IS udfordrer frihedsrettighederne

Ytringsfrihed, meningsfrihed, foreningsfrihed …

Alle tre gode frihedsrettigheder, som ligenu udfordres af de mennesker i Danmark, der støtter IS – eller ISIS, som terrororganisationen blev kaldt indtil for kort tid siden.

Både ham der sælger støttte-armbånd til IS, og dem samler sig i IS´ navn og som iflg. Ekstrabladet har dannet en fraktion i Danmark med det formål at hverve folk til IS i Irak og Syrien.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article4975248.ece

For at et frit og demokratisk land som Danmark per definition må være imod – og også bekæmpe terrororganisationer som IS, siger sig selv.

IS er nemlig ikke kun en trussel i Syrien og Irak, hvor de myrder løs, og i går henrettede en amerikansk journalist – nej, IS er også en trussel mod den vestlige verden, især hvis det lykkes IS-medlemmer eller sympatisører at lave terror her.

Men spørgsmålet, som vi skal stille os selv, er alligevel, om vi så skal forbyde IS og IS-støtter at ytre og samle sig?

For hvis vi gør det, svigter vi så netop ikke vores eget værdigrundlag? Omvendt skal vi selvfølgelig heller ikke lade terrorister udnytte gode frihedsrettigheder til at kunne ramme os.

For det er som at balancere på en meget tynd demokratisk tråd, når organisationer som IS udfordrer – og bruger – vores frihedsrettigheder i deres bestræbelser på at skabe et samfund, der er stik imod vores frihedsværdier.

Er løsningen at tillade max overvågning af IS-medlemmer og IS-sympatisører, så man kan nå at gribe ind, inden de evt. foretager et terrorangreb? Og så ellers bare lade dem ytre sig, som de ønsker? Men selvfølgelig med fuld skrue af masser af ord og fakta gå imod deres rabiate holdninger.

Eller er det naivt at tro, at man kommer nogen vegne med ord og debat? Skal vi forbyde IS?

Men vil et forbud kunne forhindre IS i at være i Danmark? Vil det ikke snarere få IS til at gå i skjul under jorden – og dermed være meget sværere at holde øje med?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En tanke om "IS udfordrer frihedsrettighederne"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *