Børnemusik uden grænser

De forfærdelige forhold omkring Middelhavet tænder heldigvis ikke kun den laveste fællesnævner og den indre svinehund, men også medmenneskeligheden og hjælpsomheden.

Et af de seneste initiativer er “Børnemusik uden grænser”, som er søsat af musikeren Peter Clement Marott, der vil tage ud og spille på asylcentrene for alle de børn, der ligenu er kommet til Danmark med angst, krig og flugt i sindet.

I skrivende stund vælter sympatien og erklæringerne om hjælp ind til hr. Marott.

Danmarksbloggen synes også, at det er et glimrende initiativ, og vil meget gerne være med til at udbrede kendskabet til det yderligere.

Gå derfor ind på Peter Clement Marott´s FB-side og læs mere: https://www.facebook.com/peter.marott?fref=photo

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krisen er forbi: Husk de svage

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at kunne svømme

Danmarksbloggen skriver sjældent, ja nærmest aldrig om motion og krop. Det er der også rigeligt med andre medier, der gør. Men ingen regler uden undtagelse – og idag er en af dem.

En undersøgelse viser nemlig, at kun halvdelen af alle danske børn mellem 7 og 14 år kan svømme. Den anden halvdel samt hver tredje voksne dansker kan ikke.

Der druknede også mere end 55 mennesker i Danmark i 2012, og hver femte dansker angiver at have været tæt på at drukne på et eller andet tidspunkt.

Læs mere her: http://www.svoem.org/Aktuelt/Nyheder/Nyhed/?id=5751

Det er skidt. For vi bor i et lille land med en enorm lang kystlinie – foruden alle søerne og hvad der ellers findes af vand – og det er meget.

Det er derfor afgørende at lære at svømme, hvis man bor i Danmark – og vel at mærke ikke blot 50 meter, men som minimum de 200 meter uden hjælpemidler, som er den nordiske definition af at kunne svømme.

Danmarksbloggen kunne så godt ønske sig, at alle danskere kunne svømme minimum 500 meter og samtidig have en selvfølgelig viden om saltvand versus ferskvand, hestehuller og alt det andet, som det er værd at vide om vand.

For nok er det både sjovt og dejligt at bade, svømme og være ved vandet. Men er man det på en sikker måde, er det bare endnu bedre.

Læs mere om badesikkerhed og vandglæde her:

http://www.respektforvand.dk/Ved-vandet/De-fem-baderaad-og-sikkerhed

http://www.dgi.dk/arkiv/2014/08/20/8-raad-skal-oege-sikkerheden-for-svoemmere-i-aabent-vand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Faktum: Man kan dø af mæslinger

Der er mange forhold her i livet, hvor der ikke findes et rigtigt og et forkert svar – men hvor det er et spørgsmål om holdninger og meninger.

Men så er der også de ting, der klippefast kan bevises. En af disse er, at mæslinger er farlige – og at man kan dø af  mæslinger. 

I 2000 havde et sted mellem 30 og 40 millioner mennesker på verdensplan mæslinger. Heraf døde 750.000 – altså næsten en million.

I 2008 var det tal faldet til 164.000 døde – primært pga indførelsen af MFR-vaccination i udviklingslandene. 

Se mere her: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/paediatri/tilstande-og-sygdomme/infektioner/maeslinger/

Der er altså med andre ord al mulig grund til at sørge for at få mæslingerne udryddet – og det gøres nu engang bedst ved vaccination – og ikke ved den såkaldte naturlige mæslinge-infektion.

Lektor i infektionsimmunologi Jan Pravsgaard Christensen siger således til Videnskab.dk: “Ved den naturlige mæslinge-infektion er risikoen for lungebetændelse 1:20, for hjernehindebetændelse 1:2000 og risikoen for dødsfald er 1:3000.”. 

Læs mere her: http://videnskab.dk/krop-sundhed/ti-myter-om-vaccinationer

Til sammenligning er risikoen for bivirkninger i forbindelse med vaccinationen én til én million.

Det kræver ikke megen matematik at udregne, at det såkaldt naturlige er det, der gør størst skade, ja at det ovenikøbet dræber. Og det er netop, hvad der er på spil her: FAKTA OM MÆSLINGER versus MODERNE OVERTRO OM SÅKALDTE NATURLIGE INFEKTIONER. 

For bare fordi noget er naturligt, er det ikke nødvendigvis godt.

Ebola er også en naturlig virus – derfor prøver vi at inddæmme den alligevel, og det skal vi også med mæslinger. Dem, der ikke vaccinerer deres børn, udsætter både dem og andre mennesker for potentiel livsfare, fordi de hellere vil tro på den moderne overtro end på en klippe- og bevisfast videnskab. 

Dét er det rene galimatias – og man kan spørge sig selv, hvad de mødre og fædre fik med sig, da de gik ud af skolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mariager: Heksejagt på lesbisk par – og deres børn

Danmarksbloggen beskæftiger sig af princip ikke med personsager – men ingen regler uden undtagelse.

For sagen i Mariager med chikanen af det lesbiske par har nu taget en drejning, så det nærmer sig noget, der minder om en ondskabsfuld heksejagt på ikke kun parret, men også parrets børn.

I børnehaven hænger der ved hvert barns skab en seddel med forældrenes navne. Her var Tulle Krøyers navn streget ud og istedet var der tegnet et kors. Læs mere her:
http://www.bt.dk/danmark/nu-rammer-chikanen-barnet-boernefamilie-fandt-uhyggelig-tegning-paa-barnets-skab-i

Den slags er mere end chikane – det er faktisk direkte ondt og burde meldes til politiet. For den skyldige skulle i dén grad findes og stilles til ansvar.

Ja, det skulle alle, der har chikaneret familien i Mariager med anonyme breve, madaffald i haven, lort på vinduerne og de andre overgreb, som nogle har gjort i den lille by, der ellers markedsfører sig som rosernes by.

Men de roser lugter meget grimt …

Det lesbiske par har også valgt at flytte. Se mere her:
http://amtsavisen.dk/mariagerfjord/nu-flytter-de-fra-mariager

Noget som Danmarksbloggen sagtens kan følge på det personlige plan.

For på det overordnede plan er det ærgerligt, at snæversynetheden og den religiøse fundamentalisme – her i dens kristne form vel at mærke – får lov til at sejre.

Men Danmarksbloggen forstår Tulle Krøyer, hendes kone og deres børn. For dem er det deres liv og hverdag, som det drejer sig om – og ingen kan trives med at bo omgivet af så meget had og intolerance, som de har gjort det i Mariager.

Danmarksbloggen ønsker derfor familien held og lykke videre frem – og håber, at de må finde et sted at bo, hvor menneskene lever i 2014 …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ugens mesterkok laver ikke smørrebrød til de ældre

Madprogrammer er populære som aldrig før: Den store bagedyst, MasterChef og cirka 117 andre programmer, hvor mere eller mindre kendte personer jonglerer med hummere, marcipan og andre – ofte ret dyre – madvarer.

I mellemtiden spiser vi vores ældre af med ugegammelt smørrebrød og frosne middagsretter – og vores børn med pastaskruer og tomatsovs eller de hjemlige madpakker.

Socialt udsatte og folk på overførselsindkomster har også svært ved at købe de gode råvarer, som mesterkokkene ellers roser til skysovsen og ihvertfald er det eneste, som de vil sætte tænderne i.

Det giver bare ikke mening.

Ja, faktisk så er det så himmelråbende skævt, at Danmarksbloggen for en gangs skyld har det, som sidder der et hold-kæft-bolsje i munden (og tasterne), så intet andet kan skrives end dette:

Det må konkluderes, at ugens mesterkok ikke laver smørrebrød til de ældre.

Nok snarere tværtimod. Desværre.

Men det du´r ikke. Vi skal have vitaminerne tilbage i samfundet og i alle samfundets medlemmer – i bogstaveligste forstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”

Vand er livgivende – og det samme er godt teater.

Og godt teater er, hvad Anemoneteatret igen præsterer med deres nye forestilling ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, der havde premiere i går lørdag d. 13. september 2014 – en dag hvor regnen silede og plaskede ned udenfor.

Men ikke inde på teatret. Her startede vi tværtimod ude i ørkenen sammen med kæresteparret Adam og Eva, der ikke har nogen penge, men hinanden og så meget kærlighed, at de tilbyder hverandre den sidste dråbe livgivende vand, inden de må drage af sted videre i verden for at finde et sted, hvor de kan bygge og bo.

Og naturligvis havner de i et Tivoli drevet benhårdt af tivoli-direktøren Diablo, der med lige dele kynisme, grådighed og absolut ingen menneskelige hensyn styrer sit Tivoli.

Det drejer sig om bundlinien – og kun om bundlinien, som bare vokser og vokser under ledelse af denne Diablo, der meget apropos sit navn har både en slangestav og en kurv fuld af giftslanger.

Diablos modsætning (og modstander) er Gabriella, som er den eneste, han ikke kontrollerer i Tivoli´et – og som han selvfølgelig også advarer Adam og Eva om, da han ansætter dem.

Diablo, som betyder djævel – og Gabriella, hvis navn minder så meget om ærkeenglen Gabriel …

Så er valget trukket op:

På den ene side den rige og mægtige Diablo, der kun tænker på sig selv og sit eget, men som lokker med lækker mad, penge, spil, popularitet og alverdens fristelser – og på den anden den søde Gabriella, der umiddelbart ikke har andet end sit dukketeater, de gode historier fra Biblen samt en tro på kærligheden og en vilje til at hjælpe sine medmennesker.

Men måske er det også nok?

Det er i hvert fald ægte 3D-teater, hvor publikum – fra de små i gummistøvler og prinsesseskørter til de store med mobiler og ansvar – midt i skabelsesberetningen drages ind i dukketeatret, der igen er et teaterstykke i et teaterstykke.

For der er jo hele tre scener i spil i Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”:

Diablos Tivoli, Gabriella´s dukke-teater og så os der er publikum i Anemoneteatret. Tre scener, alle under den samme himmel – og alle med det samme valg:

Vil vi følge Gabriella og kærlighedens vej – eller vi vil vælge Diablos vej, der nok er strøet med penge og popularitet, men også er den mest ensomme vandring på jord?

For vi kan vælge – og vi skal vælge. Det er i valget, at vi bliver til som mennesker.

Og uanset hvad, så vil slangen altid til sidst indhente os og bide os i hælen, som den også bider Eva til sidst i stykket.

Og når det sker, så er vi definitivt nødt til at vælge mellem på den ene side at sænke blikket og dø, om ikke fysisk, så dog menneskeligt, når vi lader grådighed og egoisme overtage sjælen. Eller på den anden side, om vi tør løfte blikket, se slangen i øjnene – og se hvordan vi dermed vinder over den, se hvordan lyset kommer ind i mørket. Se at mørket ikke kan kontrollere lyset, ikke kan slukke det.

For således skabte Gud verden.

Og når vi vælger lyset, vælger vi også Guds kærlighed, verdens lys, og så kan ingen slange længere nå os. Så er vi – som Adam og Eva – syngende en salme (og ikke en tom popsang) på vej mod Edens Have, version 2. Dén under regnbuen, den med plads til mangfoldighed.

For ja, der synges også en salme i Anemonetreatet – og det er såre godt.

Ikke kun fordi kristendommen er vores kulturhistoriske arv her til lands, men fordi kristendommen har et næstekærlighedens budskab, som vi i høj grad har brug for i dag. Og her gælder som bekendt for Guds rige, at dét skal man tage imod som et lille barn.

Og børnene i Anemoneteatret? Hvordan tager de imod det? Hvad siger de til både bibelhistorie og salme? Ja, de sad – i den lille time som forestillingen varede – dybt opslugte og helt stille.

Mange siger elles, at små børn ikke kan rumme store emner, og at man skal passe på med at fortælle dem for meget om verden. Dem, der siger det, tager fejl.

For små børn kan ikke blot rumme de helt store emner som liv og død og meningen med livet. Små børn vil har faktisk brug for at vide noget om det, høre om det, se det – sanse det.

Og når det så gøres så fint som her i ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, hvor der er tale om nærvær og mening – og hvor børnene bliver taget alvorligt, ja, så er de på 100% hele tiden, også de 5-årige.

For Anemoneteaterets ”Adam og Eva og den forunderlige slange” handler om den største kamp overhovedet i livet: Den om menneskets sjæl, kampen mellem det gode og det onde. Og det er en kamp, som alle kan forstå – også de små …

Som voksen interesserer man sig også meget for bi-personen Capello.

Han er Diablos højre hånd, der udfører direktørens ordrer, og som selv lokker med den alkohol, som Capello selv bruger for at holde livet i det tomme Tivoli ud. Men Capello er samtidig også en rar person, der hjælper Adam og Eva.

Så hvad bliver der af ham? Er han for evigt fortabt? Eller får han også en dag modet til at forlade Djævlens endeløse trædemølle? Og er det i virkeligheden Capello, der hverken er rigtig god eller rigtig ond, som de fleste af os minder mest om? Selvom vi jo hellere vil være stærke og modige og følge Adam og Eva ud på deres grønne enge for enden af regnbuen.

Dét tænkte undertegnede meget over på vej hjem i regnvejret.

Danmarksbloggen kan på det varmeste anbefale ”Adam og Eva og den forunderlige slange” på Anemonetratret. Aldersgrænsen er 5 år.

Medvirkende er: Christine Gaski, Asbjørn Agger, Jens Tolsgaard og Lisbeth Lipschitz. Manuskriptet står Albert Nielsen og Lisbeth Lipschitz for. Endelig har Albert Nielsen også instrueret. Forestillingen spiller tirsdag-søndag frem til og med d. 19. oktober  2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rejser udenfor skoleferierne underminerer respekten for skolen

Alle danskere er enige om, at vores skoler skal være gode – og helst også bedre end de er idag.

Det drejer sig selvfølgelig om ressourcer, lærere, undervisning og så videre.

Men det drejer sig også om, at forældrene viser respekt for skolen og bakker op om skolens arbejde. Og her er første krav, at man som forælder sørger for, at ens barn kommer i skole. Og at det opfattes som vigtigt at passe sin skole – præcis som man skal passe sit arbejde.

At pjæk med andre ord er totalt og 100% u-acceptabelt.

Det rimer så altsammen rigtigt dårligt med det faktum, at over halvdelen af alle forældre iflg. en undersøgelse lavet af DR synes, at det er helt i orden at tage på ferie udenfor de ordinære skoleferier, som der ret beset er temmelig mange af i løbet af året. Se link til DR-artikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/11/163105.htm

Formand for foreningen Skole & Forældre Mette With Hagensen siger i artiklen fra DR som forsvar for de ekstra ferier: “Det er også vigtigt for børn at være sammen med deres familie og have gode oplevelser sammen. Det lærer børnene også noget af.”

Og det har hun da helt ret i – men det kan man ligeså godt gøre i de ordinære ferier som ellers. Familiesamværet bliver ikke dårligere af, at det er juli måned eller uge 42.

Men selvfølgelig er alting dyrere i de ordinære ferier – og det er da rigtigt ærgerligt, at man så måske ikke kan rejse derhen, hvor man gerne vil.

Men det er et forkælelsesproblem, der helt får lov til at overskygge den forpligtelse, som forældrene har overfor skolen iforhold til at sende børnene afsted i skole hver eneste skoledag, medmindre selvfølgelig børnene er syge – eller der er andre forhold, som berettiger til at blive væk.

For at charterferien til Tyrkiet er billigere i maj eller flybilletterne billigere til USA i september er ikke en gyldig grund til at blive væk fra skolen. Det er tværtimod at underminere respekten for skolen og skolens arbejde – foruden at det sender det forkerte signal til barnet om, at ens egne egoistiske behov er det vigtigste i hele verden.

Men nej, sådan er det ikke. Det drejer sig om at være sig sit ansvar som en del af fællesskabet bevidst og så ellers bare møde op i skolen.

For nej, et skolebarn kan ikke bare lave lektier, mens vedkommende er væk. Ingen lærer på samme måde og ligeså meget ved at sidde en time ved poolen med et par bøger. For slet ikke at tale om den forstyrrelse og forsinkelse det skaber for de andre i klassen, når feriebarnet kommer hjem og skal opdateres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.

Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn er mit navn …

Fastelavnsboller, hvide tirsdag og fastelavnsris!
Hvad er hvad? Og hvad sker hvornår?

Læs undertegnedes artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/546717:Indfoering–De-10-vigtigste-ting-at-vide-om-fastelavn

Sikkert er det ihvertfald, at dén fastelavn, der idag er en sød og uskyldig børnefest, engang var en voksenfest, der var en nødvendig ventil i et statisk samfund, hvor alle havde deres faste plads, og hvor ingen turde gå udenfor stregerne.

Undtagen altså til fastelavn, som man også kaldte DEN GALE UGE, hvor bonden kunne dele bord – og sågar seng – med greven. Såvel alkohol i mængder som erotiske udskejelser i den store stil var nemlig en fast del af fastelavnen i Danmark indtil for cirka 150 år siden.

Det er det så stadig i Rio og andre mere eksotiske steder, kan man med god ret hævde …

Man kan også anføre, at vi stadig har brug for en fastelavn for voksne. Blot nogle dage, hvor vi voksne kan gå udenfor vores normale roller og for en tid være en anden … eller måske bare være en anden del af os selv.

Dét ville ihvertfald give de fleste en god og sund mental pause fra det præstationsræs, som mange danskere lever i til hverdag.

Danmarksbloggen er derfor fortaler for at indføre også en voksen fastelavn, en maskerade absolut og 100% uden børn, men med frihed til at folde sig ud blandt andre legende voksne …

Heldigvis tyder meget på, at de unge har fanget ideen og holder fastelavnsfester i netop denne weekend. Nu skal de yngre, middelaldrende og ældre danskere bare også med på vognen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk