Glem de pædofile og politiet et øjeblik

Prøv engang at skubbe skræmmekampagnerne til side, tag en dyb indånding og saml tankerne. Glem de pædofile, politiets svære kår, den sociale dumpning, og hvad vi ellers får at vide, at valget handler om. Til side med dem.

Bare et øjeblik.

Bare længe nok til at svare på disse to simple spørgsmål, som burde stå over alle andre:

— Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et ja?

 — Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et nej?

Er svaret IKKE det samme på de to spørgsmål, så er det demokratiet, der stemmes om, ikke alt det andet.

Det kan være meget dyrt her i livet blindt at tro på, hvad politikernes spindoktorer fortæller os. De vigtige spørgsmål er desværre sjældent dem, de bringer på bane.

Demokratiet er vores eneste middel til at holde dem lidt i ørerne, især i en verden, hvor politikernes evne til at lytte til argumenter eller overhovedet forholde sig til virkeligheden uden for deres egen kreds virker lammet.

Har politiet svære kår, så skyldes det måske også, at selvsamme politikere har været særdeles flittige med sparekniven til gavn for pædofile, cykeltyve, bagmænd, svindlere og de østbander, som EUs åbne grænser har sikret fri bevægelighed.

Måske er de grimme mørkemænd, der lokker med slik, hvis man sætter sig ind i deres vogn, ikke børnelokkere, men politikere med blikket fokuseret på nye karrieremuligheder?

Demokratiet er alt for vigtigt at overlade til politikerne. Beskyt det.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter – https://steenlangstrup.wordpress.com/

Boganmeldelse: Spøgelserne (lever endnu) på Frilandsmuseet

I 2013 kom første version af Steen Langstrups bog ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”.

Bogen, der hurtigt blev en stor succes, handler om de spøgelser, som både ansatte og besøgende gennem mange år har mødt på Frilandsmuseets gamle gårde, der ligger spredt ud over landskabet i Kgs. Lyngby nord for København.

Spøgelser, der kan være harmløse og blot tilstedeværende som ”den grå mand”, men også truende som ”den hvide dame” eller ligefrem direkte farlige som ”dødens arme”, der trækker dem, der kommer for tæt på, med ned i alkovens dyb og måske længere ned endnu.

For der er mange gårde på Frilandsmuseet – og mange spøgelser. Og vi møder dem alle sammen i bogen ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”, der på fredag d. 15. maj udkommer i en revideret og udvidet version, hvilket er en rigtig god ide.

For 2015-versionen af bogen er opdateret med dugfriske – og særdeles nutidige – beretninger om mødet mellem almindelige danskere og genfærd. Og det gør en i forvejen rigtig god bog så meget bedre, når man kan læse, at de overnaturlige hændelser også skete så sent som i 2013 og 2014.

For så kan man – mens nakkehårene rejser sig – konkludere: Spøgelserne lever endnu på Frilandsmuseet – hvis man ellers kan bruge ordet lever om spøgelser, der jo i sagens natur må forventes at være døde!

Men vigtigst er, at det også betyder, at man selv – med lidt held – kan møde spøgelserne og genfærdene derude, hvilket appellerer til både fantasien og nysgerrigheden.

Et oplagt tidspunkt at prøve, om man selv kan se, høre eller fornemme et spøgelse er selvfølgelig i forbindelse med de meget velbesøgte ture, som Frilandsmuseet arrangerer i de mørke efterårsaftner omkring Halloween. Men også resten af året – selv en solrig sommerdag – kan et genfærd manifestere sig ifølge bogen.

Både mænd og kvinder har i hvert fald oplevet lidt af hvert på alle tider af året. Undertegnede er desværre ikke en af dem. Jeg var ellers med på en af første spøgelsesture i efteråret 2013 – og ja, det var skræmmende med mørket, lygterne, historierne og den sorte kiste.

Men desværre hverken så, hørte eller mærkede jeg noget. Jeg håbede det ellers. På den anden side, så har jeg det lidt ligesom bogens forfatter Steen Langstrup: Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg kan godt blive bange for dem alligevel.

Og så har jeg endda ikke engang været med på spøgelsesjagt med professionelle spøgelsesjagere, som Steen Langstrup har været det i flere omgange. For Steen Langstrup går hele vejen og har både besøgt kirkegårde i de egne af landet, hvor Frilandsmuseets gårde oprindeligt stammer fra – samt været med på spøgelsesjagt en midvinternat og en fuldmånenat.

Især den sidste tur rystede den garvede gyserforfatter – hvilket der også er kommet et spændende kapitel ud af i bogen, hvor man kan læse om både kuldefornemmelser, hvisken af stemmer, der ikke burde kunne høres i tomme rum samt mystiske skygger i vinduer med mere.

Der er også et kapitel, hvor Steen Langstrup har en spændende samtale med museumschef på Frilandsmuseet dr. phil Peter Henningsen om netop problematikken omkring spøgelser, videnskab og psykologi. Noget, der sætter bogens personlige beretninger og reportager i relief.

Endelig er der – selvfølgelig – også en opfordring til fortsat at rapportere det til Steen Langstrup, hvis man selv oplever noget usædvanligt. Der kunne altså med andre ord godt være lagt op til en version 3 af bogen, som Danmarksbloggen i så fald glæder sig til at læse til dén tid.

Indtil da vil Danmarksbloggen ile med fem genfærd ud af fem mulige for denne herlige anden version af en bog, der giver både masser af gys – og en stor lyst til selv at gå på spøgelsesjagt derude i de gamle gårde.

Undertegnede ved ihvertfald godt, hvor turen skal gå hen en regnvåd og mørk dag i sommerferien: Nemlig på spøgelsesjagt på Frilandmuseet.

Steen Langstrup: ”Spøgelserne på Frilandsmuseet.” Udgives af 2 Feet Entertainment. I samarbejde med Frilandsmuseet. Udkommer 15. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Steen Langstrup: ”Amerikansk olie”

Danmark, danskerne og det danske samfund behøver et skud amerikansk olie. Vel at mærke når den amerikanske olie gives i bogform og er skrevet af Steen Langstrup, hvis nye bog ”Amerikansk olie” udkommer i morgen torsdag d. 15. januar.

Bogen, der ikke er en gyserhistorie som mange andre af Steen Langstrups over tyve bøger, er skrevet i forfatterens sædvanlige flydende og letlæste stil, hvor man som læser sluger bogens 191 sider i een eneste stor mundfuld, mens man samtidig bliver mere og mere bange – også selvom “Amerikansk olie” ikke er en klassisk Langstrup-horrorhistorie.

Istedet spidder Steen Langstrup dygtigt og med sans for både perspektivet og detaljen vor tid og dens mennesker på en måde, så vi alle kan genkende os selv – og desværre i de versioner af os selv, som vi helst ikke vil se – og i hvert fald slet ikke vedkende os og tale om.

Men det er vi nu nok nødt til alligevel, hvis vi vil noget andet end det mørke, som omgiver os i dag – og som vi ikke kan flygte fra til fx Thailands sol og strande, som er scenen i et par af novellerne.

”Amerikansk olie” starter dog hverken i Thailand eller i Danmark. Bogen åbnes med en brag af en allerede kendt novelle, der er uhyggelig aktuel på én måde, som forfatteren næppe havde forestillet sig, da han sendte bogen til tryk for flere uger siden. Den første novelle ”Amerikansk olie” foregår nemlig i Paris og har på overfladen terror, terrorister og terrorangreb som tema.

Nedenunder handler det – som alt andet i samfundet og i bogen – om at finde sin plads, høre til, blive set og anerkendt – og hvad der så sker, når mennesker og samfund istedet svigter og svigtes. For det er lige der, at vi er – både i samfundet og i ”Amerikansk olie”, der er et skarpt og afslørende spejl på vor tid og vort samfund.

Bogens 20 noveller, hvoraf langt de fleste foregår i Danmark, og handler om mænd, kvinder og børn i alle aldre og fra alle sociale lag, hænger også sammen på flere planer. Nogle direkte, hvor man følger den samme person over en dag gennem flere noveller eller for en enkelt persons vedkommende gennem hele livet. Andre mere indirekte.

Men alle noveller væver sig ind i hinanden, og tiden går både forlæns og baglæns og sidelæns i bogen. Men det betyder mindre, om noget overhovedet. For menneskene i de 20 noveller er – trods oprør og forsøg på at ændre deres liv – næsten alle låst fat af deres miljø og deres egne forestillinger om sig selv og deres muligheder.

Novellerne i ”Amerikansk olie” er derfor også det mest skræmmende, som Steen Langstrup nogensinde har skrevet. Fordi de handler om virkeligheden som virkeligheden er det anno 2015.

Steen Langstrup skriver normalt gysere – sidste år udgav han fx den eminente ”Katrine” om hvad ondskaben i et menneskehjerte kan føre med sig af smerte og død. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3680

Men her har uhyggen fået en tand til. For i ”Amerikansk olie” taler vi ikke om en fiktiv historie og et sort hjerte, men om mørket i et helt samfund.

Om at Danmark er et mørkt land, hvor solen står sent op, som det også siges i novellen om tiggerfamilien fra Bulgarien, der i et juleudsmykket Danmark med pebernødder og julesange ikke møder varme noget steds eller fra noget menneske, men i stedet kulde på så mange planer, at det kun er virkeligheden, der kan være ligeså infam i den fremmedgørelse og dæmonisering af mennesker, som der sker i Danmark i øjeblikket.

Det er en novelle, det gør fysisk ondt at læse – men som derfor også burde være fast pensum på samtlige skoler i Danmark.

For skal noget laves om, skal der mennesker til. Mennesker, som tør være åbne og nærværende, som man møder dem enkelte steder i bogen. Få steder.

For ellers er der ikke meget håb i “Amerikansk olie”, der foregår i en kold tid og en kold verden. I et samfund som det danske uden farver, men i strømlinet gråt, hvidt og sort. Et samfund, hvor kun succes, præstation og effektivitet taler og vises i den bil, som man kører i, den mobil som man har  og det tøj, som man går i osv.

Et samfund som det danske anno 2015, hvor glæden tilhører dem, der tager den – inden de også møder og overvældes af ”den stille grå danske død af almindelighed”, som Steen Langstrup så malende beskriver danskernes hverdag i hamsterhjulet.

En hverdag med stress og pres (også fra sig selv) om at være perfekt. Med alkohol, stoffer, mobning, vold, manglende omsorg og ingen lydhørhed. En hverdag, hvor en finanskrise og en fyring kan være starten til enden.

Og hvor selv en lotto-gevinst ikke er nok, hvis man først er havnet helt nede på samfundets bund. Her får den så i ”Amerikansk olie” lige et nøk til. For selv den hjemløse tror, at det er hans egen skyld. At det er ham, der er svag.

Og ingen stiller spørgsmålstegn ved samfundets strukturer eller spørger, om fordelingen af goder er i orden. Det er altsammen DIN EGEN SKYLD OG DIT EGET ANSVAR. Men som det ses i bogen, går det pr. automatik galt, når vi overlades til os selv og bliver vores egne guder.

Og det er så fint tænkt ud og skrevet af Steen Langstrup, der har sproget i sin hule hånd – og på en helt anden måde end den danske version af Mr. Grey, som taler på en måde, så den søde rengøringspige slet ikke forstår, at han vil det samme som hende.

For i en tid med mantraer som vær dig selv nok, mindfulness, du kan hvis du vil og anden moderne overtro – er det godt at læse noveller og historier, der viser virkeligheden, som den er. Viser det umenneskelige pres som alle er ofre for – og udøvede bødler for.

Selv en tænker hos CEPOS, der naturligvis slagtes, da han påpeger det urimelige i at skulle starte fredagens Matadorspil på et tidspunkt, hvor kollegaerne allerede har hotel på Rådhuspladsen og flere grunde samlet.

For vi har jo alle samme udgangspunkt, ikke sandt?

Nej, det er netop det vi ikke har. Og det får Steen Langstrup vist så godt i de 20 noveller. Ja, han får i “Amerikansk olie” hjertegribende og brutalt vist, at den amerikanske drøm er et fata morgana. At den enkeltes muligheder ikke handler om evner og engagement, men om arv, miljø og udgangspunkt – og at vi ikke kan løbe fra det, heller ikke engang selvom vi er bortadopterede og ikke kender vores ophav.

Eller hvis vi skifter miljø som tømreren Abraham, der skriver en bog om at være arbejdsløs og håndværker. En bog, som forlagene elsker – ihvertfald da de først har redigeret virkeligheden med masser af røde streger – og indtil de opdager, at Abraham slet ikke er en forklædt akademiker med fine ord og afstand til livet og verden, men et virkeligt menneske af kød og blod som sin bibelske navnebror, der i øvrigt blev stamfader til en hel slægt. For bogens Abraham er en virkelig tømrer – som en anden tømrer fra Biblen, nemlig menneskesønnen fra Betlehem.

Navnet og erhvervet er næppe tilfældigt valgt. Hverken den bibelske Abraham eller Jesus var således frie mennesker uden ansvar for andre. Det ønskede de så heller ikke at være. De talte derimod om at forpligte sig på hinanden. Ja, Jesus talte endda om næstekærligheden som det største af alt. Den forpligtende næstekærlighed og ikke den uforpligtende frihed, som mange ønsker sig så brændende i dag, at de kvæles i ensomhed i deres jagt på den store, hvide frihed..

Men kan vi overhovedet være frie? Ikke iflg. Steen Langstrup. Det er så heller ikke vigtigt. Det vigtige er, hvad vi gør i forhold til hinanden, og at vi kerer os om hinanden. For ellers så vil vi som Rikke i “Amerikansk olie”s sidste novelle en skønne dag vågne op hjemme hos os selv, i vores eget liv, og tro, at vi er et fremmed sted.

Men der er vi jo også – som samfund – i øjeblikket her i Danmark. Og det er på høje tide at komme hjem.

For verden og livet ændrer sig ikke. Men som den hjemløse kvinde i Paris i bogens første novelle påpegede det, så kan vores forestilling om verden og livet ændre sig – og deri ligger både muligheden for enten fortabelse eller fællesskab. For dét vælger vi nemlig selv.  

Danmarksbloggen giver Steen Langstrup og hans bog fem store svingende skefulde amerikansk olie ud af fem mulige.

Steen Langstrup: ”Amerikansk olie” er udgivet af 2Feet Entertainment med støtte fra Statens Kunstråd. Pris ca. 249,- . Fås også som e-bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: Ungdomskrimigyseren ”Katrine” – en bog om ondskaben i et menneskehjerte

Steen Langstrup udgiver på torsdag d. 27. februar ungdomskrimigyseren ”Katrine”.

Han anbefaler selv, at man som læser skal være 14+. Og det giver god mening, at læseren skal være minimum 14-15 år for at gå ombord i bogens sorte og til tider erotiske univers. Til gengæld skal en alder på den anden side af ungdommens vår ikke forhindre i at læse bogen.

Snarere tværtimod anbefaler Danmarksbloggen ”Katrine” til både unge og voksne. For i sit budskab om at det onde er hér og dér og alle vegne – og måske allermest dér, hvor vi mindst venter at finde det – bliver bogen særdeles vedkommende for os alle sammen.

På overfladen handler bogen om den unge, jyske pige Katrine, der flytter til hovedstaden for at komme væk fra voldtægten og sladderen i den lille jyske by, hvor hun kommer fra. Hun skal studere videre og flytter ind på et københavnsk kollegium tæt ved Statens Museum for Kunst. Men er voldtægtsmanden fulgt med og optræder nu som stalker?!

Katrines voldtægtshistorie har også aflæggere, som kun langsomt afsløres – men som spiller en rolle for begivenhederne, der alle foregår i et nutidigt København blandt unge studerende.

Både bogens layout med skæve og store sidetal, korte kapitler, dens lette og nutidige sprog og en handling, der udvikler sig hurtigt og til tider meget uventet er med til at gøre, at man som læser hele tiden suges over på næste side, indtil bogen er læst færdig i ét eneste stræk.

Som læser af ”Katrine” suges man ikke kun hele tiden videre i bogen, men også hurtigt ind i en stemning af noget mørkt og sort, som man undervejs i læsningen mere og mere mener at kunne identificere ophavet til.

Nærmere beskrivelse skal ikke gives her, da det vil afsløre for meget af plottet, og det vil være en skam. For netop den snigende bevidsthed om, hvordan det hele MÅSKE hænger sammen, er en af bogens store forcer.

Man tror nemlig næsten ikke sin egen hjerne i løbet af læsningen … og måske skal man heller ikke stole for meget på sine egne ideer? Eller også skal man? Dét skal læseren selv have fornøjelsen at finde ud af.

Hvad man til gengæld kan stole på er, at ”Katrine” ikke rummer ret meget traditionel uhygge, hverken af overnaturlig eller kriminel karakter. Men alligevel skræmmes man langt ind i sjælen som læser, fordi bogen handler om det, som vi i virkeligheden skal være bange for.

Det, der for alvor giver søvnløse nætter. Det, som virkelig sker, og som gør ondt langt mere, end nogen moderne skræmmebilleder eller gamle spøgelser kan gøre det – langt mere end nogen kniv, noget skydevåben kan gøre det. For de er blot redskaber, der bruges, når det, som vi virkelig skal være bange for, er i spil:

Nemlig ondskaben i et menneskehjerte.

Et af bogens temaer er også FIGHT OR FLIGTH

Og her er det klokkeklare budskab, at hvis ikke du selv tager valget, så bliver valget taget for dig af andre og af livet selv. For du kan ikke flygte fra dig selv, men du kan vælge at kæmpe for dig selv. Man kan også spille død eller lyve istedet for at kæmpe.

Men uanset hvad, så drejer det sig også om at vælge, vælge hvad man vil, og hvem man vil stole på. Og i ”Katrine” er det – som i livet – valg, der er altafgørende. Valg, der i ”Katrine” bunder i og fører til gys og gru. Valg, der for en enkelt endda står mellem DRÆB ELLER DØ.

Mere skal ikke siges her, for så vil for meget blive afsløret. ”Katrine” er som allerede nævnt en af den slags bøger, hvor så lidt som muligt skal fortælles om handlingen i forvejen. Hvor handlingen folder sig ud undervejs – og giver os svar.

Dog skal slås fast, at bogen er skræmmende langt ind i sjælen. Fordi den tør beskæftige sig med ondskaben, egoismen, dette at søge sit eget. Så modsat kærligheden, der tror alt, håber alt, udholder alt.

I ”Katrine” møder man nemlig derimod den ondskab, der opgiver alt, skræmmer alt, forlader alt, angriber alt og dræber alt – for i den verden er det DRÆB ELLER DØ. Andet er der ikke plads til, når ondskaben lever i et menneskehjerte.

Men tror vi på det onde i mennesket her i 2014? Efter at have læst ”Katrine” er svaret et stort ja.

For man spindes i dén grad ind i Steen Langstrups velskrevne og letlæste bog, og man fryser over den mangel på reel medmenneskelig varme, som man fornemmer omkring tilflytteren Katrine. Det er alvor med det onde, men hvem er hendes fjende(r)?

Kollegiet i ”Katrine” findes i øvrigt i virkeligheden – og denne ydmyge anmelder har endda i sine unge studiedage i 90´erne siddet der mange gange til langt ud på natten og snakket og drukket te med diverse studiekammerater. Så det krøb ekstra i nakkehårene, da jeg læste ”Katrine”. For jeg har færdes på de gange, de værelser, de gader – og dér er præcist som beskrevet.

Jeg slap så heldigvis levende fra det. Det gjorde jeg også, da jeg læste ”Katrine”. Men uhyggen og angsten for det onde i et menneskehjerte, som bogen gav mig, fik det alligevel og får det stadig til at suge i min mave, når jeg tænker på Steen Langstrups formidable ungdomskrimigyser ”Katrine.”

Danmarksbloggen anbefaler derfor alle med hang til gysere og/eller interesse for psykologi og mellemmenneskelige relationer at læse ”Katrine”. Der er noget at komme efter – og gyse over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bogfakta om Katrine af Steen Langstrup:
150 sider
Udgiver: 2 Feet Entertainment
Pris ca. 249,-
Udkommer 27. februar 2014
Udgives samtidig på e-bog