Anmeldelse: In absentia

Når en bog starter med sætningen ”Jeg har lavet min egen kiste”, bliver man som læser automatisk nysgerrig. Det skal dog snart vise sig, at den trods alt rolige indledning ikke er andet end netop en stille ouverture til en hæsblæsende og meget blodig jagt gennem for det meste navnløse danske provinsbyer med enkelte afstikkere ud til øde og meget uhyggelige steder.

Men en ting er bogens gru, makabre detaljer og enorme mængder af blod. Der løber også hele tiden en understrøm af noget nærmest skræmmende normalitet. Illustreret med både hverdagsdetaljer som hvad vores navnløse jeg-fortæller spiser og drikker, og hvordan dynen føles på diverse hoteller og moteller – og med de mere store ting som spørgsmål om liv og død, kærlighed samt de steder og især de mennesker på vores vej, som får en afgørende betydning for os, selvom vi ikke selv vælger dem.

For vi kender det jo godt alle sammen. Når vi møder mennesker, som KUNNE gøre vores liv så meget lettere og bedre, men som i stedet gør det modsatte. Når det sker – og det sker for alle – så kan vi godt få lyst til at gøre noget, som gør ondt på de mennesker, der stopper vores drømme eller gode hverdag. Men vi er civiliserede og holder os i skindet og nøjes med at sende onde øjne og vrede tanker – og måske en lille negativ ytring – i retning af chefen, der fyrede os, bankrådgiveren, der ikke ville give os lånet til ønskehuset osv, osv.

Det vil sige i bogen ”In Absentia” nøjes den navnløse jeg-fortæller ikke med blot at tænke på at gøre det onde, det forkerte. Han myrder løs – efter en nøje tilrettelagt plan (i hvert fald i starten) – og med kæresten Stine og hendes (i hvert fald på sigt) velbefindende for øje. For hun er det eneste menneske, som han rigtig kerer sig omkring.

Men som vi alle må sande det – også selvom ens egen køreplan er knap så grusom, knap så blodig – må også bogens jeg-fortæller erfare, at alt ikke går som planlagt. Der kommer tværtimod meget i vejen. Hvad og hvordan skal ikke røbes ikke, men det bliver både grimt og voldsomt og tættere på splattergenren end krimigenren. Og det hele ender med at løbe løbsk på så mange planer, at man som læser sidder med et stort ubehag og en ligeså stor kvalme til sidst i bogen.

Faktisk har man som læser sympati for jeg-fortælleren i starten, men det er en sympati, som bliver mindre og mindre undervejs i bogen i takt med, at han får lettere og lettere ved at myrde. Og det er jo også foruroligende – for os læsere altså. For et mord er et mord, og et drab er et drab, og så er det fuldstændig lige meget, om han dræber fordi en person har gjort ham uret eller bare springer over i køen.

Jeg-fortællerens nærmest venskabelige forhold med spøgelserne af de mennesker, som han har slået ihjel, er også en spøjs detalje i bogen, hvor man som læser må vælge imellem, om man ser det som reelle spøgelser – eller som et udtryk for en dårlig samvittighed, som hovedpersonen trods alt har et eller andet sted i et sind, der er både begrænset og formørket, men som altså også virker skræmmende normalt.

For måske er forskellen mellem at være morder og ikke-at-være morder ikke særlig stor? Måske er det bare et spørgsmål om, hvad der skal få os over kanten? Måske kan vi alle skubbes over kanten, hvis der bare trykkes på de rigtige knapper? Det mener både læger, psykologer og præster – og Danmarksbloggen er tilbøjelig til at give dem ret.

Især fordi mange mordere – også hovedpersonen i denne bog – ikke opfatter sig selv som hverken særlig onde eller bestialske. De var blot nødt til at gøre, som de gjorde, mener de. Så kan man tale om kontrol, overskud og andre psykologiske mekanismer – og det frie valg. Men nogle gange er det måske også bare held, der gør, at man er på den rigtige side i stedet for at udslaget gøres af den der stålsatte vilje af moral, som de fleste af os gerne vil tro, at vi har – men helst ikke vil testes på. For den virker nok bedre i tanken end i virkeligheden.

Under alle omstændigheder: ”In Absentia” af Daniel Henriksen er en velskrevet krimi i et flydende og godt nutidssprog på samtlige 184 sider. Danmarksbloggen giver den fire store dampende kopper kaffe ud af seks mulige – som dem morder-hovedpersonen ynder at drikke, uanset hvilket humør han er i.

Bogen er udgivet af Valeta. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstres dobbeltmoral

Hvis Venstre skulle mangle et nyt motto, kunne de passende tage det gamle: Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. For hvordan kan man ellers forklare følgende udtalelser fra Venstre;

1)    Fra lovforslag om bl.a. dekorumkrav til personale på de frie grundskoler. Her sagde Venstre: “Sådanne krav og normer omfatter normalt også den betydning … som personens handlinger m.v. uden for hvervet eller stillingen, herunder private handlinger m.v., kan have.”

2)    Fra udtalelse til DR om fx. lærere og politikeres køb af sex. Her sagde Venstre:
“Sagen er, at du er ansat på baggrund af dine kvalifikationer. Hvad du foretager dig i din fritid er din egen sag, så længe, du holder dig inden for lovens rammer.”

To TOTALT modsatrettede udtalelser fra samme parti indenfor den samme stramme tidsramme af den weekend, som sluttede i går. Det er absurd på en måde, så det er hinsides enhver fornuft – men dog forventeligt, når det handler om Venstre.

Problemet er bare, at Venstre sidder med magten i Danmark – og at samfundet derfor kører præcis så absurd, så skævt og så meget i en forkert retning, som det vel nærmest kan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop nu de frivillige

Det er godt at tage ansvar og være aktiv i sit lokalområde, ikke? Nej, ikke altid. For som en undersøgelse viser, så varetager flere og flere frivillige opgaver, der normalt er kommunale kerneopgaver.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/video-flere-borgere-bruger-fritiden-paa-arbejde-kommunen

Kommuner over hele landet sparer derfor penge på driften ved at lægge arbejdet over til frivillige – og vel at mærke på måder, så det ikke blot er ekstra NICE-TO-opgaver, som løses af frivillige, men deciderede NEED-TO-opgaver.

Danmarksbloggen finder det mere end bekymrende. For en ting er, at det er mere end usikkert, hvordan opgaven løses, når det hænger på om og hvilke frivillige, der melder sig.

Men praksissen udhuler også danskernes muligheder for at få rigtige, reelle jobs – og arbejde er der mange danskere, som gerne vil have – også flere end der er jobs til.

Så alene af den grund burde kommunerne droppe den spareøvelse, som den øgede frivillighed i bund og grund er. Ved samme lejlighed kunne kommunerne så passende droppe at lade arbejdsløse udføre reelt arbejde, når de kun får dagpenge får det.

For det udhuler alt – også respekten for det kommunale system – at lade frivillige og arbejdsløse udføre det, som der i stedet skulle ansættes uddannede medarbejdere til – som fik en rigtig løn for deres indsats.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sko til 3000 kroner

Man læser om dem. Ældre, der hjælper deres voksne børn udover al rimelighed. Men helt tror man først på det, når man selv møder det, som jeg gjorde det for nogle dage siden i Ecco-butikken på Strøget i København.

Der skete det, at en pæn, ældre mænd – måske præst, lektor eller højskolelærer eller lignende – kom ind for at hente nogle sko, der var stillet til side. Det var der ikke så meget i. Undertegnede var der selv i samme ærinde, nemlig for at hente en søster-version til dem, som jeg havde på, og som var rimeligt udtrådte. Så jeg havde ringet og fået et par nye stillet til side.

Men tilbage til historien om manden og skoene. For han skulle nemlig ikke hente sko til sig selv. Ja, han vidste end ikke, hvad han skulle hente, viste det sig. Han blev i hvert fald kendeligt overrasket, da ekspedienten kom med ikke en, ikke to, ikke tre – men HELE FIRE kasser sko. Alle børnesko. Samlet pris: Tæt på 3000,-

Tre tusind kroner, som han betalte med sit Dankort.

Om han så får pengene retur eller hvad, ved jeg ikke – og det var upassende at spørge. Men jeg synes også, at det var upassende (for nu at sige det mildt) at sende farfar eller morfar i byen og ikke fortælle ham, at det drejer sig om at hente 4 par sko til en samlet pris på små 3000,-

For hvis nu han er en af de ældre, der ikke har mange penge, så er der noget af en udskrivning. Og selvom han har en fed pensionsopsparing, så er det faktisk direkte uforskammet ikke at fortælle ham, hvad han skal hente.

Ja, hvis hans børn var så voksne, som de burde være det, så hentede de selv skoene til afkommet – og en flaske rødvin til farfar/morfar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Markedet, Kapitalen og de andre afguder

Husker I historien om guldkalven? Ellers så læs den her: http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=2Mos&id=1&chapter=32b

Vi lever i en tid, som ikke er så meget anderledes end den gammeltestamentlige. Dansen også i vor tid går lystigt omkring Markedet, Kapitalen og Den Hellige Ejendomsret.

ALT måles og vejes i forhold til disse penge-kræfter og penge-strømme, og kun hvis det giver mening på bundlinien, kan beslutninger godkendes og blive til handlinger, der påvirker os alle sammen. Ypperstepræsterne i dette narrespil er de såkaldt økonomiske eksperter, der arbejder tæt sammen med kongerne, der stadig bor på Christiansborg, og som absolut ikke er elsket af folket. Et folk, hvor nogle klarer sig godt, mens andre ikke har til dagen og vejen.

Det kan ikke fortsætte. Markedet, Kapitalen, Den Hellige Ejendomsret og beslægtede onde ånder er de rene afguder. De er en kold guldkalv, som fortjener at blive slået i stumper og stykker, så vi kan få Mennesket i centrum igen. For kun sådan har vi en chance, både hver for sig – og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kylle, Pylle og Rylle-effekt

En af dagens store debatter har handlet om at undgå Rip, Rap og Rup-effekten, altså det at mænd vælger mænd ligesom dem selv, når et debatpanel, en bestyrelse eller andet skal sammensættes.

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er det, der sker. Men omvendt så gavner det ikke nogen eller noget, hvis der partout SKAL være kvinder med – eller sorte – eller homoseksuelle – eller nogen andre grupper. Så ender vi bare op med en Kylle, Pylle og Rylle-effekt, og så er vi lige vidt.

Den effekt har vi i øvrigt allerede i diverse dameblade, hvor mænd som regel kun inviteres med, når de skal fortælle, hvor fantastiske kvinder er.

Men hvorom alting er, så handler det om at være i stand til at se bort fra køn, seksualitet, race og religion – og se på mennesket, og det gælder både paneldebatter, bestyrelser og samfund i det hele taget. For først når vi kan det, er vi alvor kommet nogen vegne – og lidt tættere på Andeby-samfundet, der jo i mange henseender er et drømme-samfund.

For i Andeby er der ikke mange, der ligner hinanden – men de lever alligevel i fred og fordragelighed med hinanden, hvad enten de er ænder, mus, hunde eller alle de andre herlige ting, som man kan være, når man er så heldig at bo i Andeby. Og de få, der er skurke som Bjørnebanden og Sorte Klat, kan man jo simpelthen se det på.

Dét er smart – gid man boede i Andeby!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PET-bogen: Historiebog med PR – og hemmeligheder

Danmarksbloggen har læst den famøse bog ”Syv år for PET” og kan konkludere, at bogen har i hvert fald to formål:

1)     At fortælle, at terrortruslen mod Danmark er stor og reel

2)     Men at PET heldigvis er særdeles dygtige til at forhindre angreb

Så langt, så godt. Det var vel også nogenlunde, hvad man kunne forvente. Selvfølgelig vil en PET-chef – hvad enten han er forhenværende eller nutidig – have en stor interesse i at vise, at der er brug for tjenesten, og at den skaber succeser.

Problemet er så bare i ”Syv år for PET”, at der undervejs i bogen fortælles lidt for detaljeret, selvom Jakob Scharf ofte ikke vil svare på nærgående spørgsmål om PET´s arbejde. Men alligevel får vi helt konkret for meget at vide om fx overvågning og hvordan den etableres.

Og i dét øjeblik handler det ikke længere om ytringsfrihed, men om national sikkerhed. For det er naivt at tro, at kun venner af Danmark læser med. Dem, som vil Danmark det ondt, stod nemlig også i kø ved kioskerne søndag morgen for at fange Politiken.

Så måske skulle dén bog og dét tillæg bare ikke være trykt. Danmarksbloggen er svoren tilhænger af ytringsfrihed, men Danmarksbloggen ville også ønske, at man fra forlagets (People´s Press) side havde ladet én eller flere personer med forstand på efterretningsarbejde gennemlæse manuskriptet, inden det blev trykt.

For langt det meste i en i øvrigt særdeles velskrevet ”Syv år for PET” er en lang historiebog inkl. reklame for PET – men indimellem er der passager, som ikke burde have været med af sikkerhedshensyn. For ja, selvom bogen også er et forsvar for PET og deres store bevillinger, så er der ingen tvivl om, at truslen mod Danmark er stor og reel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Human-værdi vs penge-værdi

Folketingets åbningsdebat er i gang. Det har den været siden klokken ti, og hvis alt går som det plejer, varer den til midnat eller længere. Så langt, så demokratisk. Der er også meget at tale om.

Men indtil videre er det kun blevet til snak om de nye ejendomsvurderinger, boligskatte-ordningen og topskatten. Men det er helt forkert. For det vigtigste er ikke at gøre de rige rigere, men at passe på Danmark, på samfundet, på os allesammen. Og derfor mener Danmarksbloggen, at der skulle tales meget mere om den stigende ulighed – og om miljø og klima.

Meget tyder også på, at det kommer, når fx Alternativet og Enhedslisten går på talerstolen. For der er brug for det.

Vi må så også konkludre, at vi er midt i en værdi-kamp, hvor det er mennesker mod kapital. Human-værdi mod penge-værdi.

Og Danmarksbloggen er i den forbindelse bekymret for, om Socialdemokratiet vil være med på human-vognen, når valget kommer … og det kan komme hurtigt. Meget hurtigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ja til velfærd – nej til fattigdom

Må man godt håbe en kold oktober-morgen? Håbe på at Løkke udskriver valg, når han åbner Folketinget her om få timer? Danmarksbloggen kan i hvert fald ikke lade være.

For vi har en regering, der i helt særlig grad har gjort skade på ALT i det danske samfund. Fra miljø over de sociale forhold til kultur og erhvervsliv. Det er ganske uhørt, og nu må det simpelthen stoppe.

En af de værste ting er dog den stigende fattigdom, som fra 1. oktober med indførelsen af kontanthjælpsloftet og andre sociale skændsler er blevet mange gange større. Udsatte mennesker som syge, gamle, arbejdsløse og hjemløse ydmyges og behandles pt. i Danmark på måder, der er langt forbi enhver anstændighed. Det skal slutte nu.

Vi skal have medmenneskeligheden og varmen tilbage i det danske samfund – og det kan lade sig gøre endnu. Der er stadig mange varme hjerter derude.

Kom derfor og deltog i vor tids måske vigtigste demo på Christianborg Slotsplads. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/897928983669251/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal det ske igen???

Danmarksbloggen takker Sassi Pedersen for at få lov til at bringe dette – og minder alle om en af vor tids vigtigste demonstrationer – nemlig den i morgen om JA til velfærd – NEJ til fattigdom: https://www.facebook.com/events/897928983669251/

Sassi Pedersen skriver:

Min farmor fortalte mig om fattiggårdene, da jeg var barn. Det var som at høre spøgelseshistorier. Min farmor boede tæt på en fattiggård, og hun fortalte med slet skjult væmmelse om de luse-børn og dovne voksne samt de åndssvage, der boede der. Jeg lyttede med store ører. Det var en rædselshistorie uden lige. Folk blev set ned på, børnene måtte man ikke lege med, og til jul så fik de jo altså mad og øl. Så de skulle ikke klage. Mændene måtte grave grøfter for fattighjælpen, konerne skulle hakke roer. Jo, det var slemt. Idag må folk flytte fra deres bolig. Måske de kan komme på herberg, hvis de har børn. Og så skal de i aktivering. Jo, og folk vil ikke have noget med dem at gøre.

Kan I ikke se ligheden?

Jeg er ikke en af dem, der bliver ramt, Jeg er “heldig” og skal på førtidspension, fordi jeg er så “heldig”, at jeg sidder i kørestol. Hvordan kan jeg hjælpe? Jeg mangler de vise sten. Men vi må og skal stå sammen for at få politikerne til at ændre loven. så selvom I ikke har midlerne, så råb op. Skriv, demonstrer. Jeg gør, hvad jeg kan for, at de kan forstå, hvad der sker, hvis de lader stå til.

Knus og trøstekram til alle jer, der rammes.

Skrevet af Sassi Pedersen