Løkke og co. optræder igen som en rockerbande

En god ven af Danmarksbloggen sammenlignede engang Venstre med en rockerbande. Det var dengang, at Carl Holst tog en for holdet og gik af som forsvarsminister. Noget Holst selvfølgelig kun gjorde i forventning om efter endt afsoning – her dog behageligt på bagerste række i folketinget – igen at kunne smykke sig med gyldne kæder og magt.

Og nu er vi der igen, hvor sammenligningen med en rockerbande virker ligefor. Her i versionen: Bossen selv og hans nærmeste truer sig til at få det, som de vil have det.

Det er nemlig kommet frem, at Løkke og hans håndlangere angiveligt har presset embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet til at favorisere landbruget så meget som overhovedet muligt. På mange møder gennem flere måneder skal Venstre-folkene have udsat embedsfolkene for vedvarende spørgsmål om, hvorfor man ikke bare kunne gennemføre 16-punkts-planen uden at kompensere med andre miljøvenlige initiativer.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/el-kalder-loekke-i-samraad-om-landbrugspakken

Enhedslisten har derfor også kaldt Løkke i samråd. Han er så pt. i Washington for at sælge … ja, landbrugsprodukter til USA. Men Løkke kommer jo hjem igen – hjem til en situation, hvor der – utroligt, men sandt – er endnu mindre tillid til statsministeren, end der var, inden han rejste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er aldrig ulejligt

Mette Bock fra LA vil helst ikke ulejlige danskerne med valg, sagde hun til DR2 her for lidt siden.

Ulejlige??? Der er noget, som hun helt har misforstået. Demokratiet er aldrig ulejligt. Tværtimod. Et levende demokrati er højrøstet, forstyrrende og ganske vidunderligt.

Og lige netop det, som sker nu, er demokratiet for fuld udblæsning: Et parti, der nok støtter regeringen, men som ikke har tillid til en minister, der helt åbenlyst blæser på de fakta, som alle eksperter er enige om. En statsminister, der prøver at tryne. Nogle partier, der bakker op – og andre, der sender et mistillidsvotum til Eva Kjer og  håber, at det her ender med, at Løkke er nødt til at udskrive valg.

Og det er egentlig dejligt, at dét emne, som udløste det hele, er miljøet og naturen. For det viser, at vi danskere stadig har forståelsen for, at uden et sundt miljø og en sund natur er alt andet ligegyldigt.

Nu skal vi så blot lige have en ny regering, der kan redde miljøet – igen. Hvis Venstre – og Eva Kjer – havde nogen anstændighed og respekt for demokratiet, ville hun ikke være minister mere. Men ok – nu kan det ende med valg, og det vil være meget bedre for ikke kun miljø og natur, men også for Danmark som helhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har Løkke forregnet sig?

Løkke gør, som Løkke altid har gjort i krise-situationer: Tryner alt det, som han kan for at tvinge sin modstander til at gøre, som Løkke ønsker det.

Men måske vil den ikke gå denne gang.

Jyden fra Viborg aka Søren Pape vil nemlig ikke give sig. Han holder fast i mistilliden til Eva Kjer. Det er Søren Pape også nødt til. Det er de konservatives sidste chance for at vise, at de kan stå fast på noget.

Så måske har Løkke forregnet sig – og i så fald er han nærmest tvunget til at udskrive folketingsvalg.

I går troede Danmarksbloggen ikke, at der kom valg nu – men nu er Danmarksbloggen ikke så sikker længere. Aftenens møder i blå blok er blot en fortsættelse af farcen, hvor Pape siger nej – og Løkke tryner løs, men DF og LA øffer ovre i hjørnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valg? Ikke endnu

At de ikke har det for godt sammen i blå blok, er indlysende – og gårsdagens begivenheder gør ikke forholdet bedre.

Men Danmarksbloggen tvivler dog på, at det ender med, at regeringen går af, og der udskrives folketingsvalg. Ikke at Danmarksbloggen ikke håber det. For det gør Danmarksbloggen. Det kan kun gå for langsomt med at få den blå-sorte regering væk.

Men V-regeringen rider stormen af – denne gang.

Men der kommer andre storme – ja, der er allerede lavtryk under opsejling. Der er både en planlov – og en finanslov gældende for i år, som ikke er færdig, selvom den burde være det. Osv.

Så ja, det skal nok ende med et sammenbrud i blå lejr – forhåbentlig i god tid inden sommeren 2019, hvor folketingsvalget senest skal finde sted. Men så længe kan Løkke vel ikke tryne de andre i blå blok på plads – eller kan han?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden er en hård religion

Ytringsfriheden er en hård religion, hvor der er kontant afregning. Det, man kræver af andre, skal man også kunne yde selv.

Det ser man nu i danskernes holdning til at regeringen – og folketingets formand Pia Kjærsgaard – jamrer over de satiriske tegninger af Lars Løkke klædt som nazist. Det er sølle og uværdigt, siger de blå – og glemmer helt, hvordan de selv – dengang det handlede om Muhammed-tegningerne – hovrerende sagde, at den slags måtte man skam finde sig i et frit og demokratisk samfund.

Det har danskerne ikke glemt – og de har derfor ikke noget tilovers for de blås beklagelser. Beskeden til de blå er derfor klar: Nu må I tage jeres egen medicin.

PRÆCIS. Ytringsfriheden gælder ALLE – og må være ABSOLUT. Den kan ikke gradbøjes eller kun bruges i nogle sammenhænge – eller til at fremme nogen holdninger, men ikke andre.

At hævde noget andet er direkte udemokratisk, så ja, de blå har ikke forstået den basale spilleregel i det danske demokrati. Sørgeligt, men ikke overraskende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tør Venstre vælte Venstre?

I går spurgte Danmarksbloggen om Liberal Alliance turde vælte Venstre. Måske er spørgsmålet snarere, om Venstre tør vælte Venstre?

For der er i Venstres bagland en stigende kritik mod Venstres brutale flygtningepolitik og – retorik. En kritik, der har afstedkommet både flere indlæg og læserbreve, og at prominente V-medlemmer har meldt sig ud.

Dog endnu ingen fra folketingsgruppen som efter sigende før hver afstemning i folketingssalen bankes på plads af toppen i Venstre, der (hvis rygtet taler sandt) ringer rundt og sikrer sig, at alle stemmer, som toppen ønsker det.

Så meget for den liberale åndsfrihed, som Venstre ellers teoretisk og historisk bekender sig til.

Men historie eller ej, det interessante er, hvor længe Venstres rædselsregime kan fortsætte, før en eller anden i Venstres folketingsgruppe ikke vil være med mere og istedet går over til fx de radikale, som Rohde gjorde det. For når det sker, så kan flertallet i folketinget skifte.

Så hvornår tør Venstre vælte Venstre? Og hvem bliver Løkkes politiske banemand/banekvinde?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fort Danmark er en realitet

Løkke – som talte om godhed og om at passe på Danmark i sin nytårstale – er igang med det længe ventede pressemøde, hvor han som ventet annoncerede, at der nu kommer grænsekontrol til Tyskland.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Det måtte komme. Grænsekontrollerne vil sprede sig ned igennem Europa. Fort Europa er ved at blive bygget. Fort Danmark er en realitet.

NU lukker vi os for alvor her i Europa. Desværre. For nok kan vi ikke hjælpe alle – og en tilstrømning til Europa på over en million mennesker om året er nok også for mange. MEN – for der er et stort MEN.

Det du´r ikke udelukkende at lukke grænserne. Det eneste, der for alvor batter, er at sikre fred i Mellemøsten – og på længere sigt lave en Marshall-plan – og på kortere sigt at give flygtningene ordentlige levevilkår i nærområderne. Men det sker ikke. Tværtimod så skar man halvdelen af hjælpen væk – og dét satte den store flygtningestrøm i gang for snart et år siden. Den strøm, som mange europæere vil have stoppet – og som udfordrer og viser, hvad vi er gjort af rent menneskeligt.

For nok lukkes de fysiske grænser nu – ihvertfald stikprøve-vis – men de mentale må holdes åbne og varme. Ellers er vi for alvor fortabte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Danmarksbloggen drømte om, at Dronningens nytårstale ville skabe præcedens for årets andre nytårstaler – således at også statsministerens nytårstale ville indeholde en opsigtsvækkende meddelelse som fx at der skulle udskrives valg til folketinget. Det ville i øvrigt have været passende, når man betænker regeringens manglende opbakning.

Men dét skete selvfølgelig ikke. Løkke og co. klæber til taburetterne – og Løkkes ord var præcise, hvad man kunne forvente.

De handlede om skattelettelser – og om at kunne skelne mellem realisme og idealisme, som i Løkkes version handler om at beholde pengene i Danmark – og i de riges lommer.

For i Løkkes virkelighed kan man ikke omfordele goderne, så dem, der har, skal give til dem, der ikke har. Tværtimod skal velfærd på den ene side og flygtninge på den anden kæmpe om stadig færre midler i V-regeringens menneskefjendske arena.

Klima og miljø, som også er et stedbarn i blå blok, havde det dog endnu værre end medmenneskelighed og humanisme. Det blev slet ikke nævnt.

Til gengæld blev det til en masse uforpligtende ord fra Løkkes side om danskerne som generøse, frisindede og optaget af ligeværd med mere – men altså ingen konkrete politiske meldinger og bud fra en Løkke, der prøvede at spille rollen som landsfader. Men som virkede som en hund i et spil kegler, selvom han ikke fumlede med papirerne, som Dronningen gjorde det.

Det samlede billede af Løkke og hans nytårstale er derfor en statsminister, der ikke er interesseret i at gøre noget reelt for fællesskabet, og som ikke formåede at vise hverken lederskab eller visioner.

Danmarksbloggen giver derfor Løkkes nytårstale ét enkelt ud af seks glas fulde af den Rosenborg-vin, som Løkke mente, at det altid var en fornøjelse at drikke, som statsministeren selv udtalte det, inden han gik ind til nytårstaflet på Amalienborg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke – en kalif på vej ned

Et nyt folketingsår åbner i dag med den sædvanlige røde løber, den sædvanlige små-trætte kongefamilie og alt det andet, som hører til den sædvanlige runddans første tirsdag i oktober.

Det er ikke særlig spændende. Men det er det til gengæld, at Løkke er en kalif på vej ned. At Løkkes tid udløber, når han – som det må forventes med den rekordlave tilslutning til Venstre – taber næste valg. For nu er selv Løkkes støtter åbenbart delte i fraktioner, der kæmper om magten i Venstre.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/haard-magtkamp-i-venstre-efter-minister-fyring-loekkes-stoetter-splittet-i-to

Som Danmarksbloggen ser det, kan købet af nogle kampfly og en sherif-justitsminister ikke redde Pind-Christensen-Holst-gruppen. Slet ikke faktisk, når en af mændene i den anden gruppe hedder Søren Gade. For som Danmarksbloggen har skrevet tidligere, så er Søren Gade fremtidens kalif i Venstre – og måske også i Danmark.

Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6752

Om den moralske habitus så er bedre i dén gruppe, kan man godt tvivle på. For udover Gade tæller den også Troels Lund Poulsen og Lars Chr. Lilleholt.

Det store spørgsmålstegn ang. moral gælder også Inger Støjberg, der som en anden ensom rytter efter sigende kører sit eget løb, loyal over for Løkke, men ikke medlem af nogen gruppering. Og dét er måske det mest spændende. For hvor står hun så efter et valg? Stadig i Venstre i anglen efter at blive kalif – eller på vej over til DF?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen statsministereffekt til Løkke

Uanset hvem der er kalif i Danmark, undskyld statsminister, så plejer man at kunne aflæse det på popularitetsmålingerne i form af den såkaldte statsministereffekt.

Men det kan man ikke, når det kommer til Lars Løkke. Han er på samme lave popularitetsskala, som han var det inden folketingsvalget d. 18. juni.

Læs mere her: http://www.altinget.dk/artikel/maaling-ingen-statsminister-effekt-til-loekke

Kun hver fjerde dansker foretrækker Løkke som statsminister, mens mere end hver tredje vil have socialdemokraternes nye formand Mette Frederiksen.

Desværre har man ikke i målingen kunnet pege på Kristian Thuelsen Dahl. Det er ærgerligt. For det kunne have været spændende at se, hvor mange danskerne der foretrækker lederen af det største blå parti som statsminister.

For nok vil Dansk Folkeparti ikke tage ansvar. Men derfor skal det jo frem alligevel, hvor mange danskere der ønsker, at partiet begynder at gøre netop det. Dét er også demokrati og respekt for folkestyret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk