Velfærd eller billigere biler?

Hvad vil du helst have? En billigere bil – eller en bibeholdelse (og gerne videreudvikling) af vores velfærd?

Ja, regeringen tror, at danskerne helst vil have billigere biler – og det er der også mange, der vil. Billigere biler og mindre skat. Regeringens nye skatteudspil er derfor også som forventet hos den blåsorte regering. Det handler nemlig om, at dem, der allerede har rigeligt, skal have mere – mens alle andre skal have mindre.

Men det er en rigtig dårlig idé. Især når man tænker på, at de penge, som regeringen vil bruge på skattelettelser og lavere registreringsafgift, kunne gå til skoler og sygehuse – til de ældre og til børnene –  til de udsatte – for slet ikke at tale om til den uddannelse og forskning, som er Danmarks eneste råstof – og det, som vi skal leve af i fremtiden.

Det er Danmarksbloggen en gåde, at så mange danskere ikke kan gennemskue den blå-sorte regering. Eller måske kan danskerne? Måske er de bare ligeglade?

Måske har grådigheden og selvtilstrækkeligheden taget magten hos middelklassen, der ikke er nær ligeså forkælet eller rig som overklassen – men som omvendt rummer den samme selvretfærdige egoisme, der bremser ethvert fremskridt og enhver solidaritet i Danmark.

Men hvor en lille overklasse kunne ikke gøre meget, hvis den store middelklasse insisterede på social retfærdighed, så spiller det en afgørende rolle, hvad middelklassen gør – og den har for længst integreret selvtilstrækkeligheden i sit dna.

For middelklassen putter sig om sig selv – og er mere optaget af Webergrillen og den måske nye bil end af så meget andet. Når bare VI har det godt, siger dens repræsentanter selvtilfreds, mens rødvinsglasset løftes.

Vi skal i den sammenhæng forstås som en meget snæver kreds af familie og venner. Så skidt med resten – og med samfundet. Det er skammeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det stinker af fisk

Det glæder Danmarksbloggen, at samtlige fisk i de nordiske have, søer, elve og åer nu kan se frem til en total ligestilling. For hvordan skal man ellers læse gårsdagens flytning af fiskeri-området fra Esben Lunde Larsen til Karen Ellemann Jensen, der nu er minister for kombinationen ligestilling, det nordiske samarbejde og fiskeri?

Det vil sige: Det kunne selvfølgelig også handle om en regering, der klamrer sig så meget til taburetterne, at man laver allehånde aftaler med alle mulige for at kunne blive ved fadet. I så fald så lugter det rigtigt grimt.

Ja, man kunne hævde, at sagen stank af fisk. Men det ville være en fornærmelse mod de norske laks, de danske makreller, de svenske sild og alle de andre skønne fisk, som trods regeringens indædte kamp MOD miljøet stadig svømmer rundt.

Hele sagen lugter til gengæld af lokumsaftaler og politik, når det er værst – og dét er en rigtig stinker!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

100 dage … og dumpet

Det bliver et nej herfra …
Sådan har det lydt i diverse mangel-på-talent-programmer op gennem 00´erne og 10´erne.

Og nu mener mere end halvdelen af den danske befolkning det også, når de iflg. TV2 skal vurdere VLAK-regeringen og dens første 100 dage. De dumper simpelthen regeringen.

Danmarksbloggen er enig – og klukker så samtidig også over den konservative Søren Papes bortforklaring på TV2 News: Ja, men det har jo også været jul og så´n. 

Nå, ja – havde julen ikke været dér, så havde alt jo været anderledes. Så havde både miljøet, arbejdsløsheden osv været fikset.

Gad vide, hvad mandens undskyldning bliver til sommer? At det har været både påske og pinse i mellemtiden? Man skal heller ikke komme og beskylde en konservativ for ikke at have styr på højtiderne … så det gør Danmarksbloggen ikke … klukker blot lidt over den formentlige ufrivillige komik, som Søren Pape udviser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Værre end stormfloden

I går eftermiddags stod vandet ret højt omkring Christianshavns Bådudlejning og Café, men ellers slap Christianshavn nådigt gennem stormfloden. Det gjorde andre dele af Danmark desværre ikke – og snevejret gjorde ikke situationen bedre.

Sådan er det. Værdier for milliarder ødelægges hver gang en storm eller/og en oversvømmelse rammer Danmark, hvilket sker oftere i dag end for blot få år siden. De såkaldte 100-års-hændelser er ved at blive noget, der sker minimum en gang hvert årti.

Klimaforandringerne giver nemlig voldsommere vejr, og selvom det er dyrt at sørge for at sikre vores kyster og vore byer, så er det dyrere at lade være. Så vi skal i gang. Planerne findes også mange steder allerede. Det er pengene, der mangler.

Men det er direkte dumt at spare på noget, der kan sikre os. Ja, der er endda både vækst og arbejdspladser i at bygge diger m.m. Præcis som der er i grøn energi. For viden og knowhow til at løse tidens udfordringer er noget, som Danmark kan leve godt af og på.

Det kræver selvfølgelig, at landet har en ledelse, der er klar til at investere penge i klima, natur, viden og mennesker i stedet for at bruge løs på skattelettelser og afgiftslettelser.

En sådan ledelse har vi ikke. VLAK-regeringen er ude af stand til at tage klima- og natursituationen seriøst – og dét er et problem, der er langt værre end nogen stormflod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skrækscenarie: Liberal trekløver-regering

En liberal trekløver-regering? Ja, det er skrækscenariet, som nu tegner sig, hvis forhandlingerne mellem V, LA og K fører til det, som Løkke håber.  Nemlig en regering mellem de tre partier.

Det har Løkke just annonceret på Venstres landsmøde. Danmarksbloggen håber det ikke. Danmarksbloggen håber på, at det ender med, at Venstre må kaste håndklædet i ringen og enten indkalde til Dronningerunde eller udskrive valg til folketinget.

Men ét er sikkert. Dansk politik er meget dramatisk lige nu – og Danmarksbloggen følger tæt med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velkommen tilbage

Juli kom og gik – og rundt om Danmark stod verden i brand. Alt for meget og alt for mange steder. Tyrkiet, Nice, München, Saint-Etienne-du-Rouvray og alt for mange flere endnu. Og i USA blev en gal mand kåret til republikanernes præsidentkandidat. Det er vanvid med vanvid på.

Men hvad gjorde den danske statsminister midt i al dette? Jo, han holdt sommerferie – og så tog han til Frankrig for at forsøge at få Tour de France til Danmark – og det vil da være både herligt og spektakulært at få verdens største cykelløb til et af verdens største cykellande – og cykelbyer. Touren skal nemlig i så fald starte i København om nogle år.

MEN at landets leder fokuserer på et cykelløb med gule, grønne, hvide og prikkede trøjer istedet for på en verden, der mere og mere nærmer sig noget, der minder om kollaps og krig – dét er galimatias i én grad, så det er absurd for selv den nuværende V-regering.

Nye boller på suppen er det i hvert fald ikke. Danmarksbloggen lovede derimod nye boller på suppen efter sommerferien – og det skal I få.

I går – i utide – kom en anmeldelse og en reportage fra weekendens Harry Potter-udgivelse. Og fredag d. 12. august fx kommer der et interview med Lise Lotte Møller, der vil fortælle om det kommende Folkemøde på Møn, og hvorfor det kan regnes som en slags lillesøster til Folkemødet på Bornholm.

Og det er planen, at der kommer mange flere interviews med spændende mennesker fra hele Danmark. Samt reportager om stort og småt. Og selvfølgelig også stadig masser af kultur, kunst, historie – og holdninger.

For Danmark er et dejligt land – og det er skønt at være dansk i den oprindelige betydning, som handler om at danskhed er lig med åbenhed, mangfoldighed, tolerance og vidsyn – og ikke den falske danskheds mørke og angst, som især Dansk Folkeparti men også andre repræsenterer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre bløder som giftstofferne i vores vandløb

Landbruget er et trængt erhverv – og samtidig Venstres store støtte sådan historisk set, så Eva Kjer Hansen er en rigtig flink Venstre-pige, når hun således kommer bønderne til undsætning med en landbrugsplan, som alle – som i ALLE – siger skader miljøet.

Det er dog ikke noget, der påvirker hverken Eva Kjer Hansen – eller for den sags skyld Lars Løkke, som nu er ude og forsvare sin minister og en landbrugsplan, der ødelægger den danske natur – og også landbruget.

Fakta er ikke noget, som V-regeringen kan bruge til noget. Hvis ikke det var så sørgeligt, ville det være grinagtigt.

Nedenunder handler det selvfølgelig også om overlevelse hos Venstre, der rask ryger nedad i samtlige meningsmålinger. Deres kernevælgere – bønderne – bliver færre og færre. De nyliberale i byerne stemmer ikke længere på Venstre, men på Liberal Alliance. Og mange lønmodtagere, som tidligere stemte på Venstre, er gået til Dansk Folkeparti.

Så Venstre bløder ligeså stærkt som de giftstoffer de uden problemer vil hælde ud i vores åer og vandløb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tør Liberal Alliance vælte regeringen?

Anders Samuelsen truede – eller lovede om man vil – med at vælte regeringen efter Grundlovsdag, hvis ikke de af Venstre til Liberal Alliance lovede skatte-drøftelser og skattelettelser kommer i løbet af foråret.

Danmarksbloggen husker ikke om – eller hvornår – Danmarksbloggen sidst blev glad for noget, der kom fra Liberal Alliance. Men i går skete det – og glæden findes stadig.

For tænk hvis Liberal Alliance holder ord og ikke hopper på at vente til efteråret? Det kunne være helt fantastisk. For så er der berettiget håb om, at Løkkes rædselsregime er ovre til sommer.

Dansk Folkeparti vil nemlig ikke gå med til skattelettelser – eller rettere: Det siger de. Og så ved vi jo godt, at der bare skal en flygtningestramning til, så falder Thuelsen Dahl og co. til patten. Sådan plejer det jo at være.

MEN: Situationen for flygtninge i Danmark er efterhånden så hård, at en yderligere stramning vil være etableringen af deciderede kz-lejre – og det vil vel selv Venstre i sin nuværende umenneskelighed afstå fra. Eller?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre svigter sin egen Danmarks-kanon

Nu vil regeringen – med kulturminister Bertel Haarder i spidsen for projektet – have en Danmarkskanon. Sådan en som definerer, hvad det vil sige at være dansk, hvad der betyder noget i Danmark.

Haarder nævner selv andelsbevægelsen, kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen og højskolebevægelsen som eksempler på noget, der er klassisk dansk.

Danmarksbloggen er helt enig med Haarder. De fire nævnte bevægelser ER typisk danske, idet de alle handler om fællesskab, om at de stærke hjælper de svage, om oplysning og alt andet, der samler og skaber et godt og solidarisk samfund.

Danmarksbloggen kan så også konkludere, at den nuværende regering – som altså vil skabe en Danmarkskanon – overhovedet ikke er dansk i sin egen betydning af ordet. For den nuværende regering gør ingenting for at fremme oplysning, sammenhold og fællesskab.

Tværtimod så er enhver af den nuværende regerings beslutninger dikteret af en hidtil uset egoisme, sparken-nedad og leflen for junglesamfundet – og det ville klæde en ellers intelligent mand som Bertel Haarder at anerkende og tage afstand fra dette.

Ja, Haarder er i bund og grund nødt til at forsage sin egen regering, hvis ikke hans Danmarkskanon skal ende som ord ligeså tomme og hule som de forsikringer om at passe på velfærden, som hans formand Lars Løkke kom med i valgkampen i sommers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og det lille rum

Efteråret nærmer sig – og det ikke alene kan, men det bør blive et meget varmt efterår for Lars Løkke og hans V-regering, der kun sidder på taburetterne, fordi Thuelsen Dahl og de andre fra Dansk Folkeparti ikke ville påtage sig deres demokratiske ansvar.

Og ja, Løkke fik en kommune-aftale igennem i sommers – men kun fordi socialdemokraterne trådte til. De andre venner i blå blok svigtede Løkke.

Situationen er derfor klar: Løkke har meget lidt rum at manøvrere på. Enhver politisk aftale kræver lodder og trisser.

Det bør derfor være en let sag at få ham væltet og et nyvalg udskrevet – og vejen dermed banet for en socialdemokratisk regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk