Anmeldelse af “H. C. Andersen – en magisk eventyrforestilling for hele familien”.

Seks kendte H.C. Andersen-eventyr, akrobatik og musik danner de farverige rammer om familieforestillingen ”H.C. Andersen”, der havde verdenspremiere i går d. 3. september i Tivolis koncertsal.

Showet er en ny måde at fortolke H. C. Andersens udødelige eventyr på – og som min 12-årige ledsager sagde det: Så kan de optrædende rigtig meget på en scene, der i sig selv er et kunstværk, der hele tiden skifter farve, form og billede.

Størst bifald fik parret fra ”Klods Hans” – antihelten og hans is-prinsesse, der selvfølgelig smelter og sammen med den gigantstore guldring model mega-hula-hop-ring laver et danse-akrobatik-nummer, hvor musikken smyger sig om dem både når Klods Hans danser, og når den skønne prinsesse-ballerina nærmest ophæver tyngdekraften og hænger indeni og udenpå den store guldring. For slet ikke at tale om skønheden til allersidst, da parret sætter sig tæt sammenslyngede, mens gigant-guldringen roligt snurrer og falder ned omkring dem. Dét er ren poesi og romantik, som det Tivoli, der ligger lige udenfor.

Enkelte steder er der også noget i forestillingen, der ligner hilsner til netop Tivoli, både af den søde slags, som ”Den lille pige med svovlstikkerne”, der i tøj, billeder og udtryk minder meget om hende, der står så alene i forlystelsen ”Den flyvende Kuffert,” der er Tivolis permanente rejse i H. C. Andersens eventyr. Men også af den mere beske slags som den kunstige guld-nattergal, der ligner en forsvunden tvilling til påfuglen nede fra Pantomimen, hvor den levende musik jo netop for nylig blev afløst af båndmusik.

Og nu vi er ved det sure, så kan vi ligeså godt nævne dét, som enhver H.C. Andersen-kyndig med det samme vil bide mærke i under forestillingen. Nemlig at vi kun sjældent får slutningen af eventyret med, og det er en skam. For så går vi glip af mange pointer og indimellem endda hele eventyrets morale.

Som fx den med at nattergalen i eventyret af samme navn til sidst lover kejseren at fortælle ham alt, hvad der sker i hans rige, men som holdes skjult for ham. Kejseren må love aldrig at sige til nogen, at han har en lille fugl, som fortæller ham alt. For så vil det hele gå endnu bedre, forsikrer nattergalen. Tænk hvis nutidens ledere havde små nattergale, der fortalte dem, hvad der virkelig sker i deres land, så ville meget måske se anderledes – og bedre ud. Dén pointe ville sammen med et par andre udeladte have givet et flot show en dimension mere.

En pointe, der imidlertid står knivskarpt, er fortæller Nikolaj Lie Kaas udvikling fra i starten at være den fortravlede voksen, der opslugt af arbejde har glemt at drømme og forfølge sit eget livs eventyr. Men som i løbet af aftenen smider jakken og knapper skjorten op, mens han rejser ind i eventyrets verden – for til sidst at være klar til at springe ud i herlighederne, som var han atter et barn, endda et barn, der er i stand til – igen – at klippe papirsklip.

For barnet og det barnlige er det centrale i forestillingen. Dette at vi kun kan opleve eventyret ved at blive som et barn igen i betydningen umiddelbar, åben og med lige dele appetit og tro på livets muligheder. Det er en smuk tanke, som understøttes af forestillingens leg med masker, størrelser og roller – og de allestedsnærværende tinsoldater, der dansende leder os igennem aftenen.

Hvornår har man fx sidst set en på hoppestylter højt hoppende konge? Men sådan en møder man i ”Prinsessen på Ærten”, der også begejstrede den 12-årige med måden, som ærten kom ind under madrasserne på. Samspillet mellem den digitale og den fysiske verden er en sikker vinder hos de digitalt indfødte.

Et andet hit hos den 12-årige var kejseren fra ”Kejserens nye klæder”, der i sit nøgenkostume klatrer i røde stoffer, så det er en skrækblandet fryd at se ham sno sig rundt og ned og op. For hvad hvis nu han falder ned? Endda med hovedet forrest måske? Det virker jo nærmest naturstridigt, at to stykker stof, der hænger ned fra loftet, kan holde en mand.

Endelig skal forestillingens sidste eventyr ”Den grimme ælling” nævnes, hvor man selvfølgelig har valgt at lade en sort mand være ællingen, der bliver til en hvid svane. Det er der et godt budskab i generelt og især i 50-året for Martin Luther Kings ”I have a dream-tale”. Og så kan ællingen danse alle fjerene af en hvilken som helst andegård uanset hvor den andegård ligger. For her er ingen jantelov, kun ren glæde over at ællingen overvinder alle vanskeligheder og bliver til den smukke svane med både venner og kæreste.

Historien, der handler om H. C. Andersen selv og hans drøm, bliver derfor et værdigt punktum på en farve-, lyd- og billed-mangfoldig hyldest til dét at drømme, til dét at tro på at eventyret kan udfolde sig hver dag, også på den anden side af de 30 eller sågar ældre endnu. En hyldest til troen på, at vi kan leve lykkeligt til vores dages ende – også og måske især når vi laver vanvittige stunts, snurrer på hovedet eller moonwalker skæve dansetrin, som alle medvirkende gør det så mesterligt i Tivolis Koncertsal dette efterår.

Det er Steen Koerner, der har instrueret. Han er kendt af Tivoli-fans for hans nyskabelser på Pantomimen som for eksempel den meget roste ”Vampyr Pjerrot”, der spillede i flere sæsoner. I “H. C. Andersen” arbejder han sammen med kunstnergruppen Big City Brains, den virtuelle fortæller Nikolaj Lie Kaas og 15 cirkusartister, ballerinaer og urbane dansere. Jokum Rohde har bearbejdet eventyrerne. Kristian Leth står for sangteksterne, mens Jesper Meclenburg har skabt musikken. Søren Huss og Coco fra Quadron har indspillet tre af numrene. Det er Din Mor, der har stået for videoscenografien og Astrid Lynge Ottesen, der har kreeret kostumerne.

Forestillingen ”H. C. Andersen” produceres af Nordisk Film Live og spiller til og med 27. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk