Politik er det muliges kunst

Siden Murens Fald i 1989 har fire nye partier etableret sig i dansk politik: Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet.

Fælles for dem alle er en stærk profil. Dansk Folkeparti kan ikke lide indvandrere og muslimer, og vil have så få af dem som muligt i Danmark. Enhedslisten ønsker fokus på miljø og på social retfærdighed, og at vi deles om goderne. Liberal Alliance taler til mig-holdningen i deres insisteren på minimalstaten og de lave skatter. Og endelig tror Alternativet på, at det er muligt at skabe en ny måde at lave politik og samfund på.

Budskaberne er altså meget forskellige, men krystalklare. De går derfor også direkte ind hos danskerne, hvor mere end 4 ud af 10 til folketingsvalget sidste år stemte på et af de fire nye partier. Og hvor alle målinger viser, at endnu flere ville stemme på et af de fire nye partier, hvis der var valg i dag.

For her ved man, hvad man får – eller hvad?

For problemet er OGSÅ, at de nye partier i mange sammenhænge IKKE har vist sig istand til at indgå i politiske forhandlinger, som de gamle partier gør det uafladeligt – og som er det, der reelt binder Danmark sammen, også selvom de store politiske forlig og partierne bag som regel kritiseres voldsomt. 

Men i praktisk politik er det sådan, at ingen får ingen ALT, hvad de vil have. Man må gå på kompromis, hvis tingene skal fungere – fremfor at stå og råbe i hvert sit hjørne. Den slags kompromiser forklumrer selvfølgelig også ens klare budskab. Men ingen kan få ALT – og slet ikke i politik, der om noget er det muliges kunst.

Så skal de nye partier for alvor på banen med andet end deres mærkesager (og det skal de, hvis demokratiet skal give mening), så skal de til at smøge ærmerne op og få hænderne ned i dejen – og lave reel politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *