Karakterer? Nej

Karakterkravet til de gymnasielle uddannelser diskuteres heftigt. Skal det være på 2 – eller 4 – eller 7?

Danmarkbloggen vil foreslå helt at droppe karakterkravet. Ikke kun til de gymnasielle uddannelser, men også til de videregående uddannelser.

Istedet skal der indføres adgangsprøver lidt a la dem, som man havde på de videregående studier i gamle dage, hvor alle med en studentereksamen kunne melde sig ind på fx lægestudiet. Men for at få lov til at fortsætte, skulle man bestå en endelig adgangsprøve efter en tid.

Det var en genial metode, der sikrede, at kun dem, som reelt var interesseret i studiet – og som egnede sig til faget – fortsatte. For der er jo ingen, der kan bevise, at man bliver en god læge, bare fordi man er dygtig til matematik, fysik og kemi, vel?

Tværtimod kom nogle af de senere top-medicinere med en dårlig studentereksamen, men en glødende interesse for lægestudiet. Så nej, karakterer er langtfra alt. Interesse – og personlig dannelse – er også vigtig, ja vigtigere, når vi taler om at skabe hele mennesker og et godt samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Metro fucked … terror?

Sms´erne tikkede ind her til morgen …

Først til datteren fra hendes klassekammerat, som hun pt. laver projekt med, om at denne ville komme for sent i skole, da metroen var fucked … for nu at blive i teenage-sproget.

Senere fra manden på vej på arbejde … hvor han konkluderede, at han hellere ville gå de 4 km, der er mellem hjem og arbejde – eller tage en bus, end han ville vente på en metro, der ikke kørte pga tekniske problemer.

For selvfølgelig var det bare – som sædvanlig – en teknisk fejl, der havde stoppet metroen i København mandag morgen.

Men i disse tider – og især i myldretiden – tænker man hurtigt TERROR. Og det er det virkeligt skræmmende. For nok lever vi vores liv, som vi altid har gjort – og det skal vi også.

Men lige under overfladen lurer bevidstheden om, at terrorens død og ødelæggelse når som helst kan ramme os. Og det gør ikke noget godt for nogen af os … tværtimod så er dén bevidsthed med til at forgifte vores sind og vores hverdag, hvis ikke vi er opmærksomme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når ateister missionerer

Det er faktisk lidt spøjst. I de seneste uger har Ateistisk Selskab kørt en omfattende kampagne, hvor de opfordrer danskerne til at melde sig ud af Folkekirken, hvilket 5000 også har gjort.

Kampagnen har altså virket, og det er jo fint nok, set med Ateistisk Selskabs øjne.

For Danmarksbloggen er det derimod paradoksalt at en forening, der er imod religion, selv bruger mission i sin kampagne. For der er unægteligt noget missionerende over en kampagne, der prøver at grovhøste medlemmer fra en anden klub end ens egen.

Danmarksbloggen vil ikke forholde sig til om – og i så fald hvad den enkelte skal tro på. Det er 100% den enkeltes egen sag, om man tror på en af de mange versioner af Gud, sig selv, astrologien – eller for den sags skyld bussemanden.

Til gengæld ønsker Danmarksbloggen, at tolerancen var større, således så man – uanset om man selv tror eller ikke-tror – lader andre mennesker i fred med deres tro/ikke-tro.

Vi behøver nemlig ikke mission. Vi kan godt selv finde ud af, hvad vi tror/ikke tror på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

39.000 milliarder kroner

Universets stjerner og planeter er uendelige i deres antal.

Det samme kan siges om de 39.000 milliarder kroner, som det vurderes, at der er gemt i skattely rundt omkring på kloden.

39.000 milliarder er et tal, som man ikke kan rumme. Det kaldes også for små 40 billioner – uden at det dog gør forståelsen nemmere.

MEN til sammenligning kan siges, at Danmarks BNP i 2013 var på 1.858 mia. kr. – altså cirka en tyvendedel. Så: Globalt set gemmes der ti gange så mange penge i skattely, som hele Danmark producerer varer og ydelser for i et helt år. 

Det er absurd.

En dansk forsker vurderer, at danskere har et sted mellem 100 til 150 milliarder kroner i skattely. Penge, som vores velfærdssamfund har hårdt brug for – og som vi pt. snydes for, fordi rige mennesker ikke vil bidrage til fællesskabet, men kun skrabe til sig på andres bekostning.

Læs mere her: https://www.e-conomic.dk/regnskabsprogram/ordbog/bnp

Og her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-04-13-forsker-39000-milliarder-kroner-er-gemt-i-skattely

Nu må folkestyret på banen. Gårsdagens høring af bankerne var fin. Men den skal følges op af lovgivning, ligeså hurtig og konsekvent som da det drejede sig om at sparke til dem, der allerede lægger ned, nemlig kontanthjælpsmodtagerne og flygtningene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En moral i frit fald

En skatteminister, der taler om skatte-flygtninge og om at give skatte-snyderne frit lejde …
En beskæftigelsesminister, der uden problemer kaster mere end 30.000 mennesker ud i fattigdom for MÅSKE så at kunne skabe 700 jobs …
En miljøminister, der synes, at det er en gevinst, at landmændene igen kan pløje HELT ud til kanten, selvom det betyder, at miljøet smadres …
En integrationsminister, der reelt ikke ønsker integration, men placerer traumatiserede mennesker i teltlejre …
Og sidst, men ikke mindst: En statsminister, der ikke kan kende forskel på sit og statens, men som til gengæld ikke er bange for at true sig til at få sin vilje …

Og sådan kunne man blive ved. Den nuværende Venstre-regering er en regering, hvor moralen er i frit fald – væk fra alt der er menneskeligt og medmenneskeligt – og henimod det umenneskelige …

Det er rystende – og det eneste værre er, at der findes to partier, som på hver deres måde er endnu mere umenneskelige – nemlig de fremmedfjendske bangebukse i Dansk Folkeparti og de pengegriske egoister i Liberal Alliance.

Moralen er i frit fald … vi må stå imod …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Paradoksale panda´er

I går kom det frem, at Danmark til næste år vil modtage to panda´er fra Kina. Det er en sjælden ære, og Danmark bliver det kun femte land i Europa, der kan prale med at have panda´er i en af sine zoologiske haver.

Danmarksbloggen synes så også, at det er paradoksalt, at lige Danmark skal have panda-æren.

For panda´en – den lille sort-hvide og meget nuttede bjørn – er som bekendt Verdensnaturfondens symbol, og hvad er det nu, Verdensnaturfonden arbejder med? Jo, at redde verdens dyr – og især de truede dyrearter.

Og her går udviklingen i Danmark pt. den stik modsatte vej. Venstres såkaldte miljøpakke er nemlig godt i gang med at ødelægge den danske natur, som vi ellers møjsommeligt har fået genopbygget over de seneste årtier.

Så måske skulle de to panda´er bare blive i Kina – eller også skulle vi smide V-regeringen og deres ødelæggende politik på porten og genindføre den grønne menneske- og dyrevenlige politik.

Vi kan lige nå det, inden panda´erne kommer. Panda´er, som allerede har et navn, når de lander i Danmark. For ellers kunne de have heddet Yin og Yang.

Både som en hyldest til deres kinesiske fødeland – og den filosofi-arv, som vi har derfra. Og fordi livet grundlæggende handler om at forstå, at universet og livet består af både mørke og lys, det maskuline og det feminine, at der er en tid til at så og en anden til at høste – og at vi skal passe på vores jord og dens ressourcer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark ud af EU? JA – og NEJ

Skal Danmark følge Storbritannien, hvis det bliver et nej til at blive i EU, når briterne skal til afstemning om EU-medlemskabet d. 23. juni?

Et flertal af danskere mener, at vi skal vente og se. Læs mere her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/maaling-overrasker-engell-saa-mange-er-klar-til-at-forlade-eu/6031490?ref=lokalavisen

Danmarksbloggen er derimod “politiker-klar i mælet” og mener JA og NEJ.

JA til at vi skal forlade det overstatslige magt-apparat, som EU har udviklet sig til. Men
NEJ til at vi skal forlade dén garant for fred og frihed i Europa, som EU startede som – og som det vel kan blive igen – med altså nogle andre politikere ved roret, både i Bruxelles og i de hjemlige parlamenter.

For vejen frem i Europa – og i resten af verden – er og bliver samarbejde. Men EU i den nuværende form er en kolos på lerfødder uden beslutningsevne og handlekraft – og uden kontakt med de befolkninger, som systemet til syvende og sidst er sat i verden for at tjene – og ikke omvendt.

Men sådan ser det nuværende EU-system ikke på sagerne. I stedet ødelægger de nuværende politikere med deres grådige magt-arrogance det sammenhold, der trods alt voksede frem i Europa, indtil det gik galt i 80´erne/90´erne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det ulmer – også – i Danmark

Forleden var der et indslag på DR omkring, hvordan det ulmer i Sverige, hvor der har været mere end 50 forsøgte mordbrande på asylcentre – og hvor medier og myndigheder har mørkelagt sager om udlændinge, der har forulempet unge kvinder og piger til rockkoncerter og i svømmehaller.

Korrespondenten mente derfor også, at det måske blot var et spørgsmål om (kort) tid, før der ville ske slemme ting og sager … i vores broderland vel at mærke. Den endelige konklusionen på indslaget var nemlig, at så slemt er det jo heldigvis ikke i Danmark.

Danmarksbloggen kender dele af Sverige ret godt, blandt andet Malmø-området og Stockholm-området, og ja, der er store problemer med visse boligområder i og især omkring de to byer (samt i Göteborg og andre steder). Steder, hvor der findes parallelsamfund, præcis som dem som vi kender fra Gjellerup, Tingbjerg, Mjølnerparken, Kokkedal, Vollsmose osv.

Men at hævde at det ulmer mere i Sverige end i Danmark er en påstand taget ligeså meget ud af det blå som de der såkaldte private “vagtværn” som fx Soliders of Odin, der hævder, at de vil “beskytte danskerne”, men som ikke er andet end en flok bøller og voldsmænd.

Så jo, fremmedhadet, hadet mod Vesten, volden – og krigen – ulmer ligeså meget i Danmark, hvad gårsdagens anholdelser af fire i Danmark boende mænd mistænkt for at være hvervet af IS også viser.

Og truslen mod samfundet kommer fra BÅDE fundamentalistiske muslimer og den hvide højrefløj. Begge grupper lever i en formørket verden, hvor volden er et accepteret middel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal du skifte bank?

Panama-krisen får mange til at overveje at droppe Nordea. Men måske skal man lige holde hestene et øjeblik, inden man evt. river Dankortet i stykker.

For hvor finder man en bank med moralen i orden? De fleste banker optræder nemlig fra tid til anden i historier, der tyder på en blakket moral og en flosset etik, hvor pengene til hver en tid kommer før end menneskene.

Danmarksbloggen vil derfor heller ikke anbefale brug af nogen bestemte banker. Det ligger ikke i Danmarksbloggens regi – og Danmarksbloggen ved heller ikke nok om økonomi til at gøre det.

Danmarksbloggen vil dog anbefale, at man tænker sig om, når man vælger bank. For det du´r jo ikke udelukkende at vælge sin bank med hjertet, hvis den samme bank er i så elendig en økonomisk forfatning, at man risikerer at miste sine sparepenge, som fx kunderne i Roskilde Bank gjorde det.

Tjek derfor risikovurderingen af din bank ud – og husk, at pengeinstitutter med et risikoindeks højere end 450 kan være udsatte og behæftet med en risiko, som bør give kunder og investorer anledning til at holde et vågnet øje med disse institutter:

https://www.banken.gl/media/334200/Risikovurdering-2014-tabel-2-.pdf

Læs også hvad Forbrugerrådet via sit blad Tænk siger om bankkrak og god bankskik: http://taenk.dk/gode-raad/bankkrak-hvis-din-bank-gaar-konkurs

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når ræven vogter skattely-gæs

Professor i skatteret ved Aarhus Universitet Jan Pedersen siger i nedenstående artikel fra DR, at det danske skattesystem er i frit fald, når mængden af kapital, som flyder til skattely-lande, er femdoblet på 10 år, således at det i 2013 drejede sig om svimlende 123,4 mia kr.

Danmarksbloggen er helt enig. Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/ekspert-skattesystemet-er-i-frit-fald

Jan Pedersen foreslår så også at lukke skattehullet ved at harmonisere skattesystemerne – i EU til at starte med, hvor enkeltpersoner og virksomheder især i Luxembourg og i Irland let kan søge skattely.

Danmarksbloggen synes, at det lyder som en god idé. Der er bare lige den hage, at det er at sætte ræven til at vogte gæs. For hvem er det, som er formand for EU-kommisionen? Jep, Jean-Claude Juncker, tidligere premierminister i Luxembourg og anklaget i en stor sag om skattely og den såkaldte Luxembourg-model, som han nægtede overhovedet eksisterede.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/juncker-afviser-staa-bag-luxembourgs-skattely

Danmarksbloggen gad godt vide, hvad Panama-papirerne siger om den sag? For at sætte Jean-Claude Juncker til at stoppe skattely-sagerne i Europa vil svare til at servere en fuldfed flok ovnstegte gæs for den sultne ræv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk