Danske Perler: Smålandsøerne

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

SMÅLANDSØERNE

Smålandsøerne eller Sydhavsøerne, som de også kaldes, er tre små øer, der ligger nord for Lolland.

Den største er Fejø, og derefter kommer Femø og Askø-Lilleø. Tre øer med samme af Østersøen begunstigede milde klima. Men også tre øer som har hver sin helt specielle identitet.

Fejø er især kendt for sine æbler og pærer, der sælges året rundt – og som om efteråret sejles til Nyhavn af de navnkyndige pæreskuder, hvor københavnerne står på nakken af hinanden for at købe noget af Danmarks allerbedste frugt. Æbler og pærer, som ikke kun smager godt, men som også hvert forår gør Fejø til et skønt skue indhyllet i en fantastisk duft, når de mange frugttræer blomstrer i maj måned.

Men øen, der kun har 500 faste indbyggere, har mere end æbler og pærer at byde på.

Fejø er også hjemstedet for de såkaldte drivkvaser, en slags både med indbygget dam pga hullerne i bunden, hvor fiskene kan svømme rundt og dermed være levende, indtil de landes, når båden kommer i havn. Et besøg på Fejø om sommeren er altså lig med friske fisk og masser af frugt og grønt.

Femø forbindes for mange med kvindelejr, frigørelse og bare bryster – eller med andre ord: Alle myterne om 70´erne. Og kvindelejren – der er verdens ældste af sin slags – findes også stadig på Femø, hvor alle slags kvinder mødes fra juni til august for at være sammen og deltage i diverse samtaler, workshops m.m.

Men Femø er også kendt for jazzfestivalen, der hver sommer samler flere og flere gode artister – og hvor unge, håbefulde jazzmusikere også kan gå i masterclass præcis som i jazz´ens hjemby New Orleans.

Femø er også kendt for sit sindrige system af stier på kryds og tværs af øen, hvor man hverken kan køre eller cykle, men blot gå og dermed komme helt ned i gear og få sjælen med.

Den sidste ø er Askø-Lilleø, der også er den mindste af øerne, hvilket betyder, at havet er endnu mere lige i nærheden, uanset hvor man er på øen.

Askø-Lilleø har derfor et lys, som er helt specielt – og som får mange kunstinteresserede til at finde papir, tegne- og malergrejet frem.

Andre foretrækker fiskestangen, bogen eller andre livs- og energigivende sysler.

Heldigvis er det ikke noget krav, at man skal vælge imellem de tre smålandsøer, hvis turen går sydpå. Båden sejler flere gange om dagen til dem alle tre, så det er bare at tage på øhop i Smålandshavet og smage æbler og pærer, lytte til jazz, fiske og måske male eller fotografere det fantastiske lys.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771
Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jordbær-reminder

I denne yndige og frydefulde sommertid iler Danmarksbloggen med en jordbær-reminder.

For det er vigtigt at huske at få masser af de søde, røde jordbær, som der er så mange af i disse uger.

For jordbær skal nydes og spises: Ad-libitum fra bakken, sammen med mælk eller fløde i en dyb tallerken, skåret ud i skiver og drysset med sukker på hvidt brød som jordbærmadder, blandet sammen med marengs, flødeskum og vanillesukker som eton mess, og hvad man ellers kan finde på.

Jordbær er pragtfulde, og sommertid er jordbærtid. Skøn, skøn jordbærtid.

Og når der spises jordbær, så samles der sol, lys og sommer, så lagrer vi kraft og saft til at tære af i den kolde tid. Og dét har vi brug for.

Især når vi husker at nyde jordbærrene og dét Danmark, der er allerskønnest her i  de lange, lyse dage og de korte, lyse nætter.

Så spis (en masse) jordbær.

Carpe diem, grib dagen, sagde romerne. De havde ret.

Grib sommerdagen, gør den og Danmark til en oase af varme, lys og kærlighed for alle, der møder dig – og alle de andre, der vælger de søde jordbær og glæden og kærligheden til fremfor de sure rønnebær, mismodet og misundelsen.

For vi er altfor gode til her til lands at fokusere på efterårets mørke, kulde og regn, på de sure rønnebær, mismodet og misundelsen – på griskheden og grådigheden.

Lad os istedet lære at være gavmilde og at nyde sommerens lys, varme og sol, de søde jordbær, glæden og kærligheden, når de er der – og tænke med taknemmelighed på det hele om efteråret, drømme om det om vinteren og glæde os om foråret til det altsammen kommer igen.

Til det bliver sommer igen – jordbær igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuerne lyser over København

Aldrig har der været så mange regnbuer over København som i denne uge …

Nede på jorden er de, de flotte farverige regnbuer, både på Eurovicious Pride Square og når alskens mennesker fra nær og fjern, af hver sit køn eller af samme køn, overalt i byen siger ja til at dele livet med hinanden.

For størst af alt er kærligheden …

Men også på himlen lyser regnbuerne … den ene efter den anden … det er helt vildt og aldrig set på dén måde før i København.

Det er som et tegn fra oven, fra de guder, der holder af alle, der holder af regnbuer.

For livet, verden og alting bliver bare både bedre og sjovere, når der er plads til os alle sammen, alle farver, alle køn, alle seksualiteter, alle religioner – når vi mødes i fælles glæde og hyldest til mangfoldigheden.

Dét er Danmarksbloggen sikker på – og det er alverdens mangfoldige guder åbenbart også, siden de sætter den ene regnbue på himlen efter den anden i netop denne Eurovision-uge, hvor der netop OGSÅ er lavet ekstra god plads til alle, uanset køn, seksualitet og så videre. DET ER SÅ GODT.

Danmarksbloggen sender derfor også en stor hilsen til Putin´s Rusland og andre med samme intolerante holdninger til dem af jeres medmennesker, der er anderledes end jer selv.

Gid regnbuerne må oplyse jeres sind, så I kan komme ud af jeres små, mørke huler og danse med os andre i det festfyrværkeri af farver, som altid er at finde i mangfoldighedens skønne regnbuer.

Dér er også meget sjovere at være end inde i jeres små, angste sind. For livet er bare bedst, når det er en fest med farver og glimmer … med regnbuer på jorden og på himlen.

Tilføjelse kl. 23.22: De regnbuer varslede godt for Østrigs Conchita i MGP-semifinalen dag … og de varsler endnu bedre for finalen på lørdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen fylder 1 år

Danmarksbloggen fylder 1 år idag, d. 2. februar.

Og i den anledning har Anna M.T.F. lavet en illustration af og til Danmarksbloggen. Vi takker for den fine tegning og glæder os over, at vi – også illustrativt – er kommet på benene og igang med tilværelsen.

Se Danmarksbloggens Facebook-side for at se tegningen:

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen

At Danmarkbloggen kom til verden på netop kyndelmisse-dagen, d. 2. februar 2013, var meningen. Det gav – og giver – så god mening, at Danmarksbloggen startede sin odyseé på netop den dag, der er en af årets største lys-dage: Kyndelmisse-dagen, som er dagen, hvor der tændes lys i alle landets kirker for at fejre Jesus´ optagelse i templet.

Danmarksbloggen ønsker så at tænde lys i hele Danmark: Oplysningens lys, tolerancens lys, rummelighedens lys, frisindets lys, solidaritetens lys – lys der skinner og giver os viden, styrke og kærlighed til sammen at (gen)skabe det Danmark, hvor der er plads til fællesskab, plads til os alle – uanset køn, alder, erhverv, race, religion, seksuel orientering og alt det andet, der kan skille mennesker.

Danmarksbloggen har derfor også i sit første år skrevet meget om kærligheden og dens væsen, om dansk politik, om Copenhagen Pride, om mennesker der har gjort en forskel, om sociale forhold, om arbejdsmarked, om kultur, om sport, om historie, om højtider og alt det andet, der styrker den danskhed, der taler om frisind, fællesskab og rummelighed. Dén danskhed, som vi engang var verdensberømte på grund af – og som igen én dag skal være de danskes adelsmærke.

I sit andet år vil Danmarksbloggen derfor fortsætte med at skrive om disse emner og mange flere, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

For hvad vil det egentlig sige at være dansk? At være dansker? At bo i Danmark? Dét skal vi finde ud af i fællesskab her på Danmarksbloggen. Allesammen.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lise Lotte Møller tænder adventskransens fjerde lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag tænder Socialdemokraternes formand i Vordingborg – og folkeskolelærer – Lise Lotte Møller adventskransens fjerde og sidste lys med følgende ord:

I virkeligheden vil jeg helst tænde lys for alle. Men børnene er nok dem, som jeg vil tænde flest lys for – og når vi nu er i december, er det især for børn, der har mistet en eller begge deres forældre. Det er selvfølgelig altid hårdt at skulle undvære ens forældre. Og ens mor eller far er for altid savnet, men til jul må det være ekstra hårdt.

Hvert år mister cirka 2000 børn og unge i alderen 0-18 år en forælder. I alt har mere end 15.000 danske børn og unge mistet en forælder. Det er mange, men alligevel ikke flere end at mange af de børn og unge, der har mistet, måske ikke kender andre i samme situation som dem selv. Børnene og de unge mennesker ved måske heller ikke, at der er hjælp og støtte at få. Men det er dér hos fx nedenstående organisationer:

http://www.livlineisorgen.dk/

http://www.bornungesorg.dk/andre-der-har-oplevet-doed-i-familien/

Det er Danmarksbloggens håb, at vi alle vil værne om de udsatte i vores samfund, og her er børn og unge uden en far eller en mor – eller begge – særlig følsomme, især i denne ellers så søde juletid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Albert Nielsen tænder adventskransens tredje lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag er det leder af Anemone teatret og valgmenighedsformand Albert Nielsen, der med følgende ord tænder adventskransens tredje lys:

Meget tidligt i Anemone teatrets 30-årige historie blev Lisbet og jeg klare over, at vi havde en helt bestemt ide om, hvad vores teaterstykker skulle indeholde.

Det skulle naturligvis være en god, dramatisk historie, som kunne forstås på flere planer, og så skulle det bevæge/udfordre modtagerens indre væsen – uanset alder.

At spille teater for børn er et stort privilegium, men også et stort ansvar. Der findes ikke et bedre og mere seriøst publikum. De er åbne og tillidsfulde, og accepterer umiddelbart teatrets præmis. Selv større børn oplever en god ”forestilling” som virkelighed, fordi den foregår lige nu og her med rigtige mennesker og ægte følelser, og hvis forestillingen har noget på sinde, vil barnet tage budskabet til sig som en erfaring, der kan præge det resten af livet.

Vi har altid været bevidste om, at vi ikke ville lave socialrealistiske forestillinger med pædagogiske opskrifter på, hvordan man agerede i verden. Dét vi havde lyst til at dele med børnene, var vores egne spørgsmål om, hvordan man bliver et helt menneske, hvordan man navigerer mellem godt og ondt, og bibeholder troen på, at der er et lys for enden af tunnellen.

De ord, som definerer vores teaterstykker er: Tro, Håb og Kærlighed. Til sammen danner de tre ord en livseliksir – der også er grundbegreberne i Kristendommen.

Jeg er blevet bedt om at tænde et lys for nogen eller noget 3. advent, og det skal være for Kristendommen i Danmark, som jeg synes mistrives – også i den danske folkekirke. Jeg er opvokset i et hjem uden noget aktivt forhold til religion, så al min viden og forståelse af biblen fik jeg i folkeskolen. Jeg nåede at gå på fire af dem, og på alle samledes skolen ved skoledagens begyndelse til morgensang med efterfølgende Fadervor og dagens meddelelser. Vi havde kristendom som fag en gang om ugen, og kirkegang til jul.

Det gjorde, at vi fik et rimeligt kendskab til den religion, der gennem tusind år har formet Danmark, som i følge Grundloven er kristen. Mange af de værdier, vi værner om og videregiver til vores børn, er kristne: Individets ret til at tale frit, omsorg for de svage i samfundet, tilgivelse, tolerance, tro, håb og kærlighed.

Dyder, jeg naturligvis også lærte derhjemme, men ikke, at de kom fra biblen. Det er 40-50 år siden, og meget har ændret sig siden.

Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om de mange tiltag, der bliver gjort i børneinstitutioner og skoler for at nedtone det kristne grundlag, som vores samfund bygger på. Kristne symboler skal fjernes, juleudflugten til kirken aflyses, kristendomsundervisningen og Fadervor afvikles. Alt sammen i misforstået respekt for andre religioner. Men hvordan skulle vi dog forstå dem, hvis vi hverken kender eller forstår vores egen?

Min egen snørklede vej til kristendommen og til troen på Jesus Kristus har åbnet mine øjne for, hvor mange fordomme jeg havde bygget op om kristendommen, hvor fattige vi som samfund og mennesker bliver uden en tro på noget højere end os selv, og uden en åndsverden som pejlemærke for formålet med vores liv.

I teksten til 3. søndag i advent skriver Paulus i sit andet brev til Korinterne, kap. 4, v. 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Lad os også tænde et lys for os selv og vores børn, så vi mindes om, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Skrevet af Albert Nielsen er sammen med sin hustru, Lisbet Lipschitz, stifter og leder af Anemone teatret i København samt formand for Nordsjællands Valgmenighed, en lille menighed i Melby, som har eksisteret i 5½ år, og hører under den danske folkekirke. 

Se evt. mere på www.anemoneteatret.dk og www.nordsjaellandsvalgmenighed.dk.

Frem til d. 22. december opføres ”Når du ser et stjerneskud” på Anemone teatret. Det handler om julens budskab om, at kærligheden er kommet til verden i julen, og at den overvinder alt. Læs anmeldelsen her

Kristendommen mangler i årets tv-julekalendre

Uden kristendommen ville der ikke være nogen jul.

Så man kan mene, at kristendommen ville være tilstede i årets tv-julekalendre på en eller anden måde. Men hvor er kristendommen? Den er mere eller mindre støvsuget væk – eller lavet om til noget, som har meget lidt med kristendom at gøre.

I DR´s “Pagten”, der er en genudsendelse fra 2009, lægges der ellers i de første afsnit op til, at Grundtvig og hans tanker skal spille en stor rolle i handlingen. Men i realiteten er det kun et enkelt digt af dansk åndslivs kæmpe, der får betydning. Og det er synd, for der var mange veje, som man kunne have gået med Grundtvigs mange ord. Men istedet bliver “Pagten” en klassisk historie om den onde heks, de gode nisser og de forvirrede mennesker i den store kamp mellem gode og onde.

Årets TV2´s julekalender “Tvillingerne og Julemanden” er også en klassisk det-gode-mod-det-onde-historie med et par modige børn, en godmodig julemand, fortravlede forældre og lidt ung kærlighed krydret med gåder og humor.

Så langt business as usual.

For “Tvillingerne og Julemanden” har også et andet aspekt, nemlig de grønklædte vogtere, der tilbeder og hylder julens ånd symboliseret ved en sten og et juletræ – og senere ved også at hylde Nicholas i Lars Hjortshøjs skikkelse som julens helgen.

Og der er intet af dét, som giver ingen mening. Dels har kristne (og man må formode vogterne er kristne, selvom det ikke siges) aldrig tilbedt et træ, heller ikke det juletræ, som slet ikke fandtes i den middelalder, hvor vogterne hævdes at komme fra. Dels er Nicholas IKKE julens helgen. Begivenheder og helligdage har ikke helgener. Den historiske Nicolaus, som han staves, er derimod helgen for børn, købmænd, sømænd og tyve, som man dengang mente var fire sider af samme uansvarlige sag.

Den juleånd, som vogterne hylder, når de danser om juletræet (som var det en afgud) er nemlig i stedet den moderne jul, hvor det netop drejer sig om hygge, gaver og god mad uden nogen dybere referancer.

Men den honningkage-søde juleånd, som de grønne vogtere tilbeder på nærmest hedensk manér, er meget langt fra den bibelske juleånd, der handler om en fødsel i en stald, besøget af hyrder og stjernetydere – og endelig barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten.

Den kristne julehistorie er nemlig en historie, der vil mere end blot skabe en hyggelig og behagelig juleånd. Den vil fortælle, at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. Og det er en fortælling, der handler om ydmyghed, tro og mirakler i en hård verden. En fortælling, der ikke kan fortælles for tit.

Et sted, hvor man fortæller den på en anden måde – men stadig for børn (og voksne), er på Anemoneteatret i København, hvis juleforestilling “Når du ser et stjerneskud” er som en moderne version af jule-evangeliet og en fast del af mange børnefamiliers december.

Læs undertegnedes anmeldelse til Kristendom.dk her: http://www.kristendom.dk/artikel/305518:Anmeldelser–Stjerneskuddene-flyver-paa-Anemoneteatret

I morgen er det tredje søndag i advent – og der tænder stifter og leder af Anemoneteatret samt formand for bestyrelsen/menighedsrådet i Nordsjællands Valgmenighed Albert Nielsen det tredje lys i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Adventstid: Danmarksbloggen tænder lys

På søndag er det første søndag i advent, og rundt om i det ganske land vil juletræerne blive tændt på torve og pladser for så i de næste uger at stå og lyse op i den mørke tid.

Der er også brug for hvert og et af alle de mange lys i disse uger, hvor solen næsten går ned, før den er stået op. Heldigvis ved vi også, at det vil vende ved midvinter om godt tre uger. Altså fysisk. For i alle andre sammenhænge ved vi ikke, hvornår mørket besejres, så lyset kommer tilbage.

Det danske samfund er nemlig i øjeblikket inde i en vinter så lang, at man kunne frygte, at det var Fimbulvinteren, der var på spil. At tage fra de fattige og give til dem, der har så rigeligt i forvejen, egoisme, grådighed, fremmedhad og mere af samme skuffe florerer så altfor godt i disse år på bekostning af solidaritet, tolerance, rummelighed og ansvarlighed overfor hinanden og fællesskabet.

Medmenneskeligheden trues af mørket på en måde, som vi ikke har set i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

Vi starter på søndag med sognepræst fra Vollsmose Torben Hangaard. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i vinduerne i aften

Det er mange år siden nu. Faktisk helt bestemt 68 år siden, at Danmark blev befriet. Det skete en lys majaften, som aldrig blev glemt af dem, der oplevede den. Unge som gamle, børn som voksne.

Alle, der levede den 4. maj 1945, huskede – og husker – for evigt dén aften, hvor Danmarks befrielse blev annonceret i radioen – og en jubel brød ud, som os, der er født efter den 4. maj 1945, kun kan forestille os, hvordan må have været.

For vi har aldrig prøvet at leve i et besat land. Aldrig prøvet hvad det vil sige, når det mørke, det sorte og det onde i mennesker får så meget magt, som det havde dengang.

Men måske kommer vi til det. For aldrig har vi været tættere på gentagelsen af mareridtet, end vi er det i disse år.

Og nej, det skyldes ikke de terrorister, der hader os og vores åbne, vestlige demokratier. Det skyldes heller ikke vores politikere, hvor meget levebrødspolitikere nogle af dem måske er, hvor meget de kan virke væk fra almindelige menensker og almindelige menneskers liv. Ejheller kan ansvaret placeres hos finanskrisen, der ellers har fået skylden for så meget.

Årsagen til at menneskeforagt og had igen truer med at lægge sin mørke skygge over Europa skal søges hos os selv og i den egoisme og udelukkelses-kultur, der i disse år vinder så stærkt frem på bekostning af forståelsen af, at vi alle er hinandens skyldnere.

Derfor skal vi i aften tænde lys og sætte i vinduerne. For at lyse os selv og vores eget sind op, så vi igen kan se vore medmennesker, se at vi har en pligt til at rumme og hjælpe hinanden – uanset hvem vi er og hvad vi kan. Se at vores samfund afhænger af, hvad vi hver især gør for ikke os selv, men for alle de andre.

For aldrig mere en 9. april. Og aldrig mere en 4. maj. For nok var der jubel dén lyse majaften i 1945, men der var også sorg. For der var så mange døde, også i Danmark. Så heller aldrig mere en dansk regent, der må sige som Christian d. 10 måtte det ved Rigsdagens åbning med Grundtvigs ord: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Så tænd lys, tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften, både de fysiske og de digitale vinduer, så de kan lyse på gader og stræder og måske ind i et menneskes sind. Danmarksbloggen prøver på det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk