Blå blok svigter Danmark

Den nye regering kan ikke beskyldes for nøl. Tværtimod er den meget flittig.

Det er desværre bare med de forkerte ting:

1) Miljøet trues og ødelægges med afskaffelsen af randzonerne, bebyggelse ned til kysterne osv.

2) Genindførelse af mere fattigdom, når i forvejen for lave sociale ydelser sættes endnu mere ned, når kontanthjælpsloftet og starthjælpen genindføres m.m..

3) Dårligere service til ældre og andre, der er afhængige af kommunal velfærd, når der skal spares op mod en procent. (Endnu et løftebrud – Løkke gik til valg på nulvækst, men indfører reelt minus-vækst = nedskæringer).

4) Så mangler vi bare betaling på sundhedsvæsenet – men det kommer nok også, for noget skal jo finansiere regeringens skattelettelser til dem, der har så rigeligt i forvejen.

Danmarksbloggen spørger: HVOR ER DANSK FOLKEPARTI I DET HER? De ville ikke acceptere sociale nedskæringer, sagde de i valgkampen – og de er blå bloks største parti. Men de siger ingenting. Ingen verdens ting. Det er ikke kun løftebrud – det er svigt af deres vælgere.

Og det skal de ikke have lov til at slippe afsted med. Dansk Folkeparti og Venstre skal stilles til ansvar for deres politik og svare på spørgsmålene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afsluttende partileder-debat, del 2

Den afsluttende partileder-debat, del 2 har lige rullet over skærmen. Det var TV2, der stod for den.

TV2 fik så nogle nye emner på banen, blandt andet børnefamilierne, som tiltrods for at de er cirka en femtedel af landets befolkning stort set ikke er blevet nævnt i valgkampen. Det samme gælder miljøet, kulturen – og hvordan flere jobs skabes.

Valgkampen har i stedet handlet om udlændinge, økonomi og en anelse sundhed. Desværre. For hverdagen i Danmark handler om hele paletten og ikke kun at finde en syndebuk i udlændingene og tale om, hvad væksten skal bruges til.

Dét er ihvertfald en lære, som både politikere og medier med fordel kan skrive sig bag øret til om fire år.

En anden lære for medierne er 1) at give politikerne tid til at svare, men 2) ikke lade politikerene sætte dagsordenen, men gå til dem med fakta og fakta-tjek.

For der er i denne valgkamp slet-slet ikke blevet gået nok til fx Løkke om såvel sundhed, nulvækst og hans såkaldte økonomiske plan. Især når man betænker at hans ide om velfærd også er en ny terrasse – men ikke hverken minimumsnomineringer i institutionerne eller andet, der sikrer børn, svage, gamle og udsatte en værdig tilværelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Køb en Løkke-pose … hvis du tør

Det er lidt med Venstre som med de der omrejsende tivoli´er, hvor man kan købe en lykkepose for en 20´er eller en 50´er. En lykkepose, hvor man aldrig ved, hvad man får, men bare må betale ved kasse 1, inden man kan åbne sin pose.

Sådan er det også, hvis man stemmer på Venstre d. 18. juni. Så køber man også en lykkepose – eller rettere en Løkkepose.

Men uvisheden er den samme: For hvor stor bliver den skattelettelse til de lavest-lønnede, som der snakkes om fra Venstres side? Hvad skal kontanthjælpsloftet være på? Hvordan vil Venstre sikre en god velfærd og samtidig nulvækst i den offentlige sektor? Det og meget mere må danskere – hvis de vil stemme på Venstre – vente med at få at vide til efter valget.

Det er unfair af Venstre, at de ikke vil fortælle konkret om deres politik. Danskerne har som minimum ret til at vide, hvad partierne vil gøre efter valget. For hvordan kan vælgerne ellers beslutte sig?

Danmarksbloggen vil dog gøre opmærksom på, at de der poser – uanset om de hedder lykkeposer eller Løkkeposer – som regel indeholder noget værre skrammel, der ikke er hverken penge eller stemmer værd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krisen er forbi: Husk de svage

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lektiehjælp til Venstre, tak

Det ville klæde Venstre at tage imod den lektiehjælp, som partiet bliver tilbudt fra Skatteministeriet.

Venstre hævder nemlig ellers, at de ikke kan regne på kontanthjælpsloftet før efter et valg – og en valgsejr. Men nu har skatteminister Benny Engelbrecht tilbudt Venstre at regne på sagerne. Noget, som en vrissende og irriteret Løkke i går aftes på DR afviste, at Venstre ville sige ja til.

Men dét er dårlig stil at affærdige en reel mulighed for at få afprøvet sin politik – medmindre selvfølgelig at Venstres snak om kontanthjælpsloft og andre ydelser blot er valgløfter ligeså tomme og hule, som dem partiet konstant beskylder rød blok for at give.

For i så fald kan Løkke og co. ikke gøre andet. En gennemregning ville jo i så fald afsløre Venstres politik som værende ikke-sammenhængende.

Danmarksbloggen kunne godt have Venstre mistænkt for netop således at ville føre befolkningen bag lyset – og samtidig stadig have den frækhed ikke at ville fortælle, hvilken økonomisk politik, som Venstre vil føre, hvis de kommer i regering.

Venstres troværdighed er i frit fald – og det vil være mere skadeligt, end vi kan forestille os, hvis Løkke, Støjberg og de andre i Venstre skal til at bestemme i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De gode viljer i Alternativet

Uffe Elbæks politiske parti Alternativet er – stik imod hvad mange troede – blevet opstillingsparat til Folketinget.

Men hvem er det egentlig, der stiller op – udover Uffe Elbæk selv? Via nedenstående link kan du læse om de opstillede spidskandidater, der undtagen Elbæk selvfølgelig er ukendte for den brede offentlighed:

http://alternativet.dk/kandidater/

Danmarksbloggen har været igennem hele listen af spidskandidater, og er helt sikker på, at der er tale om både vidende og engagerede mennesker, der tænker sig om én gang til – og som søger at rumme mennesker og forstå verdenen. Altså mennesker, der på mange måder er en direkte modsætning til kandidaterne hos Dansk Folkeparti.

Alternativets spidskandidater er dermed også de gode viljer. Spørgsmålet er bare, om det så er nok til 1) at komme i Folketinget og 2) gøre et politisk arbejde, når Alternativet kommer derind.

For det tror Danmarksbloggen faktisk på, at Alternativet gør. De gamle partier tiltaler færre og færre – og ikke kun de ekstreme, men også dem, der tænker selv.

Men det kan blive en svær omgang for Alternativets spidskandidater, der er ukendte med dét politiske håndværk, der (selvom man gerne vil politik på en ny måde) alligevel skal mestres, hvis man vil have noget igennem i dansk politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er “Alternativet” et alternativ?

Den tidligere radikale kulturministers Uffe Elbæks nye parti “Alternativet” kan nu melde sig opstillingsklar til folketinget.

Partiet markedsfører sig selv som et alternativ til de etablerede partier. Som et grønt parti, der går ind for en bæredygtig, demokratisk, social retfærdig og entreprenant verden. Se partiets hjemmeside her: http://alternativet.dk/

Danmarksbloggen kan dog ikke lade være med at stille spørgsmålet om, hvorvidt “Alternativet” er et reelt alternativ, eller om det blot er gammel vin på nye flasker? For minder partiet dermed ikke meget om de radikale, dengang de radikale stadig havde en intellektuel og social ansvarlig del?

Man kan så – med rette – anføre, at netop den sociale ansvarlighed røg ud hos de radikale, da Vestager blev leder. Og Østergaard har på ingen måde genindført dén, så set i det lys giver det god mening med “Alternativet”, der også på en anden måde end SF og Enhedslisten henvender sig til den kreative klasse, hvor mange socialt ansvarlige føler, at de mangler et parti at stemme på.

Det gør de så ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal Danmark absolut deltage i alle sportsbegivenheder?

Pt. er der håndbold-VM i ørkenstaten Qatar, der af mange regnes for det rigeste land i verden.

Det er en rigdom, der til dels kommer fra de cirka 1,2 millioner gæstearbejdere, der arbejder under slavelignede forhold med vold, dårlige boligforhold og til en meget lav løn som fx de cirka fem kroner i timen, som mange af byggearbejderne af diverse stadiums til fodbold-VM i 2022 får for deres slid og slæb, der desværre hver dag fører til at en eller flere af dem dør.

Disse horrible forhold i Qatar har imidlertid ikke fået håndbold-Danmark til at overveje at blive hjemme. Tværtimod snakker mange af dem henført om den luksus, som de møder i ørkenstaten. Fodbold-herrerne har også tænkt sig at prøve at kvalificere sig til VM i 2022 i Qatar.

For sport og politik hører ikke sammen, som sportsfolkene siger som fast begrundelse for, hvorfor det er i orden at rejse til diverse diktatoriske og menneskerettighedsfornægtende lande for at dyrke deres sport og måske vinde en medalje. 

Og nej, det gør sport og politik ikke – i en ideel verden. Men dén verden lever vi ikke i. Tværtimod så lever vi en verden, hvor alt er gennemsyret af politik, også sport. En verden, hvor en stenrig emir fra en ørkenstat kan købe et håndboldhold bestående af stjerner fra hele Europa og kalde det Qatars landshold – tiltrods for at der ikke er det mindste arabiske blod i nogen af dem.

For Qatars egne indbyggere spiller ikke håndbold, ja de ved dårligt nok, hvad håndbold er. Men Qatars ledelse – og det vil sige emiren – vil gerne markedsføre sit land som moderne, og derfor bruger han denne formue på først VM i håndbold og om syv år på VM i fodbold – og lur mig om ikke han laver hattricket og også får købt OL til Qatar i fx 2028?!

Det kan vi isoleret i Danmark måske ikke gøre så meget ved, men vi kan lade være med at deltage i sportsbegivenheder i Qatar og andre steder, hvor menneskerettighederne trædes under fode, og hvor mennesker behandles med en kynisme og eksisterer under forhold, som er så horrible, at intet levende væsen burde leve sådant.

Dét ville give god mening, hvis altså vi er seriøse og konsekvente omkring det med menneskerettigheder og social ansvarlighed, også i forhold til alle andre lande. Noget, som nogen måske med fordel også kunne hviske kronprinsen i øret.

For nok er Frederik medlem af Den Olympiske Komité, men han er også Danmarks kommende konge – og som sådan giver det ikke mening, at han med sin tilstedeværelse i Qatar til et håndbold-VM støtter et regime, der i udstrakt grad benytter sig at slaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 29: 1970´erne og 1980´erne

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1970´erne og 1980´erne

Velstanden ville bare fortsætte og fortsætte nærmest for evigt, troede mange op gennem 1960´erne. En teori, som oliekriserne i 1970´erne dog satte en eftertrykkelig stopper for.

De nye tider var for alvor kommet – og i de kommende årtier blev energiforsyningen et af de helt store politiske emner. Ja, den er den stadigvæk. Men det var i 1970´erne, at det for alvor gik op for politikere og befolkning, at olie- og kul-beholdningerne ikke varer evigt – og at det derfor er en god ide at kigge på vedvarende energi som fx solfangere og vindmøller.

Den vedvarende energi har også den fordel, at den ikke forurener i samme grad som de fossile brændstoffer. Så netop forurening og miljø var også noget, der for alvor begyndte at komme på dagsordenen i 1970´erne.

Store dele af befolkningen var dog stadig mere optagede af deres egne pengepunge og nyindkøbte parcelhuse, og det gav sig blandt andet udslag i det berømte jordskredsvalg til Folketinget i 1973, hvor den gamle orden med få politiske partier blev sprængt, og især Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen og Centrum-Demokraterne med Erhard Jacobsen som leder markerede sig i det nye politiske landskab.

De første mente, at vi stort set ikke behøvede at betale skat – og de andre appellerede til de nye parcelhusejere og ville have de borgerlige dyder ind og de røde lejesvende, som de kaldte de fleste medier, ud.

Det lykkedes selvfølgelig ikke, men den politiske dagsorden blev en anden. Mere end 44% af vælgerne havde også stemt anderledes end de plejede – og mange på de nye partier, som udover de nævnte også talte abortmodstanderne i Kristeligt Folkeparti m.fl.

Nutidens parlamentariske system med mange partier på Christiansborg tog altså sin begyndelse dér – og det skulle selvfølgelig også præge Danmark op gennem 1970´erne, der var kendetegnet ved krise på krise, billøse søndage og en befolkning, der samledes foran fjernsynet, som endnu kun var én eneste dansk kanal samt et par svenske, hvis man boede i Øst-Danmark, eller nogle få tyske, hvis man boede i Vest- og Syd-Danmark.

Det var monopolets dage, hvor alle tiders bedste danske tv-serie MATADOR havde premiere. Serien er i dag ren Danmarkshistorie og elsket nationalarv, og lagde dengang gaderne øde, når den blev sendt lørdag aften. Alle måtte vide, hvordan det gik personerne i Korsbæk. For husk: Dengang kendte man ikke begivenhedsforløbet i de 24 afsnit. Så det var med spænding, at både store og små sad klistret til skærmen, når Bent Fabricius Bjerres smukke melodi fortalte, at nu startede endnu et afsnit.

Det var også brug for noget at samle sig om. Kriserne fortsatte op gennem 1980´erne, og den nye Firkløverregering under ledelse af den konservative Poul Schlüter gennemførte de såkaldte kartoffelkure, som var økonomiske stramninger inspireret af den amerikanske præsident Ronald Reagans og den britiske premierministers Margaret Thatchers ny-liberalistiske og anti-solidariske stil.

Yuppierne – unge og yngre, som var blevet rige i en ruf på Børsen eller ved at købe og sælge virksomheder – elskede den stil. De gik i Lacoste-tøj og troede kun på sig selv og den næste flaske vodka eller champagne til overpris på de elegante natklubber, som de levede på hver weekend.

Punkerne og BZ´erne derimod hadede den stil – og gik imod den stigende højredrejning i samfundet med farverigt hår, der strittede lige op, hullede t-shirts og lædertøj – og besatte huse, som de udkæmpede adskillige kampe med politiet om op gennem 1980´erne.

Kampe, som blandt andet er beskrevet i Danmarks nationalskjald Kim Larsens film ”Midt om natten”, hvor der blandt andet synges: Strisserne kom midt om natten … og sagde gå nu hjem, men vi spurgte: Hvor er det? Midt om natten!!! Pladen udkom i 1983 og blev årtiets mest solgte og er stadig det mest solgte album i Danmark tæt fulgt af efterfølgeren ”Forklædt som voksen” fra 1986. Kim Larsen kunne – og kan – som ingen anden forny den danske sangskat og bygge bro mellem generationerne og befolkningsgrupperne.

De fleste danskere var dog hverken yuppier eller bz´ere. De gik i stedet i pastelfarvet tøj med skulderpuder eller bekvemme, men grimme joggingsæt og passede deres arbejde eller studie – og mange af dem fulgte ivrigt med i fodboldlandsholdet, der med Sepp Piontek som træner for første gang nogen kvalificerede Danmark til en slutrunde, endda til VM i Mexico i 1986.

Den slutrunde, som skabte dén sang, der stadig synges: Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.

For det gjorde vi stadigvæk dengang i 1980´erne, også selvom Dronning Margrethe d. 2 i nytårstalen i 1984 sagde de berømte ord om danskernes forhold til indvandrere: Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores `danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.

Godt, ja næsten profetisk sagt af Dronningen.

For noget var ved at ske både i danskernes holdning til sig selv og til den omkringliggende verden.

Den danske selvforståelse var for første gang siden 1864 ved at svinge fra vi-er-små-men-det-er-ok til vi-kan-godt-spise-kirsebær-med-de-store – på både godt og ondt.

Det skulle der blive meget mere af de kommende år – og især i 1990´ene.

Og netop 1990´erne skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Helt ude at svømme – i EU

Op mod 3000 svømmere deltog i dag i svømmestævnet ”Christiansborg Rundt”, hvor der svømmes 2 km rundt om Christiansborg på Slotsholmen.

Men svømmerne i København var ikke alene om at være ude at svømme rundt om noget politisk denne sidste lørdag i august.

Det samme gjorde EU-landenes regeringschefer til topmødet i Bruxelles, hvor de to vigtige poster som EU-præsident og EU-udenrigschef skulle fordeles.

Forskellen er blot, at hvor svømningen i de københavnske kanaler gav god mening, så virker de politiske svømmeture i Bruxelles mildest talt kaotiske.

For hvordan kan man som EU-præsident vælge Polens premierminister Donald Tusk? En mand, som ikke kan tale hverken engelsk eller fransk – men hvis vigtigste opgave bliver at føre – især uformelle – samtaler med 28 landes regeringschefer for derpå at fremlægge forslag, som alle kan enes om.

Og hvordan kan man vælge en EU-udenrigschef som Italiens Federica Mogherini, der for nu at sige det pænt er Putin-venlig i en tid, hvor EU som helhed stiller sig mere og mere afvisende overfor Putin, og har brug for at kunne markere sig overfor Rusland?

Det er i dén grad ulogisk.

Men omvendt er det måske, hvad man kunne forvente, når man tænker på, at super-europæeren Jean-Claude Juncker tidligere på sommeren blev valgt som EU-kommisionsformand – kun kort tid efter at EU-parlamentsvalget gav fremgang til alle EU-kritiske partier.

Det er som om EU per definition spænder ben for sig selv, per definition vælger at gå imod det, som befolkningerne ønsker:

Europas befolkninger ønsker mindre EU – ja, men så vælger vi da super-europæeren Juncker som EU-kommisionsformand.

Det er vigtigt med en EU-præsident, der kan tale med alle og høre græsset gro – ja, men så vælger vi da én, der kun taler POLSK.

Og det er vigtigt med en EU-udenrigschef, der kan stå stærkt og forsvare EU´s interesser mod andre magter – ja, men så vælger vi da en, der er bon-kammerat med Putin.

Den slags valg giver kun mening i de højere magtcirkler i Bruxelles – og ikke i de europæiske befolkninger.

Dagens runde-svømning i Bruxelles er derfor også mere end farlig for demokratiet på den lange bane – og vi risikerer at ende så langt ude i vandet, at der er meget langt at svømme ind til bredden, måske også for langt for de fleste i Europa – og i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk