Dommedag, de fire ryttere – og den femte

En pandemi, der ikke er forbi endnu – selvom vi i Danmark tror det.
En invasion af Ukraine – altså forsøg på en erobring.
En ja flere krige overalt i verden – men nu også i Europa.
Og så den truende sultkatastrofe, som lurer i horisonten.

Lyder det som et kendt scenarium? Ja, hvis man kender Nyt Testamente.

For her kan man i Johannes Åbenbaring læse, at Dommedag er nær, når følgende fire ryttere rider gennem verden på samme tid:

  1. Erobreren, stærk med bue og guldkrone, som rider på en hvid hest. Han omtaltes ofte som Anti-Krist. For den, som gerne vil se ”tegn”, kan man tænke på Putins drømme om et Stor-Rusland og det hvide Z på de russiske kampvogne.
  2. Dernæst kommer den muskuløse krigsmager, som rider på en rød hest, og har et stort sværd. Nu kører krigen for fuld styrke – og blodet udgydes i stor stil. Det er dér, Ukraine er lige nu – og dét truer med at sprede sig.
  3. Sulten, som er skind og ben, og rider på en sort hest – og med en vægt i hånden. Som om der er noget at veje og måle, når krigen har ødelagt høsten – og mange er døde. Ukraine og Rusland er verdens hvedekamre. Men bliver der mon nogen høst i år på en krigshærget jord? Sulten vil i stedet sprede sig – især i den fattige del af verden.
  4. Døden, som er et skelet, der rider på en gustengul hest – og som høster, hvad han kan. Og det er meget – også fordi han bringer sygdomme og pandemier. Lige nu har han så smugstartet sit ridt med Corona-pandemien, som startede for to år siden i 2020.

Dét er dystre udsigter.

Danmarksbloggen siger så ikke, at Dommedag er nær.

Der har ret beset også været flere situationer i verdenshistorien, hvor de fire ryttere red samtidig gennem verden uden at menneskeheden uddøde. Fx pesten, som kom i flere omgange og de to verdenskrige.

Så det sker næppe heller denne gang.

Medmindre selvfølgelig at vi tager den femte rytter med. Ham, som Johannes-åbenbaringen ikke fik fat på: Nemlig ham på den giftig-grønne hest, som symboliserer klima-katastrofen.

For han rider allerede nu lystigt gennem verden – og har gjort det længe før, vi lærte at sige Coronatest og nynne med på melodien til Ukraines nationalsang.

Lige nu er katastrofe-stemningen så vældig present i hele den vestlige verden. Det er samtidigt vigtigt, at vi også holder fokus på klimaet. Ikke kun for at presse Putin, men for at redde menneskeheden og en del andre arter.

For den femte rytters ridt er alene nok til at smadre det hele. De fire andre hjælper bare lidt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DERFOR hjælper vi Ukraine

Svesken må på disken.

For hvorfor er danskerne, ja europæerne, så vidunderligt hjælpsomme, når det kommer til Ukraine og flygtninge fra Ukraine?

For det er vi. Der har rejst sig en tsunami af næstekærlighed over hele Europa i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Folk samler tøj og soveposer ind. Folk sætter sig ind i biler, og kører gennem Europa for at hente ukrainere. Folk åbner deres hjem. Folk tager til Ukraine for at kæmpe mod russerne.

Derudover samles der rekordstore beløb ind til hjælpeorganisationerne, og politikerne er hurtige med hjælp også.

Så det er både befolkningerne og politikerne i Europa, som er på samme side, og som med åbne arme byder ukrainerne velkomne.

Det er vidunderligt. Men HVORFOR sker det?

Svaret er ganske enkelt – men politisk sprængfarligt. Det sker, FORDI ukrainerne ligner os, og generelt lever på samme måde som os.

DERFOR.

Det kan man synes er diskriminerende. Racistisk.

Men ikke desto mindre er stamme-mentaliteten stadig den herskende mentalitet, så vi mere naturligt hjælper dem, som er ligesom os selv – som tilhører vores egen stamme.

Det er der ikke noget nyt i. Gå til andre lande, andre verdensdele – og andre folkeslag, og man ser det samme ske. Vi hjælper mest og helst dem, som ligner os selv.

Så diskussionen om, hvorfor vi ikke hjælper flygtninge fra fx Syrien på samme måde, giver ikke mening. Det rimer ikke med den almenmenneskelige tilbøjelighed til at hjælpe dem, som man kan spejle sig i. Medmindre altså man er de rige, arabiske lande, som har let ved at lade være med at hjælpe i deres nærområde.

Men nu handler det om Ukraine. Så lad fokus være på Ukraine og på de mange ukrainere, som er flygtet fra deres land. Mere end en million kvinder, børn og gamle.

For mændene er blevet i Ukraine, hvor de kæmper tappert mod russerne. Dét er også noget, som vi godt kan lide her i Europa. At de stærke bliver og slås, mens de svage bliver bragt i sikkerhed.

Men skal vi videre, er vi nødt til at få svesken på disken. Nødt til at sige det højt, nødt til at tale om det – hvis vi nogensinde skal bevæge os væk fra stamme-mentaliteten og mod en mere globaliseret dagsorden, hvor vi ser på hinanden som mennesker før noget andet.

For dét er stadig målet. Men dér er vi ikke endnu – og vi kommer dér ikke af at pege fingre.

Men en dag er vi forhåbentlig dér, hvor vi alle, ukrainere og russere, israelere og palæstinensere, og alle os andre, kan holde hinanden i hånden og synge den gamle negro spiritual:

Free at last! Free at last!
Thank God Almighty, we are free at last!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine invaderet … og Putin tromler videre

Så er krigen i Europa en realitet …

Rusland invaderede hele Ukraine i nat, og der kæmpes nu mange steder. Tappert, også selvom udfaldet er givet: Ruslands enorme krigsmaskine kommer til at tromle Ukraine ned – og mange ukrainere vil dø.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at vi i Vesten IKKE kommer til at hjælpe Ukraine med soldater – men udelukkende med rådgivning og sanktioner (som Rusland er ligeglad med).

Der skal et angreb mod et NATO-land til, før den russiske aggression bliver besvaret militært fra NATO´s side, og det er her, at det med geopolitiske øjne bliver interessant.

For paragraf 5 siger, at angribes et NATO-land, så angribes vi alle sammen.

Man kalder det for musketér-eden.

Men vil vi holde dén ed, som vi så højtideligt har svoret?

Vil Danmark og de andre NATO-lande aktivere musketér-eden, hvis fx et lille stykke af Estland angribes af Rusland? Det er realistisk, at det kan ske. Estland – ligesom Donetsk og Lugansk i Ukraine – har nemlig en stor andel etniske russere, især i visse områder. Så måske de og Putin tænker, at øvelsen fra Ukraine også kan laves i Estland?

Eller i Letland, hvor der også er mange russere?

Eller hvad med korridoren i Litauen ud til den russiske flådebase i Østersøen i Kaliningrad? Den vil Putin også gerne have gjort noget ved, så han har fri adgang på en anden måde end i dag.

Det er sådanne scenarier, som vil kunne blive realiteter, hvor NATO skal stå sin store prøve.

For Putin fortsætter. Han mener sig i sin historiske ret til at indtage de områder, som han mener er russiske. Det er blandt andet Ukraine, men også de baltiske lande – og flere steder endnu som fx Finland, der ikke er medlem af NATO, og som tidligere har stiftet dårligt bekendtskab med Rusland – senest under Vinterkrigen.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at Putin kun forstår magtens rå sprog. Så selvom vi risikerer 3. verdenskrig, så SKAL vi stå fast på NATO´s grænser.

Ret beset burde vi også komme Ukraine til hjælp nu med hele pakken. Ligesom vi skal være der for Finland og Sverige, som heller ikke er medlem af NATO.

For Putin helmer ikke, og det er bedre at dø med støvlerne på end leve på knæ … hvis altså man mener alle de fine og dyre ord om frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krig i Europa i 2022

Hvordan ser en krig ud i 2000-tallets Europa? Den vil som minimum være markant anderledes end 1900-tallets krige, som vi har set film og billeder fra så mange gange – især 2. Verdenskrig, som også på nær borgerkrigen i eks-Jugoslavien, har været den sidste krig i Europa – indtil videre.

Der er så sket meget siden general Montgomery, D-dag og den skrattende radio fra London – og især teknologisk og digitalt er vi et helt andet sted i 2022.

For i dag kan fjendtlige magter (uden overhovedet at være i Danmark) lamme alle dele af vores kritiske infrastruktur, hvis altså de kan hacke sig ind – som Rusland gjorde det i efteråret 2021 mod vindmøllegiganten Vestas.

Det var måske en generalprøve. Måske. For kan en fjendtlig magt hacke sig ind, så kan der blive slukket for strøm, vand, varme og kommunikationskanaler i hele Danmark i ét snuptag. Man rammer altså alle danskere – og alle danske institutioner på én gang.

Sker det, så bryder samfundet hurtigt sammen, og så kan fjenden sende de mere gammeldags krigs-elementer ind som tropper og kampvogne – og vupti, så har fjenden kontrollen over landet – eller i hvert fald en del af det.

Russerne er for eksempel vældig interesseret i Bornholm, da øen ligger tæt på deres store flådebase i Kaliningrad. Men de skal jo også ud af Østersøen, så mon ikke som minimum Sjælland og Fyn også er interessante for dem.

Tilbage i Den Kolde Krig ville man have givet os atombomber i hovedet i begyndelsen af en krig, har dokumenter senere vist.

Det vil man måske stadigvæk. Men det kan også være, at det ikke er nødvendigt.

Et Danmark uden vand, uden strøm, uden varme, uden kommunikation er ingen trussel for Putin. De russiske skibe og u-både kan sejle lige igennem Øresund og Storebælt, mens danskerne kæmper for at overleve …

Det er dystre udsigter …

Men vi skal ikke bøje nakken. Vi skal ikke ligge under for de russiske krav om ikke at støtte Ukraine, eller om der skal være amerikanske soldater her i Danmark eller ej.

Danmark bestemmer over Danmark. Punktum.

Jeg håber så samtidig, at vores venner i NATO kommer os til hjælp.

Jeg håber også, at vores beredskab er klar på at yde en kæmpeindsats.

For går krigs-ballonen op, så ser vi ind i en virkelighed, der får alt, hvad der skete i pandemiens første to år, til at blegne totalt.

Ps. Den russiske EU-ambassadør sagde i et interview med ”Die Welt” her til morgen, at en krig ikke starter på en onsdag. Det var enten uvidenhed – eller drilleri.
For Krimkrigen, som også handlede om Ukraine og russisk lebensraum, foregik mellem Rusland på den ene side og England, Frankrig og Osmannerriget på den anden, startede netop onsdag d. 5. oktober 1853.
En krig, der i dag ofte mest huskes, fordi der var her, at Florence Nightingale trådte ind med sin lampe, og skabte den moderne sygepleje. Men det var samtidig den krig, som gjorde Sortehavet til neutralt farvand. Men for russerne har Sortehavet altid været russisk lebensraum.
Så der går en lige linje fra Krimkrigen i 1853-56 til nutiden i 2022 – uanset hvad dag Rusland invaderer Ukraine, og det hele kan gå amok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ællingen: Det får konsekvenser

Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.

Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.

Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.

Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.

Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.

Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.

Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:

Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.

Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.

En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.

Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.

Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …

Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.

Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.

Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.

En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oversigt: Konflikterne, der truer Europa

Situationen i Europa – og dermed også i Danmark – er mere alvorlig end den har været det i mange årtier. Der er mange konflikter, der truer freden og stabiliteten i Europa.

Flygtninge, der enten selv sejler ud fra Nordafrika i jagten på et bedre liv i Europa – eller som sendes ud fra Libyen med det formål at destabilisere situationen i Sydeuropa – og på den lange bane i hele EU.

Økonomisk kaos i Europa med et fattigt Østeuropa, et Sydeuropa i store gældsproblemer og et Nordeuropa, som ikke ønsker at betale mere end idag.

Samt alle steder en lille rig overklasse, der bliver rigere og rigere, mens alle andre bliver fattigere og fattigere. Altså en stor social ustabilitet i alle lande.

Den stigende islamisering og radikalisering af udsatte muslimske europæere, der allerede nu har betydet flere tilfælde af terror – og øget risikoen for endnu mere.

Og så situationen i Ukraine, der kan sprede sig til andre dele af Europa, og som allerede nu betyder, at andre lande som fx de baltiske er under stort pres – og som også har gjort at Finland og Sverige, der ikke er medlemmer af NATO, i går indgik en bindende aftale om at ville støtte hinanden militært i fælde af krig. En aftale, som de sidst lavede i 1930´erne, men som nu er blevet fornyet med den tilføjelse, at fællessproget er engelsk, og at de kører NATO-standard (så kan de også i tilfælde af krig også lettere samarbejde med NATO).

Det er alvorligt med fede streger under, og det er farligt med ligeså mange streger under. For det er under omstændigheder netop så komplekse og komplicerede, at det kan være fristende for mange at søge til de lette løsninger, de enkle svar.

Men der er ingen enkle løsninger på komplekse problemstillinger. Det er kun sammenhold, omtanke og rummelighed, der kan bringe os videre i Danmark og i Europa.

Om det så skal ske under de nuværende strukturer i EU-systemet, tvivler Danmarksbloggen dog på.

Europas befolkninger føler sig nemlig ikke hørt dér. Og skal det her virke, så skal europæerne føle, at de har noget at sige om, hvordan det skal gøres.

Ellers du´r det ikke.

Ellers så risikerer vi, at de gløder, der ligenu ulmer overalt i Europa, bryder ud i lys lue og sætter hele kontinentet i brand med etniske udrensninger, vold, terror og nogle steder også diktaturlignende forhold eller måske ligefrem krig til følge. Og dét er vi aldrig tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Førhen havde vi (måske) holdt med Rusland …

Ukraine og især halvøen Krim fylder meget i medierne og i det politiske liv i disse dage.
Situationen er formentlig også den mest alvorlige for Europa rent sikkerhedspolitisk siden tiden lige efter 11. september.

For Rusland vil med alle – også militære – midler have adgang til Sortehavet og Middelhavet. Ellers skal de ud gennem Østersøen – og dermed Danmark, hvis ikke de ligefrem skal tage turen hele vejen fra Arktis.

Danmarksbloggen tillader sig derfor det tankeeksperiment, at Danmark indtil ihvertfald 1864 og måske endnu længere formentlig havde holdt med Rusland i konflikten med Ukraine. Ukraines situation havde faktisk nok ikke interesseret os overhovedet, men det havde risikoen for at få russiske fartøjer gennem Storebælt og Øresund. Og vi havde på ingen måde ønsket at blive uvenner med Rusland.

Sådan er det ikke længere. I dag holder vi moralens og medmenneskelighedens fane højest. Eller gør vi? For nu er vi en del af et EU, der i tilfælde som det her snakker mere end organisationen handler. Der er også enorme økonomiske interesser på spil, og vi – både Danmark og EU – har langt mere i klemme i forhold til Rusland end i forhold til Ukraine.

Så der er måske – trods alt – ikke sket ret meget.

Nej, det er business as usual. For som altid drejer det sig om penge først, sidst og indimellem. Om hvordan nationer og organisationer udadtil får signaleret noget med holdninger og etik, men uden at det koster på bundlinien. For i 2014 er det vigtigt, at nationer har de rigtige medmenneskelige holdninger. Om de så reelt gør noget for at leve op til dem er en anden sag.

Sådan er spillets regler – også for Danmark, der ellers siden 2001 har droppet de neutralitetstanker og vi-bidrager-kun-humanitært-aktioner, som ellers siden 1864 var vores måde at håndtere potentielle trusler på.

Men når truslen ikke længere “blot” er Taleban-terrorister fra Afghanistan eller somaliske pirater, men istedet den store russiske bjørn, ja så træder vi varsomt, meget varsomt. For bjørnen er vågnet af sin vintersøvn … klar til igen at indtage det territorium, som den opfatter som sit eget.

Så nok skal vi ikke i 2014 frygte russiske fartøjer i danske farvande – eller en invasion fra Rusland, men vi går stadig (og formentlig med god grund) på listesko i forhold til Rusland …

For hvad er – når alt kommer til alt også i 2014 – en lille dansk ælling mod en stor russisk bjørn?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk