Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 18: Guldalderen

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GULDALDEREN

Guldalderen er en betegnelse, som bruges om de første cirka fem årtier i 1800-tallet. Og nok var både Christian d. 8. og Frederik d. 7. også konger i denne periode, men alligevel er det Frederik d. 6., som der tænkes på, når der tales om guldaldertidens konge.

Som beskrevet i sidste uge var Frederik d. 6. også Danmarks reelle regent i næsten seks årtier fra paladsrevolutionen i 1784 til han døde i 1839. Og historierne om den samvittighedsfulde og arbejdsomme monark, der passede så godt på sit folk og rige, at nøglerne til byens porte lå på hans natbord, var også lige til højrebenet for den danske guldalder, der byggede på romantikken som kunstperiode og inspiration.

I Danmark blev romantikken derfor også stort set uden det voldsomme drama og den dødslængsel, som fx den tyske romantik havde. Den danske romantik blev langt mere en inderlig og følelsesladet nationalromantik, der fokuserede på naturen, det ægte i mennesket og kunsten.

En romantik, hvor man i lyset af statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, solede sig i tidligere tiders store bedrifter af konger og andet godtfolk. Hvor man dyrkede det specielt danske – der vel egentlig ret beset aldrig rigtig var blevet dyrket før, hvor den enkelte snarere opfattede sig selv som kommende fra en stand eller et laug, fra en by eller en egn. Men nu – også i lyset af den nationalisme, der kom fra den franske revolution – blev vi alle meget danske.

Og forfattere og malere og andre kunstnere stod i kø for at gribe de nye tanker – og der var mange af dem, og de var gode. Aldrig, hverken før eller siden, har der været så stor en talentmasse indenfor de kreative fag i Danmark som netop i guldalderen. Nutidens store globale succes indenfor dansk film og tv er vand ved siden af.

Mest kendt er selvfølgelig H. C. Andersen, vores store eventyrdigter, der er kendt og elsket over hele verden, og som årligt er årsag til at flere vælger at lære dansk, blot for at kunne læse H. C. Andersen på nationalsproget. Der er også noget at læse. Udover eventyrene skrev han romaner, rejseberetninger, dagbøger, breve og meget andet.

Kun én mere kan H. C. Andersen kunststykket med at få folk til at lære dansk efter – og det er selvfølgelig filosoffen Søren Kierkegaard, der med sine skrifter skabte en helt ny retning: Eksistentialismen, der stadig inspirerer, foruroliger og gør, at der tænkes nye tanker.

Et andet stort internationalt navn er Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede i Rom, hvor han lavede de fleste af hans skulpturer – og hvor han samlede hans nordiske kunstnervenner, når de på deres kultur- og dannelsesrejser kom til Italien for i månedsvis at bo, skrive, male og inspireres af og i Den Evige Stad.

Hjemme i København var Bakkehuset samlingsstedet. Det lå udenfor voldene på landet ved Søndermarken, hvor man stadig kan se det – nu blot som en del af den pulserende storby København med Frederiksberg som en lille enklave.

I Bakkehuset boede forfatter Knud Lyhne og hans kone Kamma Rahbek. Og det var dertil, at de alle kom: Knud Lyhnes ven P. A. Heiberg, inden han blev landsforvist, digteren Adam Oehlenschläger (det er ham med de higer og søger om guldhornene), salmedigteren og forfatteren af historiske romaner B. S. Ingemann og mange flere.

Der blev talt og diskuteret og læst op og snakket – og bølgerne kunne gå så højt, at de implicerede gik i indbyrdes fejder, som kunne køre i diverse dagblade og aviser i månedsvis.

Andre guldalder-forfattere og -digtere var: Christian Winther, Henrik Steffens, Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup og Schack von Staffeldt for bare at nævne nogle få.

Og så er der selvfølgelig dansk åndslivs kæmpe: N.F.S. Grundtvig, præst, salmedigter, forfatter og grundlægger af højskolebevægelsen. Hans betydning for dansk selvopfattelse og kristendom som en glad, lys og personlig kristendom kan simpelthen ikke overvurderes. Selv i 2014 betyder hans tanker meget for os og vores måde at tænke og tale om os selv på – også selvom vi ikke altid selv ved, at det kommer fra Grundtvig.

Men også på Det Kgl. Teater i København foregik der en masse i dansk guldalder. Det var her, at den franske balletmester Bournonville skabte den danske ballet, der stadig i dag er verdensberømt. Mest vigtigt på skuespilsscenen var en af vores største skuespillerinder Johanne Luise Heiberg, der var gift med Johan Ludvig Heiberg, der skrev nationalskuespillet Elverhøi til Frederik d. 6´s datters bryllup med den senere Frederik d. 7.

Endelig er der malerkunsten med navne som Lundbye, Skovgård, Købke, Eckersberg og andre, der maler romantiske landskaber, mennesker og andet, som fortæller historien om et Danmark, der er blevet småt og fattigt, men som stadig er smukt. Og musikken med navne som Weyse, Kuhlau, Gade, Lumbye og Hartmann.

Og der er mange flere endnu. En sand vrimmel af mænd – og få kvinder, der også fik eller tog sig lov som forfatterne Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger – og så de allerede nævnte kunstneren Kamma Rahbek og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg.

Alle guldaldertidens skønånder kunne dog ikke skjule den store nød og elendighed, som der var i Danmark – og enevælden var ejheller længere oplyst og nytænkende. Tingene kørte på rutinen. Noget nyt skulle til – og gerne noget med demokrati og muligheden for social mobilitet, også selvom det ulmede sydpå i Tyskland.

Og netop Treårskrigen og de nye tanker op mod 1849 skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rusland og vigtigheden af at skelne

OL i russiske Sochi er godt igang – og det samme er overfaldene på homo-, trans- og biseksuelle i et Rusland, der kun anerkender det heteroseksuelle forhold som det normale.

Dét er bare ikke i orden. Og det kan der ikke tordnes nok imod. Og heldigvis bliver der også protesteret – meget og intensivt – over hele verden, og også i Danmark. En af de bedste måder at vise vor holdning på her i landet var sidste uges navngivning af pladsen ved Vartorv i København. Den hedder nu Regnbueplads.

Men det er vigtigt at skelne. Meget vigtigt.

For mange år siden da 2. verdenskrig sluttede i 1945, var en af konsekvenserne at tysk litteratur, musik og kunst i mange år var bandlyst fra det gode selskab, medmindre det var skabt af erklærede modstandere af Hitlers nazi-regime. Man kunne nemlig ikke bakke op om noget, der kom fra et land, der havde fostret så megen ondskab, var holdningen.

Men et lands forfattere, kunstnere, komponister og andre, der beriger det gode i mennesket, skal ikke lide under, at der findes andre (magt)mennesker i deres land, som står for holdninger og handlinger, der er 100% uacceptable. Det er ikke fair.

Danmarksbloggen frygter, at netop det vil ske for Ruslands enorme kulturarv, som ellers er til gavn og glæde for en hel verden. For en ting er den forfølgelse og de overfald, der sker i Rusland, bare fordi et menneske har en anden seksualitet end den heteroseksuelle. Dét kan der som sagt ikke tales nok imod. Det skal påtales og forlanges ændret hele tiden.

Men de forfølgelser og overfald har ikke noget at gøre med den kunst, den musik og den litteratur, der også kommer fra Rusland, som er et land med så mange og så store kontraster både i naturen, i historien og alle andre steder, at det formentlig er derfor, at Rusland har kunnet fostre nogle af de største indenfor kunst, musik og litteratur.

Tag en Dostojevskij, der har skrevet banebrydende bøger som “Forbrydelse og Straf” og “Idioten”. Eller en Tolstoj, der skrev storværkerne “Krig og Fred” og “Anna Karenina”. En Fabergé med hans unikke og juvelbesatte påskeæg. En Kandinskij, der har haft stor betydning for flere retninger indenfor malerkunsten, men måske især den abstrakte. Og endelig Tjajkovskij, der har komponeret noget af verdenens smukkeste og mest gribende musik med storværkerne “Nøddeknækkeren” og “Svanesøen”.

Vi skal derfor også fortsat høre den storslåede russiske musik, læse de dybe russiske bøger og se den imponerende russiske kunst – samtidig med at vi kæmper imod den umenneskelighed, der foregår i de russiske gader her og nu.

For vi skal kunne skelne – eller er vi ikke et hak bedre end de russere, der overfalder andre, bare fordi de er anderledes end dem selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åndemusik i Tivoli

Der var engang for ikke engang ti år siden, hvor man inde i Tivoli tre gange dagligt kunne opleve et af H.C. Andersens eventyr blive spillet som en blanding af klassisk teater og dukketeater.

Det lille teater, hvor det foregik, hed Valmuen og lå til venstre, når man kom gående fra Nimb. Præcis som at hjertet sidder til venstre – også hos kejseren i H. C. Andersens fantastiske eventyr “Nattergalen”, som var et af de eventyr, som Valmuen spillede i de varme middagstimer dér i Den Gamle Have.

Idag er der ingenting på dét sted, hvor Valmuen lå. Det er som digteren Sophus Claussen skrev det om Ingeborg Stuckenberg efter hendes selvmord: “Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nu er der også kun åndemusik tilbage i Tivoli dér, hvor Valmuen lå og skabte billeder,  stemninger og oplevelser for både store og små.

Der er også kun åndemusik – og lidt blomster – i den fine muslingeformede bygning ved siden af, hvor Promenadeorkesteret indtil for et par år siden spillede sommer-, vise- og Tivolimusik flere gange dagligt.

For slet ikke at tale om deres eminente spil til pantominens forestillinger. Nu har en mekanisk båndmaskine afløst de levende toner nede foran påfuglen.

Kulturen og sjælen suges altså ud af Tivoli i disse år, bid for bid.

Noget man især mærker i disse dage, hvor det er sommerferie, og både danskere og udlændinge valfarter til den gamle have for at opleve dét, som ikke er der mere. Hvor de og alle vi andre må nøjes med dén åndemusik, som Sophus Claussen skrev om.

Hvor vi kun kan håbe på en genkomst at sjælen og kulturen. Kun kan håbe på at Tivolis nuværende kejser ligesom hans kollega i Nattergalen en dag må opleve erkendelsen og glæden ved at høre den ægte nattergal synge.

Så vi kan komme af med det mekaniske skidt og få den levende musik – og gerne også det levende teater – tilbage. Så alle Tivolis ånder og muser kan glæde sig i deres himle – og kvidre som små nattergale.

I mellemtiden kan man jo længes og drømme og læse “Nattergalen”: http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen

Man kan også glæde sig til efteråret, der vil byde på en nyfortolkning af H. C. Andersens eventyr i en af Tivolis mest grandiose bygninger, nemlig når Nordisk Film Live opfører det nyskabende “H.C. Andersen – et magisk eventyrshow” i Koncertsalen. Det bliver meget spændende – og vil forhåbentlig bringe andet og mere end åndemusik til Den Gamle Have.

God sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk