidt er koreograf, mens Bent Nørgaard står for dialogen, og Tina Robinson for stage-fight.

“Valhalla – balladen om Balder” spiller til og med 19. oktober 2013.

De medvirkende er: Lars Bom, Nastja Arcel, Lise Koefoed, Charlotte Guldberg, Johannes Nymark, Pelle Emil Hebsgaard, Nis Pedersen, Kim Hammelsvang Henriksen og Søren Hauch-Fausbøll.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

11. september – 12 år efter

Udgivet den af
3

Der er én dag, som alle voksne danskere aldrig glemmer – og det er d. 11. september 2001.

Alle kan huske, hvad der skete dén dag i New York, i Washington D.C. og i luftrummet over en mark i Pennesylvania.

Alle kan  – med gru – også huske, hvad de lavede, da de hørte om eller så billederne af flyene, hullet i Pentagon, de rygende tvillingetårne og alle de stakkels mennesker, der kastede sig ud fra højder, hvor døden var dem vis. Det var et af de dér øjeblikke i historien, hvor verdenen ændrer sig afgørende.

Mon ikke også de fleste af os kan huske dén chokerede tilstand, som herskede i dagene bagefter. Dengang der blev sagt dyre ord om aldrig at glemme vigtigheden af tolerance og en åben verden.

Men hvad blev der af de ord? De er forlængst glemt og væk i hverdagens politik, men desværre også i de store visioner, som vi så desperat mangler.

Og det er en skam. For verden blev 100% anderledes dén septemberdag for præcis 12 år siden.Tvillingetårnene faldt til jorden, og med dem forsvandt også sorgløsheden og optimismen fra årene efte den kolde krigs afslutning i 1989, da Berlinmuren blev revet ned, og den gamle konflikt mellem øst og vest fortonede sig

Men d. 11. september blev en ny mur bygget – en mur mellem kristne og muslimer, som siden kun er blevet forstærket og bygget højere. Og det duer ikke at tie stille om det af angst for at støde nogen.

Vi er nødt til at tale om, at kristne forfølges i den muslimske verden – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at muslimer har dårligere betingelser i de vestlige lande end andre – og at det ikke er i orden. Vi er nødt til at tale om, at jøder forfølges af muslimer – også i vestlige lande – og at det ikke er i orden.

Vi er nødt til at tale om det, og mens vi taler at forlange åbenhed og accept af hinanden og vores religioner.

For det er ligeså meget i orden at være muslim som at være kristen, men det er også ligeså meget i orden at være kristen – eller jøde – som at være muslim. For rascismen og fordommene går alle vegne. Og det er bare ikke i orden i et vestligt, åbent demokrati.

Her skal der være – og vi skal forlange det – plads og rum til alle trosretninger, men i gensidig respekt og rummelighed. Når det lykkedes, så har vi for alvor lært lektien fra 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk