Anmeldelse: Tivoli´s “Nøddeknækkeren”

I torsdags havde Tivoli repremiere på ”Nøddeknækkeren” i en speciel Tivoli-version.

Allerede på vejen gennem Tivoli, der glitrer og glimter af tusinder af julelys, fornemmer man eventyret: Store nøddeknækkere er opstillet. Det samme er juletræer, boder og sågar tre store svaner. Urets visere nede på Plænens Alpehus suser også rundt i rasende fart, og fortæller, at vi her i Den Gamle Have befinder os et sted mellem virkelighed og drøm.

En stemning, der forstærkes, når tæppet går, og man ser Dronning Margrethes og Tivolis balletmesters Peter Bo Bendixens “Nøddeknækker” folde sig ud i en farverig buket af danse og dansere, af danske juleskikke i borgerhjemmet og en aften i et illumineret sommer-Tivoli med indlagt rutsjebane, Tivoligarde og Tivoli-betjente.

For det er en sand jule-godtepose, som der serveres: En godtepose, hvor både juledrømmen og Claras drøm om kærlighed rystes sammen med virkelighedens Tivoli, der som bekendt altid er som aldrig før. Blandes, rystes og danses – og drysser ud på publikum som glitrende julesne så let som den candyfloss, der sælges lige omme på den anden side af Koncertsalen.

Clara – og vi andre – hvirvles således igennem en forestilling, der er en fejende, flot dans mellem papirsklip, snefnug og et bredt persongalleri, der også omfatter H. C. Andersen i en Drosselmeyer-rolle, hvor han med drømme og saks klipper eventyr som hans egen ”Fyrtøjet”. Her dog med heksen som en slags Musekonge med lang hale, der nedkæmpes af ikke Nøddeknækkeren – men Clara, der tro mod nutiden er en ganske handlekraftig ung dame.

Senere i 1. akt møder vi også H.C.Andersens ”Snedronningen” – og havde det ikke (igen) været for Clara´s mod og Pjerrot´s lamper, så var det ikke endt så godt. Men heldigvis kan alle – med Pjerrots hjælp – tage plads i Tivoliballonen og stige til vejrs.

Pjerrot leder så løjerne gennem hele 2. akt – præcis som han gør det på Pantomimen om sommeren. Der er også i de dansede blomsterpiger, kosakkerne og alle de andre dansere i 2. akt henvisninger til netop Pantomimen og især til Dronning Margrethes H.C. Andersen-forestillinger samme sted som fx ”Tommelise” og ”Den standhaftige Tinsoldat”.

Samt at alle de dansende hænger på juletræet hjemme hos Clara, der selvfølgelig tro mod Tivoli-temaet leger med en Harlekin- og en Columbine-dukke.

Smukke er også det nærmest royale par i de gyldne dragter – og apropos det royale, så er det som sagt Danmarks Dronning Margrethe d. 2., der har stået for både kostumer og scenografi, som begge er skabt i netop de klare og levende farver og former, som er så karakteristiske for Dronning Margrethe, der med sin streg og sit farvevalg er så eminent til at få personernes karakteristika udtrykt også i det visuelle.

Man mærker også Peter Bo Bendixens store passion for balletten. Tivolis “Nøddeknækkeren” handler nemlig ikke kun om jul og drømme. Den handler også om ballet, om glæden ved de smukke trin og pas-de-deuxer.

Men til dans hører også musik – og eneste minus i forestillingen er musikken, der nok kommer fra et glimrende anlæg. Men der mangler alligevel noget, som det siges i et andet H. C. Andersen-eventyr, nemlig ”Nattergalen”, hvor forskellen på den levende og den kunstige nattergals musik er en af krumtapperne i eventyret – og således også i Koncertsalen.

Levende musik er nemlig fuld af nu´ets sjæl og tone, som selv den bedste indspilning og elektronik ikke kan måle sig med – og en så hvirvlende opsætning som denne – baseret på en så helt igennem fantastisk musik som dette et af Tjajkovskijs mesterværker – fortjener den levende musik. Den musik, der giver drømmene – både dem om julen og dem om kærligheden – luft og vinger, så de kan blive til virkelighed – og virkeligheden til et eventyr – også i Tivoli.

Tivoli´s 2014-version af ”Nøddeknækkeren” er en godtepose fuld af farver, dans og eventyr. Danmarksbloggen giver fire nøddeknækkere ud af fem mulige.

Forestillingen spiller til og med d. 28. december 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mordet på en hel musikgenre

Det startede i Tivoli for et par år siden, da det navnkyndige Promenadeorkesteret blev om ikke nedlagt, så dog beskåret så kraftigt, at det reelt er et spørgsmål om tid, før Promenadeorkesteret er en saga blot.

Og nu følger DR så lige i Tivolis fodspor med nedlæggelsen af DR´s Underholdningsorkester.

Begge steder handlede det om penge, om at man ikke syntes, at der var økonomiske grunde nok til at orkestrene skulle fortsætte. For alle andre grunde – såsom en kulturel og en samfundsmæssig forpligtelse – er man tindrende ligeglade med både hos Tivoli og hos DR.

Men det rokker ikke ved, at der er tale om mord på en hel musikgenre, når først vi ikke længere har de to fyrtårne indenfor dansk musik.

For hvem skal så udfylde pladsen mellem den klassiske musik og operaen på den ene side – og pop, rock, jazz og andet rytmisk musik på den anden side?

Rigtigt. Det er der heller ingen, der kan. Underholdningsmusikken, som har eksisteret i årtier, og som rummer viser og sange fra både fortid og nutid, vil dermed dø ud – og dét vil være et stort tab for dansk kultur – og dermed også for det danske samfund.

For ligesom at vi behøver både proteiner, kulhydrater, fedt, vitaminer og mineraler for at overleve og trives fysisk, så behøver vi også al slags musik for at overleve og trives som mennesker.

Men nu slås kassen med underholdningsmusik-vitaminer altså i, og Tivoli og DR står sammen om mordet på en hel musikgenre.

Dét er mere end trist … og skal forhindres, hvis det kan lade sig gøre. For endnu lever Promenadeorkesteret og DR´s Underholdningsorkester, det sidste dog kun til udgangen af året.

Men den fede dame har så vidt vides endnu ikke sunget. Og indtil dét er sket, så kan miraklerne endnu nå at indtræffe.

Danmarksbloggen håber … måske er det naivt, men hellere naiv end kynisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Promenadeorkesteret på Plænen i Tivoli

Det er nu anden sæson, at Tivoli-besøgende må undvære Promenadeorkesterets daglige koncerter samt musikalske medvirken ved Pantomimeteatrets forestillinger – og det eneste, der er større end savnet, er det (måske) naive håb om, at det en dag bliver anderledes.

Men indtil da må man glæde sig over hver eneste gang, at Promenadeorkesteret spiller – og det gør de hver tirsdag på Plænen. Dog som regel kun som musikalsk ledsagelse til en sanger(inde), og det er bare ikke det samme. Faktisk langtfra endda.

Men fire gange i år kan man høre det, som man indtil for et par år siden kunne høre 3-4 gange om dagen: Nemlig de dygtige musikere i Promenadeorkesteret og kun dem. Første gang var i april og anden gang i går – og de to sidste bliver til august.

Danmarksbloggen ilede derfor i Tivoli igår. Og det var en sand fornøjelse at sidde på Plænen og høre Promenadeorkesteret i den varme sommereftermiddag. Fra starten, hvor vi hørte valsetoner af Johann Strauss d. Yngre – og ja, vi kom igang, selvom rådhusklokkerne ikke slog.

Det er ellers et fast signal i Tivoli, men meget symbolsk situationen for Promenadeorkesteret manglede klokkerne igår kl. 17. Præcis som at Liebst, Bendixen og co., heller ikke har forståelse for Tivolis helt specielle ånd, men tværtimod gør hvad de kan for at ødelægge Den Gamle Have.

Nå, ingen grund til at ødelægge humøret, når man endelig igen kunne høre Promenadeorkesteret live, som det hedder på nudansk.

Næste afdeling var Emil Reesen og et uddrag fra operetten Farinelli. Blandt andet “Sangen har vinger”.

Nu blev der så netop ikke sunget i går eftermiddag på Plænen – og det var faktisk det fine ved det hele. For Promenadeorkesteret, deres musik og deres dygtighed kan selv – har også vinger.

Hvordan kan de ellers spille så levende, så smukt, så helt ind i sjælen, at man rives med, nynner, vipper med foden – og i det hele taget bare har det så dejligt i tonernes verden, at man for en times tid hårdnakket vælger at glemme, at det at høre Promenadeorkesteret folde sig ud egentlig også gør savnet værre næste gang man sidder foran Pantomimen og hører båndmusik. Eller går forbi orkesterets gamle spillested og ser kålplanter og lignende dér, hvor der før var skøn musik hver dag sommeren igennem.

For sådan er vilkårene. Promenadeorkesteret sjofles, og Tivolis gæster lever på smalkost, når det drejer sig om dén musik, dén kultur og dét teater, der altid har været Tivolis adelsmærke.

Men igår fik vi et overdådigt måltid, der efter Farinelli bød på både en spansk tango, et uddrag af italienske sange, der fik nogle italienske turister til at bryde ud i spontan jubel – og så selvfølgelig Tivolis huskomponist H. C. Lumbye, hvor vi hørte både Rutschebanegaloppen og den klassiske Champagne-galop, der helt ifølge traditionen afsluttede en magisk dag på Plænen i Tivoli.

En dag, hvor alle bænkesæder – trods stegende hede og stikkende sol – var fyldt, og hvor mange – også unge og yngre – sad på græsset og vuggede med. For nok er det meste af musikken fra Promenadeorkesterets instrumenter gammel set med nutidens øjne, men de gamle viser og valse og melodier er fulde af en livsglæde og et humør, som appellerer til alle aldersgrupper.

Og skulle man være i tvivl, kan man jo bare dukke op til august. Det er tirsdag d. 12 og tirsdag d. 26. august kl. 17 på Plænen.

Danmarksbloggen anbefaler ihvertfald alle at komme. Både for at høre god musik spillet af dygtige musikere, men også for at sende et signal til Tivolis ledelse om, at vi vil have Tivoli-ånden tilbage i Den Gamle Have. Den er stærkt savnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog og Den Lille Havfrue

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og hvad er vel mere naturligt end at starte med de klassiske symboler som fx Kongehuset her på Dronningens fødselsdag?

Kongehuset er nemlig sammen med Dannebrog og nationalsymboler som Tivoli og Den Lille Havfrue indbegrebet af, hvad der var, er og altid vil være dansk.

Men er de nævnte symboler også symboler på den lyse og glade danskhed? Ikke altid. Tværtimod kommer det i høj grad an på, hvordan de bruges – og desværre også misbruges af de mørkemænd og -koner, som der er altfor mange af i vor tid.

Kongehuset er dog næsten altid noget festligt og fornøjeligt, især når Dronningen og prinsesserne kommer i deres smukke kjoler, glitrende diademer og strålende juveler. Eller som i dag, hvor livgarden normalt trækker op på Amalienborg Slotsplads, mens store skarer danskere hylder regenten – dog ikke i år, hvor Dronningen er på påskeferie i Aarhus, og derfor fejrer fødselsdag på Marselisborg Slot. Men det er altså noget med glæde i Danmark, når Kongehuset er på banen. Til gengæld er det ikke nutidigt i forståelsen af Danmark som et samfund, hvor alle er lige.

Så er Tivoli mere nutidigt – ja, en del vil endda mene, at Tivoli er blevet for nutidigt. At Den Gamle Have i jagten på endnu flere penge har smidt store dele af sin specielle egenart overbord i de senere år. Og sandt er det også, at Promenadeorkesteret og Big Bandet nærmest er helt væk, og at der ingen levende musik længere er på Pantomimen ligesom at børneteatret Valmuen er væk. Til gengæld er der – oh, skræk og ve – bygget endnu mere koncept-plastic henne i legepladshjørnet. Så jo, Tivoli er desværre meget nutidigt, men næppe noget særlig godt symbol på den lyse og glade danskhed i den Gamles Haves evige jagt efter endnu mere profit. Faktisk tværtimod så er den specielle danske tone, som Tivolis kultur engang stod for, nærmest blevet kvalt.

Så er Dannebrog og Den Lille Havfrue mere neutrale … det første blafrer i vinden året rundt, og den anden sidder på sin sten. Den giver god balance, og det har vi danskere brug for i denne tid, hvor mørke skyer trækker ind over Danmark, og det næsten ikke er til at holde ud.

Mn vi må ikke miste hverken modet eller håbet. For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer påskelørdag, hvor det skal handle om Grundtvig og den gule påskeblomst.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Niels Hausgaard og hans lune, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem sidder i Tivolis ledelse? Og hvad har de gjort?

Danmarksbloggen skrev i går om, hvordan Tivoli systematisk ødelægges af Tivolis egen ledelse:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3241

Men hvem er det egentlig, der sidder i Tivolis ledelse?

Allerførst er det Lars Liebst, der siden 1996 har været administrerende direktør for Haven. Han sidder også i TV2´s bestyrelse. Om det så hænger sammen med, at TV2 året igennem kan sende morgen og aften fra de permanente bygninger, der spærrer for udsigten til den smukke Koncertsal, skal Danmarksbloggen ikke kunne vurdere. Men det er måske værd at skænke en tanke.

Under Lars Liebst er der en del underdirektører, hvad man kan se her: http://www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/organisation/direktion/

Fælles for dem alle er, at de er udnævnt indenfor de seneste år, og at forretning – og ikke kultur – er det, som de har erfaring med.

I Tivolis bestyrelse er det også de forretningsmæssige kompetancer – og ikke de kulturelle, der springer i øjnene. Se listen her:

http://www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/organisation/bestyrelse/

Derudover spiller flg. to mænd en stor rolle for udviklingen i Tivoli:

Balletchef Peter Bo Bendixen, der kom til Tivoli i 2005, hvor han blandt andet står for Pantomimeteatret. Før hans tid var der ikke noget, der hed balletchef i Tivoli. Men nu er der både en balletskole i Tivoli, foruden at de deciderede balletforestillinger har fået meget mere scene-tid på det gamle teaters skrå brædder end de havde før. Peter Bo Bendixen sættes også i forbindelse med Valmue Teatrets nedlæggelse uden at Danmarksbloggen dog har kunnet finde dokumentation for den påstand.

Musikchef Henrik Engelbrecht, der kom til Tivoli i 2010. Siden er Promenadeorkestret og Big Bandet blevet reduceret til en parantes, og i går kom så fyringen af Tivoli Gardens leder gennem 40 år.

Danmarksbloggen håber med dette indlæg at kaste lidt lys over, hvem der sidder ved bordet i Tivoli.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivolis ledelse kører Tivoli helt i sænk

Med dagens fyring af Tivoligardens leder har Tivolis ledelse taget endnu et skridt henimod den totale ødelæggelse af vores nationale klenodie

Nedturen startede for nogle år siden med nedlæggelsen af Valmue-teatret, det lille Teater, der spillede H. C. Andersen-eventyr for børn tre gange dagligt, og som for både store og små var en oplevelse, hvor eventyrene tro mod både indhold og nutid foldede sig ud som en sart blomst af fantasi, humor og substans.

Så fulgte slagtningen af Big Bandet og Promenade-orkestret. Sidstnævnte var en dobbelt tragedie, da det både ramte de daglige koncerter samt den levende musik fra Pantomime-teatret, når Harlekin, Columbine og Pjerrot er på scenen.

Og nu er det så Tivoli-gardens tur … De mister et mangeårigt fyrtårn, der fyres to år før hans pensionering.

Det er Danmarksbloggen ubegribeligt at forstå, hvad det er, at Tivolis ledelse vil med det her. For det giver ikke flere penge på bundlinien. Snarere tværtimod.

Tivolis ledelse er derimod godt i gang med at køre Tivoli helt i sænk med den systematiske ødelæggelse af Tivolis egenart, kultur og ånd.

Danmarksbloggen håber på et oprør imod ødelæggelsen af Tivoli, som i sin rigtige form er et vigtigt stykke kultur for hele Danmark, et nationalt klenodie på niveau med Den Lille Havfrue.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Poesi og digitale billeder i Tivolis koncertsal

Anmeldelse af “H. C. Andersen – en magisk eventyrforestilling for hele familien”.

Seks kendte H.C. Andersen-eventyr, akrobatik og musik danner de farverige rammer om familieforestillingen ”H.C. Andersen”, der havde verdenspremiere i går d. 3. september i Tivolis koncertsal.

Showet er en ny måde at fortolke H. C. Andersens udødelige eventyr på – og som min 12-årige ledsager sagde det: Så kan de optrædende rigtig meget på en scene, der i sig selv er et kunstværk, der hele tiden skifter farve, form og billede.

Størst bifald fik parret fra ”Klods Hans” – antihelten og hans is-prinsesse, der selvfølgelig smelter og sammen med den gigantstore guldring model mega-hula-hop-ring laver et danse-akrobatik-nummer, hvor musikken smyger sig om dem både når Klods Hans danser, og når den skønne prinsesse-ballerina nærmest ophæver tyngdekraften og hænger indeni og udenpå den store guldring. For slet ikke at tale om skønheden til allersidst, da parret sætter sig tæt sammenslyngede, mens gigant-guldringen roligt snurrer og falder ned omkring dem. Dét er ren poesi og romantik, som det Tivoli, der ligger lige udenfor.

Enkelte steder er der også noget i forestillingen, der ligner hilsner til netop Tivoli, både af den søde slags, som ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der i tøj, billeder og udtryk minder meget om hende, der står så alene i forlystelsen ”Den flyvende Kuffert,” der er Tivolis permanente rejse i H. C. Andersens eventyr. Men også af den mere beske slags som den kunstige guld-nattergal, der ligner en forsvunden tvilling til påfuglen nede fra Pantomimen, hvor den levende musik jo netop for nylig blev afløst af båndmusik.

Og nu vi er ved det sure, så kan vi ligeså godt nævne dét, som enhver H.C. Andersen-kyndig med det samme vil bide mærke i under forestillingen. Nemlig at vi kun sjældent får slutningen af eventyret med, og det er en skam. For så går vi glip af mange pointer og indimellem endda hele eventyrets morale.

Som fx den med at nattergalen i eventyret af samme navn til sidst lover kejseren at fortælle ham alt, hvad der sker i hans rige, men som holdes skjult for ham. Kejseren må love aldrig at sige til nogen, at han har en lille fugl, som fortæller ham alt. For så vil det hele gå endnu bedre, forsikrer nattergalen. Tænk hvis nutidens ledere havde små nattergale, der fortalte dem, hvad der virkelig sker i deres land, så ville meget måske se anderledes – og bedre ud. Dén pointe ville sammen med et par andre udeladte have givet et flot show en dimension mere.

En pointe, der imidlertid står knivskarpt, er fortæller Nikolaj Lie Kaas udvikling fra i starten at være den fortravlede voksen, der opslugt af arbejde har glemt at drømme og forfølge sit eget livs eventyr. Men som i løbet af aftenen smider jakken og knapper skjorten op, mens han rejser ind i eventyrets verden – for til sidst at være klar til at springe ud i herlighederne, som var han atter et barn, endda et barn, der er i stand til – igen – at klippe papirsklip.

For barnet og det barnlige er det centrale i forestillingen. Dette at vi kun kan opleve eventyret ved at blive som et barn igen i betydningen umiddelbar, åben og med lige dele appetit og tro på livets muligheder. Det er en smuk tanke, som understøttes af forestillingens leg med masker, størrelser og roller – og de allestedsnærværende tinsoldater, der dansende leder os igennem aftenen.

Hvornår har man fx sidst set en på hoppestylter højt hoppende konge? Men sådan en møder man i ”Prinsessen på Ærten”, der også begejstrede den 12-årige med måden, som ærten kom ind under madrasserne på. Samspillet mellem den digitale og den fysiske verden er en sikker vinder hos de digitalt indfødte.

Et andet hit hos den 12-årige var kejseren fra ”Kejserens nye klæder”, der i sit nøgenkostume klatrer i røde stoffer, så det er en skrækblandet fryd at se ham sno sig rundt og ned og op. For hvad hvis nu han falder ned? Endda med hovedet forrest måske? Det virker jo nærmest naturstridigt, at to stykker stof, der hænger ned fra loftet, kan holde en mand.

Endelig skal forestillingens sidste eventyr ”Den grimme ælling” nævnes, hvor man selvfølgelig har valgt at lade en sort mand være ællingen, der bliver til en hvid svane. Det er der et godt budskab i generelt og især i 50-året for Martin Luther Kings ”I have a dream-tale”. Og så kan ællingen danse alle fjerene af en hvilken som helst andegård uanset hvor den andegård ligger. For her er ingen jantelov, kun ren glæde over at ællingen overvinder alle vanskeligheder og bliver til den smukke svane med både venner og kæreste.

Historien, der handler om H. C. Andersen selv og hans drøm, bliver derfor et værdigt punktum på en farve-, lyd- og billed-mangfoldig hyldest til dét at drømme, til dét at tro på at eventyret kan udfolde sig hver dag, også på den anden side af de 30 eller sågar ældre endnu. En hyldest til troen på, at vi kan leve lykkeligt til vores dages ende – også og måske især når vi laver vanvittige stunts, snurrer på hovedet eller moonwalker skæve dansetrin, som alle medvirkende gør det så mesterligt i Tivolis Koncertsal dette efterår.

Det er Steen Koerner, der har instrueret. Han er kendt af Tivoli-fans for hans nyskabelser på Pantomimen som for eksempel den meget roste ”Vampyr Pjerrot”, der spillede i flere sæsoner. I “H. C. Andersen” arbejder han sammen med kunstnergruppen Big City Brains, den virtuelle fortæller Nikolaj Lie Kaas og 15 cirkusartister, ballerinaer og urbane dansere. Jokum Rohde har bearbejdet eventyrerne. Kristian Leth står for sangteksterne, mens Jesper Meclenburg har skabt musikken. Søren Huss og Coco fra Quadron har indspillet tre af numrene. Det er Din Mor, der har stået for videoscenografien og Astrid Lynge Ottesen, der har kreeret kostumerne.

Forestillingen ”H. C. Andersen” produceres af Nordisk Film Live og spiller til og med 27. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åndemusik i Tivoli

Der var engang for ikke engang ti år siden, hvor man inde i Tivoli tre gange dagligt kunne opleve et af H.C. Andersens eventyr blive spillet som en blanding af klassisk teater og dukketeater.

Det lille teater, hvor det foregik, hed Valmuen og lå til venstre, når man kom gående fra Nimb. Præcis som at hjertet sidder til venstre – også hos kejseren i H. C. Andersens fantastiske eventyr “Nattergalen”, som var et af de eventyr, som Valmuen spillede i de varme middagstimer dér i Den Gamle Have.

Idag er der ingenting på dét sted, hvor Valmuen lå. Det er som digteren Sophus Claussen skrev det om Ingeborg Stuckenberg efter hendes selvmord: “Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nu er der også kun åndemusik tilbage i Tivoli dér, hvor Valmuen lå og skabte billeder,  stemninger og oplevelser for både store og små.

Der er også kun åndemusik – og lidt blomster – i den fine muslingeformede bygning ved siden af, hvor Promenadeorkesteret indtil for et par år siden spillede sommer-, vise- og Tivolimusik flere gange dagligt.

For slet ikke at tale om deres eminente spil til pantominens forestillinger. Nu har en mekanisk båndmaskine afløst de levende toner nede foran påfuglen.

Kulturen og sjælen suges altså ud af Tivoli i disse år, bid for bid.

Noget man især mærker i disse dage, hvor det er sommerferie, og både danskere og udlændinge valfarter til den gamle have for at opleve dét, som ikke er der mere. Hvor de og alle vi andre må nøjes med dén åndemusik, som Sophus Claussen skrev om.

Hvor vi kun kan håbe på en genkomst at sjælen og kulturen. Kun kan håbe på at Tivolis nuværende kejser ligesom hans kollega i Nattergalen en dag må opleve erkendelsen og glæden ved at høre den ægte nattergal synge.

Så vi kan komme af med det mekaniske skidt og få den levende musik – og gerne også det levende teater – tilbage. Så alle Tivolis ånder og muser kan glæde sig i deres himle – og kvidre som små nattergale.

I mellemtiden kan man jo længes og drømme og læse “Nattergalen”: http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen

Man kan også glæde sig til efteråret, der vil byde på en nyfortolkning af H. C. Andersens eventyr i en af Tivolis mest grandiose bygninger, nemlig når Nordisk Film Live opfører det nyskabende “H.C. Andersen – et magisk eventyrshow” i Koncertsalen. Det bliver meget spændende – og vil forhåbentlig bringe andet og mere end åndemusik til Den Gamle Have.

God sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verdens korteste intimkoncert i Tivoli

Danmarks sejrende MGP-datter Emmelie kom hjem i går og blev hyldet i et regnvådt, grønt og helt menneskefuldt Tivoli.

Smilende og glad kom hun først gående gennem Den Gamle Have, inden hun kom ind på scenen på Plænen med trofæet i hånden, og jublen bragede løs fra de mange tusind mennesker og deres svingende Dannebrogsflag.

TV sendte live fra begivenheden, og Emmelie sang først nationalsangen og derpå hendes vindersang. Alle jublede og var glade. Der var de obligatoriske lykønskninger, interviews og taksigelser, og så det hele slut – ihvertfald for dem, der så det på tv.

Men for os, som var i Tivoli, startede det hele på én måde først der. For da tv-folkene var væk, stak Emmelie og de andre hovederne sammen ét kort øjeblik, og så gav de vindersangen én gang til. For fuld skrue og med en ganske særlig glød.

For det blev den ægte fejring, den rigtige fejring. Den fejring, der ikke var en del af en iscensat tv-udsendelse. Men i stedet var en få minutter kort intimkoncert fremført af nogle jublende lykkelige mennesker overfor en ligeså jublende folkemængde, der for længst har taget den unge pige og de andre til deres hjerter.

Verdens korteste intimkoncert – og et passende punktum for en pinse i MGP´s tegn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nattergalen i Tivoli – happy end søges

Nattergalen i Tivoli – en forestilling, som stadig mangler en (happy) end

Medvirkende:
Lars Liebst som Kejseren
Pantomimen (med både dansere, skuespillere og det ret hedengange Promenadeorkester) som Nattergalen
Publikum som byens indbyggere og den lille pige

Prolog:
Der var engang. Og sådan starter mange gode eventyr …
Men om dette ender godt, er helt op til Kejseren, byens indbyggere og den lille pige.

Handling:
Men altså: Der var engang, hvor man inde i Tivoli kunne høre den skønneste musik fra Nattergalen. Alle i hele byen – og også den lille pige – var vilde med at høre og se Nattergalen.

For hvad enten det var en tusmørkeblå forårsaften, en varm sommereftermiddag eller en småblæsende sensommerdag, så klang de skønneste toner et par gange om dagen samtidig med at der blev danset så smukt og mimet, så det var en lyst.

Jo, det er ganske vist. Det var altid en fornøjelse at se og høre Nattergalen i Tivoli – dengang.

For så en dag besluttede Kejseren, at siden alle var så vilde med Nattergalen, så skulle alle da sandelig også have endnu mere af den, så de ville blive endnu mere glade.

Så han lod bygge en maskimekanisk Nattergal, så den naturlige og levende Nattergal ikke længere selv skulle synge. Nu havde man nemlig optaget dens skønne sang, så man kunne høre det igen og igen.

Men ak, den lille pige blev ked af det og savnede den ægte Nattergal.

For den nye maskimekaniske Nattergal i Tivoli mangler både halvdelen af sin tidligere charme og den timing, som tidligere var mellem det, som den lille pige kunne høre og se hos den ægte Nattergal.

Men Kejseren var glad. Han syntes, at det hele skulle blive endnu bedre, så han købte en masse nye forlystelser. Jo, godt nok skulle han først fjerne nogle af de ting, som de mindste børn var glade for.

Men at fjerne ting er han god til og vant til. For blot nogle få år siden tog han børneteatret Valmuen væk fra Tivoli uden at sætte noget i stedet, og det har de fleste i byen allerede glemt.

Så at fjerne det lille pariserhjul er ikke sværere end at stjæle slik fra et barn.

Epilog:
Se, her stopper vores eventyr for nu. For vi ved ikke, hvordan eventyret her ender.

Vil det lykkes den lille pige at råbe Kejseren op, så vi kan få den rigtige, levende Nattergal tilbage igen, den med både skuespillere, dansere og Promenadeorkester?

Eller ender det hele med, at Kejseren beslutter at sætte en storskærm op, så han også kan blive fri for skuespillerne og danserne samt vise pantomime mange gange om dagen?

Se, dette er op til den lille pige og alle andre i byen …

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent