Ja til velfærd – nej til fattigdom

Må man godt håbe en kold oktober-morgen? Håbe på at Løkke udskriver valg, når han åbner Folketinget her om få timer? Danmarksbloggen kan i hvert fald ikke lade være.

For vi har en regering, der i helt særlig grad har gjort skade på ALT i det danske samfund. Fra miljø over de sociale forhold til kultur og erhvervsliv. Det er ganske uhørt, og nu må det simpelthen stoppe.

En af de værste ting er dog den stigende fattigdom, som fra 1. oktober med indførelsen af kontanthjælpsloftet og andre sociale skændsler er blevet mange gange større. Udsatte mennesker som syge, gamle, arbejdsløse og hjemløse ydmyges og behandles pt. i Danmark på måder, der er langt forbi enhver anstændighed. Det skal slutte nu.

Vi skal have medmenneskeligheden og varmen tilbage i det danske samfund – og det kan lade sig gøre endnu. Der er stadig mange varme hjerter derude.

Kom derfor og deltog i vor tids måske vigtigste demo på Christianborg Slotsplads. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/897928983669251/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endnu en sort …

Endnu en sort melding fra V-regeringen … denne gang den såkaldte 2025-plan, der præsenteres i disse minutter i Spejlsalen …

Statsminister Løkke startede med at sige: “Velfærden er under pres, væksten er for lav, og flygtninge presser vores økonomi. Og alt det kan ikke håndteres med en løsning. Det kræver flere løsninger.”

Han manglede så en vigtig pointe – nemlig at vores velfærd primært presses af den stigende ulighed, som han selv og resten af blå blok har været med til at skabe – samt af alle de mange milliarder, der er forsvundet ud af landet i skattely. 

Så Venstre burde gribe i egen barm – og i dem, der finansierer Venstre, hvis Venstre virkelig ønskede, at der skulle ske noget i dette land, der ville forbedre forholdene for de svage grupper.

Venstres svar på det hele er derfor heller ikke overraskende skattelettelser og besparelser i den offentlige sektor. Denne gang er det så pensionister, SU-modtagere og andre svage grupper, som skal stå for skud.

Pressemødet i Spejlsalen er ikke slut endnu – men Danmarksbloggen vover alligevel at slutte her. For det er blot endnu en sort dag i et land, der bliver mere og mere sort.

Eneste lys i mørket er håbet om et valg – SNART.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velkommen tilbage

Juli kom og gik – og rundt om Danmark stod verden i brand. Alt for meget og alt for mange steder. Tyrkiet, Nice, München, Saint-Etienne-du-Rouvray og alt for mange flere endnu. Og i USA blev en gal mand kåret til republikanernes præsidentkandidat. Det er vanvid med vanvid på.

Men hvad gjorde den danske statsminister midt i al dette? Jo, han holdt sommerferie – og så tog han til Frankrig for at forsøge at få Tour de France til Danmark – og det vil da være både herligt og spektakulært at få verdens største cykelløb til et af verdens største cykellande – og cykelbyer. Touren skal nemlig i så fald starte i København om nogle år.

MEN at landets leder fokuserer på et cykelløb med gule, grønne, hvide og prikkede trøjer istedet for på en verden, der mere og mere nærmer sig noget, der minder om kollaps og krig – dét er galimatias i én grad, så det er absurd for selv den nuværende V-regering.

Nye boller på suppen er det i hvert fald ikke. Danmarksbloggen lovede derimod nye boller på suppen efter sommerferien – og det skal I få.

I går – i utide – kom en anmeldelse og en reportage fra weekendens Harry Potter-udgivelse. Og fredag d. 12. august fx kommer der et interview med Lise Lotte Møller, der vil fortælle om det kommende Folkemøde på Møn, og hvorfor det kan regnes som en slags lillesøster til Folkemødet på Bornholm.

Og det er planen, at der kommer mange flere interviews med spændende mennesker fra hele Danmark. Samt reportager om stort og småt. Og selvfølgelig også stadig masser af kultur, kunst, historie – og holdninger.

For Danmark er et dejligt land – og det er skønt at være dansk i den oprindelige betydning, som handler om at danskhed er lig med åbenhed, mangfoldighed, tolerance og vidsyn – og ikke den falske danskheds mørke og angst, som især Dansk Folkeparti men også andre repræsenterer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden ofres i frihedens navn

Når Haarder skal indsamle såkaldt ”danske værdier” til Danmarkskanonen, så skal han i hvert fald ikke kigge til egen partiformand.

Se mere her: http://kum.dk/temaer/danmarkskanon/

For nok snakkede Løkke i går på Grundlovsdag om fædrelandskærlighed og om at gøre Danmark stærkere. Men ser man på Venstres politik, så gør den Danmark markant svagere både på miljø-, social- og erhvervsområdet – og på frihedsområdet.

Danmark er nemlig meget mere end leverpostej og lagkage, humor og lejlighedssange, som det er blevet foreslået i Danmarkskanonen. Danmark er også – og især – skarp debat og en ytringsfrihed, der skal være absolut.

Som en anden Venstre-profil, nemlig Birthe Rønn Hornbech, sagde det i går: Er vi virkelig så svagt et folk, at vi føler, at vi er nødt til at skride til antidemokratiske midler for at opretholde demokratiet? Er vi virkelig parat til i den grad at indskrænke friheden for flertallet, fordi vi fejlagtigt tror, at vi derved kan udrydde ekstreme holdninger hos de få? Stikker det alligevel ikke dybere, det danske frisind, end at vi er parat til at opgive det og lade frygten regere? Friheden ofres – i frihedens hellige navn.

Så kan det ikke siges tydeligere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et hedt efterår

Det er sjældent, at man sidder på kalenderens første sommerdag og glæder sig til efteråret. Men det er ikke desto mindre det, som Danmarksbloggen gør idag.

For der tegner sig et politisk hedt efterår, når Løkke skal prøve at få vennerne i blå blok til at blive enige om skatten og den langsigtede, økonomiske politik. Løkke har ellers skubbet spørgsmålet foran sig igen og igen …

Men til efteråret går den ikke længere. Så skal de uforsonlige elementer hos især Liberal Alliance og Dansk Folkepart krydse klinger, mens Pape og de konservative vil stå og pippe på sidelinien – og Løkke vil være ”dead man walking”.

For når der kommer et valg, så er han færdig – og valget KAN komme til efteråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Løkke og co. optræder igen som en rockerbande

En god ven af Danmarksbloggen sammenlignede engang Venstre med en rockerbande. Det var dengang, at Carl Holst tog en for holdet og gik af som forsvarsminister. Noget Holst selvfølgelig kun gjorde i forventning om efter endt afsoning – her dog behageligt på bagerste række i folketinget – igen at kunne smykke sig med gyldne kæder og magt.

Og nu er vi der igen, hvor sammenligningen med en rockerbande virker ligefor. Her i versionen: Bossen selv og hans nærmeste truer sig til at få det, som de vil have det.

Det er nemlig kommet frem, at Løkke og hans håndlangere angiveligt har presset embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet til at favorisere landbruget så meget som overhovedet muligt. På mange møder gennem flere måneder skal Venstre-folkene have udsat embedsfolkene for vedvarende spørgsmål om, hvorfor man ikke bare kunne gennemføre 16-punkts-planen uden at kompensere med andre miljøvenlige initiativer.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/el-kalder-loekke-i-samraad-om-landbrugspakken

Enhedslisten har derfor også kaldt Løkke i samråd. Han er så pt. i Washington for at sælge … ja, landbrugsprodukter til USA. Men Løkke kommer jo hjem igen – hjem til en situation, hvor der – utroligt, men sandt – er endnu mindre tillid til statsministeren, end der var, inden han rejste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er aldrig ulejligt

Mette Bock fra LA vil helst ikke ulejlige danskerne med valg, sagde hun til DR2 her for lidt siden.

Ulejlige??? Der er noget, som hun helt har misforstået. Demokratiet er aldrig ulejligt. Tværtimod. Et levende demokrati er højrøstet, forstyrrende og ganske vidunderligt.

Og lige netop det, som sker nu, er demokratiet for fuld udblæsning: Et parti, der nok støtter regeringen, men som ikke har tillid til en minister, der helt åbenlyst blæser på de fakta, som alle eksperter er enige om. En statsminister, der prøver at tryne. Nogle partier, der bakker op – og andre, der sender et mistillidsvotum til Eva Kjer og  håber, at det her ender med, at Løkke er nødt til at udskrive valg.

Og det er egentlig dejligt, at dét emne, som udløste det hele, er miljøet og naturen. For det viser, at vi danskere stadig har forståelsen for, at uden et sundt miljø og en sund natur er alt andet ligegyldigt.

Nu skal vi så blot lige have en ny regering, der kan redde miljøet – igen. Hvis Venstre – og Eva Kjer – havde nogen anstændighed og respekt for demokratiet, ville hun ikke være minister mere. Men ok – nu kan det ende med valg, og det vil være meget bedre for ikke kun miljø og natur, men også for Danmark som helhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har Løkke forregnet sig?

Løkke gør, som Løkke altid har gjort i krise-situationer: Tryner alt det, som han kan for at tvinge sin modstander til at gøre, som Løkke ønsker det.

Men måske vil den ikke gå denne gang.

Jyden fra Viborg aka Søren Pape vil nemlig ikke give sig. Han holder fast i mistilliden til Eva Kjer. Det er Søren Pape også nødt til. Det er de konservatives sidste chance for at vise, at de kan stå fast på noget.

Så måske har Løkke forregnet sig – og i så fald er han nærmest tvunget til at udskrive folketingsvalg.

I går troede Danmarksbloggen ikke, at der kom valg nu – men nu er Danmarksbloggen ikke så sikker længere. Aftenens møder i blå blok er blot en fortsættelse af farcen, hvor Pape siger nej – og Løkke tryner løs, men DF og LA øffer ovre i hjørnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valg? Ikke endnu

At de ikke har det for godt sammen i blå blok, er indlysende – og gårsdagens begivenheder gør ikke forholdet bedre.

Men Danmarksbloggen tvivler dog på, at det ender med, at regeringen går af, og der udskrives folketingsvalg. Ikke at Danmarksbloggen ikke håber det. For det gør Danmarksbloggen. Det kan kun gå for langsomt med at få den blå-sorte regering væk.

Men V-regeringen rider stormen af – denne gang.

Men der kommer andre storme – ja, der er allerede lavtryk under opsejling. Der er både en planlov – og en finanslov gældende for i år, som ikke er færdig, selvom den burde være det. Osv.

Så ja, det skal nok ende med et sammenbrud i blå lejr – forhåbentlig i god tid inden sommeren 2019, hvor folketingsvalget senest skal finde sted. Men så længe kan Løkke vel ikke tryne de andre i blå blok på plads – eller kan han?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden er en hård religion

Ytringsfriheden er en hård religion, hvor der er kontant afregning. Det, man kræver af andre, skal man også kunne yde selv.

Det ser man nu i danskernes holdning til at regeringen – og folketingets formand Pia Kjærsgaard – jamrer over de satiriske tegninger af Lars Løkke klædt som nazist. Det er sølle og uværdigt, siger de blå – og glemmer helt, hvordan de selv – dengang det handlede om Muhammed-tegningerne – hovrerende sagde, at den slags måtte man skam finde sig i et frit og demokratisk samfund.

Det har danskerne ikke glemt – og de har derfor ikke noget tilovers for de blås beklagelser. Beskeden til de blå er derfor klar: Nu må I tage jeres egen medicin.

PRÆCIS. Ytringsfriheden gælder ALLE – og må være ABSOLUT. Den kan ikke gradbøjes eller kun bruges i nogle sammenhænge – eller til at fremme nogen holdninger, men ikke andre.

At hævde noget andet er direkte udemokratisk, så ja, de blå har ikke forstået den basale spilleregel i det danske demokrati. Sørgeligt, men ikke overraskende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk