Valgkamp i agurketiden

Folketinget er gået på sommerferie, folkemødet på Bornholm er slut – og agurketiden er så småt ved at indfinde sig her op mod skolernes sommerferie, der starter i næste uge.

Der er med andre ord noget mere roligt på den politiske arena end normalt – hvis altså man ser bort fra spillet om EU-posterne – og så lige de Konservative, der er begyndt at føre valgkamp her i agurketidens spæde start.

I nedenstående artikel fra DR kritiserer formanden for de Konservative Lars Barfoed nemlig Venstre og Lars Løkke – og siger, at Venstre fører socialdemokratisk politik, når de vil hæve bundskatten med 0,28 procentpoint:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/06/24/162008.htm

Problemet er, at alle efterhånden forsøger at klæde sig ud som socialdemokrater, fordi de mener, at det er der, vælgerne ligger,” siger Lars Barfoed i artiklen.

Noget af en udmelding, når man tager i betragtning, at Dansk Folkeparti stormer frem i alle meningsmålinger.

For jo, nok mister Venstre stemmer i øjeblikket – og Socialdemokratiet vinder stemmer. Men den helt store vinder i dansk politik i sommeren 2014 er Dansk Folkeparti – og det er ikke pga partiets skattepolitik, men snarere deres holdning til indvandrere og flygtninge og den såkaldte velfærdsturisme.

Danskerne er simpelthen bange for at miste velfærdsgoderne – og derfor stemmer så mange på Dansk Folkeparti. Og det vil fortsætte, indtil de gamle partier begynder at tage den frygt seriøst.

Og det gør man ikke ved at køre valgkamp i agurketiden, som De Konservative gør det i øjeblikket, hvor de prøver at skabe afstand mellem dem selv og Venstre, så det vingeskudte konservative parti kan få flere stemmer ved det folketingsvalg, der måske kommer til efteråret.

Men det ville istedet klæde de Konservative og alle de andre partier at komme ned af taburetterne og ud af Christiansborg og bruge agurketiden på at fortælle danskerne, at der er en anden – og bedre – vej end Dansk Folkepartis menneskefjendske og mørke version, når det drejer sig om at sikre det danske velfærdssamfund.

At vi sammen kan vælge fællesskabets og solidaritetens vej – og at det er en vej, der er så god, at selv skatten måske ikke behøver at blive hævet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongemordet, der ikke lykkedes og samarbejdets kunst

Ingen havde set det komme i går: Men vi blev alle vidner til kongemordet, der ikke lykkedes.

Lars Løkke kæmpede nemlig indædt og i timevis for sit politiske liv – og resultatet blev, at han fortsætter som formand for Venstre … indtil videre ihvertfald.

For hvor meget kan Venstre tolerere? Har vi set den sidste bilagssag om Løkke? Eller ligger der mere og venter på at komme frem i lyset? Og mangler vi ikke stadig at få klarhed over, hvorvidt Løkke har betalt skat eller ej af fx tøjindkøbet til 150.000 kroner?

Balladen i Venstre er nemlig ikke stoppet med beslutningen om at bakke op om Løkke.

De sidste ugers uro og åbenlyse uenighed vil istedet trække dybe spor i lang tid fremover i Venstre – og det bliver spændende at se, hvad det hele betyder for opbakningen til Venstre blandt vælgerne:

Vil partiet, der allerede har blødt meget, begynde at styrtbløde – eller vil blødningen stoppe? Eller blot fortsætte som nu?

Tiden vil vise det …

På en måde betød udfaldet i går også mindre. For uanset hvad vej det gik, ville mødet og forløbet op til efterlade Venstre der, hvor partiet er idag: Splittet i atomer … og med fløje og grupperinger, der nu står uforsonlige og skal til at lære at arbejde sammen igen.

Dét kan lade sig gøre. Det kan partier som Konservative og Socialdemokratiet tale med om … og Venstre selv også, hvis man kigger i historiebøgerne.

Men det er nødvendigt, at de gamle partier lærer samarbejdets kunst – og det for alvor.

For hvis vi i Danmark skal fortsætte som et bare nogenlunde civiliseret land, så skal midterpartierne begynde at tale sammen og at lave politik sammen – også på tværs af fløjene, både internt i partierne og imellem rød og blå blok.

Alternativet er nemlig det skræmmende, at ekstreme og menneskefjendske partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance får stemmerne og laver Danmark om til et junglesamfund, hvor vi alle sidder som små konger og kun tænker på os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velfærdsturisme i Danmark

Debatten raser i disse dage om den såkaldte velfærdsturisme.

De radikale åbnede ballet til deres nytårsstævne i Nyborg i weekenden, hvor økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager sagde, at udlændinge afleverer flere penge til den danske stat end de modtager. Det var en udmelding, der selvsagt fik især Dansk Folkeparti op af stolene.

Ja, Kristian Thulesen Dahl beskyldte regeringen for at bryde Grundloven. DF´s formand mente, at Danmark havde rettet ind i forhold til EU vedrørende de såkaldte optjeningsprincipper, således at det blev nemmere for udlændinge at opnå dansk velfærd som fx børnechecken.

Og siden har debatten gået – også i dagens spørgetime i Folketinget. Argumenter og tal er som gårsdagens snefnug føget gennem luften. Og det ender let med at blive et spørgsmål om at hæfte sig ved de fakta, som understøtter den holdning, som man havde i forvejen.

For ja, udlændinge afleverer flere penge til staten end de modtager. Men omvendt stiger antallet af udlændinge på dagpengene også. Og sådan kan man blive ved med at smide tal og fakta i hovedet på modparten.

Danmarksbloggen mener, at sagen er meget enkel. Det drejer sig om ret og pligt.

Gør din pligt og kræv din ret, som det endda hed engang i en mere solidarisk tid end nutiden.

Med andre ord: Er man bosat i Danmark og arbejder for en dansk arbejdsgiver og tjener en dansk løn og betaler en dansk skat, så skal man også kunne modtage de samme sociale ydelser som alle andre i Danmark.

Dét er meget enkelt og kaldes lige behandling af mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Seier Christensens penge giver ham et større demokratisk spillerum

Hvordan kan man være tilhænger af et parlamentarisk folkestyre og samtidig acceptere, at en mand, der betaler to procent i skat i Danmark, har større indflydelse qua sin formue end nogen som helst almindelig borger, både i den politiske verden og på idéernes såkaldte markedsplads?

Kan man overhovedet være demokrat, hvis man mener, at det er okay, at besiddelsen af mange penge giver et politisk afkast i form af øget indflydelse?

Saxo Bank´s direktør Lars Seier Christensen har ganske rigtigt betalt mere til statskassen i kroner og ører end de fleste andre.

Men ulig så mange andre kan han også sætte sig ind i et privatfly og flyve, hvorhen han vil, når han vil. Han kan springe kræftkøen over, hvis det skulle gå så galt. Købe sig til politisk indflydelse. Eller for den sags skyld starte sit eget landsdækkende medie, hvor der døgnet rundt propaganderes for netop hans syn på verden.

Sagt anderledes: Hans demokratiske spillerum er væsentligt større end nogen anden almindelig skatteyders. Men er det rimeligt?

For i hvilken målestok er Lars Seier Christensen mere værd som menneske end støttepædagogen til den handicappede, den travle medicinstuderende eller mureren, der har brugt hele sit liv på at bygge folks huse?

Og hvordan kan det være okay, at han betaler blot to procent i skat, mens han på amerikansk fjernsyn taler om firs procents beskatning i Danmark? Hvorfor skal der følge så store privilegier med at handle med værdipapirer?

Det er dét altsammen meget svært at blive klog på.

Skrevet af: Brian Holmstrøm Nielsen