København 850 år: Kampen om Fælleden

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

På denne tid af året bliver der sanket i den store stil overalt i naturen – også ude på Amager Fælled, der bugner af brombær og andet spiseligt.

Men også resten af året kan man finde københavnerne og alle mulige andre ude på Fælleden, hvor der bliver cyklet, løbet, gået, leget og alt muligt andet på stier og mellem buske og krat, der i øvrigt huser en artsrigdom og en biodiversitet, som på mange måder er ganske enestående.

Stedet er nemlig det grønne åndehul i København, som giver de travle storbymennesker en mulighed for – nemt og bare ved at tage metroen – at kunne være tæt på den natur, som vi alle er så afhængige af, og som giver ro i sjælen.

Men nu truer et nybyggeri med at ødelægge det store naturområde, der allerede fik hugget en kraftig luns af, da man for et par årtier siden begyndte at anlægge metroen og ikke mindst Ørestaden. Og ja, selvfølgelig skal København vokse og udvikles, men det skal ske PÅ naturens vilkår og ikke MOD naturen, som det vil blive tilfældet, hvis Københavns kommune får lov til at bygge på Strandengen som planlagt.

Året i år er derfor heller ikke kun Københavns 850 års-fødselsdag. Det er også kommunalt valgår – og et skæbneår for Fælleden og dens planter, insekter, blomster, frøer, svampe, fugle og så videre – og for os selv.

For vi vil vel ikke lade lade ussel mammon vinde over den natur, som vi både psykisk og fysisk er så afhængig af? Kampen om Fælleden bliver med ret stor sandsynlighed også et af de hotte emner i den kommende kommunale valgkamp.

Danmarksbloggen anbefaler på det varmeste at bakke op om naturen – og at støtte Fælleden.

Det kan gøres via denne underskriftindsamling: https://www.skrivunder.net/bevar_koebenhavns_naturhistoriske_kronjuvel

Og ved at støtte op om ”Amager Fælled Festival” og Bevar Amager Fælled søndag d. 10. september: https://www.facebook.com/events/1428868520537288/?acontext=%7B%22ref%22%3A%224%22%2C%22feed_story_type%22%3A%22370%22%2C%22action_history%22%3A%22null%22%7D

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Tivoli

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Både Pride og Folkemøde i den kommende weekend

Der er Folkemødet på Bornholm i juni og Priden i København i august. Begge to verdenskendte begivenheder i Danmark, som hvert år tiltrækker folk i mængder som sværme af bier til en honningkrukke.

MEN den kommende lørdag er et bevis på, at det ikke kun er på klippeøen og i hovedstaden, at tingene sker.

I Gesten i Sønderjylland afholdes der således en Pride på lørdag d. 26. august, hvor man regner med, at i hvert fald 1000 mennesker dukker op. Det kan virke som få, når man tænker på de omkring 300.000, der så Priden i København sidste weekend, hvor 30.000 gik med. Men dels skal man starte et sted – og dels er befolkningsgrundlaget i Gesten og omegn ikke ligeså stort.

Man kan i Gesten også skele til Møn, hvor der i den kommende weekend er Folkemøde med et meget flot opbud af politikere og andre samfundsaktører. Det er fjerde gang, at der er Folkemøde på Møn den sidste lørdag i august – og det er en begivenhed, der bliver større og større år for år, og som i år også tilbyder et ungdommens folkemøde fredag d. 25. august.

Det sker altså en hel masse udenfor Valby Bakke – og udenfor den klippeø, som er ”The Establishments” foretrukne legeplads op til sommerferien – og det er såre godt for demokratiet og for samfundet.

Danmarksbloggen bakker 100% op om begge begivenheder.

Læs mere om Gesten Pride her: https://www.facebook.com/events/342951949467122/?fref=ts

Læs mere om Folkemødet på Møn her: https://www.facebook.com/folkemodemon/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump, atomkrig og Rusland

Danmarksbloggen handler selvsagt om Danmark.

Men når en atomkrig mellem Nordkorea og USA truer, så kommer det Danmarksbloggen ved, også selvom det er den amerikanske paradisø i Stillehavet Guam, der vil blive ramt af missilerne. For det her er mildest talt farligt – for hele verden.

Det er så også det hidtil mest skræmmende bevis på, at der sidder en gal mand i Det Hvide Hus. En bindegal mand, der dog har læst ”Statslederens Manual udi Manipulationens Ukunst” – hvori der på side 1 står:

Er du i fare for at blive afsløret i at have løjet, bedraget etc, etc, så flyt fokus på noget andet – helst en krig, for så glemmer både offentligheden og medierne, hvad du har haft gang i – og snakker kun om krigen.

Det er så dét, Trump har gjort i sine bestræbelser på at slippe for at blive stillet til ansvar i forhold til, hvad han har gjort/beordret i forhold til Rusland og valgkampen.

Men i stedet for en lille konventionel krig i fx Mellemamerika eller angreb på narkokartellerne i Mexico, så har Trump altså valgt at true med en atomkrig … og det mod en fjende, der er ligeså psykopatisk som ham selv.

Dermed risikerer en hel verden at blive sat i brand, bogstaveligt talt. Og alt sammen fordi Trump ikke ønsker at tale om Rusland …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i EM-semifinale

Danmarksbloggen havde ellers planlagt at holde sommerferie til på mandag.

MEN når der sker noget som det danske fodboldlandshold i en EM-semifinale, så må sommerferien afbrydes for en kort bemærkning.

For det er intet mindre end fantastisk, at dansk fodbold klarer sig så godt i international sammenhæng – og ovenikøbet i kvartfinalen slår de mange gange regerende mestre fra Tyskland.

Danmarksbloggen forventer derfor også, at landsholdet – hvis de går hele vejen – vil blive mødt med folkefest, rådhuspandekager og alt det andet, som skete dengang, hvor det var mændene, der kunne spille fodbold.

Det kan de så ikke længere. Men heldigvis har vi gæve fodbold-kvinder, der kan – og i øvrigt: De kvindelige fodboldspillere hverken klynker eller beklager sig, end ikke da deres kamp blev udsat i lørdags. De maser bare på … mændene kunne lære meget af dem både på og udenfor banen.

RESPEKT til de danske fodboldkvinder – og god vind i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være patriot, men ikke nationalist

I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.

Men forskellen er markant.

Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.

Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.

Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.

I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Horrorforfatter Steen Langstrup skriver om heks på bålet eller ej

Det er en almindelig misforståelse, at hekseafbrændingerne stoppede med reformationen. Det modsatte var tilfældet. De tog først rigtig fart under Christian IV. Det gik dog forholdsvist stille for sig i Danmark, og også imod mange misforståelser, så var det ikke ualmindeligt, at sagerne endte med frifindelse. Det gør selvfølgelig ikke skikken med at brænde mennesker levende mere tiltalende. Det er bare sådan en nuance.

Og ja, det er en sær skik at brænde en papheks, hvis man ser det som en hyldest til hekseafbrændingerne. Det er også en underlig skik at have et kors hængende i kirken, hvis man ser det som en hyldest til en romersk henrettelsesform. Men ikke alle symboler er ment som hyldester. Dem, der glemmer ondskaben, er dømt til at gentage den. Lad papheksen være en hyldest til kvinder, der tør være anderledes. Og ditto mænd. Og til omtanke, før vi forfølger det, vi ikke forstår.

Det er overskyet her på Frederiksberg. Det ser ud til regn senere. Jeg tror, det er sankthans i aften.

Skrevet af: Horrorforfatter Steen Langstrup

Grønland – og den forsvundne mindehøjtidelighed

Medierne er ellers normalt hurtige nok, når det kommer til katastrofer og andet, der koster menneskeliv. Så er der breaking news, ekstraudsendelser og følelsesporno for fuld rulle. Og politikerne følger også trop med opdateringer på de sociale medier og så videre og så videre – vi kender proceduren.

Men intet af det sker åbenbart, når det kommer til en tsunami i Grønland, der ellers kostede flere mennesker livet og mange flere deres livsgrundlag. Så lader man stort set de grønlandske medier selv stå for dækningen – og grønlænderne selv stå for mindehøjtidelighederne flere steder i Danmark på Grønlands Nationaldag i går d. 21. juni.

For det officielle Danmarks eneste synlige tegn var det grønlandske flag på halv stang.

Det er rystende – og en påmindelse om Danmarks koloni-fortid. Og nutid. For nok var vi på ingen måde engle i hverken Tranquebar eller på De Vestindiske Øer – men derude lever der trods alt ingen længere, der kan huske den danske tid fra andet end de gamles fortællinger.

I Grønland derimod er Danmarks overherredømme stadig levende og vitalt – og så kan vi ikke engang, når en katastrofe rammer det store land mod nord, svinge os op til at føle med dem og mindes dem ordentligt med en mindegudstjeneste for eksempel i Vor Frue Kirke i København.

Det er skammeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismen er ældgammel

Her på Valdemarsdag er det passende at tale om nationalismen og dens væsen, fordi vi immervæk i en tid med globalisering og internationale aftaler og organisationer alligevel først og fremmest identificerer os selv som danske.

Stort set al moderne historiefortælling er i bund og grund derfor også nationalliberal og handler om Danmark som nation.

Men man kunne jo også fortælle en anden Danmarkshistorie – en historie om kampen om produktionsmidlerne. Den ville dog formentlig stadig blive national. Det samme ville kvindernes Danmarkshistorie, institutionernes Danmarkshistorie, børnenes Danmarkshistorie, kulturens Danmarkshistorie, magtens Danmarkshistorie osv.

For det med det nationale er i virkeligheden noget, der har rødder meget længere tilbage end til 1800-tallets nationalliberalisme og den franske revolution sidst i 1700-tallet, der ellers ofte får æren for at have skabt nationalfølelsen.

Men det passer ikke. Den var her langt tidligere – hvad man kan se i fx gamle danske klagesange fra dengang i 1300-tallet, hvor de holstenske grever huserede, men også i den tidlige middelalder er der vidnesbyrd om nationalisme som en identitetsskabende faktor.

Men ja, nationalismens politiske betydning begynder først at spille en stor rolle i 1800-tallets spirende demokrati. Før der var kongen simpelthen staten/nationen – i hvert fald i den enevældige tid, og tidligere var stormænd, adel og gejstlige var med i spillet om magten.

Men med demokratiets fødsel fik alle – i hvert fald på papiret – indflydelse, og nationalismen og nationalstaten blev den ramme, som vi begyndte at forstå os selv og vor verden i (også fordi religionen mistede magten som det, der gav os identitet).

Det er også derfor, at nationalismen stadig blomstrer, når vi føler os truet som nation, hvad enten fjenden kommer udefra som under 2. verdenskrig eller indefra, som mange føler, at fjenden gør det i disse år.

De angste nationale har derfor en pointé. For vi har i virkeligheden ingen garantier for Danmarks fortsatte eksistens, hverken som nation, velfærdsstat eller som kristent land (hvad det så end er i et land, hvor vi i adfærd aldrig helt har glemt vikingetidens druk- og blótgilder, selvom vi også lader os døbe og sidder i kirken, ihvertfald når det er midvinterfest, undskyld jul).

Så nej, nationalismen er ikke i sig selv noget hverken særligt godt eller særligt dårligt. Den er et grundvilkår ved det at være menneske. Fordi vi alle gerne vil tilhøre en stamme.

Det afgørende er derfor også, hvad vi bruger nationalismen til – og hvordan vi bruger den. På dén måde minder nationalismen om religionen. Begge kan tages til indtægt for allehånde uhyrligheder og forbrydelser mod anderledes tænkende, men begge kan også bruges til at løfte mennesker og samfund, til at tale til det bedste i os – og skabe den bedste af alle verdener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blasfemi-paragraffen – et værn mod religiøs vold

På fredag skal folketinget stemme om, hvorvidt blasfemi-paragraffen skal afskaffes eller ej. Meget tyder på, at det bliver et ja.

Det er Danmarksbloggen ikke enig i. For nok er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig, og det skal vi holde fast i. Men det gøres faktisk bedst, hvis vi beholder blasfemi-paragraffen.

Og det gælder,selvom den kan opfattes som symbolpolitik, måske især når man ser på antallet af faldne domme på baggrund af den (to siden indførelsen i 1930).

Men ikke desto mindre er den en lov, der viser, at vi her i landet tager religiøse følelser alvorligt. Og det er vigtigt, at dette signal sendes til alle danskere. For der skal sørme være plads til både troende og ateister i Danmark – også uden at nogen af dem skal risikere at blive svinet til.

For hvis vi afskaffer blasfemi-paragraffen, lukker vi nemlig op for, at den indre svinehund for alvor kan komme ud.

Ikke sådan at forstå at det med en afskaffelse bliver tilladt at sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om fx jøder, muslimer eller kristne – for det er mennesker, så det må man stadig ikke.

Man må heller ikke i det offentlige rum afbrænde koraner eller bibler, da det forstyrrer den offentlige lov og orden.

Men man må med en afskaffelse af blasfemi-paragraffen godt sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om selve religionen, altså fx islam, kristendom eller jødedom.

Så er det ikke blot storm i et glas vand? Nej, det er en glidebane ned til de sorteste og laveste instinkter i mennesket.

For hvor mange vil være istand til at skelne mellem, om der tales om religiøse mennesker eller om religionen? Næppe mange, og formentlig endnu færre når vi taler de fundamentalistiske grupperinger indenfor religionerne. For dem er det to sider af samme livsvigtige sag, om der tales om religionen eller om religiøse.

Så en afskaffelse af blasfemi-paragraffen betyder frit løb mod bunden og umenneskeligheden. Ja, at et af de sidste og måske det største værn mod religiøs betinget vold i Danmark bliver fjernet.

Læs mere her:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/er-et-farvel-til-blasfemiparagraffen-godt-eller-skidt-religioese-stemmer-er-uenige

http://www.dr.dk/nyheder/indland/lektor-der-kommer-hverken-flere-eller-faerre-sager-uden-blasfemi-paragraf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk