Kongshornet, brudekjolen og kirkeklokken

Nordmændene vil åbenbart have Kongshornet til Norge – et drikkehorn fra 1300-tallet, som den norske konge har drukket af. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-01-29-norge-vil-have-kongshornet-tilbage-nationalmuseet-afviser-ikke-udlaan

Danmarksbloggen tænker, at det kan nordmændene da godt få. Men kun hvis vi går planken ud – og alle lande i Norden sender alle gamle skatte hjem igen.

Det vil i så fald betyde, at vi skal have Dronning Margrethe d. 1´s gyldne brudekjole, som siden 1600-tallet har været i Sverige. Eller vent lidt: Den skal vel også til Norge, for Margrethe Valdemarsdatter var jo gift med Håkon, den norske konge, så den kjole er nok også norsk, når det kommer til stykket.

Katjing, Norge kan altså cache ind … drikkehorn, kjoler – og måske skal de (nu vi er i gang) også have de jordiske rester af Tordenskiold og Holberg. For nok var Danmark og Norge et tvillingerige på det tidspunkt, hvor de levede – men de to herrer var jo nordmænd. Så til Norge med dem … eller?

Vi kunne også bare lade historie være historie – og stoppe med at være så fintfølende og acceptere, at drikkehornet nu engang er på Nationalmuseet i København, den gyldne brudekjole i Uppsala i Sverige – og så kan man i stedet nyde det, når man er på besøg.

Undertegnede finder i hvert fald en stor glæde i at høre Hedvig Eleonora Kyrkans store klokke, når jeg er i Stockholm. For den er nemlig slet ikke svensk af fødsel, men kommer oprindelig fra Kronborg, men blev taget med til Sverige i 1600-tallet, da vi mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den har nu i flere århundreder kimet over det fine Östermalm i den svenske hovedstad. Det er da meget sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor ty´r Spanien altid til magt

Den catalanske separatistleder, Carles Puigdemont, er landet i Danmark. Spanien vil have ham udleveret, men hvorfor har man egentlig denne hårde kurs i Spanien? Det hænger sammen med en spansk historie, der altid har handlet om krig, erobring og tvang – også i moderne tid, hvor diktaturet først faldt for 40 år siden i år.

Spanien er altså IKKE et klassisk vesteuropæisk land. 

Basalt set handler det om tre forhold, når det skal beskrives, hvorfor Spanien altid ty´r til magt:

  1. Det er det eneste land i Vesteuropa, der har været under muslimsk herredømme i flere århundreder
  2. Landet i dag består af to lande, hvor det ene land åd det andet
  3. Der har været diktatur i det meste af 1900-tallet med den deraf manglende demokratiske udvikling

Den lange historie kommer her:

Spanien er et kongerige, som målt i nutids-areal er Europas fjerdestørste land. Spanien, spansk sprog og spansk kultur har også præget store dele af verden, hvad man især ser i Mellem- og Sydamerika, hvor der stort set kun tales spansk (pånær Brasilien, som har portugisisk som hovedsprog).

Spanien (som slet ikke hed Spanien dengang, men blot var den iberiske halvø) var oprindelig en del af det store Romerrige, men kom senere under arabisk og muslimsk herredømme, som først sluttede i middelalderen. Den iberiske halvø blev derefter kristen igen – og qua togterne over Atlanten til Den Nye Verden og dens guld- og sølvskatte blev landet et af Europas rigeste. Spanien dengang var ikke, som Spanien er det i dag, ja det hed slet ikke Spanien. Der var tale om to selvstændige iberiske kongedømmer, Castilien og Aragonien, der levede fint side om side med hvert sit sprog, selvom begge også havde lagt andre kongedømmer under sig som fx Catalonien, der hørte under Aragonien.

Og sådan gik tiden fra 1469 til 1700 – to lande under én krone med hvert sit sprog, hver sin møntfod og så videre. Det gik egentlig meget fint – hvis man altså ser bort fra, at England sidst i 1500-tallet overtog Spaniens rolle som verdenshavenes hersker.

Men så trådte Filip af Anjou ind på scenen i år 1700. Han var ikke en habsburger som kongen før ham, der døde barnløs – men kom ud af den franske kongeslægt og var barnebarn af selveste Solkongen Louis d. 14, og nu gik det galt. Habsburgerne insisterede på, at en af deres skulle på tronen, så der blev borgerkrig i 14 år. En borgerkrig som franske Filip vandt, hvorefter han centraliserede magten – men på den måde, at ALT aragonisk skulle væk, og alt skulle være som i Castilien.

Han – eller måske snarere hans dronning Elisabeth, som var mere end viljestærk og som reelt hurtigt overtog styringen – fandt også på, at landet skulle hedde Spanien, Espana, men altså på den måde, at castiliansk, som vi kender som moderne spansk, blev det eneste officielle sprog i Spanien – ligesom såvel møntfod som kultur udelukkende skulle komme fra Castilien. Så alt fra Aragonien – og dermed fra regioner som Catalonien, men også Valencia og andre – blev nu trådt under fode i mere end 250 år.

Spaniens rigdom og magtposition i Europa var på det tidspunkt allerede svækket, og dykkede yderligere i de kommende århundreder, indtil regionale og politiske spændinger udløste en borgerkrig i mellemkrigstiden, der blev fulgt af et diktatur under ledelse af general Franco i perioden 1939-75.

Spanien var i den periode styret af en jernnæve og sat i en endnu mere isoleret position i Europa, og deltog altså heller ikke i den almindelige demokratiske udvikling som resten af Vesteuropa.

Først i 1978 fik Spanien en demokratisk forfatning, som samtidig åbnede for regional autonomi.

Spanien har været medlem af EU siden 1986 og var gennem 1990’erne og frem til 2007 et økonomisk højvækstland. I 2010 rangerede landet som nummer 12 på listen over rige lande efter BNP pr. indbygger. Imidlertid ramte krisen Spanien ligesom andre sydeuropæiske lande særlig hårdt i første halvdel af 2010’erne, og i 2013 var landet faldet til nummer 30 på listen.

Samtidig åbnedes de regionale konflikter igen – og udover i Baskerlandet på grænsen til Frankrig så måske allermest i Catalonien, hvor man med den rige by Barcelona i spidsen ikke ønsker at betale til resten af Spanien, som man alligevel ikke føler noget nært slægtskab med for en stor del af cataloniernes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej til alkohol – nu med rim

Det skal åbenbart rime, hvis det skal virke – i hvert fald når det handler om alkohol.

I England har man således ”Dry January” – og i Sverige ”Sober October”.
Se mere her: https://www.alcoholconcern.org.uk/dry-january og her: http://soberoctober.se/

Danmark forsøger istedet med ”Hvid Januar”, men det slogan lyder bare ikke helt ligeså godt, vel? Det skal bare rime, så måske skulle man i stedet prøve med ”Nej i Maj”?
Se mere her: http://www.hvidjanuar.dk/

For selvfølgelig skal vi gøre noget ved det.

Alkohol er et problem i Danmark. Danskerne drikker for tit og for meget, og det koster samfundet milliarder af kroner i tabt arbejdsfortjeneste og behandling af sygdomme. Men værre endnu: Det skaber sorg og traumer ude i de danske hjem, allermest hos de mere end 120.000 børn, som ifølge TUBA vokser op i familier med alkoholproblemer.

Men vi lukker øjnene for det – for alkohol er en del af vores kulturelle arv, hævder vi. Men det er der så meget, der er – eller har været. Det er for eksempel ikke så mange år siden, at der blev drukket til hverdag og ved frokosttid på de danske arbejdspladser – og røget indendøre. Det sker ikke mere. Så kulturen kan godt ændres – hvis vi vil.

Jeg skal så ikke være hellig. Jeg elsker også et godt glas rødvin til bøffen, et koldt glas rosé til chili con carnen osv.

Men jeg har også mange dage – langt de fleste faktisk – totalt uden alkohol, og jeg kan både more mig og slappe af, også uden procenter.

For som med alt andet så skal alkohol nydes med måde og med mellemrum. Det takker helbredet, statskassen – og især børnene – for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mit blod er fællesblod

Nu er jeg jo blevet en gammel stodder. Og jeg er ikke helt med på selfie-bølgen, og bryder mig ikke om at sætte mig selv op på et piedestal, hvor alle skal se, hvor god jeg er (om jeg så er det eller ej).

Derfor var den SMS, som jeg fik for et par uger siden fra Blodbanken også ret grænseoverskridende for mig. I SMS’en stod der: Tak Ole! Den portion blod, som du gav d.18-09.17, har netop hjulpet en patient. Mvh Blodbanken – GivBlod.

Men når jeg giver blod, så er det for at hjælpe fællesskabet.

Jeg stoler på, at lægerne kan finde ud af at bruge det blod, som de modtager fra alle os donorer på en fornuftig måde. Jeg er også (i bloddonorernes ånd) 100% ligeglad med, om blodet bruges til en ung, gammel, sort, hvid, gul, rød, hetero-, bi- eller homoseksuel, ateist, kristen, muslim, hindu (etc), mand eller kvinde. Ja, selv patienternes politiske overbevisning kan ikke afgøre, om jeg synes, at mit blod må bruges på dem eller ej.

Selvfølgelig må det det! Og de må give det til ubåds-kaptajn og raketforsker Peter Madsen, hvis han har brug for det. Jeg har givet mit blod til det danske samfund – således at lægerne kan gøre brug af det. Punktum.

Jeg kontaktede derfor Blodbanken for at høre, hvordan jeg kunne ændre i ”mine indstillinger” på portalen, således at jeg kan slippe for denne ”service” i fremtiden.

For nylig fik jeg svar. Heldigvis er blodbanken lydhør, så nu kommer jeg ikke til at høre mere om, hvornår mit blod bliver brugt. Så er du i samme situation som mig, så skriv til dem.

Skrevet af Ole Frederiksen, it-udvikler

Prekariatet – den nye klasse

Prekariatet er en betegnelse for den nye klasse på arbejdsmarkedet. Alle, der arbejder freelance, i projektansættelser og andet løsarbejde, og som ikke er omfattet af de fastansattes regler om feriepenge, sygedage etc.

Prekariatet er ikke, som man måske kunne forestille sig – og som det var i gamle dage – folk, der går til hånde med praktisk arbejde. Det er i langt højere grad vidensarbejdere, som sælger deres arbejdskraft for kortere eller længere tid af gangen, og som nok nyder friheden ved selv at kunne indrette deres egen arbejdsdag, men også må leve med utrygheden omkring, hvorvidt der overhovedet er nogen penge at tjene næste måned.

Det er forhold, der gør alle i prekariatet udsatte – også fordi gruppen ikke er en samlet enhed, der kan manifestere sig og lave kollektive aftaler, som arbejdsgiverne og de traditionelle lønmodtagere har gjort det i mere end 100 år.

Mennesker i prekariatet er derfor også mere udsatte for udnyttelse fra arbejdsgivernes side. Og det bør derfor være en topprioritet for alle med interesse for arbejdstagernes forhold – og måske især fagforeningerne – at sørge for, at prekariatet får ordentlige arbejds- og levevilkår.

Et alternativ kunne være borgerløn. Det ville i så fald kræve et oprør med hele den kapitalistiske idé, men er med henblik på klodens ressourcer og miljø måske netop en rigtig god løsning.

Den britiske økonomiprofessor Guy Standing, der har udgivet bogen ”Prekariatet” om emnet, mener i hvert fald, at borgerløn er den eneste løsning for prekariatet – dog mere udfra en økonomisk end en miljømæssig vurdering.

Læs mere her: http://www.altinget.dk/digitalvelfaerd/artikel/borgerloen-er-det-eneste-der-kan-redde-prekariatet

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Salg af Maersk Oil: Sats på vind og sol

Salget af Maersk Oil til franske Total betyder, at størstedelen af de danske gas- og oliefelter nu er på udenlandske hænder, hvilket uden tvivl vil få betydning for både danske arbejdspladser og måske også for statens finanser i form af mindre skatteindtægter.

Det kan altså se ganske sort ud, selvom Total har lovet at beholde arbejdspladserne – hvis de kan. For de vil samtidig også skære i udgifterne.

Men det kan alt sammen vendes til vor gevinst. For som Danmarksbloggen ser det, så kan salget af Maersk Oil blive til en kæmpefordel, hvis vi satser på vind og sol – måske især vind, når man tænker på, hvor Danmark ligger geografisk.

For hvor olien slipper op én dag – for slet ikke at tale om at den er dyr at få op, så bliver vinden med at blæse – dag efter dag, år efter år.

Så lad os nu bare glemme olie, gas og store, multinationale selskaber som Maersk og Total og i stedet fokusere på, hvad vi kan gøre fremadrettet. Sammen – og med fokus på morgendagens energi – og morgendagens vækst.

For der var engang, hvor Danmark var et af de førende lande indenfor grøn energi. Og det kan vi blive igen – og det bør vi blive igen.

Den oliesorte regering, som vi har i øjeblikket, har så desværre trykket på stop-knappen, når det kommer til videns- og teknologiudvikling samt uddannelse, som i virkeligheden er vores lands eneste råstoffer.

Så nu er det op til kommende regeringer at sørge for, at det kun er en midlertidig pause-knap, så vi igen i fremtiden bliver et land, der satser på vind – og sol. Det er endda også en god forretning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelse i en brydningstid

Make America great again, sagde Trump i sin valgkampagne – og i skrivende stund har vi så ”The Great American Eclipse” – altså solformørkelsen, der i disse timer går fra USA´s vestkyst mod USA´s østkyst.

Nu var det nok ikke ligefrem solformørkelsen, som Trump tænkte på dengang. Men mange amerikanere tænker ifølge DR og andre medier på Trump i dag – og beskriver solformørkelsen som noget, der for en stund kan samle et ellers splittet samfund, hvor opløsning truer, og hvor mange befolkningsgrupper er vrede.

I gamle dage handlede solformørkelser også om Guds vrede, for en solformørkelse var et tegn på, at dommedag var nær …

Den slags er der kun få, der tror på stadigvæk. Til gengæld er der en hel del flere, der tror på astrologi – og som kan se denne solformørkelse som tegnet på Trump´s fald. For solen er på vej væk fra det selvhævdende og flamboyante Løvens tegn og ind i det kritiske og snusfornuftige Jomfruens tegn og det endda lige netop samtidig med at solformørkelsen finder sted. Så solformørkelsen skal nok sætte skub i tankerne om Trumps snarlige fald hos de astrologi-glade.

Dét kunne man så også godt formode også uden en solformørkelse, tænker Danmarksbloggen og gør opmærksom på, at tidens tema – både i USA og i Danmark – er BRYDNINGER MELLEM VÆRDIER.

På den ene side har vi dem, der bekender sig til de gamle værdier som fx penge før miljø, egoisme, at der findes rigtige og forkerte måder at leve og tro på – og på den anden side har vi dem, der bekender sig til den nye tid og de nye værdier som globalisering, omtanke for ressourcer og miljø, social ansvarlighed og et inkluderende frisind.

Danmarksbloggen er så ikke i tvivl om, at den nye tid vil vinde – på den lange bane. For alt skal nok blive great again og ligeså smukt som en solformørkelses korona, men det tager lidt længere tid end denne solformørkelses cirka 2 minutter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Nordens hersker”

Vikingernes liv og færden er altid godt stof, og nu er den selvstændige fortsættelse af ”Jellingmysteriet” udkommet. Læs Danmarksbloggens anmeldelse af ”Jellingmysteriet” her:  http://danmarksbloggen.dk/?p=8741

Fortsættelsen hedder ”Nordens hersker” og er ligesom forgængeren skrevet af Anders Lundt Hansen og illustreret af Patrick Leis, og lad det være sagt med det samme: Såvel sproget som illustrationerne er ligeså levende og sprudlende i fortsættelsen som i den første bog.

Der er fuld fart på fra start til slut, og samtidig får vi masser at viden serveret på en letforståelig måde, men alligevel med så meget saft og kraft – og fakta – om både tiden og dens mennesker og livsstil, at ikke kun målgruppen, som er børn mellem 9 og 14 år, men også teenagere og voksne med fordel kan læse med.

Som forgængeren havde en mission med at vise, at Gorm den Gamle ikke var Danmarks første konge – og at der også har været flere kongeslægter i Danmark end Gorm og hans efterkommere, så har også ”Nordens hersker” en mission – eller måske snarere to.

Dels vil den fortælle, at Knud den Store – trods at hans far var den danske konge Svend Tveskæg – nok mere var engelsk konge end dansk, og dels at det, som vi kalder vikingetid, nok snarere er middelalder.

For det er Knud den Store og hans meget begivenhedsrige liv i England, hvor han i flere år måtte kæmpe om magten, der er i fokus – og det var en kamp, der foregik både på land og på vand, i soveværelset (for ægteskab med den rigtige kan gøre en stor forskel, når man sigter efter at få en krone på hovedet) og blandt venner og fæller, der godt kunne blive modstandere og fjender.

Vi hører selvfølgelig også myten om, hvordan Knud den Store blev opfattet af samtiden som nærmest guddommelig, hvad han som en (ihvertfald på overfladen) ydmyg kristen ikke ville være, så han satte sig ned i strandkanten for at se, om han kunne tæmme bølgerne. Det kunne han ikke, kan Danmarksbloggen vist godt røbe uden at ødelægge noget.

Men ellers vil Danmarksbloggen ikke sige mere om en meget spændende konges liv og gerning. Læs det selv i ”Nordens hersker”, for det er ikke kun en medrivende fortælling – det er rent faktisk sket i den tid, som de fleste af os omtaler som vikingetiden, men som bogens forfatter Anders Lundt Hansen altså vil kalde middelalder.

Det gør man også ude i Europa, når man taler om 1000-tallet, som var Knud den Stores århundrede, men i Danmark opfatter man perioden cirka 850 til cirka 1050 for vikingetiden, hvilket Anders Sundt Hansen mener er noget fjolleri.

Danmarksbloggen er ikke helt enig, for der er en verden til forskel på netop vikingetiden, hvor danske mænd rejste ud – drog i viking som det hed – og handlede og plyndrede, mens kvinderne stod for det derhjemme – og alle tilbad Thor og Odin og de andre nordiske guder. For nok blev vi kristne omkring 965, men det tog alligevel sin tid, før det slog helt igennem.

Men omkring 1050 er landet ved at være kristnet, og det store kirkebyggeri – som ikke har sin lige noget andetsteds i verden – går i gang, og samtidig begynder mændene at blive mere hjemme, og kvinderne får markant mindre magt, men omvendt kommer der også en organisering af landet og samfundslivet, som vi ikke havde før – altså i vikingetiden.

Men det er en historisk diskussion, som nok er spændende, men som i reglen ikke hører en anmeldelse til, selvom Danmarksbloggen lige vil gøre opmærksom på, at man i ”Nordens hersker” kan læse om, hvordan Viborg, Roskilde og Lund på Knud den Stores bud udbygges til rigtige byer – og hvordan Knud den Store sætter englænderne til at stå for såvel mønter, kirker og anden organisation.

Så at hævde at Knud den Store bragte middelalderen til Danmark giver derimod god mening – også selvom Nordens hersker i middelalderen vel egentlig ret beset var en vis Margrethe Valdemarsdatter, der levede flere århundreder senere, og som bedre kendes under navnet Margrete d. 1. – og hende, der samlede Norden i Kalmar-unionen.

Danmarksbloggen giver fem store skinnende sølvmønter ud af seks mulige for en både letlæst, fakta-tung og spændende ”Nordens hersker”.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismen er ældgammel

Her på Valdemarsdag er det passende at tale om nationalismen og dens væsen, fordi vi immervæk i en tid med globalisering og internationale aftaler og organisationer alligevel først og fremmest identificerer os selv som danske.

Stort set al moderne historiefortælling er i bund og grund derfor også nationalliberal og handler om Danmark som nation.

Men man kunne jo også fortælle en anden Danmarkshistorie – en historie om kampen om produktionsmidlerne. Den ville dog formentlig stadig blive national. Det samme ville kvindernes Danmarkshistorie, institutionernes Danmarkshistorie, børnenes Danmarkshistorie, kulturens Danmarkshistorie, magtens Danmarkshistorie osv.

For det med det nationale er i virkeligheden noget, der har rødder meget længere tilbage end til 1800-tallets nationalliberalisme og den franske revolution sidst i 1700-tallet, der ellers ofte får æren for at have skabt nationalfølelsen.

Men det passer ikke. Den var her langt tidligere – hvad man kan se i fx gamle danske klagesange fra dengang i 1300-tallet, hvor de holstenske grever huserede, men også i den tidlige middelalder er der vidnesbyrd om nationalisme som en identitetsskabende faktor.

Men ja, nationalismens politiske betydning begynder først at spille en stor rolle i 1800-tallets spirende demokrati. Før der var kongen simpelthen staten/nationen – i hvert fald i den enevældige tid, og tidligere var stormænd, adel og gejstlige var med i spillet om magten.

Men med demokratiets fødsel fik alle – i hvert fald på papiret – indflydelse, og nationalismen og nationalstaten blev den ramme, som vi begyndte at forstå os selv og vor verden i (også fordi religionen mistede magten som det, der gav os identitet).

Det er også derfor, at nationalismen stadig blomstrer, når vi føler os truet som nation, hvad enten fjenden kommer udefra som under 2. verdenskrig eller indefra, som mange føler, at fjenden gør det i disse år.

De angste nationale har derfor en pointé. For vi har i virkeligheden ingen garantier for Danmarks fortsatte eksistens, hverken som nation, velfærdsstat eller som kristent land (hvad det så end er i et land, hvor vi i adfærd aldrig helt har glemt vikingetidens druk- og blótgilder, selvom vi også lader os døbe og sidder i kirken, ihvertfald når det er midvinterfest, undskyld jul).

Så nej, nationalismen er ikke i sig selv noget hverken særligt godt eller særligt dårligt. Den er et grundvilkår ved det at være menneske. Fordi vi alle gerne vil tilhøre en stamme.

Det afgørende er derfor også, hvad vi bruger nationalismen til – og hvordan vi bruger den. På dén måde minder nationalismen om religionen. Begge kan tages til indtægt for allehånde uhyrligheder og forbrydelser mod anderledes tænkende, men begge kan også bruges til at løfte mennesker og samfund, til at tale til det bedste i os – og skabe den bedste af alle verdener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Se Kjersgaards Danmarkshistorie

I øjeblikket kan man på DR´s hjemmeside se ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard”, der er en mere end 30 år gamle serie på 12 udsendelser, der stadig holder max. Se mere på www.dr.dk/tv

Dels fordi Erik Kjersgaard var uddannet historiker og i dén grad kunne sit stof, og dels fordi der ikke bruges unødig tid på at (over)dramatisere, lefle for laveste fællesnævner og presse et politisk budskab ned over hovedet på seerne, som man gør det i den nye Danmarkshistorie lavet af samme kanal.

”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” er derimod spækket med viden, detaljer og overblik – og det er vidunderligt befriende, at manden, der fortæller, blev castet (som det hedder på nutidsdansk) på grund af sin klogskab – og ikke på grund at sit udseende eller tøjvalg.

Læg dertil at han i sidste afsnit endda forholder sig kritisk til både sin egen historieserie og til de motiver, som enhver har til at fortælle sin version af Danmarkshistorien. Der er han nemlig lysår foran meget nutidig historiefortælling, som opfatter sig selv som værende objektiv og baseret på fakta – hvad det måske også er. Men enhver fortælling er altid et valg – og et fravalg – også af fakta.

Så gak til ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” og bliv vis på dit lands rødder. For her får du alt væsentligt, fortalt af en mand med vildt hår, brune bukser, gammel jakke – og en kæmpestor viden og engagement i Danmarks fortid. Han døde helt tilbage i 1995, mens heldigvis kan vi altså stadig se og høre ham.

Ps. Og ja, Erik Kjersgaard er i familie med Clement Kjersgaard. De er far og søn – og en meget ung Clement optræder skam også et kort øjeblik i det sidste afsnit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk