De danske ligegyldigheder

Danmarksbloggen undrer sig her på årsdagen for terror-angrebet på Charlie Hebdo.

Krigen raser for fuld styrke i Mellemøsten, hvor en ny konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien truer med at kaste endnu mere brænde på et bål, der i forvejen blusser voldsomt flere steder i regionen. Flygtningestrømmen til Europa er som en konsekvens deraf enorm. Europa lukker sig i højrenationalistisk selvtilstrækkelighed. Internt i Europa er der afbrændinger af flygtningecentre, umenneskelige flygtningelejre, terror-angreb og senest sex-overfaldet på 100 tyske kvinder i Köln.

Det er med andre ord alvor det her. Vores del af verden har ikke været så farligt et sted siden 2. Verdenskrig. Der skal handles – og vises lederskab og medmenneskelighed, men også at vi står fast på friheds- og demokrati-rettighederne.

Og hvad bekymrer danskerne sig så om? Jo, nogle af de mest læste artikler i de seneste dage har handlet om fx en forarget kunde, der brokkede sig over en dansk webshop, der gav hende et arrogant svar på en henvendelse. Andre om hvorvidt tv-serien ”Badehotellet” minder om national-ikonet ”Matador” eller ej. Sagen om prinsgemalen kan også stadig hidse folk mere op end det burde kunne, at en 81-årig går på pension. Overtroen er også populær i form af artikler om den nu afdøde bulgarske spåkone, der kom med så uendelig mange profetier, at nogle af dem måtte gå i opfyldelse. Nå, ja – og så selvfølgelig artikler og tv-indslag om sneen, som ret beset er noget, der i hvert fald nogle år endnu kan forventes i Danmark om vinteren.

Vorherre til hest!!!! Verden brænder – og danskerne bekymrer sig om ligegyldigheder.

Det er historien om erstatningskaffen og de manglende bananer fra 2. Verdenskrig om igen. Men ved I hvad? Denne gang slipper Danmark ikke ligeså let igennem, medmindre vi dropper navlepilleriet og får skeen i den anden hånd og træder ud på verdensscenen og tager vores ansvar – og det gælder både politikerne og os almindelige danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uartige lønstigninger

Normalt gider Danmarksbloggen ikke beskæftige sig med Jantelovs-prægede emner som fx politikernes lønninger – men ingen regler uden undtagelse.

Vederlagskommsionen er nu kommet med deres anbefalinger, hvor overskriften er: Den, der meget har, skal meget gives. Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/klaekkelig-loenstigning-paa-vej-til-folketinget-samt-ministre-og-borgmestre

For i en tid, hvor alt og alle i samfundet (minus overklassen) får at vide, at der skal skæres ned, at der skal spares og økonomiseres, så står folketingsmedlemmer og ministre til en lønstigning på 15% – og borgmestre på hele 30%.

Det er faktisk uanstændigt – ja uartigt for nu at bruge et gammeldags udtryk.

Danmarksbloggen erkender fuldt ud det store arbejde, som i hvert fald en del politikere udfører – men at være folkevalgt er i sig selv så stor en ære, at det burde bære en del af lønnen i sig selv.

Og ja, det lyder OGSÅ gammeldags. Men det er ikke desto mindre sandt, at det burde fylde de folkevalgte med i hvert fald en form for ærefrygt at skulle være dem, der bestemmer i Danmark.

Det gør det så ikke – i stedet tænkes der kun på, hvor meget man selv kan skrabe til sig. Det er ynkeligt – og det øger såvel politikerleden som det udhuler troen på demokratiet.

Og det hjælper ihvertfald slet ikke de svageste grupper, som er de mennesker, som dem med magt, burde passe allermest på.

For et samfunds godhed kan bedømmes på, hvordan det tager sig af sine svage og udsatte, og her er det mere end dårlig stil, når de magtfulde rager til sig på bekostning af især gamle, syge, børn, arbejdsløse og andre, der har svært. Det er uartigt!!!!

Tilføjelse kl. 13.20: Støt også underskriftsindsamlingen: http://www.skrivunder.net/stop_folketingspolitikeres_og_borgmestres_urimelige_lonforhojelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det gamle sorte: Medmenneskelighed

At sige at grænsekontrollerne er den store nyhed i disse dage er en underdrivelse. Sagen fylder hele mediebilledet.

Desværre beskrives sagen ikke særlig nuanceret. Den handler i medier og hos politikere primært om 1) Hvordan kan vi undgå flygtninge og 2) Hvor besværligt og dårligt er grænsekontrol for bevægelighed og integration – altså den i Øresundsregionen og den ved den tyske grænse, ikke den af flygtninge.

Danmarksbloggen tænker: Man kunne også anlægge den menneskelige vinkel, som det hedder i mediesprog. Det er sådan en vinkel, hvor man fokuserer på, hvad der sker med de stakkels mennesker, som er flygtet fra krig og gru.

Men den vinkel er åbenbart gammeldags, det gamle sort.

Danmarksbloggen vil dog anføre, at det menneskesyn, som vokser frem i Europa i øjeblikket, er endnu mere sort, kulsort faktisk …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fort Danmark er en realitet

Løkke – som talte om godhed og om at passe på Danmark i sin nytårstale – er igang med det længe ventede pressemøde, hvor han som ventet annoncerede, at der nu kommer grænsekontrol til Tyskland.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Det måtte komme. Grænsekontrollerne vil sprede sig ned igennem Europa. Fort Europa er ved at blive bygget. Fort Danmark er en realitet.

NU lukker vi os for alvor her i Europa. Desværre. For nok kan vi ikke hjælpe alle – og en tilstrømning til Europa på over en million mennesker om året er nok også for mange. MEN – for der er et stort MEN.

Det du´r ikke udelukkende at lukke grænserne. Det eneste, der for alvor batter, er at sikre fred i Mellemøsten – og på længere sigt lave en Marshall-plan – og på kortere sigt at give flygtningene ordentlige levevilkår i nærområderne. Men det sker ikke. Tværtimod så skar man halvdelen af hjælpen væk – og dét satte den store flygtningestrøm i gang for snart et år siden. Den strøm, som mange europæere vil have stoppet – og som udfordrer og viser, hvad vi er gjort af rent menneskeligt.

For nok lukkes de fysiske grænser nu – ihvertfald stikprøve-vis – men de mentale må holdes åbne og varme. Ellers er vi for alvor fortabte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Danmarksbloggen drømte om, at Dronningens nytårstale ville skabe præcedens for årets andre nytårstaler – således at også statsministerens nytårstale ville indeholde en opsigtsvækkende meddelelse som fx at der skulle udskrives valg til folketinget. Det ville i øvrigt have været passende, når man betænker regeringens manglende opbakning.

Men dét skete selvfølgelig ikke. Løkke og co. klæber til taburetterne – og Løkkes ord var præcise, hvad man kunne forvente.

De handlede om skattelettelser – og om at kunne skelne mellem realisme og idealisme, som i Løkkes version handler om at beholde pengene i Danmark – og i de riges lommer.

For i Løkkes virkelighed kan man ikke omfordele goderne, så dem, der har, skal give til dem, der ikke har. Tværtimod skal velfærd på den ene side og flygtninge på den anden kæmpe om stadig færre midler i V-regeringens menneskefjendske arena.

Klima og miljø, som også er et stedbarn i blå blok, havde det dog endnu værre end medmenneskelighed og humanisme. Det blev slet ikke nævnt.

Til gengæld blev det til en masse uforpligtende ord fra Løkkes side om danskerne som generøse, frisindede og optaget af ligeværd med mere – men altså ingen konkrete politiske meldinger og bud fra en Løkke, der prøvede at spille rollen som landsfader. Men som virkede som en hund i et spil kegler, selvom han ikke fumlede med papirerne, som Dronningen gjorde det.

Det samlede billede af Løkke og hans nytårstale er derfor en statsminister, der ikke er interesseret i at gøre noget reelt for fællesskabet, og som ikke formåede at vise hverken lederskab eller visioner.

Danmarksbloggen giver derfor Løkkes nytårstale ét enkelt ud af seks glas fulde af den Rosenborg-vin, som Løkke mente, at det altid var en fornøjelse at drikke, som statsministeren selv udtalte det, inden han gik ind til nytårstaflet på Amalienborg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Så var vi der igen, hvor byen sydede af lys og lyd fra raketter og andet fyrværkeri … og hvor danskerne samledes foran tv-skærmene for at høre Dronningens nytårstale, inden nytårsmiddagen skulle indtages.

Når tingene er, som de plejer at være, kalder vi det for en tradition – og den slags kan de fleste godt lide. I år var Dronningens nytårstale så ikke en af de sædvanlige.

Slet ikke. Tværtimod faktisk. Dronningen fortalte, at prinsgemalen går på pension. Han blev derfor også takket for lang og tro tjeneste af hustruen.

Manden er over 80 år, så det var vel også på tide, kunne man anføre – også selvom der ikke er tradition for, at kongelige går på pension. De kongelige bliver normalt på pinden til de falder af – og det regner Dronningen også selv med at gøre, hvilket Danmarksbloggen billiger. For næste genereration er – trods at de går mod de 50 år – ikke helt modne endnu.

Eller også er de nødt til at blive det. For Dronningen nævnte en ting mere, som nok bliver glemt nu, men som egentlig er mere spændende end at Prinsgemalen går på pension.

Nemlig den med at vi ikke skal være så bange for at fejle – eller for at leve. At vi skal turde – og at det ikke gør noget at slå sig lidt undervejs. Heller ikke når det er vores elskede børn, der gør det. For livet skal leves – og erfares, og det gøres bedst, når man gør det selv – og med tanke på fællesskabet.

Danmarksbloggen er enig. Vi må ikke blive så optagede af os selv og vores eget, at vi glemmer alle andre. Vi er alle små hjul i det store hele, der hedder fællesskabet – og vi skal leve både med mod og med humør … også og måske især i denne terror-tid.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks kongekroner for Dronningens Nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Nytårstale

I takt med at man bliver ældre, ønsker man sig i reglen mindre og mindre for de kommende 12 måneder, men ikke i år.

I år må undertegnede indrømme, at ønskesedlen er længere end den har været meget længe.

Jeg ønsker mig:

1)      Bedre sociale forhold i Danmark

2)      Plads til mennesker i Danmark

3)      Plads til fællesskab og solidaritet

4)      At der tages vare på miljø, natur og kyster

5)      Bedre uddannelser og mere fri forskning

6)      Mere kultur

Eller sagt kort: At V-regeringen går af – og erstattes af en ny regering, som vil mennesker, fællesskab, kultur, natur og solidaritet. Alt det, der for alvor gør Danmark stort og dejligt – og dansk og rigt. For det, som er godt for det enkelte menneske, er også godt for samfundet.

Vi bliver nemlig fattige af skattelettelser, social ulighed og rovdrift på naturen – men vi bliver rige af solidaritet, social lighed og en satsning på grønne arbejdspladser og bæredygtighed.

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Systematik i ødelæggelsen af Danmark

Nytåret sig nærmer – og dermed også Dronningens og statsministerens nytårstaler. Taler, som gerne skal løfte sig lidt højere op end det hverdagsagtige – og som for især statsministerens vedkommende skal handle om politiske visioner og ideer.

Og her er det så, at Danmarksbloggen tvivler på, at det kommer til at ske. For den nuværende regering glimrer netop ved 1) at ødelægge det danske samfund både socialt, økonomisk, erhvervsmæssigt og miljømæssigt og ved 2) ikke at udvise noget som helst lederskab.

Eller som professor Steen Hildebrandt skrev det på sin blog på ”Mandag Morgen” kort før jul:

“Det er deprimerende at tænke på, hvor megen skade regeringen allerede har skabt i Danmark på blot et halvt år. Man må dog indrømme: Der har været en imponerende systematik i indsatsen, og det skaber et skrækscenarie for de kommende år. Det kortsigtede, visionsløse og ikke-bæredygtige er en systematik for regeringen.” Citat slut

Læs hele indlægget her: https://www.mm.dk/blog/halvt-aar-sort-regering-%E2%80%93-er-socialdemokraterne

En imponerende systematik i indsatsen – i ødelæggelsen af Danmark. Den dygtige professor er spot-on i sin beskrivelse. Dét er slemt og mere skrækindjagende end de mest onde af de ånder, som vores forfædre frygtede, lå på lur her ved nytårstide.

For et spøgelse kan ikke gøre fortræd. Det er kun de levende, der kan gøre fortræd. Det kan de så også. Og den nuværende regering gør Danmark og danskerne fortræd med en grundighed og en systematik som aldrig set før.

Læs også Danmarksbloggens indlæg fra sidste uge om fjendebilledet, der har krigen i sig: http://danmarksbloggen.dk/?p=7868

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et tabu at være fattig

Er det et tabu for den enkelte at være fattig? Desværre ja, men det burde det ikke være. Der er desuden så mange fattige i Danmark, at det forlængst burde være helt naturligt at stille sig op og sige: Ja, jeg er fattig.

Men det er det ikke.

Danmarks fattige – som der bliver flere og flere af i et samfund, der ellers bliver rigere og rigere – sniger sig stadig langs husmurene, flove over deres slidte tøj og udtrådte sko – og over ikke at kunne give deres børn de mobiler og de biograf-billetter, som for alle andre er en selvfølge. For slet ikke at tale om at stadig flere ikke har penge til nødvendig medicin, tandlæge og tre, sunde måltider hver dag – hele måneden.

Den danske regering og deres meningsfæller derimod har ikke nogen problemer med, at der findes fattige i Danmark – og at tallet er stigende. Tværtimod så sparker de blå godt og grundigt nedad og siger, at det er folks egen skyld, når de er fattige. De kunne jo bare udvise lidt initiativ.

Danmarksbloggen er så desværre ikke overrasket – denne umenneskelighed er business as usual hos de blå. Så den kan man forvente. Det værste er, at uhyrlighederne får lov til at passere uanfægtet hos de fleste.

For det er mennesker, som vi taler om. Levende mennesker af kød og blod, børn og voksne, som skubbes udenfor af samfundets blå bøller, som gør det til noget skamfuldt at være fattig.

Men det er det ikke. Det er derimod skamfuldt at behandle andre mennesker som de blå gør det. Deri lægger det virkelige tabu: At man – som de blå – synes, at det er okay at gøre forskel på folk. At der er mennesker i Danmark, der er så fattige, at de ikke har råd til de basale ting, mens de rigeste bliver rigere og rigere år for år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre svigter sin egen Danmarks-kanon

Nu vil regeringen – med kulturminister Bertel Haarder i spidsen for projektet – have en Danmarkskanon. Sådan en som definerer, hvad det vil sige at være dansk, hvad der betyder noget i Danmark.

Haarder nævner selv andelsbevægelsen, kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen og højskolebevægelsen som eksempler på noget, der er klassisk dansk.

Danmarksbloggen er helt enig med Haarder. De fire nævnte bevægelser ER typisk danske, idet de alle handler om fællesskab, om at de stærke hjælper de svage, om oplysning og alt andet, der samler og skaber et godt og solidarisk samfund.

Danmarksbloggen kan så også konkludere, at den nuværende regering – som altså vil skabe en Danmarkskanon – overhovedet ikke er dansk i sin egen betydning af ordet. For den nuværende regering gør ingenting for at fremme oplysning, sammenhold og fællesskab.

Tværtimod så er enhver af den nuværende regerings beslutninger dikteret af en hidtil uset egoisme, sparken-nedad og leflen for junglesamfundet – og det ville klæde en ellers intelligent mand som Bertel Haarder at anerkende og tage afstand fra dette.

Ja, Haarder er i bund og grund nødt til at forsage sin egen regering, hvis ikke hans Danmarkskanon skal ende som ord ligeså tomme og hule som de forsikringer om at passe på velfærden, som hans formand Lars Løkke kom med i valgkampen i sommers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk