Danmarksbloggen foreslår Den Lille Havfrues 100 år fejret med en regnbue

Imorgen, fredag d. 23. august, er det lige præcis 100 år siden, at Den Lille Havfrue blev opstillet på Langelinie.

Statuen, der er blevet Danmarks – og Københavns – vartegn, fylder ikke så meget som hun sidder der på sin sten. Men hun sidder der endnu – trods diverse afhugninger af hoved og andre legemsdele i tidens løb.

Hun er med andre ord langtidsholdbar.

I USA har de Frihedsgudinden, i Paris Eiffeltårnet, i Rom Colosseum og så videre. Det ene store, imponerende vartegn efter det andet. Men ikke i København, Danmark. Her er vartegnet en lille havfrue på en lille sten. Og det er fint nok.

For de små har også ret – og så er vi måske heller ikke så små alligevel her i Danmark. Der var ihvertfald en gang, hvor der var højt til loftet og plads til mennesker af alle slags i Danmark.

Det kan godt knibe idag, især når man ser på den måde, som mange udsatte grupper behandles. Diskrimination og forskelsbehandling er hverdag i Danmark, dog heldigvis i mindre grad når man ser på det seksuelle område.

Her formår vi – stadig – at holde regnbuefanen højt, og derfor vil det være passende at fejre Den Lille Havfrues 100 år med en regnbue.

Da Danmarksbloggen desværre ikke har Guds mobil-nummer eller mailadresse, vil Danmarksbloggen opfordre til at iklæde den ældre dame derude på Langelinie en af de herlige t-shirts fra “To Russia with Love”. Finere måde kan hun ikke fejre sin runde fødselsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere regnbue … flere farver

Regnbuen stråler i alle farver …

Det samme gør mennesker. Vi er alle forskellige. Hver især er vi unikke med vores helt egne farver. Og uanset om ens farve er lyserød, turkis, sort, hvid, forårsgrøn eller gylden, så skal den have lov til at lyse og skinne. Så skal man vise dén farve – eller måske rettere de farver. For vi rummer jo hver især så mange farver, og livet bliver bare bedst, når man er sig selv.

To show your true colors, som det hedder på engelsk – og det gælder både politisk, religiøst og seksuelt.

Det var derfor en fornøjelse at være med i demonstrationen “To Russia with Love” i går. At gå fra Christiansborg til Ruslands ambassade i samlet, broget folk: Gamle og unge, børn og midaldrende, tykke og tynde, folk i farverigt tøj og dem helt klædt i sort, homo-, bi-, trans- og heteroseksuelle – og så videre.

Hver og en er et unikt menneske med sine egne forudsætninger, oplevelser og drømme – og hver og en har de samme rettigheder om at leve, drømme og udtrykke sig, som man har lyst – både med ord, handling og i de skønne kys og kram, der rundede demo´en af.

Lad os få mere af det hele … flere farver … mere regnbue .. mere mangfoldighed og mere respekt. Dét er det, som vores samfund lever af – hvad enten det ligger i Danmark eller Rusland.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbue-uge … og kærlighed til Rusland

Så er det Regnbue-uge …

Copenhagen Pride løber af stablen i denne uge med diverse arrangementer, der kulminerer med den store parade på lørdag.

Tidligere år har en del i forbindelse med paraden været ude og sige, at de ikke forstår, hvorfor homoseksuelle behøver en parade til at vise sig frem. På den måde gør de homoseksuelle sig jo anderledes, har argumentet lydt.

https://www.facebook.com/events/151463461721015/#!/pages/Copenhagen-Pride-official/87468072466?directed_target_id=0

Udviklingen i Rusland – og det stigende antal hate-crimes også i Danmark – viser, at der er al mulig grund til en parade for homo-, bi-, trans- og andre seksuelle, som paraden ret beset handler om. For det er mangfoldigheden, der hyldes.

Og verden er et mangfoldigt sted med mennesker med alle mulige forskellige tilgange, holdninger, seksualiteter, religioner og så videre – og det er i dén smeltedigel af farver og forskelligheder, at vores chance som menneskehed ligger.

For kun ved at mødes åbent, nysgerrigt og anerkendende kan vi mennesker skabe et samfund, en verden, hvor vi beriger og løfter hinanden. Derfor er Copenhagen Pride med dens insisteren på mangfoldighed, respekt og kærlighed så vigtig – og som sagt i år endnu mere på grund af det, der sker i Rusland.

Danmarksbloggen vil derfor også endnu engang gøre opmærksom på demonstrationen “To Russia with Love”, som finder sted i dag, tirsdag d. 20. august kl. 17-19.

https://www.facebook.com/events/151463461721015/

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rød, blå eller grøn: Sammenhæng og vision søges

En rød regering, en blå opposition, en grøn politik.

Der er mange farver i dansk politik, men få nuancer. Alt gøres op i sort og hvid, i letfattelige overskrifter.

Men der mangler vision. Der mangler sammenhæng og overblik. Mange beslutninger tages ad hoc under hensyntagen til dagens hotte emner – og hvem der nu har lobbyet mest og bedst.

Men hvor er visionen, drømmen – den som vi alle kan drømme med på? For i virkeligheden vil vi jo alle, røde, blå, grønne, i bund og grund det samme:

Et Danmark, hvor vi alle lever og trives …

At vi så ikke er enige om farver og nuancer, er jo blot en berigelse, en styrkelse … hvis vi kan rumme hinanden og se forskellighederne som en berigelse.

NU kommer sommerferien, og der bliver stille på den politiske scene. Alle, også politikerne, går på sommerferie. Nogle skønne uger med afslapning – men også lejlighed til at lægge i hængekøjen og filosofere – venter.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – og måske især de danske politikere – til at gå et spadestik dybere end dagens avisoverskrifter og tænke over, hvor de er på vej til at føre Danmark hen.

For er det Danmark, der skabes i disse år, dét Danmark, som vi ønsker? Eller ønsker vi et andet Danmark?

Et Danmark med sammenhæng og visioner – og helst i den form, der inddrager alle farver, så landet kan stråle som en anden regnbue.

Danmarksbloggen vil derfor hver onsdag i juli komme med en inspiration til de politikere, der i denne skønne sommermåned har tid og rum til at tænke de dybe tanker, drømme de store drømme.

Så følg med hver onsdag her på Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk