Lise Lotte Møllers valgdag

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så er det idag, at vi skal stemme til kommunalbestyrelse/byråd/borgerrepræsentation og regionerne. Det er med andre ord en af demokratiets helt store dage.

En dag, hvor det er vigtigt at huske, at et demokrati kun er et demokrati, så længe vi opfører os derefter og deltager i debatter, møder og så videre. Men også og især at demokratiet både starter og slutter med at afgive sin stemme, når der er valg.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vender imorgen tilbage med svaret på, om Lise Lotte Møller kom ind i kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Danmarksbloggen har spurgt Lise Lotte Møller om hendes valgdag.

Hvad skal du lave på valgdagen?
“Jeg skal tilbringe dagen på Bogø, hvor jeg er valgformand. Dér må man selvfølgelig ikke agitere. Men jeg har ALTID været tilforordnet, lige siden jeg var 18 år. Pånær altså ét enkelt valg, hvor jeg var i Ecuador. Men da brevstemte jeg på Poul Nyrup Rasmussen. Det var jeg meget stolt af. Hvis jeg havde været hjemme, havde jeg ikke kunne stemme på ham, da han ikke stillede op i min valgkreds. Men det kunne jeg, når jeg stemte fra udlandet.”

Hvad så når stemmelokalerne lukker?
Når valget er slut, og vi har talt op – uha, det bliver spændende – så kører jeg til Vordingborg, hvor alle partier er samlet til fælles valgcafé. Og her er forhandlingerne startet, når jeg kommer. Men selvfølgelig bliver der ikke meget at forhandle om. Vores borgmesterkandidat Martin (Leider Olsen, red.) står som den klare vinder, og vi skal bare fordele de andre poster :-).”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dagen før dagen for Lise Lotte Møller – også på Facebook

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så er det dagen før dagen for Lise Lotte Møller og alle de andre, der stiller op til kommunalvalget – og spændingen hos kandidaterne er formentlig af samme gigantstørrelse som hos de børn, der allerede nu er igang med at tælle ned til juleaften.

Forskellen er selvfølgelig blot, at hvor børnene kan være nogenlunde sikre på at få en julegave, ved kandidaterne ikke om de får stemmer nok til at komme ind.

Danmarksbloggen spurgte Lise Lotte Møller, hvordan hun vurderer hendes chancer – og hvad hun skal skal lave idag.

“Jeg tror, at jeg har en rigtig god chance for at komme ind. Alle kræfter sættes ihvertfald ind idag, hvor vi fra den helt årle morgen delte snegle ud på Møn-broen, og hvor jeg fortsætter dagen igennem med forskellige ting.”

Allerede nu (ved 8-tiden) kan man se billeder af morgendagens uddeling af snegle på Lise Lotte Møllers Facebook-side:

https://www.facebook.com/#!/liselotte.moller?fref=ts

Her kan man også se, at hun har været særdeles aktiv både fysisk og på den digitale front weekenden igennem. Danmarksbloggen bringer her et udpluk af statusser fra den forgangne weekend:

Fra lørdag d. 16. november:
“I dag er vi i Vordingborg – kom og få en rød pølse og en god rød politisk snak på Stentorvet.”

“Vi maler byen RØD igen – i dag i Vordingborg. Kom og få en god rød snak – hvor vores kandidat til Regionen Peter Madsen vil være til stede, sammen med vores kommende borgmester Martin Leider Olsen .
Vi serverer røde pølser på Stentorvet fra kl. 11.00.”

“Gang i Stentorvet – kom frisk — sammen med Kaare Dybvad.”

“Roser på vej til flere døre her på Bogø.”

Fra søndag d. 17. november:
“Rød til Vordingborg – men intet er sikkert før det sidste kryds er sat.
Så kom til et valgsted nær dig på tirsdag og sæt dit røde kryds :-)”

Samt et opslag om, hvorfor der skal stemmes på Lise Lotte Møller, hvor hun lover at indføre natbusser til de unge, så de ikke skal køre spirituskørsel hjem fra byen, at ældre og handicappede billigt skal kunne komme til Stege og handle, hurtigt internet og god mobildækning, fri parkering i Stege samt en god folkeskole.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Synlighed er alfa og omega for Lise Lotte Møller

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Valgkampen er gået ind i sin sidste, hektiske fase – også for Lise Lotte Møller, som bruger weekenden på at tale med vælgerne, samtidig med at hun deler roser, pølser og brochurer ud, både alene og sammen med hendes partikammerater, blandt andet socialdemokraternes borgmester-kandidat Martin Leider Olsen.

For det drejer sig om at være synlig, så vælgerne ved, hvem de skal stemme på. Sammen med sin mand har hun derfor også været ude og sætte endnu flere valgplakater op.

Danmarksbloggen har spugt Lise Lotte Møller, hvordan hun vil gribe de sidste valgkamps-dage an – og hvilke emner, som hun vil bruge krudt på.

Hvilke emner vil du sætte fokus på her til sidst i valgkampen?
Befolkningsvækst er et meget vigtigt emne. Vi skal have vækst i Vordingborg kommune, og alle vil gerne have børnefamilierne til kommunen. Men jeg tænker om ikke det istedet er en bedre idé at tiltrække 60-årige med god pension. I modsætning til de travle børnefamilier har mennesker, der er 60+, også tid til at være frivillige – og da vi lever længere idag, varer det mange år, før de ”koster penge”.

Derudover skal vi gøre forholdene bedre for de mange virksomheder, som vi allerede har. Der er således over 2000 mikro-virksomheder i Vordingborg kommune. Så tænk, hvad det kunne betyde for Vordingborg kommune, hvis bare halvdelen af dem forbedrede deres økonomi og ansatte en person i deres lille firma.

Hvor vigtigt er det at være 100% synlig her til sidst i valgkampen?
Jeg tror, at det er meget vigtigt. Det er også derfor, at vi har sat flere plakater op. Der bliver lagt ekstra mærke til de plakater, der bliver sat op nu – fremfor at alle sætter op på samme tid.

Og hvor vil du være synlig henne?
Ude på gader og stræder. Folk har mange spørgsmål nu. De vil gerne vide, hvorfor de skal stemme på lige præcis mig. Så det svarer jeg på efter bedste evne. Jeg bliver især spurgt om cykelstier, vindmøller og internet.

Har du kræfter til en ekstra slutspurt – og gemmer du på en kanin?
Energien er der – helt sikkert. Jeg kører nærmest på Duracell-batterier, føles det somom 🙂 . Og en kanin? Tja, det kunne være dejligt!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lise Lotte Møllers valgkamp i kroner og ører

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Hele og halve millioner til at føre valgkamp i de store kommuner samt skjult og ulovlig støtte i mange tusind kroners-klassen. De højtprofilerede kandidater jonglerer med rigtig mange penge i valgkampen her op til kommunalvalget.

Men hvordan ser det ud, når man kommer ud i rækkerne? Hvad koster Lise Lotte Møllers valgkamp? Og har hun råd til at have folk til at lave tingene for sig? Eller må hun selv sørge for sagerne?

Danmarksbloggen spurgte Lise Lotte Møller om de økonomiske detaljer og arbejdsmængden. Vi fik dog ikke svar på alt. Læs her:

Hvad koster din personlige valgkamp?
Den slags oplyser vi ikke.

Hvordan får du finansieret din valgkamp?
Det betaler partiet med penge, som partiet har fået gennem almindelig partistøtte.
Men jeg kan fortælle, at vi kun bruger de partipenge, som alle partier får ud fra deres medlemstal. Samt at vores vores kommunalbestyrelsesmedlemmer betaler 2% af deres honorar/løn til partiforeningen. (De nævnte 2% er selvfølgelig 2% fra honoraret/lønnen fra kommunalbestyrelsesarbejdet, red.)

Betaler du så noget selv?

Ikke i princippet. Som kandidat bruger du ikke dine egne penge til valgkamp. Vi har dog selv betalt trykning af navn på jakkerne, men ellers er jakker og trøjer gratis. Vi bruger visitkort og får roser til at dele ud.

Vi har dog lidt private udgifter.Jeg har blandt andet sat et banner op, som kostede 1500 kroner. Men mange kandidater har ingen udgifter. Vi ønsker ikke at føre en valgkamp, som kan blive en økonomisk belastning for vores kandidater.

Hvor mange timer bruger du om dagen på valgkamp?
Pt. alle timer, hvor jeg ikke er på arbejde. Jeg vil skyde på 7– 8 timer hver dag.

Hvor meget laver du selv?
Som mening kandidat laver du det meste selv. Dog er det mig som formand, der i samarbejde med valgaktivitets-formanden arrangerer det meste. Plus at jeg skal holde styr på hjemmeside, facebooksider, presse, pressemeddelelser m.m. Så jeg laver noget mere end de andre kandidater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dét skriver Lise Lotte Møller på Facebook

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Valgkampen foregår også på de sociale medier. Danmarksbloggen har derfor set på, hvor meget og hvad Lise Lotte Møller slår op på Facebook. For hun er i reglen på flere gange om dagen med statusser om både holdninger og aktiviteter.

Her er nogle udpluk fra de seneste dage – og så en dugfrisk fra idag:

13. november: “A8 – klar til dagen :).'”  (A8 er Lise Lotte Møllers placering på stemmesedlen, red.)

12. november:”Dette er IKKE et billede af min stemmeseddel – det må man nemlig ikke!
Dette billede er taget fra altinget.dk og så er der sat et kryds via computeren det sted, hvor jeg håber på, at du sætter dit kryds d. 19. november. Jeg har brug for din stemme.”

11. november: “I øvrigt mener jeg; Det skal være muligt for de unge at komme hjem med natbus fra Vordingborg – fredag og lørdag nat.
Det skal være nemt at komme fra Østmøn og andre ydreområder i kommunen til ungdomsuddannelses-stederne uden at man skal vente i lang tid, når man skifter bus.”

11. november: “Demokratiet og valg er en fest så endnu en festdag har taget sin begyndelse – måske er det derfor jeg begynder at blive lidt træt. Det er længe siden, at jeg har festet så mange dage i træk.
Men glæder mig til denne uge – en lang festuge – vi ses derude!”

10. november: “I øvrigt mener jeg; Vordingborg kommune er en af de smukkeste kommuner med mange attraktioner. Det skal vi blive bedre til at tjene penge på.”

10. november: “Roser uddeles – i regnvejr – håber folk er hjemme :-).”

9. november: “Hyggeligt og positive mennsker. Men hvis jeg bliver valgt – så laver jeg valgtidspunket om, så det ligger i august – tjuhej det var koldt i dag!”

9. november: “I øvrigt mener jeg: Det drejer sig om ansvar og fællesskab for hinanden, og ikke om at enhver bare skal klare sig selv.”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lise Lotte Møller: Rockerne skal ud af Vordingborg

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

I dag handler det om de rockere, der igennem lang tid har været et stort problem i Vordingborg kommune – og som er den direkte årsag til at der i aften er et stort borgermøde om sagen med deltagelse af blandt andet justitsminister Morten Bødskov. Lise Lotte Møller vil selvfølgelig også være tilstede.

“For rockerne er et kæmpeproblem for hele Vordingborg kommune,” siger hun.

Hvad håber du at kunne opnå ved at få landets justitsminister på besøg?
Lise Lotte Møller svarer: “Det bedste ville selvfølgelig være, hvis vi kunne få rockerne helt ud af kommunen. Men det kan godt blive svært, selv med den nye bandelov og reglerne om at foreninger ikke må holde til i centrum af Vordingborg. Men jeg håber, at Morten Bødskov kan fortælle os, at vi – når der igen sker noget à la det skyderi, som der var i vinters ved Vordingborg station – har nogle muligheder, så vi kan få rockerne væk fra den centrale del af byen, hvor de bor nu. Få dem ud et sted, hvor der ikke er ligeså mange mennesker. For dér kan de – trods alt – gøre mindre skade, når der bliver ballade igen. For med deres adfærd er det ikke et spørgsmål om, men om hvornår balladen kommer, ja måske endda krigen, hvis en rivaliserende gruppe på et tidspunkt prøver at komme ind i kommunen.”

Rockerne i Vordingborg kommune, der tilhører gruppen Bandidos, bor midt i Vordingborg i et hus meget tæt på Algade, der er den centrale gade i Vordingborg. Herfra har de nem og hurtig adgang til hele byen – og kommunen.

Hvilke aktiviteter laver rockerne?
“Udover salg af hash, ecstasy og kokain sættes rockerne i Vordingborg kommune også i forbindelse med opkrævning af såkaldte beskyttelsespenge fra dem, som ikke køber deres “fornødenheder” hos netop samme rockere. Derudover skaber rockerne utryghed og angst, især hos de unge mennesker som går i byen, og som møder dem i nattelivet, hvor rockerne er meget synlige,” siger Lise Lotte Møller og fortsætter:

“Det drejer sig for rockerne om at skaffe penge – og om at rekruttere nye medlemmer. Derfor var det også en stor sag, da det viste sig, at en af de frivillige i en karateklub var et Bandidos-medlem. For det er ikke den slags mennesker, som vi ønsker som forbilleder for de unge her i kommunen.”

Hvad vil du gøre for at få rockerne ud af kommunen, hvis du bliver valgt?
“Udover at streses rockerne og få dem til at flytte (ihvertfald ud af byen), tror jeg, at det er vigtigt at satse på uddannelse og oplysning, så de unge ser, at der findes et andet liv end et med hash og angst for rockerne. Derudover har vi allerede nu i kommunen et meget velfungerende SSP-samarbejde. Så det, som jeg kan bidrage med, er at støtte en fortsat linie indenfor det, som allerede gøres – samt prøve at gøre endnu mere. For det er vigtigt, at vi ikke giver op overfor rockerne, men står fast på at vi vil have en fredelig kommune,” slutter Lise Lotte Møller.

Borgermødet om rockerne i Vordingborg finder sted hos 3F, Vingevej 11 kl. 19-20

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skal hashen frigives i Vordingborg kommune?

Danmarksbloggen følger som bekendt op til kommunalvalget 19. november socialdemokraternes formand i Vordingborg Lise Lotte Møller, der er nr. 8 på Socialdemokratiets opstillingsliste i Vordingborg Kommune.

Dagens hotte emne er en mulig fremtid for Vordingborg kommune som forsøgskommune med at uddele gratis hash fra cafeer og apoteker. Det er Liberal Alliances borgmesterkandidat Thorsten Møller Gregersen, der har stillet foreslaget, som man bl.a. kan læse det i Sjællandske.

Men hvad siger Lise Lotte Møller til ideen?

“Jeg synes, at forslaget er himmelråbende åndssvagt. Det lyder for mig som om, at Liberal Alliance prøver at trække en kanin op af hatten for at få stemmer. Men jeg tror ikke, at det vil lykkes. Jeg er folkeskole-lærer – og nok kan mine elever ikke stemme endnu, men de synes også forslaget er latterligt. Så nej, Liberal Alliance vil ikke trække ret mange stemmer hjem med dette stunt. Men de kommer i medierne på det, og det er tit nok for dem.”

Lise Lotte Møller mener også, at fri hash i Vordingborg kommune vil betyde, at udviklingen i kommunen går den gale vej, både befolkningsmæssigt og erhvervsmæssigt.

“Og det vil ihvertfald ikke løse det problem, som vi har med rockere, der bor midt i Vordingborg by, og som vi gerne vil have ud. For er det ikke hashen, så finder de bare noget andet at tjene deres penge på,” mener hun og fortæller, at der på mandag er et stort møde i Vordingborg om netop rockerne, hvor også justitsminister Morten Bødskov deltager.

“Nej, alt det med fri hash er bare Liberal Alliances sædvanlige snak om individets frihed. Og nok er det godt med frihed. Men i virkelighedens verden taler vi ikke kun om ham, der ryger en joint et par gange om året og ellers passer sin uddannelse og sit arbejde. Vi taler om dem, der vokser op i familier med misbrugsproblemer, og for hvem det drejer sig om, hvordan vi kan hjælpe dem til at tro på, at der er et andet liv end det, som de er vokset op i. Og her vil fri hash kun skade,” siger Lise Lotte Møller og slår fast:

“Det drejer sig om ansvar og fællesskab for hinanden, og ikke om at enhver bare skal klare sig selv.”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bliver Lise Lotte Møller i Socialdemokratiet?

Danmarksbloggen følger formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Men hvem er Lise Lotte Møller? Hvad vil hun, hvis hun bliver valgt? Og hvordan vil hun sørge for at blive valgt? Danmarksbloggen har stillet Lise Lotte Møller fem klassiske og fem skarpe spørgsmål.

De fem klassiske er:

1) Hvorfor er du socialdemokrat?
Jeg er født socialdemokrat. I min familie har alle været socialdemokrater. Jeg har dog været forbi det gamle VS, inden jeg for 18 år siden meldte mig ind i Socialdemokratiet. Jeg er socialdemokrat, fordi det for mig er partiet, der rummer alle, der sørger for, at de bredeste skuldre bærer mest, og at alle er med.

2) Hvorfor skal Vordingborg kommunes borgere stemme på dig?
Det skal de, fordi jeg vil arbejde for en positiv og innovativ udvikling af Vordingborg Kommune. Det er ofte sådan, at folk gerne vil have udvikling, men ikke tør forandring. Jeg mener, at udvikling og forandring er nødvendig, hvis Vordingborg skal gøre sig gældende.
Derudover er det vigtigt for mig, at vi har en forsat udvikling af vores folkeskole, indsats på ældreområdet og bedre infrastruktur. Det gælder både offentlig transport, kommunikation (internet og telefon) og gode veje at køre på.

3) Hvilke udvalg/områder vil du gerne arbejde med, hvis du bliver valgt?
Socialområdet. Børn/unge. Kultur.

4) Hvad vil du gøre for at blive valgt?
Jeg deltager så mange steder som muligt på gader og torve. Derudover er jeg gået i gang med at gå dør til dør i vores kommune, hvor jeg vil forsøge at besøge 400 – 600 hustande.
 

5) Hvor meget bruger du de sociale medier i valgkampen?
Jeg bruger Facebook. Alt hvad jeg laver, eller hvad vi laver som parti, det forsøger jeg at lægge på.

De fem skarpe er: 

1) Hvis du selv skal vurdere: Hvor stor sandsynlighed er der for, at du bliver valgt?
Svært spørgsmål, men jeg tror på det. Ellers havde jeg ikke stillet op. Dog er vi mange kandidater til pladserne, og alle er jo gode og dygtige folk!

2) Hvem tror du, der stemmer på dig? Flest kvinder, flest mænd, ældre, yngre?
Kvinder stemmer ofte på kvinder – men vi er mange kvinder på listen! Jeg tror dog, at min vælgerskare er bred, da jeg både er ”indfødt” (min mor er fra Møn), og derfor er der mange ældre folk, der kender mig. Og så har jeg haft en del elever i skolen, som nu er blevet gamle nok til at stemme, og så er der deres forældre. Derudover er der kollegaer og naboer. Så det spænder vidt. Og nej, ingen bestemt gruppe, men jeg får nok flest stemmer på Møn.

3)  Vordingborg kommune er en stor kommune, og du bor på Møn. Er du så mere Møns kandidat end hele Vordingborgs kandidat?
Selvfølgelig er jeg den lokale stemme i kommunalbestyrelsen. Men jeg tror ikke på, at vi kan ødelægge en del af kommunen ved at bygge nyt et andet sted. Hver del af kommunen er unik – og hvis der bliver gjort en indsats ét sted, vil det smitte af på de omkringliggende områder.

4) Kan du love at blive i Socialdemokratiet valgperioden igennem – eller kunne du finde på at skifte parti?
ALDRIG. Som sagt er jeg født socialdemokrat. Hvis jeg er utilfreds, bliver jeg i partiet og kæmper indefra!

5) Kan du passe både dit fuldtidsjob og dit politiske hverv, hvis du bliver valgt?
Ja! Det kan andre, og det kan jeg også. Derudover er jeg kendt for mit høje aktivitetsniveau.

Næste afsnit om Lise Lotte Møller og hendes kamp for at komme i kommunalbestyrelsen kommer på torsdag, hvor Danmarksbloggen vil følge op, hvad Lise Lotte Møller har lavet i dag tirsdag d. 5. november og i morgen onsdag d. 6. november – og hvad hun skal lave torsdag d. 7. november – og hvorfor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skt. Hans-tale fra Møn

Skt.Hans-talerne har lydt over det ganske land her i løbet af aftenen.

En af dem blev holdt på Møn af Lise Lotte Møller, der er socialdemokratisk kandidat til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Hun sagde:

Godaften – det er en stor ære at få lov til at holde talen her, hvor jeg bor – og hvor jeg har holdt Sankt Hans aften sammen med mange af jer i så mange år.

Vi bor dejligt her  – lige ned til den åbne strand og med hele den danske sommer omkring os. Og nu er det Skt. Hans – og vi har vores eget Skt. Hans-bål. Og det har vi, fordi nogle engagerede borgere i Hjelm tog et fantastisk initiativ for snart mange år siden. Et initiativ, der gør, at vi samles denne aften – og endnu mere i år, hvor vi også spiste sammen. Dét er fællesskab, når det er bedst.

Men Hjelm by er ikke kun fællesskab og hygge. Hjelm by er også en by i udvikling. Mange folk er flyttet til byen, og så har vi fået vores helt eget konsulat, Republic of Uzupis med Peter Stuhr som Honorær Konsul.  Det er der ikke mange landsbyer, der kan prale af. Men det kan vi – og det gør vi. Republic of Uzupis og Hjelm. Dét lyder godt.

Det er også konsulatet, der har stået for vores heks i dag. Konsulen har sammen med kunstneriske venner fra Estland, Island og Danmark kreeret denne heks af genbrugstræ fra Kajs gamle hus. Flottere heks findes ikke. Det er nærmest synd at brænde hende af! Men skik følge, så om lidt sætter vi fut i hende. Det er jo midsommer, Skt. Hans. Den tid på året, hvor solen har mest magt.

Vi får ekstra kræfter, når solen skinner – kræfter som vi ønsker at gemme til dårligere tider – til efteråret og vinteren.

I gamle dage mente de overtroiske, at denne kraft fra solen nærmest var magisk. Derfor brugte de kloge koner netop tiden her omkring midsommer til at indsamle mange af de lægeurter, som de i årets løb skulle bruge til at kurere folk med.

Disse kloge koner – og mænd for nogle hekse var faktisk mænd – var en væsentlig del af datidens hverdag. De var datidens eksperter. De havde en viden og nogle kundskaber, som den almindelige borger ikke altid forstod. Og derfor oplevede vi i 1200-tallet, at hekseovertroen begyndte at komme ind i billedet, og i de følgende århundreder tog til med rædselsfulde følger for mange kloge kvinder – og mænd – i hele Europa.

Det var her på Møn – i Stege – i 1540 at man brændte den første heks – og det er først ca. 200 år senere, at man brændte den sidste på bålet i Salling. Det var i 1722 – altså for ca 300 år siden.

Vi har i aften en flot heks på vores bål, men vi har ikke altid haft hekse på vores bål. Heksen kom først på bålet i løbet af 1920’erne og 1930’erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. En strådukke, der symboliserede det onde, og som selvfølgelig skulle brændes for dermed at få det onde til at forsvinde. Dette symbol hvor vi brænder vores indre hekse eller fordomme af er en god tradition. Vi vasker tavlen ren og starter på en frisk.

Her i kommunen skal vi efter næste kommunevalg også starte på en frisk. Vi skal have en ny borgmester. Jeg håber, det bliver det nye og det friske – min borgmesterkandidat Martin Leider Olsen – der vinder det valg. Det mener jeg er vigtigt for Vordingborg kommune. For det betyder alt, at vi får en borgmester, der ikke tænker på de gamle dage med 4 kommuner, men en borgmester der tænker fremad.

Fremad i fælleskab. Det er vigtigt, at vi har et fællesskab, at vi føler os som en del af fællesskabet. For så er kimen til et spirende frø for en bedre fremtid lagt. Når vi kender hinanden, begynder vi også at bekymre os for hinanden, og så er vi parate til at hjælpe hinanden, når der er behov for det.

Det nære er nemlig vigtigt, og vi skal værne om de nære værdier. Det er vigtigt at føle sig sikker og som en del af et fællesskab. For så tør vi komme ud af sin komfortzone, der ud hvor vi ikke er bange for det fremmede og ukendte. Og det er så nødvendigt, at vi i Vordingborg kommune tør tænke ud af boksen og turde udviklingen og forandringen.

Vordingborg er ikke anderledes end andre kommuner. Alle vil have udvikling, men ingen vil have forandring. Den holdning skal ændres nu, og det er vigtigt at man d. 19. november for det første bruger sin demokratiske ret og går op og stemmer. Men det er lige så vigtigt, at man bruger sin stemme på en, der tør og kan få kommunen i den rigtige retning

Vi oplever for tiden en kæmpe fraflytning fra kommunen. Det betyder lukning af skoler og børnehaver samt en forringet service. Den udvikling skal vi have stoppet.

Det gælder om at man kan se en værdi i det sted man bor, så man ønsker at være en del af det og tage del i det.

Det er vi gode til her i Hjelm, og det er måske derfor, at vi har tilvækst. Vi har stadig vores forsamlingshus, hvor der lige er blevet gjort en stor indsats fra bestyrelsens side for at lave et succesfuldt loppemarked. Og hvor rigtig mange mennesker dukkede op og gjorde en indsats. Fordi det var sjovt, fordi de gerne ville være en del af fællesskabet. For vi vil alle sammen gerne være der, hvor det er sjovt at være.

Det gælder også her i Hjelm, hvor der er godt og sjovt at være. Og måske er det også derfor, at vi har så mange ildsjæle både her i Hjelm, men også på hele Møn i øvrigt. Jeg er i hvert fald superstolt af at bo på en ø så unik som Møn, en ø med så stor en talentmasse.

Jeg har netop haft glæde af et fantastisk samarbejde med filmfabrikken, som er drevet af nogle super entusiastiske og meget kompetente mennesker. Tænk at vi har en filmfabrik på Møn, hvor unge mennesker kan få en tre-årig uddannelse, som de kan bruge i deres fremtidige liv. Det er da skønt, og det viser, at det er projekter som det og meget andet, vi skal sælge vores ø – vores kommune på.

Vi har så meget at tilbyde – udover at være vandkants Danmark – (vi er den kommune med mest kystlinje) – så skal vi i fremtiden også stå i folks bevidsthed som en af de mest visionære kommuner i Danmark.

Men visioner og de nære ting går hånd i hånd. Derfor er en god folkeskole, gode børnehaver og ældrecentre vigtige. For sammen med en ordentlig offentlig trafik giver de basis for det sprudlende liv på landet, på vores unikke ø, som vi skal leve af og på.

På Møn var vi de første til brænde hekse af, måske ikke ligefrem noget at være stolte af, men I kunne hjælpe Møn og Vordingborg kommune ved at sætte jeres kryds ved en heks – nemlig mig d. 19. november. Jeg kan til tider være noget af en heks – ikke helt i datidens forstand, men fordi jeg ikke giver op, fordi jeg holder, hvad jeg lover og fortæller folk, hvad jeg mener.

Jeg vil slutte med at sige tak for ordet og ønsker jer alle en god Sankt Hans aften og en fantastisk og solrig sommer.

Talen er forfattet af Lise Lotte Møller