Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 32: Nullerne

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Nullerne

11. september vendte op og ned på dagsordenen over hele verden – og også i Danmark.

En udvikling, der havde været i gang i Danmark siden først i 1990´erne, blev således også intensiveret. Tonen blev mere rå – også i den offentlige debat – og linierne blev trukket skarpt op. Det blev, i hvert fald blandt dele af befolkningen og på højrefløjen i dansk politik, legalt at gøre muslimer til syndebukke og prügelknäbe, også selvom VK-regeringen i hvert fald officielt sagde noget andet.

I realiteten var statsminister Anders Fogh – og senere Lars Løkke – dog altid rede til en ekstra udlændingestramning, hvis det kunne sikre Dansk Folkeparti´s stemmer til nedskæringer på det sociale område.

Nullerne var således en lang vandring, hvor de rige blev rigere, de fattige fattigere – og der blev strammet på udlændingeområdet i en grad, så det endnu i dag diskuteres om, Danmark levede op til de internationale aftaler og konventioner, som vi selv har skrevet under på.

En del danskere følte så – og føler – at denne udvikling er i orden. Noget, som også støttes af, at det moralske kompas i Danmark har skiftet retning, ivrigt hjulpet på vej af mediernes mange reality-programmer og talent-shows, hvor dumhed blev ophøjet til coolness – og hvor det drejede sig om at undgå med alle midler at blive stemt ud og hjem.

Nullernes kulturelle kode handlede altså om at være en kendis eller wanna-be-kendis, der forstod at jorde de andre, sådan så man selv til sidst kunne stå øverst på bjerget som den eneste vinder.

Dét er ikke en kode, der gavner hverken fællesskab, medmenneskelighed eller ønsket om at gøre noget for andre mennesker. Der var derfor på mange planer langt mellem snapsene, hvis det var kvalitet og substans, der blev ønsket. En markant undtagelse var dog DR´s dramaserier, der vandt den ene internationale tv-pris efter den anden.

Men andre mennesker var i det hele taget noget, som de fleste havde det svært med i nullerne, da mange selv havde travlt, først med at tjene og forbruge penge og siden under finanskrisen med at konsolidere sig selv og undgå at ende blandt den gruppe danskere på overførselsindkomst, som gennem hele årtiet fik det værre og værre, mens en lille overklasse fik det markant bedre – selv under finanskrisens hårde år, der ellers betød, at alle andre måtte spænde livremmen ind.

Nullerne var også et årti, hvor Danmark deltog i krigen mod terror, både i Irak og Afghanistan, og heldigvis slap vi for terror på den hjemlige bane, selvom angsten for et terrorangreb var stort – især i tiden lige efter 11. september og når der skete noget som fx overfaldene og mordforsøgene på islamkritiker Lars Hedegaard og tegner Kurt Westergaard.

Sidstnævnte udløste tilmed en krise i forhold til landene i Mellemøsten, der blev meget vrede over Westergaards tegninger, som de mente var blasfemiske. Om de var blasfemiske eller ej, skal der ikke dømmes om her, men et emne som ytringsfrihed var og forblev et varmt tema, også i 2010´erne.

Og netop 2010´erne skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie, der også er den sidste del i serien.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5753
11. september 2001: http://danmarksbloggen.dk/?p=5810

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De udsatte er Danmarks virkelige Iron-men m/k

I går svømmede, cyklede og løb flere tusinde mennesker rundt i Nordsjælland og København. De gennemførte en såkaldt Iron-man, der består af 3,8 km havsvømning, 180 km cykling og 42 km løb.

Men hvor imponerende det end er, at mange mænd og kvinder i alle aldre tilsyneladende kan træne sig op til en sådan kraftpræstation, så sidder undertegnede alligevel med dén tanke, at de rigtige jern-mænd og rigtige jern-damer ikke er dem, der fik medaljer på ved Christiansborg i går, da de udmattede kom over målstregen.

Nej, Danmarks virkelige Iron-men m/k er dem, der dag ud og dag ind får enderne til at mødes og stumperne til at hænge sammen.

Det er de enlige mødre der trods små midler gør alt, hvad de kan for at give deres børn en god opvækst, selvom pengene ikke rækker til en tur i svømmehallen – og endnu mindre til en våddragt, en racercykel og et par gode løbesko.

Det er de hjemløse, der ikke har et ur, så de kan se, om de nu svømmede, cyklede eller løb 2,3 sekunder hurtigere end sidste gang – men som er glade, hvis de finder et sted at sove, hvor de kan holde sig tørre og varme for natten.

De er de arbejdsløse, der sender ansøgning efter ansøgning afsted – og for hvem det ikke drejer sig om at nå en målstreg inden kl. 23, men om at få et job, inden dagpengeretten så altfor hurtigt løber ud.

Det er alle de udsatte grupper, som i disse år udsættes for en så stærk mistænkeliggørelse omkring hvem de er og om deres motiver, at det faktisk er chikane og mobning.

For nej, de udsatte grupper i Danmark, de fattige, de gamle, de syge, de arbejdsløse, de hjemløse osv, er ikke hverken dovne eller ude på at snyde systemet.

De vil bare så gerne være med i samfundet … og de prøver ihærdigt hver dag at få det til at lykkes med en indsats, der er mange-mange gange større end den, som de sportsklædte lagde for dagen i dag.

For det er de udsatte danskere, der er de virkelige Iron-men m/k – og de fortjener at blive mødt med ikke en medalje, men med noget langt mere vigtigt: Anstændige levevilkår.

Det danske samfund er nemlig så rigt og har så mange goder, at det er direkte uanstændigt, at vi ikke deles om de enorme ressourcer, som vi har i vores land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Uge 30: Næstekærlighedens Uge

Vi er lige gået ud af uge 29, den famøse uge, hvor landets overklasse og dem, der gerne vil være overklasse, fester i Skagen – eller i nyere tid også i Tisvilde. Uge 29, der handler om at vise sig selv og sine rigdomme frem, der handler om tøjlesløst overforbrug og frådseri.

Dén uge er Danmarksbloggen ikke tilhænger af.

Danmarksbloggen vil derimod indføre uge 30: Næstekærlighedens Uge.

Uge 30 skal nemlig ikke handle om smarte biler, dyre vine, fancy mærketøj og vilde fester.

Nej, uge 30 skal dreje sig om at give til dem, der har mindre end en selv. Handle om at give de mere end 50.000 fattige danske børn en god sommeruge, hvor de får nogle oplevelser ude i sommerlandet, så de også har noget at fortælle, når skolen starter igen i august.

Uge 30 skal simpelthen være ugen, hvor alle – både børn, pensionister, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og alle andre der har for lidt – også får nogle gode sommeroplevelser – og allerhelst kommer på en decideret sommerferie.

Uge 30 skal handle om næstekærlighed, fællesskab, gavmildhed og hjælpsomhed, om at være der for hinanden og de svage i vores samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ghettoficering i Danmark

Danmark er godt på vej til at blive opdelt i ghettoer.

Rige ghettoer, fattige ghettoer, etniske ghettoer osv.

En undersøgelse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er beskrevet i Politiken (se nedenstående link), viser fx, at antallet af elite-ghettoer i Danmark voksede fra 6 i 1985 til 26 i 2009.

http://politiken.dk/oekonomi/dkoekonomi/ECE2237017/de-stoerste-danske-byer-faar-flere-ghettoer-for-rige-og-fattige/

En af løsningerne ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen er at sikre, at nybyggeri bliver blandet. En anden iflg. samme mand er at træffe beslutninger, som de økonomisk stærke vil finde uretfærdige.

Det første er nemmere realisérbart end det andet. For når det drejer sig om upopulære beslutninger for de velstående, så har manden en pointé teoretisk set, men det vil aldrig blive realiseret. For de økonomisk stærke, altså dem i elite-ghettoerne, er også dem, der har flest repræsentanter i den politiske verden, både i Folketing, regioner og kommuner, så de går aldrig med til at droppe deres allerede-erhvervede privilegier.

For mennesket er psykologisk indrettet således, at det som vi én gang har fået, dét betragter vi som vores soleklare ret. Dét vil vi kæmpe indædt for at beholde.

Det giver derfor langt mere mening – også psykologisk – at appellere til vigtigheden af at få de svage områder med op. Ikke kun for de svages områders egen skyld, men også for de stærkes.

For en kæde er aldrig stærkere end det svageste led – og et samfund er i høj grad som en kæde. Derfor er det også direkte dumt med ghettoer i Danmark.

Ghettoer skaber skel mellem mennesker, ghettoer gør, at vi deler hinanden op i “dem” og “os” – og det skader os allesammen.

Alle leddene i dén kæde, der hedder Danmark, skal derfor være stærke og forbudne med hinanden. Og for at de kan blive det, så kræver det, at vi deler med hinanden, hjælper hinanden og er fælles i ordets bedste og mest medmenneskelige betydning.

De velstående skal med andre ord forstå, at når de hjælper de ringere stillet, så hjælper de både dem og sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælpen og Rene Husted Vahl tænder adventskransens andet lys

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag handler det om Julehjælpen og dens stifter Rene Husted Vahl med følgende ord tænder adventskransens andet lys:

“Jeg vil gerne tænde et lys for de fattige børn i Danmark. De har brug for alt den støtte, som de kan få. Det ved jeg af egen erfaring. Jeg voksede nemlig selv op som et af de fattige børn. Vi var tre søskende, der boede sammen med vores mor i et lille rækkehus – og vi fire skulle klare os for hendes elevløn. Og den er som bekendt meget lille.” 

“Men min mor klarede det godt. For vi mærkede aldrig, at vi var fattige – eller hvilket dagligt slid og puslespilsarbejde, som det må have været for hende at få enderne til at mødes. Heldigvis havde vi også en farmor og en farfar, som havde råd til at give os så gode fødselsdags- og julegaver, at vi havde nogenlunde de samme ting som de andre børn. Så heldige er det ikke alle danske børn, der er.”

“Men alle danske børn har ret til en god og tryg barndom, hvor de har de samme ting og kan de samme ting i fritiden som deres kammerater. Derfor tænder jeg et adventslys for de fattige børn. Og derfor samler vi ind i Julehjælpen.”

Rene Husted Vahl startede nemlig Julehjælpen for syv år siden. Eller rettere: Han blev nærmest kastet ud i det, da han lovede at give et bidrag til en indsamling, som viste sig at være startet af en person, der ikke kunne fuldføre projektet, som på det tidspunkt var at give 20 familier tusind kroner pr. familie at holde jul for. Men de penge viste sig ikke at være der, ja faktisk var der ingen penge til nogen familier. Så Rene Husted Vahl betalte 20.000 af sin egen lomme, så de 20 familier kunne få deres jul.

Idag giver Julehjælpen ikke penge, men naturalier, gaver og gavekort til fx Føtex, Fona og Fætter BR. Gaver og gavekort, som alle er donationer, der gives af andre, heraf 95 % af private mennesker. Sidste år kunne Julehjælpen således sørge for, at 1.700 familier kunne fejre en bedre jul.

Håbet i år er at kunne hjælpe endnu flere, og det tegner lyst. I stedet for de typiske cirka 1.800 donationer har Julehjælpen allerede modtaget over 5.000 donationer i år.

“Men der er brug for meget mere. For desværre stiger antallet af fattige også i Danmark. Så al hjælp er mere end velkommen,” slutter Rene Husted Vahl.

Danmarksbloggen håber alt det bedste for Julehjælpen – og især for de familier, som Julehjælpen gør en forskel for.

Mere information fås på Julehjælpens hjemmeside: www.julehjaelpen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk