Anmeldelse: “Historien om Danmark”

I går aftes rullede første afsnit af DR´s ”Historien om Danmark” over skærmen.

Det bedste var værten Lars Mikkelsen, som roligt og troværdigt guidede os igennem stenalderens forskellige faser og den del af Danmarks geologiske fortid, som fødte landet – minus Bornholm altså, som man desværre glemte trods at solskinsøen som den eneste lokalitet i Danmark rummer rester fra samtlige geologiske tidsaldre, også de tidligste kambrium og prækambrium.

Men Lars Mikkelsen var god – og det var mere end tydeligt, hvorfor han er så efterspurgt en skuespiller, også i udlandet. De forskellige eksperter, der udtalte sig om dna, levemåde, dyr, jægere, fiskere og landmænd, var også både vidende og spændende. Ja, en af dem kunne endda kaste en lille latter af sig, da han talte om, hvordan stenaldermenneskene havde siddet og hygget sig og fortalt historier – og at det med den danske hygge altså stammede helt tilbage fra stenalderen.

Det var sjovt, om end måske ikke helt historisk korrekt. Men ellers var mange andre ting historisk korrekte – ingen tvivl om det, og så alligevel. For de indlagte dramatiseringer af fx den måde, som landbruget kom til Danmark på, var tænkte og lavet for at fange folks interesse.

I det hele taget var den meget lækre produktion med flotte billeder og masser af lyd voldsomt drama- og personfikseret, og sådan er virkemidlerne i mange produktioner i vor tid. Desværre. For når man skruer så meget op for den slags, går det som regel udover substansen og kvaliteten, og således også her, hvor vi fik markant mindre at vide om Danmarks tidligste tider end man gør det, hvis man for eksempel ser Erik Kjærsgaards Danmarkshistorie, som nok er lidt langsom i tempoet – men til gengæld sprængfuld af viden.

I ”Historien om Danmark” derimod klippes der hurtigt mellem alting, og man keder sig ikke. Til gengæld bliver man heller ikke mæt. Men måske for den, der intet ved om historie, kan serien være en appetitvækker til at lære mere om Danmarks fascinerende historie. Om det land mellem sunde og bælter, som blev vores … danernes land … Danmark.

Danmarksbloggen giver fire landkort ud af seks mulige – mindst et af dem alene på grund af Lars Mikkelsens dygtighed. Gid han havde haft et endnu bedre manuskript – eller man måske trods alt havde taget en historiker, som kunne have øst af sin egen viden også. Det havde klædt DR, hvis de havde turdet været gammeldags og satset på kvalitet og viden – også på det indholdsmæssige område.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: “Skadedyr og tulipaner”

Mørkets mester har gjort det igen. Steen Langstrup har med domestic noir-bogen ”Skadedyr og tulipaner” skrevet endnu en bog om dét altfortærende, altødelæggende mørke i menneskesindet. Det mørke, der skaber en ondskab, der får mænd, kvinder og børn til begå den ene ugerning efter den anden i voldens blodrøde billede.

Og i ”Skadedyr og tulipaner” taler vi ikke kun om et enkelt menneske – eller måske en lille gruppe syge-i-hovedet-individer. Nej, her er det en hel flok på en ø, der nok består af grønne marker og ligesågrønne skove, og som er omgivet af blåt hav og en stor, åben himmel, hvor stjernerne lyser om natten. Men alligevel er øens beboere helt og aldeles så opslugt i og af deres eget mørke, at lovene åbenbart ikke gælder.

”Du er på landet nu,” som en af de voksne på øen siger til drengen Archibald fra København, da han er med ude og fiske og protesterer over, at den fredede sæl skal skydes. Men den spiser jo de fisk, som øens beboere vil have til sig selv. Så derfor må den dø.

For sådan er det ude på øen, hvor der er kontant afregning på mere end en måde, og hvor kultur er at drikke sig fuld til den lokale byfest og derpå køre hjem, selvom man ikke kan stå på sine ben.

Der er derfor heller ikke noget eller nogen, der er fredet på øen – og slet ikke en københavnerhvalp som Archibald, der flytter til øen sammen med sin kunstnerfar efter moderens tragiske død i et trafikuheld i det København, hvor familien ellers boede og havde det godt. Men idyllen sluttede brat – og nu er virkeligheden øen langt væk fra byens lys og mennesker.

Og her er den usikre, følsomme og næsten konstant blomster-tegnende 13-årige Archibald et oplagt mål og en ligeså naturlig syndebuk for de selvtilfredse ø-boere, der mener sig i deres gode ret til at herske over liv og død, og som i virkeligheden ikke ønsker, at nogen andre end dem selv skal være på øen.

Det vil sige undtagen én, pigen Fie, som er ligeså drømmende og sensibel som Archibald – men som fordi hun er opvokset på øen, også ved, hvad det er for et sted. Et fængsel, hvor alle kender alle, og hvor alle vogter på hinanden, så ingen forlader den meget smalle sti af, hvad der er acceptabel adfærd – eller udfordrer hierarkiet.

For sådan er hverdagen i det lille samfund – og når man har læst Steen Langstrups novelle-samling ”Amerikansk Olie”, er det nærliggende at spørge sig selv, om drengen Archibald måske ikke ligeså godt kunne komme fra fx Syrien og have mistet sin mor i et bombeangreb? Og om den lille, selvtilfredse ø, hvis beboere har så snæver en mental horisont ikke kunne være Danmark? Det er i hvert fald ligefor at tolke det derhen.

MEN måske det er en overfortolkning. Måske bogen bare handler om det, som den giver sig ud for at handle om: En dansk dreng, der mister sin mor i en trafikulykke, og som efterfølgende må klare sig igennem sorgen og smerten stort set på egen hånd – og på et fremmed sted, hvor han ikke er velkommen, mens faderen maler og går til i druk. Farbroderen hjælper lidt, når han er på besøg. Og pigen Fie er der også – når hun altså kan. Og så er der selvfølgelig hundehvalpen Mette Tulipan, der på mere end en måde er det centrale omdrejningspunkt i bogen og i Archibalds liv.

Men det er i grunden ikke afgørende, om bogen skal tolkes på den ene eller den anden måde. For ”Skadedyr og tulipaner” er som Steen Langstrups andre bøger velskrevet på en måde, så man læser den i ét eneste øksehug og efterlades med den sædvanlige knugen i maven. Steen Langstrup flår nemlig også her slørene og selvbedragene væk, så man endnu engang ser menneskene og verden præcis så sorte, som de OGSÅ er – men som vi er så gode til at glemme. Fordi vi gerne vil glemme, at virkeligheden er så grum og grim.

Men vi må ikke glemme. Vi skal huske på mørket og ondskaben – og måske især vores egen ondskab. For som der står i bogen ”Mørket trives bedst i små, sorte rum”.

Og livet er ikke for børn, som bogen også slår fast. Og skadedyrene? Ja, de findes alle vegne – også inde i vores eget sinds mørkeste afkroge. Det kan selv tusinde tegnede tulipaner ikke ændre på. Men måske, bare måske kan vi gøre noget, hvis vi løfter en flig og lader lyset og kærligheden komme ind i mørket.

Danmarksbloggen giver fem blodrøde tulipaner ud af seks mulige.

Bogen udgives i morgen d. 20. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Værre end stormfloden

I går eftermiddags stod vandet ret højt omkring Christianshavns Bådudlejning og Café, men ellers slap Christianshavn nådigt gennem stormfloden. Det gjorde andre dele af Danmark desværre ikke – og snevejret gjorde ikke situationen bedre.

Sådan er det. Værdier for milliarder ødelægges hver gang en storm eller/og en oversvømmelse rammer Danmark, hvilket sker oftere i dag end for blot få år siden. De såkaldte 100-års-hændelser er ved at blive noget, der sker minimum en gang hvert årti.

Klimaforandringerne giver nemlig voldsommere vejr, og selvom det er dyrt at sørge for at sikre vores kyster og vore byer, så er det dyrere at lade være. Så vi skal i gang. Planerne findes også mange steder allerede. Det er pengene, der mangler.

Men det er direkte dumt at spare på noget, der kan sikre os. Ja, der er endda både vækst og arbejdspladser i at bygge diger m.m. Præcis som der er i grøn energi. For viden og knowhow til at løse tidens udfordringer er noget, som Danmark kan leve godt af og på.

Det kræver selvfølgelig, at landet har en ledelse, der er klar til at investere penge i klima, natur, viden og mennesker i stedet for at bruge løs på skattelettelser og afgiftslettelser.

En sådan ledelse har vi ikke. VLAK-regeringen er ude af stand til at tage klima- og natursituationen seriøst – og dét er et problem, der er langt værre end nogen stormflod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Shoppingen bliver vores undergang

Jordens ressourcer forbruges altfor hurtigt og altfor grådigt …

Mennesker – uanset religion og hudfarve – sætter forbrug og shopping over bæredygtighed og miljø. Kvinder og mænd fra Singapore og Beijing i Asien over olie-arabere i Dubai til mennesker i London, New York og alle andre metropoler shopper løs i tide og især i utide.

Men det kan vores Jord og dermed også os selv ikke holde til. Shoppingen – som ellers hyldes som den ultimative måde at slappe af og hygge sig på – kan derfor ende med at blive vores undergang. Vores miljø og økosystemer bryder sammen og dermed også civilisationen.

Så enkelt er det. Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at droppe Black Friday. Se dig omkring: Har du ikke allerede nok? Køb kun, når noget er blevet slidt (op) eller er gået i stykker uden at kunne laves. Så har Jorden også en chance – og vi selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen har brudt loven – igen

Så er det kommet frem, at V-regeringen har brudt loven. Igen altså. Den burde anskaffe sig nogle massive rygmærker.

Denne gang handler om den famøse landbrugspakke, som var på nippet til at udløse et folketingsvalg for nogle måneder siden. Regeringen var i forvejen advaret om i klare vendinger, at det ville være i strid med EU-reglerne at beregne miljøkonsekvenserne, som regeringen gjorde det.

De gjorde det så bare alligevel i Venstre – og de sendte derpå et helt andet notat til folketinget, hvor advarslen var pakket ind i så knudret et sprog, at det var svært at gennemskue for de andre partier. Der var altså tale om en helt bevidst tilsløring fra V-regeringens side, som vidste, at deres beregningsmetoder ikke kunne anerkendes – og at de ville vise et falsk positivt billede af situationen.

Landets nuværende miljøminister Esben Lunde Larsen mener dog ikke, at det kommer ham ved. Det var jo før hans tid. Herre Jeremi … en ministerium er noget, man arver … også de dårlige sager, og især når de hidrører fra ens egen regering.

Havde V-regeringen haft rygmærker – hvad de burde have, når man tager deres bøllemetoder i betragtning – havde retssystemet haft en klokkeklar sag. Nu skriver bøllerne bare lovene selv, og så stiller sagen sig desværre anderledes.

Læs mere her: http://www.politiko.dk/nyheder/regeringens-top-var-advaret-om-beregninger-bag-landbrugspakken

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bøffen skal ikke koste mere

At miljøet er vigtigt, burde sige sig selv. Det gør det bare ikke hos den nuværende regering, som mener, at den grønne omstilling måske bliver for dyr.

For dyr??? Det eneste, der bliver for dyrt her, er den regning, der kommer efterfølgende, når vandet og jorden skal renses igen, fordi man har tilladt at pløje i rendzonerne, udlede mere kunstgødning etc.

Etisk Råd derimod HAR fundet ud af, at miljøet er vigtigt. Men istedet for at harcellere mod de store ødelæggelser, som den nuværende regering udsætter dansk natur for, så foreslår man en afgift på oksekød, fordi produktionen af oksekød udleder meget Co2.

Og ja, oksekød udleder meget Co2 – og ja, det er til skade for miljøet – og ja, vi burde spise mere grønt og mindre rødt.

MEN i Danmark er det ikke en afgift på rødt kød, der gør nogen forskel – anden end at så vil det røde kød være forbeholdt middel- og overklasse.

Så skal det batte noget i Danmark, så skal der stilles krav til landbruget om en bæredygtig produktion. Ja, faktisk burde hele landbruget omstilles til at blive økologisk. Dét ville reelt gøre en forskel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Paradoksale panda´er

I går kom det frem, at Danmark til næste år vil modtage to panda´er fra Kina. Det er en sjælden ære, og Danmark bliver det kun femte land i Europa, der kan prale med at have panda´er i en af sine zoologiske haver.

Danmarksbloggen synes så også, at det er paradoksalt, at lige Danmark skal have panda-æren.

For panda´en – den lille sort-hvide og meget nuttede bjørn – er som bekendt Verdensnaturfondens symbol, og hvad er det nu, Verdensnaturfonden arbejder med? Jo, at redde verdens dyr – og især de truede dyrearter.

Og her går udviklingen i Danmark pt. den stik modsatte vej. Venstres såkaldte miljøpakke er nemlig godt i gang med at ødelægge den danske natur, som vi ellers møjsommeligt har fået genopbygget over de seneste årtier.

Så måske skulle de to panda´er bare blive i Kina – eller også skulle vi smide V-regeringen og deres ødelæggende politik på porten og genindføre den grønne menneske- og dyrevenlige politik.

Vi kan lige nå det, inden panda´erne kommer. Panda´er, som allerede har et navn, når de lander i Danmark. For ellers kunne de have heddet Yin og Yang.

Både som en hyldest til deres kinesiske fødeland – og den filosofi-arv, som vi har derfra. Og fordi livet grundlæggende handler om at forstå, at universet og livet består af både mørke og lys, det maskuline og det feminine, at der er en tid til at så og en anden til at høste – og at vi skal passe på vores jord og dens ressourcer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark har kun råd til grøn omstilling

Regeringen er som bekendt bedre venner med penge og kortsigtede løsninger end med fremtid, miljø og natur.

Regningen til grøn omstilling er derfor også for høj, mener regeringen. Og virksomhederne støtter op. Vi mister konkurrenceevne, hvis vi skal betale så meget i PSO-afgift, lyder det.

Pjat, siger Danmarksbloggen og tilføjer: Grådighed og atter grådighed.

For skal Danmark have en fremtid, så skal der satses på grøn energi. For miljøets skyld, men også for økonomiens skyld. Der ligger simpelthen så mange penge – og arbejdspladser og eksportmuligheder – i at have en grøn produktion. Både nu og især på sigt.

Så konklusionen er. Danmark har kun råd til grøn omstilling – og det kan kun gå for langsomt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er aldrig ulejligt

Mette Bock fra LA vil helst ikke ulejlige danskerne med valg, sagde hun til DR2 her for lidt siden.

Ulejlige??? Der er noget, som hun helt har misforstået. Demokratiet er aldrig ulejligt. Tværtimod. Et levende demokrati er højrøstet, forstyrrende og ganske vidunderligt.

Og lige netop det, som sker nu, er demokratiet for fuld udblæsning: Et parti, der nok støtter regeringen, men som ikke har tillid til en minister, der helt åbenlyst blæser på de fakta, som alle eksperter er enige om. En statsminister, der prøver at tryne. Nogle partier, der bakker op – og andre, der sender et mistillidsvotum til Eva Kjer og  håber, at det her ender med, at Løkke er nødt til at udskrive valg.

Og det er egentlig dejligt, at dét emne, som udløste det hele, er miljøet og naturen. For det viser, at vi danskere stadig har forståelsen for, at uden et sundt miljø og en sund natur er alt andet ligegyldigt.

Nu skal vi så blot lige have en ny regering, der kan redde miljøet – igen. Hvis Venstre – og Eva Kjer – havde nogen anstændighed og respekt for demokratiet, ville hun ikke være minister mere. Men ok – nu kan det ende med valg, og det vil være meget bedre for ikke kun miljø og natur, men også for Danmark som helhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiden er til ansvarlighed

Landbrugsminister, undskyld miljøminister Eva Kjer Hansen skal i åbent samråd idag pga. den horrible landbrugsplan, der vil gavne nogle få landmænds bank-konti, men skade en hel natur.

Samtidig åbnede Danmarks første butik med overskudsmad WeFood i går – og blev straks en dundrende succes med stort set alt udsolgt. Danskerne er også i stigende grad optaget af økologi, grøn energi og i det hele taget at behandle vores jord og vores ressourcer på en ansvarlig og bæredygtig måde.

Tiden er altså med andre ord til ansvarlighed – og ikke til de kortsigtede økonomiske gevinster, som Venstre står for. For at det for alvor skal batte noget, mangler vi dog, at ansvarligheden også anerkendes på Christiansborg – og især af den siddende regering og deres støttepartier i blå blok, som åbenbart tror, at man kan spise penge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk