Sig nu undskyld til Godhavn-drengene

Der er ikke tradition for at sige undskyld i Danmark, når systemet har svigtet, hævder socialminister Karen Ellemann som argumentation for, hvorfor Danmark ikke skal sige undskyld til drengene fra Godhavn, som op igennem 1960´erne var udsat for svigt, chikane og seksuelle overgreb på institutionen i Godhavn ved Tisvildeleje i Nordsjælland.

Nej, det er muligt. Men traditionen skal vel ikke have lov til at diktere alt. I så fald kan vi ligeså godt vende tilbage til de jordhuler, som vi boede i under stenalderen. For alt herefter er i så fald et brud på traditionen, hvis man følger “logikken”.

Virkelighedens verden er imidlertid, at de nu voksne mænd  indtil for få år siden har fortiet, hvad de var udsat for – også overfor familie og andre nære. Det har simpelthen været for traumatisk. Det har også betydet, at de har haft svært ved at knytte nære forbindelser og åbne op omkring dem selv og deres følelser. Den, som engang er blevet svigtet, fornedret og umenneskeliggjort, som de voksne gjorde det med drengene på Godhavn, har svært ved senere – også i trygge rammer – at være åben og tillidsfuld.

Men nu åbner de op – og alt de beder om er et undskyld. Et lille-bitte undskyld, som mentalt vil betyde så meget for dem. Men nej, det ønsker man ikke at give dem. For det er der ikke tradition for!!!!!!!!!!!

Men til helvede med traditionen – når man kan gøre så stor en forskel. Så: Sig nu undskyld til drengene fra Godhavn. De fortjener det og meget mere til …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk