Finansloven 2014 eller hvor meget sodavand og øl går der på en vision?

Hvor meget sodavand og øl går der på en vision? Åbenbart ikke mere end nogle få flasker, når man kigger på den i går aftalte finanslov. For det blev en blå finanslov med blandt andet 800 millioner til fremrykkede skatte- og afgiftslettelser.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/11/26/214831.htm

En finanslov, som regeringen prøver at sælge som et bredt forlig over midten, selvom den lader de svageste i samfundet i stikken endnu engang til fordel for dem, der allerede har, så de kan få endnu mere. Det giver ikke mening i det hele taget – men det giver slet ikke mening, når regeringslederen er socialdemokrat.

For hvad er der sket med visionen om et Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt? Den vision er åbenbart suspenderet ligesom det forhøjede medlemsfradrag til fagforeningerne, som nu ikke længere er en del af finansloven.

Regeringen er altså godt i gang med at underminere sit eget grundlag til fordel for et finanslovsforlig, som den kalder for en sejr for det brede samarbejde over midten.

Og ja, finansloven for 2014 er et samarbejde over midten. Men man skal være mere end almindelig farveblind for at tro på, at det er et bredt samarbejde i betydningen, at det rummer både rødt og blåt.

Finansloven er nemlig ligeså blå, som himlen var det i går på en af novembers sjældne solskinsdage. Kun et parti – Enhedslisten – stod nemlig i denne sag for de røde, medmenneskelige værdier.

Danmarksbloggen er skuffet – men desværre ikke overrasket – over, hvor legende let den siddende regering smider arvesølvet om medmenneskelighed og ansvar overbord for at få en finanslov igennem.

Det er business as usual i Dannevang i disse år … desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Bare fordi man er gammel, er man jo ikke selvrensende

Langt de fleste danskere går i bad en gang om dagen. Men den praksis stopper, når man når en alder, hvor man skal have hjælp til at komme under strålerne. På det tidspunkt skal man nemlig være taknemmelig, hvis man kan komme i bad en gang om ugen.

Det er imidlertid noget, som Enhedslisten vil lave om. Et af deres krav for at stemme for finansloven er, at alle ældre har ret til bad to gange om ugen. Rygtet vil endda vide, at Enhedslisten er parat til at tage et valg på det krav.

Men giver det overhovedet mening at kalde Danmark for et velfærdssamfund, når vi kan diskutere, om ældre skal have ret til bad en eller to gange om ugen? Burde vi ikke kunne tilbyde ældre som yngre med hjælp behov til hygienjen et dagligt bad?

I sidste uge var det toilettets dag, hvor der verden rundt var fokus på de mange millioner mennesker, der ikke har adgang til et toilet. Det var alle i Danmark enige om var ganske forfærdeligt, og der blev grinet af fx inderne, der hellere ville bygge templer end få indlagt toiletter.

Men hvor meget bedre er vi selv, når vi tilsyneladende i dén grad kan lade hånt om ældres behov for at blive rene? Bare fordi man er gammel, er man jo ikke selvrensende.

Men netop den opfattelse er tilsyneladende en udbredt holdning på Christiansborg, hvor penge betyder mere end mennesker – og især de mennesker, der som disse ældre ikke råber op og gør krav på deres rettigheder, og derfor er lette at ignorere og træde under fode.

Danmarksbloggen mener, at det er horribelt at kalde Danmark for en velfærdsstat, og så samtidig diskutere om ældre har ret til bad en eller to gange om ugen. Så er vi ikke længere blot i nærheden af at være en velfærdsstat, så er vi blevet en minimalstat godt på vej mod nulpunktet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sig nærmer julen … også i “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret

Turen går til Nøddebo, tæt ved Isefjorden …

Ja, vi kender den allesammen, den gamle vise, der indleder de tre studenter-brødres begivenhedsrige juleferie hos pastor Blichers i Nøddebo, hvor familiehygge, løjer, kærlighed og ægte julevarme står på programmet.

“Jul i Nøddebo Præstegaard”, som danskerne ofte kalder stykket, er tit blevet kritiseret for ikkke at være det store dramaturgiske mesterværk, men mere en banal fortælling om julen, som højtiden ser ud i vores drømme om de gode, gamle dage.

Men alt dét er danskerne (heldigvis) ligeså fløjtende ligeglade med, som stykkets hovedperson den purunge Nicolai er det med diverse formaninger og forbud.

“Nøddebo Præstegaard” er nemlig elsket og ønsket og spillet som ingen andre teaterstykker i Danmark – og i år fylder det 125 år. Og det fejres med gedigen julehygge, gran-guirlander og nisser på Folketeatret i København, som også er “Nøddebo Præstegaard”s føde- og hjemsted – og som indtil videre har spillet stykket mere end 2000 gange til danskernes store glæde.

125 år er mange, men Danmarksbloggen spår, at stykket holder mindst 125 år til i de hyggelige og stemningsfulde omgivelser på Folketeatret.

“Nøddebo Præstegaard” repræsenterer nemlig mere end noget andet drømmen om den danske jul. Den juledrøm, som vi mellem smartphones, sociale medier og andet nymodens hellere end gerne drømmer med på. En juledrøm, der handler om den hvide jul i idyllisk skønhed ude på landet – endda i en præstegård, hvor det emmer af hygge og med plads til både kærlighed og det store juletræ.

For drømme og jul hører sammen, også selvom det er de færreste beskåret at opleve en jul, der foregår i snedækket skønhed ude på landet i en smuk, gammel præstegård. En blæsende gråvejrsjul i et parcelhus med en trættende svigerfamilie og børn, der er optaget af deres nye, ret larmende elektroniske legetøj – eller en storby-jul, hvor juleaften er én lang diskussion om julemadens økologiske habitus er mere i tråd med nutidens jule-virkelighed.

Men det skal ikke forhindre os i at drømme om julen, som vi tror, at den var engang. At julen så aldrig for alvor har været, som den opleves i “Nøddebo Præstegaard” er ligemeget. Det er den jul, som vi drømmer om – og helst vil tro på, ligesom de små børn tror på Julemanden.

For traditionerne skal man ikke lave om på, især ikke ved juletid. Rør blot ikke ved min gamle jul, som vi synger det i en anden af julens elskede sange.

Det gør Folketeatret så alligevel i årets opsætning af klassikeren. Men det sker så nænsomt, at man nærmest ikke opdager, at der har sneget sig to nye sange ind blandt de elskede klassikere.

Resten er også (næsten), som det altid har været fra den lidt hårdhændede, men også meget kærlige tone, der er mellem de tre brødre, hvor det klæder forestillingen at give plads til ikke kun en ung og fanden-i-voldsk Nicolai, der spilles af en debuterende Kristoffer Helmuth, men også til hans to ældre brødre, der spilles af Nikolaj Bjørn-Andersen og Mikkel Kaastrup-Mathew.

De to brødre, der nok er ansvarsfulde voksne, men som også bliver som børn igen i deres forelskelse i de to søstre fra præstegården, der er ligeså forskellige som dag og nat, men begge med omsorg for andre end dem selv fra Emmys (Sofia Nolsøe) hjerte for fattigbørnene juleaften til Andrea Margrethes (Lise Koefoed) omsorg for den gamle klokker, der spilles så mesterligt af Folketeatrets gamle chef Preben Harris.

Men også Sonja Oppenhagen og Kristian Boland er gode som præsteparret, der er havnet på deres rette hylde her i livet, og som forstår at skabe et rum omkring dem, så smilene og juleroserne blomstrer, selv hos ægteparret Ovesen, der spilles med store glimt i øjet af Søren Hauch-Fausbøll og Lisbeth Gajhede.

Endelig er der selvfølgelig også alle de søde nissebørn og deres forældre, der er her og der i flere forskellige roller. Ingen “Nøddebo Præstegaard” uden dem og deres nissetrylleri.

Forestillingens ubetinget største øjeblik er dog, da præstefamilien og deres mange gæster går rundt om det lysende juletræ, mens de synger “Børn og voksne i kærlig krans rundt omkring træet vandre”. Det er så smukt, at ethvert hjerte må smelte, og man bliver juleglad helt ind i sjælen.

Ja, lige dér hæver stykket sig faktisk over sit eget manuskript, som kulisserne hæver sig fra gulvet, så juletræet står der midt i et stjernehav, mens der synges og holdes i hånd hele vejen rundt af alle de mange forskellige personer, der er samlet omkring det strålende juletræ. Præcis som os, der er samlet omkring det, at vi alle lever i Danmark i denne tid, uanset hvem er, hvad vi tjener og hvad vi tror på.

For juletræet midt i stjernehavet er jo mere end et juletræ. Det er selve billedet på, hvad det vil sige at være et samfund, som det er godt at leve i. At det kun er, når vi holder hinanden i hånden og giver plads til dem, der er anderledes end os selv, at vi sammen kan gå rundt og synge. At ingen skal være ude, men alle skal have plads i kredsen.

En mening, der understreges af sangens ord om “ak, om vi kunne føre enhver som er forladt og ene ind under lysenes rigdom her … julens velsignede glæde.”

Det er fællesskabet og det medmenneskelige ansvar, som vi alle har overfor hinanden, der prises i stykkets smukkeste melodi. Det fællesskab, som er under pres i disse år, hvor flere og flere ekskluderes i det danske samfund. Det fællesskab, som vi alle savner og drømmer om kommer tilbage.

Og netop derfor mener Danmarksbloggen, at “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret i disse år er mere end en juletradition. Det er en reminder om, hvad vi skylder hinanden som mennesker. Og  dermed bliver stykket også en høj-aktuel del af den drøm om et reelt velfærdssamfund, som de fleste af os drømmer, både ved juletid og alle andre tider året rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta: “Nøddebo Præstegaard” var oprindelig en roman, der hed “Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard” og var skrevet af Henrik Scharling, der udgav den anonymt i 1862. I 1888 blev romanen omskrevet til et teaterstykke af Elith Reumert og opført på netop Folketeatret.
Melodierne er traditionelle vaudeviller og for det meste genbrug. Fx er “Velkommen, velsignede drenge” oprindeligt en Bellman-vise, Fredman´s Epistel nr. 31. Undtagelsen er julesangen “Børn og voksne i kærlig krans”, som J. P. E. Hartmann satte musik til og Elith Reumert skrev teksten til.
Stykket er også blevet filmatiseret i flere omgange, og især versionen fra 1934 var i årtier en fast juletradition i de danske biografer.
I årets udgave på Folketeatret spiller “Nøddebo Præstegaard” til og med 23. december: http://www.folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%2013-14/Noeddebo.aspx

En ærlig mand sagde sit job op …

Foran den forsamlede danske presse forklarede nu eks-udviklingsminister Christian Friis-Bach i går, hvorfor han efter egen mening ikke længere kunne være minister, men istedet skulle være almindeligt folketingsmedlem.

Hans kollegaer fra alle sider i Folketinget beklagede det skete med henvisning til Christian Friis-Bachs store dygtighed og redelighed.

Danmarksbloggen er enig. Det var en ærlig mand, der i går sagde sit job op. En mand, der til fulde – og næsten mere end det – levede op til det, som det betyder at være minister, nemlig at være folkets tjener og ikke magtens lakaj.

Christian Friis Bachs afdøde far Erik Bach skrev også nedenstående digt om netop magten, som Danmarksbloggen citerede tilbage i marts:

http://danmarksbloggen.dk/?p=334

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker. Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses. Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer, så er det ubestrideligt, at magten korrumperer.

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den, din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Erik Bachs søn Christian Friis Bach levede i den grad op til sin fars ord ved sin handling i går. Han var bevidst om, at magten var til låns – og han ville ikke korrumperes af den, så hellere gå. Og det gjorde han så på grund af noget, der virker som en fejl i embedsværket – men som han mente var hans ansvar.

Det er folk af Christian Friis Bachs støbning, der er brug for i dansk politik. Folk, der tør tage både ansvar og konsekvens fremfor at klæbe til taburetter og formandsposter som fx Lars Løkke gør det.

Skulle Christian Friis Bach en dag blive de radikales formand, har partiet en enestående chance for igen at få en statsminister. Ihvertfald hvis det står til vælgerne. For selv dem, der normalt ikke stemmer radikalt eller måske slet ikke stemmer på grund af politikerlede, vil kunne finde på at stemme på denne ærlige mand.

Danmarksbloggen håber, at Christian Friis Bach får et comeback … og at der kommer flere af hans slags på Christiansborg. Danmark har brug for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Landspolitikerne kan lære meget af kommunalpolitikerne

Kommunalvalget er forbi, borgmesterposterne fordelt, og nu kan medlemmerne af landets byråd og kommunalbestyrelser starte deres arbejde i et land, der er blevet både mere rødt og mere blåt.

Men hvordan kan et land blive både mere blåt og mere rødt på samme tid?

Ja, Danmark kan efter tirsdagens kommunalvalg, hvor Venstre generelt gik frem, mens Socialdemokratiet stadig er det største kommunale parti og stadig har borgmesterposterne i de fire store byer. Hvor fløjene i dansk politik blev styrket, idet både Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde rigtig gode valg.

Analytikere har været ude at tale om røde storby-øer præget af vækst omgivet af det blå udkants-hav, der tilsvarende er kendetegnet ved tilbagegang.

Det er efter Danmarksbloggens mening at stramme analysen til et niveau, hvor den ikke kan bære. I Odense vandt socialdemokraterne således med en meget lille margen, og også i hovedstaden fik de liberale et godt valg, mens et klassisk Venstre- og yderområde som Holsterbro blev socialdemokratisk.

Det giver heller ikke mening at tale om de højtuddannede storbymennesker som værende venstre-orienterede, idet mange af dem stemmer på partier som Venstre og Liberal Alliance. På samme måde er det heller ikke alle, der bor på landet, som stemmer Venstre eller Dansk Folkeparti. En borgmester som SF´s Mette Touborg gik for eksempel stik imod landstendensen, da hun i Lejre, som ellers er klassisk Venstre-område, fik en trejdedel af stemmerne.

Men uanset hvem der vandt – og hvordan konstitueringen foregik, så starter nu arbejdet ude i kommunerne – og her spiller rød, blå, grøn eller regnbuefarvet sjældent samme rolle, som det gør landspolitisk. Lokalpolitik er mere praktisk, mere pragmatisk og drejer sig om at løse konkrete problemer for de borgere, som er lige udenfor rådhuset.

Det drejer sig om nærhed og evnen til at gå på kompromis.

Dén del med samarbejdet og viljen til en fælles løsning kunne landspolitikerne, både de blå og de røde, lære meget af. For politik bliver vedkommende, når mennesker kan sætte det, der siges og besluttes af politikerne, i relation til dem selv og deres eget liv. Og netop dét efterspørger mange vælgere af politikerne inde på Christiansborg.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre samtlige partier på Christiansborg til at tænke mere på konkrete forhold og løsninger end på strategi og politisk spin, både generelt men især i forhold til den finanslov, der snart skal vedtages.

For dén finanslov er vores allesammens husholdningsbudget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og sådan gik det Lise Lotte Møller …

I går var en stor sejr for demokratiet i Danmark. 71,9% af alle danskere stemte nemlig ved kommunal- og regionsvalget. Tallet for fire år siden var 65,8% – og ikke siden 2001 har så mange stemt ved de lokale valg, som de gjorde i går.

Danmarksbloggen har i de sidste to uger fulgt formand for socialdemokraterne i Vordingborg kommune Lise Lotte Møller i hendes kamp for at blive valgt til kommunalbestyrelsen.

Men helt indtil for få minutter siden var det endnu uklart, om hun var blevet valgt ind eller ej, da få stemmer skilte hende og to andre fra det sidste og ottende socialdemokratiske mandat i Vordingborg kommune. Men nu efter en fintælling ligger resultatet endelig klart.

Lise Lotte Møller kom ikke ind.

Hvad så nu?
“Ja, jeg har ikke tænkt mig at give op. Jeg kæmper videre – og stiller op igen næste gang, hvor jeg er sikker på, at vi i Socialdemokratiet får et godt valg. For selvom vi fik ligeså mange mandater som sidst, så tabte vi alligevel borgmesterposten til Venstre, som fik flere stemmer denne gang – samt at SF fik færre. Men vi vinder både borgmesterposten og flertallet tilbage igen om fire år. Dét er jeg sikker på,” siger hun til Danmarksbloggen.

Danmarksbloggen ønsker held og lykke med kampen til både Lise Lotte Møller og alle andre, der uanset om de kom ind eller ej, vil bruge deres tid på at kæmpe for et Danmark, hvor der er plads til mennesker.

Et Danmark, hvor vi er fælles om sagerne, hvor vi tager hensyn til hinanden. For kun sådan har vi hver især – og Danmark som land – en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen venter stadig …

Danmarksbloggen har ikke noget større ønske end at fortælle jer, hvordan det gik med Lise Lotte Møller ved gårsdagens kommunalvalg.

Men vi kommer til at trække spændingen lidt endnu, da en fintælling i disse timer afgører, hvorvidt hun kommer ind eller ej.

Danmarksbloggen vender tilbage, når vi ved mere.

I mellemtiden vil vi dog lykønske Danmark med et valg, hvor rigtig mange stemte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lise Lotte Møllers valgdag

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så er det idag, at vi skal stemme til kommunalbestyrelse/byråd/borgerrepræsentation og regionerne. Det er med andre ord en af demokratiets helt store dage.

En dag, hvor det er vigtigt at huske, at et demokrati kun er et demokrati, så længe vi opfører os derefter og deltager i debatter, møder og så videre. Men også og især at demokratiet både starter og slutter med at afgive sin stemme, når der er valg.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vender imorgen tilbage med svaret på, om Lise Lotte Møller kom ind i kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Danmarksbloggen har spurgt Lise Lotte Møller om hendes valgdag.

Hvad skal du lave på valgdagen?
“Jeg skal tilbringe dagen på Bogø, hvor jeg er valgformand. Dér må man selvfølgelig ikke agitere. Men jeg har ALTID været tilforordnet, lige siden jeg var 18 år. Pånær altså ét enkelt valg, hvor jeg var i Ecuador. Men da brevstemte jeg på Poul Nyrup Rasmussen. Det var jeg meget stolt af. Hvis jeg havde været hjemme, havde jeg ikke kunne stemme på ham, da han ikke stillede op i min valgkreds. Men det kunne jeg, når jeg stemte fra udlandet.”

Hvad så når stemmelokalerne lukker?
“
Når valget er slut, og vi har talt op – uha, det bliver spændende – så kører jeg til Vordingborg, hvor alle partier er samlet til fælles valgcafé. Og her er forhandlingerne startet, når jeg kommer. Men selvfølgelig bliver der ikke meget at forhandle om. Vores borgmesterkandidat Martin (Leider Olsen, red.) står som den klare vinder, og vi skal bare fordele de andre poster :-).”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dagen før dagen for Lise Lotte Møller – også på Facebook

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så er det dagen før dagen for Lise Lotte Møller og alle de andre, der stiller op til kommunalvalget – og spændingen hos kandidaterne er formentlig af samme gigantstørrelse som hos de børn, der allerede nu er igang med at tælle ned til juleaften.

Forskellen er selvfølgelig blot, at hvor børnene kan være nogenlunde sikre på at få en julegave, ved kandidaterne ikke om de får stemmer nok til at komme ind.

Danmarksbloggen spurgte Lise Lotte Møller, hvordan hun vurderer hendes chancer – og hvad hun skal skal lave idag.

“Jeg tror, at jeg har en rigtig god chance for at komme ind. Alle kræfter sættes ihvertfald ind idag, hvor vi fra den helt årle morgen delte snegle ud på Møn-broen, og hvor jeg fortsætter dagen igennem med forskellige ting.”

Allerede nu (ved 8-tiden) kan man se billeder af morgendagens uddeling af snegle på Lise Lotte Møllers Facebook-side:

https://www.facebook.com/#!/liselotte.moller?fref=ts

Her kan man også se, at hun har været særdeles aktiv både fysisk og på den digitale front weekenden igennem. Danmarksbloggen bringer her et udpluk af statusser fra den forgangne weekend:

Fra lørdag d. 16. november:
“I dag er vi i Vordingborg – kom og få en rød pølse og en god rød politisk snak på Stentorvet.”

“Vi maler byen RØD igen – i dag i Vordingborg. Kom og få en god rød snak – hvor vores kandidat til Regionen Peter Madsen vil være til stede, sammen med vores kommende borgmester Martin Leider Olsen .
Vi serverer røde pølser på Stentorvet fra kl. 11.00.”

“Gang i Stentorvet – kom frisk — sammen med Kaare Dybvad.”

“Roser på vej til flere døre her på Bogø.”

Fra søndag d. 17. november:
“Rød til Vordingborg – men intet er sikkert før det sidste kryds er sat.
Så kom til et valgsted nær dig på tirsdag og sæt dit røde kryds :-)”

Samt et opslag om, hvorfor der skal stemmes på Lise Lotte Møller, hvor hun lover at indføre natbusser til de unge, så de ikke skal køre spirituskørsel hjem fra byen, at ældre og handicappede billigt skal kunne komme til Stege og handle, hurtigt internet og god mobildækning, fri parkering i Stege samt en god folkeskole.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Synlighed er alfa og omega for Lise Lotte Møller

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Valgkampen er gået ind i sin sidste, hektiske fase – også for Lise Lotte Møller, som bruger weekenden på at tale med vælgerne, samtidig med at hun deler roser, pølser og brochurer ud, både alene og sammen med hendes partikammerater, blandt andet socialdemokraternes borgmester-kandidat Martin Leider Olsen.

For det drejer sig om at være synlig, så vælgerne ved, hvem de skal stemme på. Sammen med sin mand har hun derfor også været ude og sætte endnu flere valgplakater op.

Danmarksbloggen har spugt Lise Lotte Møller, hvordan hun vil gribe de sidste valgkamps-dage an – og hvilke emner, som hun vil bruge krudt på.

Hvilke emner vil du sætte fokus på her til sidst i valgkampen?
Befolkningsvækst er et meget vigtigt emne. Vi skal have vækst i Vordingborg kommune, og alle vil gerne have børnefamilierne til kommunen. Men jeg tænker om ikke det istedet er en bedre idé at tiltrække 60-årige med god pension. I modsætning til de travle børnefamilier har mennesker, der er 60+, også tid til at være frivillige – og da vi lever længere idag, varer det mange år, før de ”koster penge”.

Derudover skal vi gøre forholdene bedre for de mange virksomheder, som vi allerede har. Der er således over 2000 mikro-virksomheder i Vordingborg kommune. Så tænk, hvad det kunne betyde for Vordingborg kommune, hvis bare halvdelen af dem forbedrede deres økonomi og ansatte en person i deres lille firma.

Hvor vigtigt er det at være 100% synlig her til sidst i valgkampen?
Jeg tror, at det er meget vigtigt. Det er også derfor, at vi har sat flere plakater op. Der bliver lagt ekstra mærke til de plakater, der bliver sat op nu – fremfor at alle sætter op på samme tid.

Og hvor vil du være synlig henne?
Ude på gader og stræder. Folk har mange spørgsmål nu. De vil gerne vide, hvorfor de skal stemme på lige præcis mig. Så det svarer jeg på efter bedste evne. Jeg bliver især spurgt om cykelstier, vindmøller og internet.

Har du kræfter til en ekstra slutspurt – og gemmer du på en kanin?
Energien er der – helt sikkert. Jeg kører nærmest på Duracell-batterier, føles det somom 🙂 . Og en kanin? Tja, det kunne være dejligt!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk