Arven efter Thorning

Helle Thorning-Schmidt, Danmarks første kvindelige statsminister, fylder 50 år i dag, hvor det næsten på dagen er 1½ år siden, at hun måtte afgive statsministerposten til Lars Løkke.

Danmarksbloggen har selvsagt skrevet en del om Helle Thorning, og hun er også nævnt i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder. Her link til sidste afsnit, hvor der er link til alle de foregående afsnit:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6920

Men den runde dag får Danmarksbloggen til at filosofere lidt over Thornings betydning.

Selv nævnte hun kun få gange, at hun var landets første kvindelige statsminister. Det blev pakket væk, fordi hun ikke ønskede forskelsbehandling. På en måde sympatisk, men på den anden side også en fejl. For det skulle være fejret med trommer og rabalder, at Danmark endelig i 2011 fik sin første kvindelige statsminister.

På den tredje side var det måske okay – også når man ser Thornings arv, som er nærmest ikke-eksisterende. Hun efterlod sig ingen aftryk, når det handlede om visioner for Danmark. Og det gode, som blev gennemført fx en mere stabil økonomi og solidarisk velfærd, har Løkke og co. for længst fået ødelagt.

Hendes højre hånd, Bjarne Corydon, brugte også kun den politiske karriere som et springbræt ind i det private erhvervsliv, og hendes anden nærmeste Noa Reddington er tilbage i medieverdenen, hvor han endnu engang bekræfter den symbiose, der er mellem medier og politikere – og ikke mellem befolkning og politikere.

Så tillykke med dagen, som også har torne for et Socialdemokrati, der stadig lider, idet partiet passer alt for meget på med at kommunikere holdninger, drømme og visioner, fordi man er bange for at blive beskyldt for løftebrud – hvor uretfærdigt det end er. For løftebrud laver alle – og man er nødt til at vise sine farver, hvis man vil have stemmer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vejen tilbage til 1800-tallets elendighed

Efteråret er kommet med regn og rusk … og om to dage træder kontanthjælpsloftet i kraft. Det kontanthjælpsloft, som vil føre tusindvis af danskere og danske børn direkte ned i fattigdom.

Som Danmarksbloggen ser det, er det nytteløst at tro, at man kan få den nuværende blå-sorte regering til at droppe kontanthjælpsloftet, som blot er et led i en plan om at gøre Danmark så ulige, at vi igen havner i 1800-tallets klasse-samfund og elendighed.

Det er sådan et forfærdeligt junglesamfund uden rettigheder, uden hjælp, uden velfærd. Et samfund, hvor en lille gruppe lever i vild luksus, mens dem, som har et arbejde er bange for at miste det – og derfor sparker nedad mod dem, som er udenfor, fordi de er arbejdsløse, syge, gamle eller på anden måde udsatte.

Et samfund, som vi skal undgå. DERFOR skal vi forpligte de røde partier på at droppe kontanthjælpsloftet og de andre ordninger, der viser den gale retning. De er også med allerede – altså på nær Socialdemokratiet. SÅ skal det virkelig batte noget – det som vi gør, alle os der vil tryghed, solidaritet og velfærd – så er det Socialdemokratiet, der om nødvendigt skal presses til medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialt flertal – hvis altså DF og S vil

Der findes i det nuværende folketing – og udenom den nuværende Venstre-regering – et socialt flertal, der kan bestemme kursen, når det kommer til dagpenge, velfærd, sundhed og kampen mod social dumping.

Det sociale flertal består af Enhedslisten, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Alternativet – og de fem partier kan sammen sørge for, at fattigdommen ikke øges, at arbejdsløse, udsatte, indvandrere, flygtninge, syge og andre pressede mennesker i Danmark får et menneskeværdigt liv.

I et interview til Ritzau siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen: “Et flertal af danskerne stemte på partier, som under folketingsvalget meldte ud, at de ønsker flere penge til velfærd gennem vækst i det offentlige forbrug. Og det klare signal fra vælgerne skal selvfølgelig efterkommes.” 

Samme sted gør hun opmærksom på, at såvel Socialdemokraterne som Dansk Folkeparti i valgkampen forsikrede, at de ville arbejde for et trygt dagpengesystem og en hård indsats mod social dumping.

Læs hele artiklen her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/enhedslisten-til-s-og-df-lad-os-sammen-presse-loekke

Danmarksbloggen giver Enhedslisten og Johanne Schmidt-Nielsen ret. Det sociale flertal findes – på papiret. For Danmarksbloggen må også og med stor beklagelse erkende, at især Dansk Folkeparti, men også Socialdemokraterne løber fra deres gyldne valgløfter.

Begge partier har nemlig stemt for stramninger over sommeren.

Det er umenneskeligt – men det er også i strid med det, som de danske vælgere stemte – og dermed ganske udemokratisk. Danskerne talte med deres kryds d. 18. juni – og vi valgte medmenneskelighedens vej, men fik det stik modsatte på flere planer. Det er helt urimeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Døgnfluer og udlændinge

Døgnfluer er i høj kurs for øjeblikket – døgnfluer i form af valgløfter – og holdninger, der ofte drejer sig om udlændinge. Men med meget forskelligt udgangspunkt.

Dansk Folkeparti vil bygge en fæstning om Danmark og lukke absolut ingen ind – medmindre de er hvide og spiser gris.

Venstre er enig, men vil dog gerne tillade, at østeuropæerne kommer hertil. For de arbejder nemlig til en lavere løn end danskerne – hvilket betyder, at mange danskere ikke kan få arbejde, hvis Venstre kommer til magten. De konservative er også med på social dumping af store grupper af danskere. For stik mod hvad de to partier siger, så bekymrer de sig ikke om den almindelige dansker, men kun om dem, der har pengepungen i orden.

Radikale vil have alle ind, der kan besætte et job, som ingen danskere kan. Liberal Alliance er til en vis grad enig.

Socialdemokratiet og SF er derimod enige om, at vi skal undgå social dumping – men at vi også skal tage os af flygtninge, selvom der ikke skal komme for mange udlændinge ind i Danmark. Det mener Kristendemokraterne også – altså den del med flygtningene.

Enhedslisten og Alternativet anlægger derimod det medmenneskelige synspunkt, når de anfører, at det drejer sig om at indrette samfundet, så vi deles om de goder, som der er så mange af i Danmark.

Som Danmarksbloggen ser det, kan politiske løfter omkring udlændinge være døgnfluer. Udlændigedebatten i sig selv er dog ingen døgnflue, men derimod en sejlivet klassiker i dansk politik, som man både kan vinde og tabe et valg på.

Fluen på billedet Danmarksbloggens Facebook-side i dag er i øvrigt en døgnflue, formentlig af arten Ephemera Vulgata, på dansk sø-majflue.

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen?ref=aymt_homepage_panel

Den kan – trods sit skræmmende udseende – hverken stikke eller bide eller noget andet. Og står derfor på den måde i skarp kontrast til mange politikere – også fordi den er kendt for at bevæge sig med stor ynde, når den sammen med sine artsfæller flyver over vandhuller og fugtige enge.

Danmarksbloggen vil lade det være op til læserne selv at danne indre billeder af partilederne i let dans på grønne sommerenge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk censur blomstrer på Facebook

Aldrig har ytringsfriheden været så fremhævet som i de sidste par måneder i kølvandet på terrorangrebene i Paris og København. Allermest måske hos de politiske partier, hvor især de to store, Venstre og Socialdemokratiet, har været brændende fortalere for ytringsfrihed.

Derfor klinger det også hult, når partierne selv udøver censur på deres Facebook-sider overfor kritikere ved at slette indlæg og ved at blokere engagerede borgere i at udtale sig.

I gårsdagens aviser kunne man læse flg. om censuren hos Lars Løkke: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/lars-loekke-forbyder-fadoel/5476260

Men også den anden side er med. Socialdemokratiet udelukker også mange, der stiller spørgsmålstegn og forholder sig kritisk til de politiske udmeldinger.

Det skal slås fast, at vi selvfølgelig kun taler om sobre indlæg holdt i en ordentlig tone.

Danmarksbloggen er således også blokeret fra både Venstre og Socialdemokratiets Facebook-sider. Noget, som Danmarksbloggen tager i stiv arm, selvom det er oprørende at ytringsfriheden krænkes og trædes under fode.

For den politiske censur blomstrer på Facebook – i Danmark i 2015. Desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønskes: Fordelingspolitikkens genkomst

Hvor tæt på er folketingsvalget? Danmarksbloggen tror, at det er tættere på end de fleste aner. Danmarksbloggen tror, at Helle Thorning og hendes nærmeste rådgivere hele tiden overvejer, om det er NU, at der skal trykkes på knappen. Partiapparatet er ihvertfald klart til at rykke.

Men uanset hvornår valget kommer, så drømmer Danmarksbloggen om, at fordelingspolitik bliver et centralt tema.

Uligheden er stigende i Danmark – og danskerne er trætte af, at en lille privilegeret overklasse har så meget og stadig får så meget mere, mens både middelklasse og underklasse sakker agterud – sidstnævnte endda i en grad, så det nærmer sig et niveau, der er direkte umenneskeligt.

Der er derfor i dag mere end i mange årtier brug for en fordelingspolitik, der fordeler goderne mere ligeligt i det danske samfund.

Pengene skal med andre ord ned i de tomme lommer – og ikke i de lommer, der i forvejen bugner. Pengene skal ikke puges sammen, men ud i samfundet. For nej, Venstres Jakob Engel-Schmidt er 100% galt afmarcheret, når han siger, at uligheden er for lille i Danmark.

Se mere her: http://jyllands-posten.dk/politik/ECE7374570/Debat%3A+Ulighed+ikke+et+problem+i+Danmark/

Men lad endelig Venstremanden fortsætte med at sige, at de rige skal være rigere og de fattige fattigere.

Så kan tilslutningen til Venstre falde yderligere i meningsmålingerne – og det er godt, især hvis stemmerne vandrer over midten.

For nok er Danmarksbloggen ikke tilfreds med den nuværende regering. Men en S-regering er til hver en tid at foretrække fremfor en V-regering. Der er – ihvertfald et vist niveau af – medmenneskelighed til forskel.

Og medmenneskelighed skal der til, hvis vi skal have en fair fordelingspolitik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Det Danmark du kender”

“Det Danmark du kender”, er navnet på Socialdemokratiets kampagne, der siden årsskiftet har markeret, at det er valgår i år – og at socialdemokraterne går til valg på værdier om tryghed og hverdag.

Enkeltheden i kampagnen er derfor også genial, hvis altså man opfatter Danmark som et godt og trygt land at leve i. Som et land hvor “få har for meget og færre for lidt” for nu at bruge et andet – lidt ældre – socialdemokratisk slogan.

Men dét er et Danmark, som mange har svært ved at genkende idag.  

Og dét er netop kampagnens store bagside: At mange idag opfatter Danmark som et land, hvor uligheden øges så alt for meget. Hvor det godtnok kun er få, der har for meget, men hvor samtidig flere og flere har for lidt.

1% af alle danskere ejer således også cirka 33% af Danmarks samlede nettoformuer idag. Og det er kun én parameter. Uligheden øges også på stort set alle andre parametre.

Så nej, skulle kampagnen have givet mening, skulle den snarere havde heddet “Fællesskabets Danmark”.

For vejen frem er solidaritet, fællesskab og en fordelingspolitik, hvor politikerne selv tager tøjlerne i hånden fremfor at give dem til banker, store selskaber og andre, der tænker mere på egen bundlinie end på det fælles bedste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejder-comeback i Socialdemokratiet

Er arbejderne ved at gøre comeback i Socialdemokratiet?

Det hele startede med, at Benny Engelbrecht først i september blev skatteminister. En opgave, som han i øvrigt må formodes at løse godt, siden hverken de blå medier eller de borgerlige politikere har været ude og sige noget om ”endnu en skatteminister” og ”hvad skal vi med en på posten, som ikke er specialuddannet?”

Men altså den ikke-uddannede Benny Engelbrecht sidder som skatteminister.

Og nu er det så havnearbejderen Leif Lahn Jensen, der bliver socialdemokraternes nye gruppeformand. Altså endnu en ikke-akademiker på en væsentlig post.

Ude i kulissen står også Matthias Tesfaye og venter på at komme ind på Christiansborg igen, hvor han må forventes at nå vidt – også han er ikke-akademiker, men murer.

Og så har skatteminister Benny Engelbrecht gjort Danmarksbloggen opmærksom på, at også beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, der oprindelig arbejdede som postbud, hører til på listen. Danmarksbloggen takker Benny Engelbreht for reminderen og skynder sig at skrive Henrik Dam Kristensen på.

Altså: Fire fremtrædende socialdemokrater, der ikke er akademikere, men arbejdere og håndværkere. Dét er meget bemærkelsesværdigt og noget, som det gamle arbejderparti trænger til for at genrejse sig som et folkets parti.

Nu mangler så blot, at der til listen også føjes en arbejdsløs, gerne en der har mistet sine dagpenge og som må klare sig på kontanthjælp. Eller rettere med de nuværende regler: Vand og almisser.

I så fald en sådan mand/kvinde kan findes og overtales til at stille op, så vil arbejderne og de svage ikke blot være fine ord i en socialdemokratisk valgkamp, nej de vil alle sidde med ved bordet.

For skal man ændre noget for alvor i Danmark, så foregår det ved det store bord på Christiansborg.

Derfor giver det også så god mening at få alle grupper repræsenteret ved dét bord – og ikke kun de velstillede og veluddannede, uanset hvad politiske holdning, som man end måtte have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 23: Parlamentarismen og kvindernes stemmeret

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Parlamentarismen og kvindernes stemmeret

Danmark havde udviklet sig enormt gennem 1800-tallet. Ja, det var nærmest et helt nyt land, som stod på tærsklen til det nye århundrede.

Men Danmark var stadig et land, hvor der var store skel mellem mennesker og store problemer, hvad også litteraturforskeren og kritikeren Georg Brandes så helt tydeligt og beskrev både på Københavns Universitet og i dagbladet Politiken, som broderen Evald Brandes grundlagde sammen med den radikale Viggo Hørup.

1900-tallet skulle så vise sig at blive endnu mere hektisk end 1800-tallet. Men det vidste man ikke ved århundredets start. Man var derimod helt klar over, at det politiske system i Danmark trængte til en opdatering. I sidste instans kunne det være et spørgsmål om demokratiets overlevelse.

Ændringerne kom så også med parlamentarismens indførsel i 1901, hvor magten skiftede fra nogle få hundrede godsejere til mere end 60.000 bønder – eller sagt kort: Danmarks første Venstre-regering.

Der var også noget at gå i gang med for den nye regering. Beskatningen, som stadig hvilede på de gamle jordskatter, blev ændret til indkomstskat, og folk fik deres første selvangivelse. Straffeloven blev mere human. Og der skete en demokratisering af både amts-, sogne- og byråd, således så ingen – som fx godsejere – længere automatisk var medlemmer.

Venstre opfattede dog ikke længe godsejerpartiet Højre som hovedmodstander. Og i dag har de to partier endda ofte siddet i regering sammen. Højre blev nemlig til Det Konservative Folkeparti.

Nej, hovedmodstanderen for Venstre var – og er stadig – Socialdemokratiet, der i starten af 1900-tallet stormede frem – og som hurtigt fik magten i København sammen med de radikale, som har deres rødder hos husmænd, lærere, intellektuelle og kunstnere.

For dengang stemte man – i reglen – efter hvilken klasse, som man tilhøret i samfundet.

Danmark i starten af 1900-tallet var nemlig et Danmark med store sociale forskelle, hvor en lille overklasse levede et dejligt liv med gode, store boliger, masser af nærende mad og mulighed for at udfordre og realisere sig selv, mens langt de fleste danskere arbejdede hårdt året rundt, levede i elendige boliger – men hverken havde tid eller penge til at nyde livet – eller blot holde sig sund og rask.

For nu kom der fokus på sundhed – også selvom Venstre ikke ville bruge penge på det. Dengang som nu mente de, at pengene lå bedst i folks egen lomme. Men med tiden kom der flere penge til sundhed, både den helbredende og den forebyggende.

Idrætten begyndte at vokse frem, også for arbejderklassen, hvis medlemmer begyndte at gå til fodbold og andre holdsportsgrene, der i modsætning til overklassens sportsgrene som fx ridning var billige at dyrke. Man begyndte også at bade fra stranden.

At samfundet har et ansvar overfor sin befolkning var ved at blive en udbredt antagelse i et Danmark, der begyndte at ligne det samfund, som vi har idag.

En ting manglede dog for alvor: Nemlig kvindernes stemmeret og deltagelse i det politiske liv.

Kvinderne selv havde op gennem 1800-tallet protesteret og krævet ret til at være med i samfundet på lige fod med mændene. Og også mandlige politikere fra både Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 forsøgt at give kvinderne stemmeret. Men hver gang blev forslaget afvist af det Højre-dominerende Landsting.

Men nu kunne det ikke længere holdes tilbage. I 1908 fik kvinderne stemmeret og blev valgbare til de kommunale råd, og pr. d. 5. juni 1915 fik kvinderne ret til at stemme og opstille til Rigsdagen.

De moderne tider var for alvor begyndt, og alt kunne således have været godt og lyst, men ude i verden var der sket ting og sager: Året forinden var 1. verdenskrig startet i 1914.

Og netop 1. Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 22: Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Danmark i anden del af 1800-tallet var på mange måder et helt andet Danmark end Danmark i første del af 1800-tallet.

Danmark i første del af 1800-tallet var et statisk landbrugsland med et enevældigt kongedømme – et land, hvor der var langt imellem noget, der bare mindede om nytænkning og bevægelse i samfundet.

Danmark i anden del af 1800-tallet var derimod et demokrati i sin vorden med de begynder-besværligheder, som det medførte – blandt andet et par unødvendige krige (1848-50 og 1864), og en konge (Christian d. 9.), der holdt på sin ret til at udnævne sine ministre, hvilket betød, at Højres kandidat Estrup i 1872 blev statsminister, selvom Venstre havde vundet folketingsvalget.

Men Danmark i anden del af 1800-tallet var alligevel et demokrati – og et landbrugsland, der var i gang med at udvikle sig henimod at blive mere moderne, både indenfor landbruget og indenfor den industri, der kraftigt voksede frem i disse år.

Danmark sydede simpelthen af ideer, opfindelser og opbrud: Byerne voksede – og den almindelige dansker begyndte at kræve – og få – rettigheder, som havde været utænkelige i første halvdel af 1800-tallet.

Centralt her står Næringsfrihedsloven fra 1857, der med éet eneste slag ophævede købstædernes monopol på handel og håndværk. Nu kunne alle – også dem der boede på landet eller som ikke var medlem af et lav – nedsætte sig som håndværkere og producenter af alle slags.

Og det gjorde danskerne. Virksomheder – som De Forenede Danske Sukkerfabrikker, B&W, Otto Mønsted – og mange flere blev enten grundlagt eller gik fra lille til stor i årtierne derefter. Ofte med C.F. Tietgen i en helt central rolle.

Tietgen var handelsuddannet og bankdirektør, og han havde en evne som få danskere til at få tingene til at vokse. Hver gang vi hører ordet forende – fx forenede spritfabrikker, dampskibsselskaber, sukkerfabrikker osv – kan man roligt gå ud fra, at Tietgen har spillet en hovedrolle.

Samtidig at Tietgen i det store format (og alle de andre i det noget mindre format) udviklede dansk erhvervsliv, blev voldene og byportene revet ned i København, der nu begyndte at sprede sig for alvor ud i de brokvarterer, som vi kender i dag: Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Amagerbro.

Jernbanen kom også (vores nuværende skinnenet stammer således fra 1860) – og dampskibene, telegrafen og meget mere. Varer og nyheder kunne nu transporteres i store mængder og over enorme afstande i flyvende fart. Det var voldsomt, og det kunne være svært at følge med for den enkelte.

Heldigvis behøvede den enkelte heller ikke at stå alene. Ude på landet slog bønderne sig nemlig sammen i andelsforeninger. Det startede i 1882 på Varde-egnen, og kun 13 år senere var der over 800 andelsmejerier i Danmark samt et stort antal andelsslagterier. Andelstanken havde slået rod – og den ændrede dansk landbrug. Fra at vi producerede korn til eget forbrug til at vi producerede smør, flæsk og andre gode kødvarer, som kunne sælges til fx England – og transporteres med de dengang hurtige dampskibe.

I det nye demokrati var tyngdepunktet på en måde også flyttet mod vest, nemlig til Jylland, hvor lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs havde sine godser, som han elskede at være på, når han ikke var nødt til at opholde sig i København, hvor han stod for den reviderede grundlov fra 1866. En grundlov, der sørgede for, at de nationalliberale med base i København blev sat helt udenfor indflydelse, mens lensgreven selv og hans godsejervenner samt de almindelige bønder fik magten. En magt, som de havde indtil systemskiftet i 1901, som vi skal høre mere om i næste uges Danmarkshistorie.

For der skete meget mere i sidste del af 1800-tallet, som vi må have med.

For nok havde jordbesidderne magten – men det ulmede i den voksende danske arbejderskare, der i takt med den stigende industrialisering blev flere og flere.

Ude på landet boede der nemlig mange jordløse landarbejdere, som ikke havde mange rettigheder, men som til gengæld måtte knokle hårdt og stadig leve et kummerligt liv. For dem betød Grundloven ikke ret meget, og deres liv var stort set det samme som før 1849.

Mange af dem valgte derfor at tage til byen i håbet om at et job i den nye industri ville give dem et bedre liv. Det skete desværre sjældent. Arbejdet var stadig hårdt og nedslidende – og familierne blev stuvet sammen i små, dårlige lejligheder.

Det kunne ikke fortsætte – og den voksende arbejderbevægelse dannede da også sit eget parti, Socialdemokratiet i 1871.

Det var dengang begrebet arbejdskamp skulle tages helt alvorligt. En af partiets stiftere Louis Pio blev således idømt en lang fængselsstraf for højforræderi. For at slå arbejderbevægelsen ned sendte man ham også til Amerika. Men han kom tilbage – og der var også andre dygtige mennesker i arbejderbevægelsen, fx en Peter Knudsen, der dygtigt opbyggede partiet op gennem 1880´erne.

Det stod også hurtigt klart at skulle arbejderne have succes med at skaffe sig gode levevilkår, så skulle der fagforeninger til. Så i 1898 var der etableret fagforeninger for hvert fag i alle danske byer.

Konflikten med arbejdsgiverne – i tidens sprog kapitalisterne – var uundgåelig, og i 1899 efter talrige strejker og lockouter blev arbejderne lockoutet i hele fem måneder. Resultatet blev den samarbejdsaftale, som vi stadig har på det danske arbejdsmarked, med varslinger, forligsinstitution osv. En aftale, der kaldes Den Danske Model, og som mange lande stadig misunder os.

Tilbage i Danmark i tiden omkring 1900 stod det derfor også alle klart, at samfundet havde ændret sig. At noget nyt skulle til at ske. Det gamle system med på den ene side godsejerne, de adelige og militæret i Højre og bønderne i Venstre havde spillet fallit. Arbejderne, husmændene og de intellektuelle – og på sigt kvinderne – ville også være med til at bestemme. Et systemskifte var på vej.

Og netop systemskiftet til parlamentarismen – og kvindernes stemmeret – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk