Demo: Danmark for velfærd

I fredags ventede undertegnede på bussen ved Thorvaldsens Museum i København, da en Movia-bil kom kørende. Ud steg en Movia-mand med en seddel, som han hængte op ved køreplanerne. På den stod, at mange busser vil blive omlagt tirsdag d. 7. november, da man forventer mange mennesker til demonstration.

Det er yderst sjældent, at Movia hænger den slags sedler op.

Men der er også noget vigtigt at demonstrere for idag, nemlig VELFÆRDEN OG FÆLLESSKABET. 

For vi vil ikke længere besparelser og klapjagt på de svageste i samfundet og på de offentligt ansatte, der nu i årevis har løbet stadig hurtigere for stadig færre penge. Og til fordel for hvad? Billigere luksusbiler og flere penge i skattelyet til en lille, men særdeles grådig overklasse.

Men vi vil mere fællesskab – og et stærkere samfund for alle. Så galskaben og egoismen må slutte nu!!! Så kom til demonstration i dag.

Se det nærmeste sted for dig her: https://lokale-aktiviteter.danmarkforvelfaerd.dk/

Du kan også skrive under her: https://www.danmarkforvelfaerd.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Må man nappe et jordbær i supermarkedet?

I en verden hvor klodens mægtigste mand, USA´s præsident Trump, kan lyve efter behag, og hvor uligheden bare vokser, samtidig med at terrorangrebene bliver flere og flere, kan man synes, at det er småt at bekymre sig om et stjålet jordbær. Men alting starter som bekendt i det små.

Historien er denne: For et par timer siden var jeg nede i mit lokale supermarked. Her stod jeg og kiggede på de mange fristende bakker med jordbær for at se hvilken, som jeg helst ville have. Mens jeg således stod der og prøvede at spotte bakken med de mest røde jordbær, kom en dame sidst i 50´erne gående og stillede sig på den anden side af jordbærbakkerne. Hun var i øvrigt det, som man kalder en fin dame med nederdel og skjortebluse og guldhalskæde med ditto øreringe.

Så tro mod fordommene om sådan nogle pæne, ældre damer blev jeg derfor også mere end overrasket, da hendes hånd skød frem og nappede et jordbær, som hun straks puttede i munden – uden i øvrigt at gøre mine til samtidig at tage bakken. Men hun skulle ikke slippe, syntes jeg.

Så jeg sagde: Nå, så ved du da, hvilken bakke du skal have.

Men hun svarede: Njaaa, jeg skulle bare lige smage et enkelt jordbær. 

Dertil sagde jeg: Det du´r jo ikke, så får den, der køber bakken jo mindre og ikke den mængde, som vedkommende betaler for.

Så snerpede hun sammen og sagde med spids stemme: Nå, men så tager jeg bakken – hvorpå hun tog bakken ved siden af.

Det skulle hun ikke slippe afsted med heller, mente jeg og pegede på den bakke, hvorfra hun havde taget det største og saftigste jordbær, mens jeg sagde: Nej, det var den bakke dér.

Det vidste hun godt. For hun protesterede ikke, men tog et jordbær fra hendes egen bakke og lagde over, hvorpå hun gik, men jeg stod tilbage og tænkte: Sådan et jordbær er jo bare en lille ting – og så alligevel. For alting starter i det små, og hvis først vi accepterer, at man godt kan tage et ekstra jordbær i supermarkedet eller andre af den slags småting, så er vi allerede inde på en moralsk glidebane.

For nej, man må ikke tage noget, som ikke er ens eget – ligesom at man ikke må køre over for rødt, smugle ulovlige varer over grænserne og alt muligt andet, som vi har det så let ved at gøre, for det betyder jo ikke noget, det er så lidt, lyder vores egen argumentation overfor os selv. Men hvis vi skal gøre os håb om en bedre verden, må vi starte med den moralske oprustning i vores egen hverdag – her og nu, hver og én.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En politisk kandestøber som præsident

Har det nyligt afholdte præsidentvalg i Frankrig noget med Danmark at gøre? Ja, om ikke andet så til skræk og advarsel.

For franskmændene kunne i søndags vælge mellem en ekstrem højre-populist og en mand stort set uden politisk erfaring, der først nu EFTER valget skal til at sætte sit hold. Det var altså absurd, uanset hvem der vandt. Nu blev det Macron, som blev hyldet foran Louvre i Paris, og som nu har bedt folk om at ansøge om at komme med på hans regerings-hold. Det har omkring 15.000 så indtil videre gjort. Men hvordan skal de udvælges? Udfra X-Factor-lignende auditions eller hvad?

For sagen er, at Frankrig har fået en præsident, der er at sammenligne med den politiske kandestøber – Holbergs velkendte figur, der henne på kroen sammen med vennerne vidste alt om, hvordan samfundet skulle indrettes, men som fejlede fælt, da han fik muligheden for at bestemme. For ét er et søkort at læse, noget andet er et skib at føre.

Og det gælder også i nutidens politik, som er et håndværk, som det tager år at lære, så ja, det giver god mening ikke at lukke alle mulige ukendte og især kendte amatører ind i politik, men holde sig til dem, der har beskæftiget sig med politik i årevis. Det gælder også i Danmark, hvor kendisser som regel bliver meget dårlige politikere, uanset om de kommer fra underholdnings-, sports- eller den såkaldte virkelige verden, hvad det så end er.

For ethvert fag, enhver branche har det med at lukke sig om sig selv, så bare fordi man har en baggrund som kuglestøder, plejehjemsleder, universitetsrektor eller fast indslag på den røde løber, er man ikke automatisk egnet til noget politisk erhverv, der kræver viden, indsigt, forhandlingsevne, kompromis-evne og meget andet, som skal øves og øves igen, inden man kan bruge det.

Det er således ikke noget tilfælde, at Lars Løkke stadig sidder på magten i Venstre – han kan nemlig den politisk metier, og det samme kan Mette Frederiksen. De har også begge to været med, fra de var helt unge, og de slynger ikke om sig med tomme visioner, som populisterne gør det, uanset hvilken fløj de tilhører. Nej, de trænede politikere taler fornuftens og kompromisets sprog. Heldigvis, mener Danmarksbloggen, for skal samfundet have en chance, skal erfarne politikere og ikke amatører med fine visioner stå i spidsen for det.

Gid vi derfor aldrig får en Macron – eller Le Pen – som statsminister, og gid så mange danskere ville stoppe med at stemme på populistiske partier med få budskaber, men en total mangel på forståelsen for helheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Friheden og demokratiet er under angreb

Det er farlige tider vi lever i. Friheden og demokratiet er under angreb – også i Danmark.

Tag bare Saxo Banks stifter Lars Seier Christensen – pengemanden bag LA – som i går aftes hos Clement gjorde sig til talsmand for, at det amerikanske nyhedsmedie CNN var blevet et politisk parti. Han mente også, at beskrivelsen i medierne af Trump var unuanceret … ! Trump var jo bare en bramfri mand.

Men også fra den anden side af det politiske spektrum kommer der pt. en trussel mod demokratiet og friheden. Alternativet, Radikale og SF er gået sammen om at prøve at lave en aftale med de andre partier om, at der aldrig skal laves en afstemning i Danmark om fortsat dansk medlemskab af EU.

Hvis det lykkes, vil det være tordnende udemokratisk og unfair overfor både nuværende og kommende generationer.

Samfundet og demokratiet skal have lov til at udvikle sig – og det gøres bedst med frie valg, fri debat og en fri presse.

Så enkelt er det …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi kan også få en Trump i Europa

Så er det i dag, at Trump indsættes som USA´s 45. præsident.

Det bliver en mærkelig indsættelse spækket med sikkerhed. For aldrig har der været så mange politi- og militærfolk udstationeret i Washington D.C. Man er bange for terror, hedder det. Men man er måske også bange for social uro. For moddemonstrationerne mod Trump er mange – både i Washington D.C. og overalt i Verden, også i Danmark – og de begrænser sig ikke kun til idag. Den store Women´s March er således i morgen.

Men nu er det formodentlig ikke lige moddemonstranterne, som man skal frygte. Det modsatte havde snarere været tilfældet, hvis altså Hillary havde vundet. For en stor del af Trump-tilhængerne er vrede, hvide mænd med dødbringende våben og korte lunter.

Men nu blev det Trump, der vandt – og sådan er det. Det må respekteres i et demokrati. At der så også er al mulig grund til at holde øje med ham og være kritisk og demonstrere er en anden sag. Men han skal behandles fair. Moralens fane skal nemlig holdes rigtig højt ligenu.

MEN i Europa har vi også en anden og meget vigtig opgave. Nemlig at sørge for, at den politikerlede og hadets retorik, som Trump vandt præsidentvalget på, ikke har en chance i vores verdensdel.

Det er en fælles opgave, der dels kræver, at vi som vælgere stemmer på dem, der vil samarbejdets og kompromisets kunst, og dels at politikerne begynder at opføre sig som ansvarlige mennesker, der ikke kun tænker på deres egen karriere og pengepung, men på landets bedste og på at skabe gode forhold for alle landets borgere – og ikke kun deres egne vælgere.

Og det kniber ret meget i øjeblikket over stort set hele Europa – desværre. Så ja, vi kan også få en Trump her – eller rettere: Flere, da vi er flere lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ondskab og at lime sig fast til taburetten

Det er noget af en bet for Joachim B. Olsen (LA) ikke at blive minister. Men allerede få dage inden den manglende ministerudnævnelse var han i et stormvejr, da han var ude og sige, at han ikke var et ondt menneske.

Se her: http://www.avisen.dk/joachim-b-olsen-jeg-er-ikke-et-ondt-menneske_417371.aspx

Som Danmarksbloggen ser det, så giver udsagnet ikke mening. For hvem kan bedømme, om et andet menneske er ondt? Hvad man til gengæld kan bedømme er, hvordan menneskes handlinger påvirker andres menneskers liv, og her skaber JBO og de andre i LA – og i det hele taget i blå blok – stor smerte, utryghed og sorg i mange danske hjem, hos både unge og gamle … og det er ikke i orden. Slet ikke i orden.

Et samfund og dets politikere skal nemlig bedømmes på, hvordan de tager sig af de svageste medborgere.

Og dér er der meget lang vej at gå, inden det bliver værdigt og medmenneskeligt  – og vejen er med den nye regering blot blevet endnu længere.

For Løkke har – i en situation, hvor det havde været rigtigst at udskrive valg og spørge danskerne, hvad de synes – valgt at klistre og lime sig selv fast til taburetten, selvom han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris. Det vil han så godt.

Det er dumt – ikke ondt, men forkert og dumt. Og ja, direkte over-dumt set med Venstre-øjne på både den korte og den lange bane. For vejen tilbage til regeringskontorerne for Venstre bliver efter Løkkes afgang ifbm næste folketingsvalg meget lang og meget trang.

Socialdemokratiet går derfor en gylden fremtid i møde … hvis altså Dansk Folkeparti vil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ditte & Louise”

Danmarksbloggen binge-watchede i sidste uge både sæson 1 og sæson 2 af ”Ditte & Louise”, der er en såkaldt TV-komedie-serie om det umage makkerpar Ditte og Louise, der gerne vil være kendte, kvindelige komikere.

Men det er svært at slå igennem, så undervejs i det ene mere gakkede forsøg efter det andet må de udover at kæmpe mod instruktører, castere, skuespillere og andre i mediebranchen slås med både mænd, kærester, mødre, kendis-faktoren, utroskab, sex-faktoren, drømme, pengemangel, for mange penge, teenagebørn, børnehavepædagoger – og hvad der ellers hører til storby- og medielivet her i 10´erne.

Det går selvsagt aldrig som planlagt for de to kvinder. Og hvis ikke de selv fucker det op (og det er de mere end gode til), så sørger en ond skæbne for, at det partout går galt på diverse tåkrummende, pinlige og sjove måder, der samtidig også spidder vor tid.

Første sæson vandt en Robert – og det var mere end velfortjent.

For serien er nemlig mere end blot en komedie-serie om Ditte og Louise. Det er en serie om alle kvinder over 40 – og ikke kun dem i skuespils- og teaterbranchen, men også mange andre steder i et samfund og en verden, hvor ungdommen er det, der sælger, og mændene stadig har pengene og magten – men hvor kvinder over 40 stadig har både drømme og lyster – også til succes og sex.

Så ja, det er en komedie – men en komedie med store træk af både drama og tragedie. For både sæson 1 og 2 er uhyggeligt tætte på virkeligheden, hvad alle kvinder over 40 kan skrive under på. Kvinder, hvor mange accepterer usynligheden og giver op og slår sig til tåls med strikketøjet, den perfekte krumme på det italienske brød eller andre ligegyldigheder. Men hvor nogle (også ude i den virkelige verden) heldigvis kæmper videre, som Ditte og Louise gør det på trods af nedturene, men med rødvins-samtalerne, tilgivelsen og krammene som god energi.

Og mere af det, tak, både på skærmen og i virkeligheden. Også selvom man kan undre sig over, hvor modet og kræfterne til at fortsætte kommer fra, når man igen og igen slås mod jorden. Men måske er det nødvendighedens lov? Vi – de – Ditte og Louise – kvinderne gør det, fordi vi ikke kan lade være. Fordi vi kan lide det, vi laver. Så enkelt er det.

Enkelt er det imidlertid ikke at skrive så godt et manus, som Ditte Hansen og Louise Mieritz gør det. Og det er kun sværere at spille så overbevisende – også i de mange grænseoverskridende – og som regel rimeligt afklædte scener. For i ”Ditte & Louise” får vi det hele – råt for usødet. De to kvinder viser sig, som de er – på alle måder. Det er FEDT, og undertegnede kunne sagtens tage otte afsnit mere. Snildt endda.

Danmarksbloggen giver derfor også fem store glas rødvin ud af seks mulige og opfordrer alle – både mænd og kvinder – til at se serien og måske endda blive inspireret til at turde leve sine egne drømme ud.

Begge sæsoner – i alt 16 afsnit på hver små 30 minutter – kan ses hos DR.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Markedet, Kapitalen og de andre afguder

Husker I historien om guldkalven? Ellers så læs den her: http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=2Mos&id=1&chapter=32b

Vi lever i en tid, som ikke er så meget anderledes end den gammeltestamentlige. Dansen også i vor tid går lystigt omkring Markedet, Kapitalen og Den Hellige Ejendomsret.

ALT måles og vejes i forhold til disse penge-kræfter og penge-strømme, og kun hvis det giver mening på bundlinien, kan beslutninger godkendes og blive til handlinger, der påvirker os alle sammen. Ypperstepræsterne i dette narrespil er de såkaldt økonomiske eksperter, der arbejder tæt sammen med kongerne, der stadig bor på Christiansborg, og som absolut ikke er elsket af folket. Et folk, hvor nogle klarer sig godt, mens andre ikke har til dagen og vejen.

Det kan ikke fortsætte. Markedet, Kapitalen, Den Hellige Ejendomsret og beslægtede onde ånder er de rene afguder. De er en kold guldkalv, som fortjener at blive slået i stumper og stykker, så vi kan få Mennesket i centrum igen. For kun sådan har vi en chance, både hver for sig – og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det robuste samfund

Mange jobannoncer i dag efterlyser såkaldte ROBUSTE medarbejdere – dvs. mennesker, der kan tåle et umenneskeligt pres-, stress- og præstationsniveau, hvilket også er ok, når vi taler om jobs som spioner og den slags.

MEN resten af os burde ikke bydes sådanne arbejdsvilkår. De nedbryder mennesker.  Bruger mennesker op som var vi at sammenligne med en bøtte ketchup – men sådan er det jo. Vi regnes ikke som andet og mere end en produktions- og forbrugsressource i nutidens konkurrencesamfund.

Det vil sige: Så er der dem, der slet ikke regnes med. Alle dem, der ikke (mere) er gamle nok, unge nok, stærke nok, kloge nok, dumme nok og meget mere nok til at være med på konkurrence-vognen. De spises af med krummer – lige mange til stadig at overleve, men for få til at leve et værdigt liv.

For så robust er vores samfund nemlig blevet. Det skal vi ikke være stolte af. Tværtimod skal vi skamme os over, at mennesker udelukkende vurderes ud fra deres værdi som produktionsmidler – og forbrugere.

For det er sådan, at ethvert menneske har den samme værdi, uanset om det er Dronningen eller den hjemløse, statsministeren eller den demente på plejehjemmet, Nationalbankdirektøren eller lille Gerda, 4 år.

Og et samfund skal ikke være robust – det skal være varmt og favnende. At tage sig godt af de små og de svage er et samfunds allervigtigste opgave – og de stærkes allerstørste forpligtelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et godt og trygt samfund

If nothing changes in another 30 years, the top 1% will share 36-37% of income and the bottom 50% will share 6%. That´s not a capitalist economy anymore, that´s a feudal economy. This is just math. It ´s very simple math.

Ordene er sagt af den amerikanske millionær og iværksætter Nick Hanauer.

Situationen i Danmark er ikke ligeså slem – men vi nærmer os dag for dag, så længe vi har en regering som den nuværende V-regering.

Der er to ting, der kendetegner et godt og trygt samfund:

1)    At man ikke skal frygte at blive syg, arbejdsløs eller gammel – fordi man betaler skat (og også en del i skat), mens man er rask og i arbejde. Altså: Man deles om goderne.

2)    At forskellen på rig og fattig ikke er særlig stor – og at man kender hinanden og hinandens liv – dvs. ens børn går i skole sammen, man bor i de samme områder osv.

Sådan var Danmark engang.
Sådan er Danmark ikke længere.
Sådan kan Danmark blive igen.

Der er nemlig ingen naturlove, der bestemmer, om vi kan skabe et samfund, der er godt for alle. Det bestemmer vi helt selv – via de politiske beslutninger, der træffes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk