Rød blok vinder ind

Dagens bedste nyhed er i sandhed, at rød blok vinder ind på blå blok.

De blå har stadig flertal, men de røde nærmer sig – og kommer Alternativet ind, så er balancen næsten allerede tippet over til rød side.

Mange kommentatorer mener, at fremgangen skyldes rød blok´s kampagne om at flygtninge og indvandrere skal ud at arbejde. Og ja, dét har nok også haft en virkning.

Danmarksbloggen mener dog, at det i langt højere grad skyldes, at Venstre skaber uro og utryghed med deres meldinger om, at det skal koste noget at gå til lægen – samt alle de andre udmeldinger, der viser, at en stemme på blå blok, er en stemme på mere ulighed.

Og danskerne er kloge. De ved godt, at ulighed er skidt for alle. Heldigvis tyder det også på, at danskerne nu er begyndt at stemme efter dét.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mareridt: Venstre-Dansk Folkeparti i regering

En regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti efter næste valg? Det er afgjort en mulighed. Ja, man kan måske endda sige, at der lægges op til det i øjeblikket. 

Venstre antyder nemlig, at nulvækst måske ikke betyder nulvækst – men at der godt kan bruges lidt flere penge offentligt. Samtidig prøver Dansk Folkeparti også at lægge afstand til de mest muslimsk-fjendtlige dele af deres parti.

De to partier er med andre ord igang med at nærme sig hinanden. En regering bestående af netop Venstre og Dansk Folkeparti ville også få en lettere gang på jorden, end hvis Konservative og Liberal Alliance skal være med i en regering.

At det så også er et kæmpemareridt at forestille sig Dansk Folkeparti og Venstre i regering sammen, er en anden sag. Det vil være en umenneskelighedens regering, hvor egoismen trives på et plan, som vi endnu ikke har set i Danmark.

En regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti vil være en regering, der uden blusel vil skære på sundhed, uddannelse, ældre, arbejdsløse og svage til fordel for skattelettelser til dem, der i forvejen har rigeligt.

Noget man især ser i forhold til dén boligjob-ordning, som er Venstres kernepunkt. Her er faktum, at 4 ud af 10 med en indtægt på over 700.000 kroner brugte bolig-job-ordningen, mens det var mindre end 1 ud af 10 med en indtægt på under 350.000 kroner. 

Dét giver på ingen måde mening at genindføre dén ordning – eller at få en Venstre-Dansk Folkeparti-regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Brugerbetalingens grimme genkomst

Der var engang, hvor pengepungen afgjorde ens muligheder både ifht uddannelse og ifht sundhed og mange flere ting endnu.

Så kom de gyldne årtier, hvor det ikke kostede noget at gå i skole, være på sygehus, gå til lægen osv. Det var de år, hvor alle kunne være med – uanset baggrund og økonomi.

De tider er forbi nu – desværre.

Vi ser det i skolerne, hvor forældrene skal betale for pc´ere og tablets, i sundhedssektoren, hvor der barsles med fx betaling for at gå til lægen osv.

Brugerbetalingen er altså for fuld skrue på vej tilbage i Danmark – og det er både meget grimt og socialt skævt i en grad, så det truer stabiliteten og sammenhængskraften i samfundet.

Det må og skal stoppes. Vi må have ligheden tilbage.

Heldigvis er det også det, som de fleste danskere vil og kerer sig om ifht kommende valgemner.

Danskerne sætter her sundhedsvæsnet, de ældre og folkeskolen som de tre vigtigste emner. Læs mere her: http://www.altinget.dk/social/artikel/vaelgerne-dagpenge-er-ikke-det-vigtigste

Så nu mangler ”blot” at politikerne begynder at agere, som befolkningen ønsker … det er så måske desværre mere end bare ”blot”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 23: Parlamentarismen og kvindernes stemmeret

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Parlamentarismen og kvindernes stemmeret

Danmark havde udviklet sig enormt gennem 1800-tallet. Ja, det var nærmest et helt nyt land, som stod på tærsklen til det nye århundrede.

Men Danmark var stadig et land, hvor der var store skel mellem mennesker og store problemer, hvad også litteraturforskeren og kritikeren Georg Brandes så helt tydeligt og beskrev både på Københavns Universitet og i dagbladet Politiken, som broderen Evald Brandes grundlagde sammen med den radikale Viggo Hørup.

1900-tallet skulle så vise sig at blive endnu mere hektisk end 1800-tallet. Men det vidste man ikke ved århundredets start. Man var derimod helt klar over, at det politiske system i Danmark trængte til en opdatering. I sidste instans kunne det være et spørgsmål om demokratiets overlevelse.

Ændringerne kom så også med parlamentarismens indførsel i 1901, hvor magten skiftede fra nogle få hundrede godsejere til mere end 60.000 bønder – eller sagt kort: Danmarks første Venstre-regering.

Der var også noget at gå i gang med for den nye regering. Beskatningen, som stadig hvilede på de gamle jordskatter, blev ændret til indkomstskat, og folk fik deres første selvangivelse. Straffeloven blev mere human. Og der skete en demokratisering af både amts-, sogne- og byråd, således så ingen – som fx godsejere – længere automatisk var medlemmer.

Venstre opfattede dog ikke længe godsejerpartiet Højre som hovedmodstander. Og i dag har de to partier endda ofte siddet i regering sammen. Højre blev nemlig til Det Konservative Folkeparti.

Nej, hovedmodstanderen for Venstre var – og er stadig – Socialdemokratiet, der i starten af 1900-tallet stormede frem – og som hurtigt fik magten i København sammen med de radikale, som har deres rødder hos husmænd, lærere, intellektuelle og kunstnere.

For dengang stemte man – i reglen – efter hvilken klasse, som man tilhøret i samfundet.

Danmark i starten af 1900-tallet var nemlig et Danmark med store sociale forskelle, hvor en lille overklasse levede et dejligt liv med gode, store boliger, masser af nærende mad og mulighed for at udfordre og realisere sig selv, mens langt de fleste danskere arbejdede hårdt året rundt, levede i elendige boliger – men hverken havde tid eller penge til at nyde livet – eller blot holde sig sund og rask.

For nu kom der fokus på sundhed – også selvom Venstre ikke ville bruge penge på det. Dengang som nu mente de, at pengene lå bedst i folks egen lomme. Men med tiden kom der flere penge til sundhed, både den helbredende og den forebyggende.

Idrætten begyndte at vokse frem, også for arbejderklassen, hvis medlemmer begyndte at gå til fodbold og andre holdsportsgrene, der i modsætning til overklassens sportsgrene som fx ridning var billige at dyrke. Man begyndte også at bade fra stranden.

At samfundet har et ansvar overfor sin befolkning var ved at blive en udbredt antagelse i et Danmark, der begyndte at ligne det samfund, som vi har idag.

En ting manglede dog for alvor: Nemlig kvindernes stemmeret og deltagelse i det politiske liv.

Kvinderne selv havde op gennem 1800-tallet protesteret og krævet ret til at være med i samfundet på lige fod med mændene. Og også mandlige politikere fra både Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 forsøgt at give kvinderne stemmeret. Men hver gang blev forslaget afvist af det Højre-dominerende Landsting.

Men nu kunne det ikke længere holdes tilbage. I 1908 fik kvinderne stemmeret og blev valgbare til de kommunale råd, og pr. d. 5. juni 1915 fik kvinderne ret til at stemme og opstille til Rigsdagen.

De moderne tider var for alvor begyndt, og alt kunne således have været godt og lyst, men ude i verden var der sket ting og sager: Året forinden var 1. verdenskrig startet i 1914.

Og netop 1. Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre toner rent – og umenneskeligt – flag

Lavere skatter, men samtidig flere penge til sundhed!!!!

Ja, det lyder jo som det rene fata morgana – og det er også lige, hvad Venstres udspil til finansloven er.

Læs det her: http://www.venstre.dk/nyheder/enkeltvisning/et-sundt-danmark/

Dét er så også en billig omgang, da Venstre udmærket ved, at regeringen formentlig laver finanslov med SF og Enhedslisten.

Men samtidig kan udspillet give Venstre bonus, da partiet har brug for at markere sig, både som sig selv og i forhold til Dansk Folkeparti, som seriøst truer Venstre som det førende parti i blå blok – og som i sand overbudsstil har meddelt, at de vil bruge mange flere penge på ældre, syge og arbejdsløse.

Altsammen noget der har været medvirkende til at Venstre vil spare 2,6 mia på udviklingsbistanden.

For uanset hvad: Så toner Venstre rent flag:

Danmark og danskerne skal iflg. Venstre være os selv nok, både i forhold til resten af verden og i forhold til hinanden her i Danmark.

Jungleloven – den stærkestes lov – skal være den til alle tider og alle steder gældende, og så er det bare rigtigt ærgerligt for dem, der ikke har et job eller en formue. De kunne jo bare tage sig sammen, bliver meldingen på dén måde fra Løkke og co.

Det er mere end usmageligt – det er direkte umenneskeligt!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Starter muslimske kvinder en vestlig islam i hedebølgen?

At der er behov for en vestlig – og dermed mere sekulær – islam giver god mening, når man tænker på, hvordan linien mellem såkaldte muslimske værdier og vestlige værdier trækkes op i disse år, så det altfor ofte ender i uenighed og konfrontation.

Men måske er den vestlige version af islam allerede på vej, ihvertfald i det skjulte og ganske autonomt.

Ramadanen, der synger på allersidste vers, har nemlig været særdeles varm i år. Og det må være hårdt at skulle undvære mad og især væske i de mange lyse timer, hvor muslimer iflg. forskrifterne skal faste under den månedlange Ramadan, der startede d. 28. juni og slutter i morgen søndag d. 27. juli.

Det har en del af landets muslimer så – heldigvis for deres sundhed – ikke valgt at gøre denne sommer. De er i stedet søgt ud i skyggen for at spise og drikke i løbet af de mange varme og lyse timer.

Danmarksbloggen har således ved flere lejligheder observeret muslimske børn og kvinder i alle aldre ved de danske strande, der glad og gerne har drukket vand og andre former for væske samt spist udskåret frugt.

Det giver rigtig god mening. For dels er det direkte sundhedsfarligt ikke at indtage væske, når det er så varmt, som det for øjeblikket er i Danmark. Og dels kan man sagtens holde Ramadan, selvom man måske kun faster 1-2 timer om dagen – og resten af dagen holder sig til vand og frugt, inden det bliver mørkt – og mere solid mad kan indtages.

For en ordens skyld skal lige siges, at børn, ældre, gravide, syge og andre svagelige ikke forventes at faste under Ramadanen. Det er raske voksne, som skal faste, og det gør en del af dem også.

Men nogle af dem – primært kvinder – vælger også at drikke og spise og er dermed helt stille i gang med at skabe en ny form for islam, en mere vestlig og sekulær islam, hvor de lader det menneskelige komme før det religiøse. Dét giver god mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk