Anmeldelse: Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Der er film, som man kun ser én gang – og bøger, som man kun læser én gang. Ikke fordi de er dårlige, men fordi de er så sindssygt gode – og skræmmende – at de ætser sig ind i ens sind og efterlader et varigt ar.

Steen Langstrups ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er en af disse særlige bøger.

Åbningsscenen er en tankstation ude på landet, der ligger helt uden for lands lov og ret på alle måder. En øde tankstation, der endda er endnu mere øde end normalt denne aften, hvor alle sider foran tv-skærmene, fordi Danmark er i finalen. I hvad får vi ikke at vide – og det er også lige meget.

For det vigtige er langtfra altid det, som der vises på en skærm – selvom skærme fylder meget i bogen – og i vor tid. Mobil-skærme, overvågnings-skærme, kamera-skærme, computer-skærme og mange andre skærme, der har afløst det virkelige liv. Det liv, hvor vi kommer hinanden ved og bekymrer os om og kerer os om hinanden – uanset status.

Men i ” Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” ser vi livet, som det er blevet i Danmark, hvor vi har glemt hinanden og kun tænker på os selv – og penge. Ser livet, som det er i den hverdag, som vi alle kender med arbejde og problemer med at orke at forstå dem, der er anderledes end os selv. Den pointé er skrevet før, men hos Steen Langstrup ser vi også mere end det. Meget mere – og mere end man måske egentlig har lyst til. For vi ser også det senmoderne og egocentrerede menneskes allerværste mareridt, som bogens hovedpersoner, de to piger Agnes og Belinda, gennemlever på måder, der viser, at ondskab og sadisme ikke kender nogen grænser.

For nok er det en helt ualmindelig almindelig aften derude på tanken – og så ikke alligevel. Langsomt, men sikkert fanges pigerne ind i en skæbne værre end døden, som man sagde det i gamle dage. Her betyder udsagnet bare noget lidt andet – og så måske ikke alligevel. Mere skal ikke røbes her.

Læserne skal selv føle den kriblende uhygge og forfærdelse, som kommer krybende og væltende, indtil den nærmest bliver fysisk, mens de letlæselige og velskrevne sider vendes én efter én. Skræmt er man, så det værker helt ind i knoglerne. Angst og fuld af væmmelse over, at mennesker kan være så onde og afstumpede – og samtidig må man bare læse bogen fra start til slut i ét eneste langt, tilbageholdt åndedrag.

For nok mærker man hurtigt, hvor det går hen – og det gør det også, men så alligevel med en masse twists – og endnu flere kulsorte og blodrøde grusomheder.

Det er med andre ord en gennemført og velskrevet bog, som Danmarksbloggen anbefaler af flere årsager:

1)    Hvis man vil have et godt gys – hvor det værste ikke er torturen og smerterne, hvor grusomme de end er – men derimod ondskaben inde i menneskers sind

2)    Hvis man vil se de mørke sider af menneskesindet folde sig lige præcis så bloddryppende og bestialske ud, som de kun kan gøre det i ens sorteste mareridt – og hos Steen Langstrup, der er Danmarksmester i gys – endda uden at have været i nogen finale

3)    Hvis man vil se, hvorfor det er godt at droppe skærmene og leve livet rigtigt og i dialog, også med dem, som er anderledes end en selv – bare indimellem – og endelig

4)    Hvis man vil se, hvorfor det giver mening at lære at mærke sig selv, og at turde udleve de grundfølelser af frygt, vrede og glæde, som vi alle har indeni os – lære det og gøre det uden tanke på konventioner – og inden det er for sent.

Danmarksbloggen giver seks ætsende stjerner ud af seks mulige.

Bogen ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udkom for fire år siden, men er højaktuel, fordi den i øjeblikket bliver filmatiseret. Den kan derfor også købes i en speciel version ligenu. Læs mere her: http://www.mxrket.dk/WORKfinaleFILM1.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Boganmeldelse: Spøgelserne (lever endnu) på Frilandsmuseet

I 2013 kom første version af Steen Langstrups bog ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”.

Bogen, der hurtigt blev en stor succes, handler om de spøgelser, som både ansatte og besøgende gennem mange år har mødt på Frilandsmuseets gamle gårde, der ligger spredt ud over landskabet i Kgs. Lyngby nord for København.

Spøgelser, der kan være harmløse og blot tilstedeværende som ”den grå mand”, men også truende som ”den hvide dame” eller ligefrem direkte farlige som ”dødens arme”, der trækker dem, der kommer for tæt på, med ned i alkovens dyb og måske længere ned endnu.

For der er mange gårde på Frilandsmuseet – og mange spøgelser. Og vi møder dem alle sammen i bogen ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”, der på fredag d. 15. maj udkommer i en revideret og udvidet version, hvilket er en rigtig god ide.

For 2015-versionen af bogen er opdateret med dugfriske – og særdeles nutidige – beretninger om mødet mellem almindelige danskere og genfærd. Og det gør en i forvejen rigtig god bog så meget bedre, når man kan læse, at de overnaturlige hændelser også skete så sent som i 2013 og 2014.

For så kan man – mens nakkehårene rejser sig – konkludere: Spøgelserne lever endnu på Frilandsmuseet – hvis man ellers kan bruge ordet lever om spøgelser, der jo i sagens natur må forventes at være døde!

Men vigtigst er, at det også betyder, at man selv – med lidt held – kan møde spøgelserne og genfærdene derude, hvilket appellerer til både fantasien og nysgerrigheden.

Et oplagt tidspunkt at prøve, om man selv kan se, høre eller fornemme et spøgelse er selvfølgelig i forbindelse med de meget velbesøgte ture, som Frilandsmuseet arrangerer i de mørke efterårsaftner omkring Halloween. Men også resten af året – selv en solrig sommerdag – kan et genfærd manifestere sig ifølge bogen.

Både mænd og kvinder har i hvert fald oplevet lidt af hvert på alle tider af året. Undertegnede er desværre ikke en af dem. Jeg var ellers med på en af første spøgelsesture i efteråret 2013 – og ja, det var skræmmende med mørket, lygterne, historierne og den sorte kiste.

Men desværre hverken så, hørte eller mærkede jeg noget. Jeg håbede det ellers. På den anden side, så har jeg det lidt ligesom bogens forfatter Steen Langstrup: Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg kan godt blive bange for dem alligevel.

Og så har jeg endda ikke engang været med på spøgelsesjagt med professionelle spøgelsesjagere, som Steen Langstrup har været det i flere omgange. For Steen Langstrup går hele vejen og har både besøgt kirkegårde i de egne af landet, hvor Frilandsmuseets gårde oprindeligt stammer fra – samt været med på spøgelsesjagt en midvinternat og en fuldmånenat.

Især den sidste tur rystede den garvede gyserforfatter – hvilket der også er kommet et spændende kapitel ud af i bogen, hvor man kan læse om både kuldefornemmelser, hvisken af stemmer, der ikke burde kunne høres i tomme rum samt mystiske skygger i vinduer med mere.

Der er også et kapitel, hvor Steen Langstrup har en spændende samtale med museumschef på Frilandsmuseet dr. phil Peter Henningsen om netop problematikken omkring spøgelser, videnskab og psykologi. Noget, der sætter bogens personlige beretninger og reportager i relief.

Endelig er der – selvfølgelig – også en opfordring til fortsat at rapportere det til Steen Langstrup, hvis man selv oplever noget usædvanligt. Der kunne altså med andre ord godt være lagt op til en version 3 af bogen, som Danmarksbloggen i så fald glæder sig til at læse til dén tid.

Indtil da vil Danmarksbloggen ile med fem genfærd ud af fem mulige for denne herlige anden version af en bog, der giver både masser af gys – og en stor lyst til selv at gå på spøgelsesjagt derude i de gamle gårde.

Undertegnede ved ihvertfald godt, hvor turen skal gå hen en regnvåd og mørk dag i sommerferien: Nemlig på spøgelsesjagt på Frilandmuseet.

Steen Langstrup: ”Spøgelserne på Frilandsmuseet.” Udgives af 2 Feet Entertainment. I samarbejde med Frilandsmuseet. Udkommer 15. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1960´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1960´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1960´erne: Frigørelser

1960´erne handlede om frigørelse, både økonomisk og fysisk. To markante ændringer skete først i årtiet.

I 1960 blev der således indført 14 ugers barselshvile for dagpengeforsikrede samt to uger for selvstændigt erhvervsdrivende, der var dagpengeforsikrede.

Og i 1961 oprettede Mødrehjælpen præventionsklinikker samt at de fik tilladelse til at informere ALLE om prævention, også de ugifte og barnløse. Der var altså tale om et gigant-hop frem, om end at abort stadig var forbudt.

Unge piger risikerede nemlig stadig liv og helbred, når de lagde sig på køkkenbordet hos en kvaksalver, der var mere eller mindre ferm med de strikkepinde, der blev stukket op og brugt til at starte en blødning, så den ulykkelige kunne tage på hospitalet og få en udskrabning. Noget, som er beskrevet præcis så barskt som det var i Bjarne Reuters bog ”Når snerlen blomstrer”, der som film kom til at hedde ”Tro, håb og kærlighed”.

Men det var ikke kun de unge piger, som oplevede drastiske forandringer i 1960´erne. Det var hele det danske samfund, der buldrede frem med en økonomisk vækst større end nogensinde tidligere. Der var også brug for alle hænder på arbejdsmarkedet, så nu kom også middelklassens og overklassens kvinder i stor stil ud på arbejdsmarkedet. Arbejderklassens kvinder har jo som bekendt altid været dér.

Men nu var der brug for alle – og kvinderne fik i stigende grad uddannelse, også lange uddannelser. Det var et helt andet samfund, og det var ikke så mærkeligt, at det skabte uro, både strukturelt, men også i den enkelte familie. Det helt store kvindeoprør ventede dog til 1970´erne, men kvinden fandt sig i mindre og mindre op gennem 1960´erne.

Hun kunne også tillade sig det. For nu tjente hun sine egne penge og var dermed økonomisk uafhængig af sin mand. Hun havde også få år tidligere fået de samme rettigheder ifht børnene. Ja, det var først i 1957, at kvinder fik lov til at være værger på lige fod med mændene ifht deres egne børn. Man tror næsten, at det er løgn – men det er det ikke.

Men altså i 1960´erne blev kvinden et langt stykke hen af vejen fri – for frihed hænger uløseligt sammen med retten til at bestemme over egen krop og det at tjene sine egne penge. Det var en sejr – men også stadig en kamp, som blev kæmpet af mange kvinder.

En af de kvinder, der siden 1960´erne og frem utrætteligt har arbejdet for kvinders – og især udsatte kvinders og børns vilkår – er socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft, født 1934.

Hun kom i Folketinget i 1966 efter i flere år at have arbejdet med både alkoholikere, udsatte, sindslidende m.fl. Hanne Reintoft var aktiv i politik i 10 år for SF, VS og DKP, inden hun i 1976 blev redaktør for DR´s sociale brevkasse. Det var hun frem til 2004.

I 1983 var hun også med til at stifte ”Mødrehjælpen af 1983”, som udfyldte det tomrum, som nedlæggelsen af den gamle Mødrehjælpen havde skabt i 1976. Senere blev hun også direktør dér.

I dag skriver Hanne Reintoft historiske bøger, fordi hun mener, at den socialrealisme, som det ellers ville være nærliggende for hende fortsat at skrive i, “hænger folk ud af halsen”. Men at hun kan fange interessen for det socialrealistiske ved istedet at gå tilbage i historien. Tidligere skrev hun ellers socialrealistiske debatbøger – og en enkelt erindringsbog ”Et liv – manges liv” fra 1996.

Hanne Reintoft har modtaget flere priser.

En anden kvindelig forfatter, der også startede i 1960´erne, og som også skiftede genre flere gange, er den nyligt afdøde Helle Stangerup, der blev født i 1939, og som døde i marts 2015. Udover at være forfatter var hun også skolekammerat med Dronning Margrethe – og derfor en af de eneste, der ved, hvad det vil sige at være dus med regenten.

Helle Stangerups forfatterskab handlede ikke om socialrealisme, men om en blanding af rejseskildringer, kriminalromaner og historiske romaner, hvor hun især er kendt for ”Christine” fra 1985 og ”Spardame” fra 1989. Hendes romaner er oversat til flere sprog, og selv modtog hun også flere hædersbevisninger.

Helle Stangerup er også kendt for sit ægteskab med godsejer Adam Knuth, som hun sammen med opbyggede Knuthenborg Dyrepark i perioden 1972-80. En park, som mange danskere kender fra udflugter i sommer og sol.

Sommer og sol var der også over filmens verden i 1960´erne – det gyldne årti, som frembragte mange skuespillerinder, der stadig her i deres karrieres efterår er blandt de fremmeste i Danmark.

Mest stråler Ghita Nørby, født 1935, der startede som dansk films søde, kønne og uskyldige pige, naboens datter – men som i dag er blandt de helt store danske karakterskuespillerinder til alle tider.

Hendes repertoire er imponerende og tæller på scenen stort set, hvad der findes af store roller som rollen som Johanne Luise Heiberg i ”Regnormenes liv”, dronning Elizabeth i ”Maria Stuart”, fru Levin i ”Indenfor murene” og mange-mange andre af store forfattere som Strindberg, Ibsen og mange andre.

På tv og i film dækker hun også alt fra rollen som oprørsk arving i komedien ”Baronessen fra benzintanken” over den alvorlige rolle i ”Dansen med Regitze” til glansrollen som Ingeborg Skjern i ”Matador”, hvor ikke kun teaterpublikummet, men også alle andre danskere fik øjnene op for, at Ghita Nørby rummede mere end et kønt ansigt og en perlende latter.

Ghita Nørby har – selvfølgelig – også modtaget et væld af priser gennem hele karrieren, der stadig kører for fuld kraft.

Men også Malene Schwartz, født 1936 slog igennem i 1960´erne, hvor hun ofte spillede den modige og ret sexede unge pige – meget modsat den forsigtige Maude Varnæs i ”Matador”, der blev hendes livs rolle.

Efter Matador helligede Malene Schwartz sig teateret og var i mange år direktør for blandt andet Aalborg Teater, inden hun vendte tilbage til København – og på sigt også arbejdet som skuespillerinde.

Malene Schwartz er også forfatter – bl.a. til en meget rost bog ”Alba” fra 2012 om farmoderen Alba Schwartz, der i sine to bøger ”Skagen før og nu” som den eneste har beskrevet, hvordan det ”virkelig” var, dengang Krøyer, Ancher og de andre levede og virkede på Skagen.

Endelig skal nævnes Susse Wold, født 1938, der ikke havde det med film og teater fra fremmede. Hendes mor var Marguerite Viby, der var en stor stjerne især i 40´erne og 50´erne.

Susse Wold selv huskes for sine roller i Sommer i Tyrol, som Gitte Graa i ”Matador”, som moderen i ”Den kroniske uskyld” og senest i Vinterbergs ”Jagten”.

Derudover har hun spillet mange markante roller på teatret, fx som Ophelia i ”Hamlet” – og i samspillet i både ”Privatliv” og ”Kærestebreve” med Bent Mejding, som hun også privat er gift med.

Susse Wold er også kendt som forfatter, som foredragsholder – og som fortolker og oplæser af H. C. Andersens Eventyr – både i Danmark, men især i udlandet, hvor hendes engelske versioner vækker stor begejstring.

Derudover har Susse Wold i mange år været stærkt engageret i AIDS-sagen, hvor hun siden 1986 har været præsident for AIDS-fondet – og hvor hun på hjemmesiden er citeret for: Jeg ønsker mig en fremtid uden hiv og aids – og jeg ved, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er – at gøre noget ved den.

Ord der også kunne gælde for kvinderne i 1960´erne. For også her var kamp og engagement kodeord for årtiet.

En af de forfattere, som har tegnet det bedst, er Martha Christensen.

Martha Christensen, 1926-1995, skrev en række socialrealistiske romaner, hvor hun med sikker sans for virkeligheden og psykologien tegnede det ene knugende kvindeportræt efter det andet i fx ”Vores egen Irene” fra 1976 og ”En fridag til fru Larsen” fra 1977.

Men også den posthume ”Når mor kommer hjem”, der handler om den 11-årige Ronnie, der står med hele familieansvaret, mens mor afsoner en kortere fængselsstraf, er stærk i sin skildring af de oversete og de udsattes forhold.

Det er også Martha Christensen, der har skrevet ”Dansen med Regitze”, der blev en af Ghita Nørbys helt store filmroller.

Hun var selv uddannet fritidspædagog, og var hele livet optaget af de såkaldt stille eksistenser, dem som ikke finder vej til de bonede gulve eller avisernes overskrifter – medmindre selvfølgelig der er sket noget dramatisk.

Man kunne godt ønske sig, at der var en Martha Christensen i Danmark i dag!!!

Den sidste forfatter fra 1960´erne, som vi skal have med, er Inger Christensen, 1935-2009, der ikke beskæftigede sig med hverken socialrealisme, rejser eller historie – men som i sit poetiske hovedværk ”Det” fra 1969 står for en sproglig nytænkning, der stadigvæk påvirker dansk og international litteratur.

Der er også mange, der mener, at Inger Christensen med sit banebrydende sproglige arbejde burde have haft Nobelprisen i litteratur.

Arbejdet stod på gennem hele årtiet med både debutdigte og romaner, hvor man kan læse hendes tanker om ordene, som det der holder verden oppe – ligesom at cellerne holder kroppen sammen.

Senere fulgte andre bøger – og ny udvikling, som da hun i 1991 opdaterede den gamle verseform sonetkransen til nutiden i ”Sommerfugledalen”.

Inger Christensens mission var nemlig at give modernismens splittelser en mulighed for at blive til poetiske helheder. Noget, der måske ikke direkte havde så meget med frihed at gøre – men kvinderne læste hende i stor stil i 1960´erne og i 1970´erne.

For frigørelsen var sat på skinner, men i næste årti 1970´erne blev den kronet på mere end én måde. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Løkke og “1864”

I den forgangne weekend er den længe ventede bog om Løkke bag facaden kommet på gaden – og DR sendte sidste afsnit af efterårets store dramaserie “1864”.

Umiddelbart har de to ikke noget med hinanden at gøre – og så alligevel ….

For i Bornedals meget udskældte serie ser vi, hvordan den martrede og brutale godsejersøn alligevel er ham, der vinder pigen og fremtiden til sidst. En anden kvinde end hende, der lykkeligt boltrede sig i bølgerne inden krigen – men trods alt hende og livet.

På samme måde beholdt Lars Løkke også magten i Venstre – trods alt – i sommers. Og som det ser ud nu, er det også ham – trods bilagene, drikkeriet og løgnene – der står til at blive statsminister i Danmark efter næste valg.

Det er ikke til at fatte. Har danskerne virkelig ingenting lært?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”OPI – Debat og perspektiv.”

Mediehuset DenOffentlige har udgivet deres første bog ”OPI – Debat og perspektiv. En blogstafet fra DenOffentlige”.

Det er DenOffentliges redaktør Nick Allentoft, der sammen med projektleder på Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark Susan Dalum står for bogen.

Bogen, der består af både nye indlæg og indlæg allerede publiceret på DenOffentlige, er et absolut ”must” at læse for enhver, der er interesseret i velfærd – og måske især i hvordan vi i Danmark bevarer og videreudvikler vores velfærd.

For det er et af de få – ja, måske endda det eneste – samfundsmål, som alle politiske partier og alle danskere er enige om: At vi vil beholde vores velfærdssamfund.

Så kan vi diskutere, hvordan velfærdssamfundet skal opbygges, finansieres og så videre – men at velfærden skal sikres, er alle danskere enige om – også i ”OPI – Debat og perspektiv.”

Inden man går i gang med læsningen af de 15 indlæg fra blogstafetternes deltagere (side 17 til side 88), kan det dog anbefales at læse indledningen, første kapitel samt de to sidste kapitler. Her får man nemlig en grundig indføring i, hvad OPI er, det tre-årige OPI-Lab, og hvordan OPI i skrivende stund folder sig ud i Danmark, både generelt og i konkrete eksempler.

Men kort fortalt drejer OPI sig om, hvad det offentlige og det private sammen kan skabe af nye initiativer, forbedrede arbejdsgange, teknologiske landvindinger og andet i bestræbelserne på at udvikle en bedre og mere lønsom velfærd – deraf også navnet: OPI, der står for Offentlig, Privat og Innovation.

Blogstafetternes deltagere er som nævnt 15 videns- og indflydelsesrige personer fra hele Danmark. Nogle af dem er kendte som fx EU´s konkurrencekommisær og tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, finansminister Bjarne Corydon, Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl, FOA´s formand Dennis Kristensen og formand for FTF Bente Sorgenfrey. Mens andre er mere ukendte for den brede offentlighed som fx KL´s relativt nye formand Martin Damm, regionalpolitisk direktør for Danske Regioner Gitte Bengtsson og direktør for Højteknologifonden Carsten Orth Gaarn-Larsen. Erhvervslivet er også repræsenteret ved fx administrerende direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad og direktør for Philips Healthcare Danmark Ulrik Rokkedal Therkildsen.

Det er altså en bred vifte af interesser og organisationer, der kommer til orde i ”OPI – Debat og perspektiv”. Der er derfor også mange forskellige emner – og meninger – oppe at vende i løbet af blogstafetten.

Og det kan have sine fordele, da det giver et fint overblik over mange af de relevante problemstillinger. Men det kan også have sine ulemper, da man som læser godt kunne tænke sig, at der blev gået mere i dybden med nogle emner.

Følgende emner baseret på de 15 blog-indlæg kunne det derfor – efter Danmarksbloggens mening – være både spændende og relevant at få yderligere belyst:

1)    Kan man overhovedet – og i så fald hvordan – få de private aktører interesseret i at være med til at videreudvikle velfærden uden at det nødvendigvis kan aflæses på deres bundlinie – ihvertfald indenfor en overskuelig tid?

2)    Og hvor langt ind i det offentlige maskinrum skal de private virksomheder have adgang? Og hvilke beføjelser skal de private virksomheder evt. have dér?

3)    Og tilsvarende: Hvor langt ind i de private virksomheders maskinrum skal de offentlige institutioner have adgang? Og hvilke beføjelser skal de offentlige institutioner evt. have dér? Bemærk: Her tales ikke om skat og andre myndigheder, men om offentlige institutioner, der arbejder med velfærdsydelser.

4)    Kan OPI skabe jobs i eksisterende virksomheder – og institutioner? Hvordan?

5)    Kan OPI skabe nye virksomheder eller/og offentlige arbejdsplader? Hvordan?

6)    Hvordan sikrer vi, at relevante OPI-erfaringer dokumenteres og lagres, så andre også kan få glæde af dem – og den dybe tallerken ikke skal opfindes to eller måske ti gange? Er de allerede etablerede samarbejder gode nok til at løfte dén opgave? Og hvad er i den forbindelse status for det samlede kompetence-center, som DI`s adm. direktør John Klarskov foreslår i blogstafetten?

7)    Velfærd som eksport: Kan Danmark tjene penge på OPI? Hvordan?

8)    Hvordan ser fremtiden ud for OPI, nu hvor de første tre års finansiering er forbi?

9)    Og endelig: Hvad handler velfærdsteknologi i bund og grund om? Vasketoiletter og spisearme alene gør det jo ikke. Ejheller ledelse, proces og kommunikation. Velfærd handler stadig først og sidst om varme hænder – om mennesker af kød og blod. Handler om dig og mig og alle andre, når vi er børn, gamle, syge eller i øvrigt har brug for hjælp i livet.

Derudover kunne det give god mening med en principiel diskussion af den strukturelle forskel, som der er på en offentlig institution, der selvfølgelig skal leve op til diverse krav om effektivitet og value-for-money, men som ikke skal generere et økonomisk overskud som en privat virksomhed er nødt til, hvis den private virksomhed skal overleve og gerne også vækste.

For netop dén forskel, som der er på økonomisk incitament hos de to aktører, spiller en afgørende rolle for, hvordan den enkelte virksomhed og den enkelte institution kan agere, både i forhold til ydelser, kunder, brugere, ansatte, innovation, kommunikation og ledelse.

Det er derfor også en forskel, som det efter Danmarksbloggens mening kunne give god mening – og mere velfærd – at undersøge nærmere. For kun ved at få forskellen mellem en privat virksomhed og en offentlig institution kortlagt og beskrevet, kan der for alvor bygges bro – og skabes mere og bedre OPI – mellem to på mange måder meget forskellige aktører: De offentlige myndigheder og de private virksomheder.

Eller sagt ligeud: At definere og beskrive de forskelle og en mulig bro imellem dem kunne være en opgave, der efter Danmarksbloggens mening lægger lige til højrebenet for Mediehuset DenOffentlige, som med deres nye bog ”OPI – Debat og perspektiv” er med til at højne vidensniveauet og give samfundsdebatten i Danmark et vægtigt indspark.

Måske det endda kunne blive til en ny debat-blog-bog med dét emne?

Det kunne være spændende. Danmarksbloggen bidrager gerne og glæder sig til fortsat at følge og skrive om Mediehuset DenOffentlige og deres arbejde. Der er noget at tage fat på i fremtidige artikler og bøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk