Anmeldelse: “Alle mine morgener på jorden”

Alle mine morgener skal være poetiske, siger en af Danmarks største eventyrere gennem tiderne Troels Kløvedal, som i sidste uge udgav sin må man formode sidste bog ”Alle mine morgener på jorden”.

En bog – eller måske rettere en odyssé gennem et usædvanligt og rigt liv, fuld af spændende historier om fx skibsjagten, der som bekendt endte med Nordkaperen, turen gennem en militær flådeøvelse ved Polens kyst, med narkomaner på nedtrapning i den stockholmske skærgård – en tur som han aldrig har skrevet om før – men også historier om Bali og andre steder i Indonesien, fx øen Nias hvor en levende fortælletradition hjalp øboerne videre efter tsunamien i 2004 – og meget mere.

I alt blev det til mere end fem årtier – uden et alvorligt uheld – med Nordkaperen, og man følger med på alle tre jordomsejlinger. Man møder plejebarnet Per, som blev taget ind, og var med i alt, der foregik ombord, og var en såkaldt skidt knægt, som – fordi han blev mødt med kærlighed – udviklede sig til at blive en prægtig mand.

Der skrives også flittigt om master, flådehistorie og håndværk. Og vi hører om det faste holdepunkt på Tahiti på den anden side af jordkloden, hvor Nordkaperen lå på den samme plads i havnen alle tre gange, som den kom forbi. Om Troels Kløvedals nære forhold til Ægæerhavet, de græske sagn, græsk mad, natur, klima og sollys – men også om hvordan alt det smukke ved Grækenland døde i det lille, beskidte diktatur.

For der er også plads til holdninger om, hvorfor det stadig vigtigt at fortælle om græsk oldtid og mytologi – og måske især i vor tid, hvor Europa og EU igen er på dagsordenen sammen med nationalismen. For Troels Kløvedal er en verdensborger, men også en mand, der elsker demokratiet, sit land – og gerne vil gøre noget for den frihed, som var et grundvilkår i hans liv og hans lykke.

Smukke steder og lykke har i øvrigt heller ingenting med hinanden at gøre, siger han og slår fast, at man ikke kan sammenligne en atol og Danmark i maj. Men han vil som sejler gerne sige, at skibe og øer klæder hinanden, og når man sejler, finder man også ud af, hvor mange øer, der er i verden.

For jo mere man rejser, jo større bliver verden, og Troels Kløvedals verden er stor, selvom også han behøver både søkort og stjernerne, som han på sine rejser over oceanerne har udviklet et personligt forhold til. Stjernerne og så det behov, som han har for at have et sted indeni, som er helt hans eget – eller som han skriver det: Min hemmelige aftale med skæbnen, min livseliksir.

Kina-togtet er også med og har sit eget kapital, hvilket giver mening, da Trols Kløvedal var den første ikke-kineser, der sejlede så langt op af Yangtzefloden – og det for kun 15 år siden. Det handler også om Danmarks mangeårige gode forbindelse med Kina – og om Troels Kløvedals nej til at tage en ph.d.

Han sagde dog ikke nej til at deltage i hofballerne, som han beskriver som at træde lige ind i Danmarkshistorien, og så taler han også om samtalerne med Dronningen, der er født i København nogenlunde samtidig med ham selv – og som derfor lytter til den samme tromme i erindringsdybet, som det så psykologisk beskrives af manden, der indenfor de seneste år har modtaget både Dannebrogsordenen – og ALS-diagnosen, så også sidst i livet møder han både lys og mørke i det store format.

Men vi hører også om en barndom, der indimellem var lykkelig, men også var meget omskiftelig, om det nødvendige oprør mod autoriteterne, og hvorfor Kronborg blev et symbol på frihed – og så selvfølgelig om kærlighed, erotik, kvinder og børn. Om hippietid, demonstrationer, militærfornægter-tiden og de andre politiske manifestationer.

En person, der nærmest står lysende op fra bogen, er hans ungdoms bedste ven Hermann, som døde i en trafikulykke for 30 år siden, og som delte ud af sit overskud til den unge Troels. Om hans død skriver Troels Kløvedal: ”Der dannede sig en sten i mig, som aldrig har forladt mig”.

Lige dér er vi tæt på hans hemmelige sted, men der er mange flere historier, der skal fortælles, så vi hører også om kollektivet Maos lyst og venskabet med Ebbe Kløvedal Reich, om film, musik, teater, højskole, tv, revy, forfatterskab, foredrag, kongelige og kendte mennesker og ikke kendte – men stadig store personligheder, som har præget dansk kulturliv. Et kalejdoskop af oplevelser, store og spændende fra hele verden – så mange at det er oplagt at tænke, at der skulle 20 menneskeliv til at opleve det hele – men ikke når vi taler Troels Kløvedal, så kan det nås på mindre end otte årtier.

Som læser ville man gerne have endnu mere fortalt i dybden, for Troels Kløvedal skriver så levende og godt, men da bogen allerede fylder 448 sider, så ville det have været for meget forlangt at ønske mere. Undertegnede kan blot opfordre til at begynde at læse andre bøger af Troels Kløvedal, hvis ikke man allerede gør det.

For både i de tidligere bøger og i denne får man som læser en god portion kultur, historie og den der almene dannelse, som er så efterspurgt og behøvet i vor tid, men som man ikke kan google sig til eller tilkøbe i en app, men som kræver, at man rent faktisk læser bøger, går på museer, hører musik, lever livet og taler med mennesker – som Troels Kløvedal har gjort det.

Og som han skriver om, så man kan se det hele for sig, ja nærmest mærke havsprøjtet og lysten til at hoppe på hovedet i havet en skøn morgen, mens båden ligger for anker derude på bølgerne.

Der er i bogen også de skønneste fotos – men de bedste og mest levende billeder er alligevel dem, som Troels Kløvedal tegner selv med hans sprudlende fortælleglæde og sprog.

For livet og havet og eventyret er derude – lige til at bruge for os alle sammen. Og måske især efter regel nr. 3 i skibskollektivet: I tilfælde af uenighed, skal den, der har lyst til at sejle længst væk, have ret!

Det er en god leveregel – også når man selv er i tvivl, og diskuterer med sig selv, om man nu tør.

Danmarksbloggen giver seks store skibe ud af seks mulige for en fantastisk bog, som blev lukket med et taknemmeligt smil og en lille tåre i øjenkrogen. For det er en af Danmarks største sønner, der nu er ved at gøre klar til at gå fra borde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Noget om helte”

I går aftes var der premiere på ”Noget om helte” på Nørrebro Teater, der selvfølgelig handler om Halfdan Rasmussens udødelige ord.

Halfdan Rasmussens tosserier og rim er elskede af flere generationer af danskere, der som små nyder at høre dem, senere selv at læse dem – og endelig læse dem op for egne børn og til sidst måske endda for børnebørnene.

Det siger sig selv, at ordene og især ordenes lyde er det centrale i Halfdans Rasmussens digtning, der også omfatter meget andet end tosserierne, men det er tosserierne, som vi får i forestillingen, hvor der selvfølgelig siges ord – og synges ord, både solo og af Nørrebro Teaters dygtige Folkekor.

Men på en eller anden måde er det alligevel i langt højere grad billedliggørelsen og kropsliggørelsen af Halfdan Rasmussens tosserier og digte, der folder sig ud på scenen i et set-up, der med sit grøn-hvid-stribede sommertelt mindede om en sommerdag på stranden i Hornbæk, hvor digteren boede.

Men der er også både revy, vaudeville – og cirkus over forestillingen, og ikke kun på grund af den røde næse og et fantastisk nummer med vimpel, som det hedder indenfor den rytmiske sportsgymnastik.

For som i tosserierne får vi det hele – også poesien, sneen og glitteret, og flere forskellige stadier og sindsstemninger i Halfdan Rasmussens liv, der på den ene side går frem, men også bevæger sig rundt i cirkler på den drejelige del af scenen. Præcis som hverdagen gør hos os alle – fra fødsel over forelskelse, forlovelse – og måske forgiftelse – og til den død, som er livets vilkår.

Ja, vi får endda fire forskellige Halfdan Rasmussen´er – eller skulle man måske sige fire forskellige sider af digteren – groft skulptureret over de fire temperamenter kendt allerede fra oldtiden: Det sangvinske og optimistiske, det melankolske og alvorlige, det koleriske og heftige – og endelig det flegmatiske og sindige.

Om virkelighedens Halfdan Rasmussen så havde ét dominerende temperament, ligesom de gamle grækere mente, at alle mennesker havde det, skal være usagt her.

For på scenen fik de fire skuespillere, Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne, heldigvis lige meget plads til at fylde deres rolle ud og vise hver deres talent. Og det er godt, for de er fire meget forskellige skuespillere, hvilket er en stor fordel, når de skal gestalte fire forskellige sider af det samme menneske. Deres helt ens tøj var i den sammenhæng et genialt træk.

Det er Johan Sarauws debut som instruktør, og han formår som et andet disruptions-præget-halfdansk barn at tegne på scenen til Halfdans tosserier, der nok er gakkede og skøre, men som også indimellem rummer store eksistentielle spørgsmål til både os selv og verden.

Danmarksbloggen noterede sig, at publikum ofte brød ud i latter, når komik, mimik og bevægelse gik i ét med tosserierne.

Nævnes skal også, at det er Adi Zukanovic, der har komponeret ny musik – samt at Ida Nørby spillede på cello, mens Mads Forsby stod for percussion.

Danmarksbloggen giver ”Noget om helte” fire tosserier ud af seks mulige. For livet er stadig en morgengave – og sjælen er stadig et pilgrimskor, og lige nu kan meget af det ikke kun høres, men også og især SES på Nørrebro Teater.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 14. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: Labans jul

DR2´s voksenjulekalender 2017 ”Labans jul” pakker ikke noget ind. Det er alt sammen skåret ud i tommetykke bidder, så vi ikke er tvivl:

Den gamle og ærlige nisse, der spiser klejner, elsker teatret, børn – og som tror på magien og forvandlingen fra menneske til nisse – og som kalder arbejdspladsen, som han holder meget af, ved dets rigtige navn: Rødovre Centrum.

Og så den nye og noget mere vidtløftige nisse, der elsker sig selv, at føre sig frem og som lever mest på overfladen og på de sociale medier og Youtube – og som kalder arbejdspladsen, som han ringeagter, Rødovre Centret.

Dertil en flok omgivelser, der fra chefen til pigen i informationen elsker den nye nisse og hans smartness, som de falder pladask for – og slet ikke kan gennemskue.

Det kunne næsten være for meget, hvis ikke det var fordi, at det er så tæt på virkeligheden mange steder, at det gør ondt i maven at se DR2´s voksenjulekalender. For ja, de fleste mennesker er til fals for tomme komplimenter og dumsmarte ord og begreber, især når de kommer fra en, som allerede er kendt fra fjernsynet eller andre medier.

Set fra meta-planet handler det om et af tidens modeord og modebegreber: Disruption og det deraf følgende fokus på kvantitet fremfor kvalitet og substans. Om at vi lever i en tid, der hylder glimmeret og overfladen – og ikke lader tilbage for i denne serie at udsætte selv den hæderkronede ”Højt fra træets grønne top” for moderne rytmer, så den bliver totalt mishandlet.

Men det er ikke kun nisserne, juleglæden og julesangene, som vi udsætter for overgreb og disruption. Det er samfundet, fællesskabet, solidariteten og kvaliteten, der må lide under den konstante trang til nyt-på-grund-af-at-det-er-nyt. Og desværre sker det på en måde, så det rent faktisk at kunne noget og være dygtig uden betænkninger smides væk i jagten på likes og følgere på de sociale medier.

Så  DR2 har ret, når de kalder årets julekalender for en juletragedie …

Danmarksbloggen giver fem ud af seks nissehuer og håber, at vi bliver bedre til at gennemskue den virkelige verdens nye nisser, for de findes derude i stort tal – både indenfor medier, politik og mange andre brancher.

Det er Peter Frödin, der spiller den gamle nisse Laban, mens Martin Høgsted er den nye nisse. Nikolaj Steen har instrueret. Julekalenderen vises kl. 21 på DR2 om søndagen, men kan også streames via DR´s hjemmeside.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: LIVA

Det haster med det kys, den kommer før du tror, den drømmeløse søvn, synger Ellen Hillingsø, der gestalter Liva Weel i Folketeatrets forestilling ”Liva”.

En forestilling, der starter dramatisk med Liva Weels død – og så spoler tilbage i et rørende, morsomt, dramatisk, levende og intenst forløb, hvor vi får hele fru Weels liv vist – præcis så godt, skidt, triumferende og nedslående, som det var med alt – også misbruget – inkluderet.

For inden det blev politisk alvor under besættelsen, var der mange år med fest, farver, musik, erotik – og et moderskab, som Liva nok ville have, men ikke bruge mere tid på end mændene gjorde på faderskabet.

Fru Weel ville nemlig først og mest sit arbejde – for deroppe på scenen dér levede og åndede hun. Og det samme gør Ellen Hillingsø med både stemme, mimik og vidt spredte ben i et set-up, der emmer af mellemkrigstiden – også på grund af det virtuose klaverspil fra Jens Krøyer, der fra sin plads som klaverbokser forestillingen igennem er vores allesammens trofaste følgesvend.

Det var musikken også for hele Danmarks Liva, som hun vitterligen var, når hun sang viser som ”Tag og kys det hele fra mig”, ”Jeg gi´r mit humør en gang lak”, ”Et lille kys eller to” og alle de andre sange om kærligheden og livet. Men som alle superstjerner oplevede Liva også tomheden, når lysene blev slukket, og hun var alt for god til at skubbe dem, der elskede hende, fra sig i en evig jagt på anerkendelsen, kærligheden – og den frihed, som hun så gerne ville eje, men måske aldrig forstod er såre flygtig.

For frihed og frigørelse er ikke en konstant bevægelse, der kun går opad. Det er måske mere en stille strøm, som den varme og medlevenhed, der også løb gennem hele forestillingen, og som fik sit smukkeste udtryk, da Birgitte Raaberg, som blandt andet spiller Ella Heiberg, men også andre roller, sang ”Sig de ord, du ved”.

Dér trillede de største tårer hos mig, og de ord tog ikke kun mig, men også min ledsager, en 16-årig gymnasieelev, om hjertet.

Et ungt menneske, som kun sporadisk kendte til PH og Liva Weel i forvejen, men som alligevel konkluderede efter tæppefald – og med et alvorligt udtryk i ansigtet: De viser dér, de er gode – dem mangler vi i vor tid og i min generation.

På vejen hjem var hun også meget stille – og hun fiskede endda ikke engang mobilen frem. Der er vist sået et frø, som passer godt sammen med hendes drøm om at blive dramaturg eller/og manuskriptforfatter.

Vi andre glemmer heller ikke forestillingen, hvor vi selvfølgelig også fik ”Glemmer du” – sunget af Karsten Jansfort, der også spillede flere roller, blandt andet den som Livas anden mand, der som en anden svinedreng kommer ind med en rød rose og kærligheden. Men som sendes væk igen af en revydronning, der forstod sig mere på skyggespil end på hengivenhed, men som også så skarpt, som da hun til sin første mand siger: Vi giver ikke hinanden plads, vi tager al den plads, som vi kan.

Selv gav Liva Weel aldrig op, men forblev livet igennem tro mod sin følsomme natur og stærke drømme, hvad Ellen Hillingsø også så fint formidler. For man kan hos en af dansk teaters nuværende femme fataler mærke Liva Weels væsenskerne og behov for et menneske, som hun kunne spille bold med.

Ham fandt fru Weel i PH, som hun føler en vis attraktion mod i forestillingen. Om det holder historisk er ret usikkert, men det er sagen underordnet. Samarbejdet mellem de to – og mellem en som altid blændende god Henrik Koefoed (han kan det hele på en scene, både teknisk, dramatisk, musikalsk og humoristisk) og den tidligere roste Ellen Hillingsø – er det essentielle.

Det, der gjorde, at Liva Weels første mand tog fejl, da han sagde, at han ville blive husket langt længere end hende. Men hvem kender Arne Weel i dag?

Det er Liva Weel, vi kender og elsker – og så PH, der skrev den ikoniske vise ”Man binder os på mund og hånd”, og sagde til Liva: Gå ud og giv dem den lige i smasken. Og det gjorde hun – og den blev sunget under stor bevægelse, både dengang – og nu på scenen. Det er så også her, at vi finder forestillingens eneste deciderede fejl, for nej, hverken den oprindelige eller den reviderede version blev skrevet i fællesskab. Visen er alene PH´s værk, men det var Liva Weel, der sang den.

Men det er en lille ting, som ikke betyder noget for en forestilling, der er meget gribende, og ikke kun på grund af de smukke viser, der som perler stråler igennem hele forestillingen, fremført på fire meget forskellige måder af fire meget forskellige skuespillere, men som alle ligger lige dér i krydsfeltet mellem det stærke og det sarte, og mellem fortid – og nutid.

For der er et sted, hvor Henrik Koefoed låner krop og stemme til PH´s kloge ord om retssikkerheden som det første skred i vejen mod diktatur og krig, om demokrati, nationalisme, angst, navlebeskuenhed – og hvorfor man ser sit land og dets særpræg bedst, når man ser det udefra. Lige dér gik der en engel gennem teaterrummet – for de ord kunne ligeså godt være skrevet i 2017. Og det vidste vi alle sammen, som sad dér på de røde stole på Hippodromen.

Så der var vi oppe i vores nutid – inden vi igen gled tilbage til fru Weels liv og en afslutning, der var fuld af både smerte, desillusion og ensomhed. Vi får også to af de største viser tilsidst. Viser som måske mere end nogen andre handler om, hvad livet drejer sig om, nemlig ”Nå” og ”I dit korte liv”.

For PH´s ord om livet, dette korte liv, gælder stadigvæk: Enkel er din skæbnes smukke lov, hvert atom forlanger, du skal leve. Dét gjorde Liva i sin tid – og det gjorde alle fem i Folketeatrets forestilling ”Liva”. Der bliver levet og spillet og sunget og elsket – stærkt og intenst og med en nerve, så selv fru Weel ville have hævet glasset og sagt: Godt gået. Skal vi ikke nappe en lille én mere?

Danmarksbloggen giver seks store, røde kys ud af seks mulige til en forestilling, der er et lille mesterværk.

Den spiller på Folketeatret i Nørregade indtil 22. december – og drager så på turné til foråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Stormkragen

Hvis man er til lange historiske romaner, hvor der er fyret godt op for både familiehistorien, de mellemmenneskelige relationer, konflikterne og ikke mindst actionen i ordets bedste betydning, så skal man læse den 477 siders lange bog ”Stormkragen”, som er skrevet af John Toft.

For her får man det hele i stride strømme – og mere til. Den historiske roman er velskreven, billedsproget er levende, og det er let at forestille sig Hagen – både som lille hittebarn og som gammel mand med rigdom, ære og styrke – og på færden derimellem, som fører ham og hans fosterbror til Danmark for at tage kampen om Danmarks trone op med tronraneren.

En trone, som Haralds far Gorm ser som hans klare ret – og som han derfor er klar til at kæmpe for – hele vejen.

Men inden kommer vi på en lang og begivenhedsrig rejse rundt i et Nordeuropa, der på dét tidspunkt i historien befinder sig i en brydningstid, hvor en ny religion – kristendommen – går sin sejrsgang, mens den gamle asatro er på vej ud. Det her er dog ikke en roman om religion, selvom en munk spiller en afgørende rolle for Hagen og hans liv – og på mere end én måde.

For Hagen er ved at dø på kamppladsen, og kun en urtekyndig munk er årsag til, at han kan ”nøjes” med at miste den ene arm. Dette ”lille kødsår”, som Monty Python nok ville sige det, er heller ikke nok til at slå vikingekrigeren Hagen ud. Han fortsætter kampen om ære og rigdomme – heldigvis for både hans egen og bogens skyld.

For det her er en spændende historie om magt og kongerige, om dengang hvor styrke var lig både fysisk kraft, mentalt overskud og økonomisk rigdom.

En historie, som forfatteren skriver, er baseret på historiske fakta.

Forfatteren John Toft hævder nemlig, at bogen bygger på en tredjedel af nogle historiske optegnelser af den tyske biskop Thietmar af Merseburg, som skal have mødt Hagen, da denne er blevet gammel, men stadig har sin fulde styrke i behold – og gavmildt overrækker klosteret, hvor han og hans følge skal bo, en tyk guldring som betaling.

Disse optegnelser skal således befinde sig i privateje i en af de gamle byer i Østeuropa hos en unavngiven ven af forfatteren, som efter eget udsagn kun har fået lov til at læse netop en tredjedel – indtil videre. Der er derfor også lagt i kakkelovnen til to bøger mere, hvis man skal følge logikken.

Danmarksbloggen kan ikke helt gennemskue, om det med det gamle manuskript bare er en del af historien – eller om forfatteren mener det alvorligt. Men skal noget valideres historisk, så må man have fagfolk til at se på manuskriptet. For papir er taknemmeligt – og det samme er rygter.

Men sikkert er i hvert fald, at historien er god – uanset hvad. Så læs den endelig.

Danmarksbloggen giver ”Stormkragen” fire sværd ud af seks mulige som dem den tids mennesker kunne svinge, som var det en fiskestang.

Det er Valeta, der udgiver.

Som bonusinfo kan Danmarksbloggen så også oplyse, at Thietmar af Merseburg vitterlig har eksisteret. Han var en tysk biskop og historieskriver, der i sine sidste leveår skrev en krønike om 900-tallets saksiske fyrster, hvori han blandt andet omtaler den tyske kristne mission blandt de asatro danere.

Det er således Thietmar, der har skrevet om vikingeblótet i Lejre, hvor man hvert niende år i januar ofrede 99 mennesker og ligeså mange heste samt hunde, haner og høge for at beskytte sig mod underverdenens magter og sone sine forbrydelser. Selvom historien om blótet i Lejre kun er genfortalt af den tyske biskop, er der store paralleller til de oplysninger, som en anden krønikeskriver Adam af Bremen giver om vikingeblótet i Uppsala i Sverige.

Men bare fordi den del med blótet holder, så kan man ikke slutte noget om Hagens eksistens eller andre begivenheder, der ikke er nævnt i andre kilder end denne hemmelige. Man kan derfor med sikkerhed kun slå fast, at Thietmar – som kristen biskop – havde en absolut interesse i at udbrede kristendommen og dermed også den kristne kirkes magt til Danmark.

En kristendom som Harald Blåtand har fået æren for at indføre i Danmark, selvom alt tyder på, at den har været her – i hvert fald delvis og sporadisk – siden engang i 700-tallet. Det skal man så ikke lægge så meget i, for de asatroende vikinger havde ikke problemer med andre religioner. Der var altid plads til en gud mere, både rundt om langbordet og når man blótede, og det gjaldt også Hvide Krist.

Vikinger kunne således sagtens bære både Thorshammer og det kristne kors på samme tid – ligesom at der også stod Allah på svenske vikingers tøj. Formentlig fordi de har syntes, at det så godt ud. Også jødiske skikke blev mødt med stor åbenhed.

Så rummelig var kristendommen ikke – og den danske kongeslægt blev kristen med Harald Blåtand, der lod sine ellers for længst døde og vikingebegravede forældre genbegrave i den kristne kirke, som han fik opført i Jelling.

For herfra skulle det iflg. Harald handle om Gud, Søn og Helligånd, hvad også biskop Thietmar har ment.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Maskerade” på Det Kgl. Teater

Det enkle, rå design og de skarpe spotlys i det stadig relativt nye Skuespilhus står i stærk kontrast til plyssæderne, prismelysekronerne og malerierne på Gl. Scene på Kongens Nytorv. Det gør Det Kgl. Teaters nye opsætning af Holberg også på nærmest alle områder til en klassisk – eller bare en semi-klassisk version af komedien.

Men hvad så, kan man spørge? Skal Holberg ikke fornyes? Bestemt – men fornyelse kan ske på så mange måder. Danmarksbloggen kom i hvert fald til at tænke på viel geschrei und wenig wolle, som man siger i en anden Holberg-komedie ”Den stundesløse”, der handler om indbildt travlhed og vigtighed.

I denne nye version af “Maskerade” har de også travlt – med at løbe rundt og rundt – og dreje rundt på en scene, der minder om en blanding af legoklodser og en udstilling på Louisiana. Der er heller ikke ret meget uld i forestillingen. Ja, påklædningsmæssigt slet ingen, da samtlige skuespillere er klædt i farvestrålende plastic, der kunne få dronningens regnfrakke til at blegne af misundelse. For her er der knald på både farver og glimmer og glitter.

Udover farverne er der også skruet godt op for lydeffekter og råben – og for mimik og bevægelser til musik fra Olivier Antunes, der spiller eminent, og som også har lavet den til tider stumfilmsagtige musik, der passede til de abrupte bevægelser og den overdrevne mimik.

Alle grimasserne, bevægelserne, billederne og musikken kan i øvrigt heller ikke undre, når man ved, at det er den prisvindende tysker Herbert Fritsch, der har iscenesat og instrueret.

Samme hr. Fritsch er nemlig kendt for ikke at læse stykket eller interessere sig for handlingen. Fair nok, kan man mene, selvom bedsteborgeren i klassisk Holberg-stil måske ville påpege, at så er man ikke forberedt til opgaven.

Danmarksbloggen vil indskrænke sig til at sige, at hr. Fritsch – hvor prisvindende han end er – så måske ikke burde have opført Holberg, hvor ikke kun handlingen og stykket, men også moralen er essentiel. Og for at få dét med, så er en gennemlæsning af komedien nødvendig.

Det eneste, der ikke er pillet ved i denne opsætning, er således også sproget, som er Holbergs eget – og som virker sært gammeldags – og også mere end ellers i denne total-teater-version, hvor alt andet larmer og fylder.

Man sidder som publikum og drømmer sig tilbage til de gamle dage på Holbergs tid – dengang hvor det var comme il faut, at publikum råbte op til skuespillerne på scenen. For havde vi måttet det, ja så kunne en forestilling som den her – hvis altså også de talte mere nutidigt – have været en fornøjelse. Ja, tilmed en ægte nyskabelse.

Men desværre turde man ikke gå hele det skridt. Måske er publikum heller ikke klar til det. Nutidens teatergængere er jo godt opdraget og tyssede således højlydt på hinanden, når tæppet gik.

Skuespillerne derimod var sublime – og især Peter Plougborg, som var den allestedsnærværende Henrik og Jens Jørn Spottag, der spillede Jeronimus, ragede ligeså meget op, som hr. Plougborg er høj.

De kan både spille drama og komik – de har timingen, og talentet lyser igennem plasticparykker, sminke og hvad der ellers var påført, så det eneste, der stod nøgent tilbage netop var sproget – ordene selv.

Det er måske også meget passende i et reformationsår – selvom ”Maskerade” har meget lidt med religion at gøre, men tradition ja, for de årlige maskerader var en af de få sociale ventiler i en tid med stor statiskhed. Men i nogle få dage hver vinter kunne greven og bonden dele bord – og seng. Altså indtil Christian d. 6. forbød det i pietismens ånd. Senere blev det dog tilladt igen.

Så maskeraderne kom igen – og dermed tiden hvor modsætninger kunne mødes – som de også gør det her, hvor teatret gøres til både en stumfilm og en tegnefilm. Det kan også minde om den hedengangne popgruppe ”Cartoons”, allermest dér hvor Jeronimus næsten istemmer de berømte linier fra Carl Nielsens musik til netop ”Maskerade”.

Men allermest ses modsætningen mellem alt det farvestråemde og larmende – og så den tavshed, der er omkring det talte, så man ikke rigtig kan høre Holberg, og det er synd.

For Holberg har meget at sige os dag. Mennesket har ikke ændret sig. Kampen for anseelse og for kærlighed – og konflikterne mellem generationer – og mellem ægtefolk, hvor den ene vil danse, mens den anden hellere vil tidligt i seng, findes stadigvæk. Men det forsvandt i al vrimlen på scenen.

Holberg fik slet ikke lov til at træde fem – og han kan ellers sagtens endnu, både når der tales gammeldansk og nydansk. Han er nemlig meget mere end blot et ekko, som de ekkoer de to fædre så fint lavede på scenen.

Ret skal også være ret – og æres den, som æres bør. Skyggespillet i slutningen af første akt var eminent fint lavet – og det samme var det lille teaterstykke i tre akter, som Henrik opførte til Leanders oplysning – og sit eget forsøg på at undgå ballade og straf.

Danmarksbloggen giver derfor ”Maskerade” på Det Kgl. Teater fire ud af seks hårpiske, som den Henrik tabte fra tid til anden. For skuespillerne på den danske nationalscene kan deres kram, og dét skal de belønnes for.

“Maskerade” spiller på Det Kgl. Teater indtil 28. februar 2018 – heraf en del af tiden på turné.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Under bjælken”

Biografier er populære – og især af royale, og for nylig kom så Jens Andersens bog ”Under bjælken”, som er et portræt af kronprins Frederik, hvor der også er bidrag fra resten af den kongelige familie, venner med flere. Og lad det være sagt med det samme: Det bedste findes til sidst i bogen. 

Bogen er allerede meget omtalt, formentlig fordi den handler om Danmarks kommende konge. En opgave, som kronprinsen aldrig har lagt skjul på, at han ikke fandt ligetil, men som han nu efter snart at have levet i et halvt århundrede har vænnet sig til bliver hans en dag.

Det kan man også læse i bogen, der i de første kapitler beskæftiger sig med det, som hele Danmark ved i forvejen. Forholdet til forældrene, kærligheden til mormor, dronning Ingrid, glæden ved sport og fysiske strabadser, skolen og militæret med mere.

Men det, som gør bogen interessant er, at man føler, at man kommer helt tæt på kronprinsen og en skæbne, der bestemt ikke er let. Hans far skrev engang en biografi, der hed ”Skæbne forpligter” – og det gælder også Danmarks kommende konge, der som ung misundeligt måtte undvære at sidde med gymnasie-kammeraterne på kantstenen og spise pizza i weekenden efter en festlig aften i byen og mange andre ting, som var normalt for et ungdomsliv i 1980´erne.

Kronprinsen er derfor også meget opmærksom på, at hans egne børn i modsætning til ham selv og hans bror får lov til at leve et almindeligt børneliv med skole, legeaftaler og så videre – selvom især prins Christian har en anderledes fremtid. Kronprinsen er derfor også meget bevidst om, at ”vor Christian på sin atten års dag på ingen måde skal udsættes for syngepiger og en overfrisk radioreporter ude foran Frederik d. 8´s Palæ”, som man kan læse det på side 69.

For Frederik selv startede livet, da han fyldte 18, siger han i bogen. Et liv der i ungdommen betød udenlandsophold, kritik fra pressen og dele af befolkningen, kærester og biler – men også en akademisk uddannelse, et fristed i Aarhus og de første skridt på vejen mod at blive en voksen mand.

Alt det ved vi også – og vi kender også i forvejen til hans berømte tale fra regentparrets sølvbryllup i 1992 (den med at den, man elsker, tugter man), forvandlingen til frømanden Pingo og turen over Grønlands indlandsis med Siriuspatruljen. Så igen kommer der ikke meget nyt, men kronprinsen bekræfter med sine ret markante udtalelser, hvad vi  vidste i forvejen om en kommende konge, der har haft det svært – både i familien og i forhold til offentligheden og hans egen rolle.

Og nok har han sin bror samt gode venner og støtter, men helt i havn kommer han først, da han møder en vis Mary Donaldson og med hende skaber dén familie, som nu er hans faste grundlag. Kærligheden mellem kronprinsen og kronprinsessen lyser ud af bogens sider. Her er virkelig to mennesker, der elsker hinanden – og er gode for hinanden og for deres fire børn, som de vil være tæt på og så meget sammen med som muligt.

Der er også en del nyt om deres tidlige kærlighedshistorie og om tiden op til brylluppet, som sladderbladene ville have elsket at kunne skrive dengang. Men det lykkedes altså kronprinsen i de år at lægge jernring om Mary i flere omgange, så forholdet kunne udvikle sig i relativ fred og ro.

Dronning Ingrid, som kronprinsen kalder en læremester i zen-forstand, der altid vil være i hans liv som et varmt minde, en vejleder og inspirator, fylder også. Familielivet med Mary og børnene minder i øvrigt meget om Frederik d. 9´s og dronning Ingrids familieliv – med nærvær og samvær, og glæden ved det og ved mormor står ud af bogen. Igen ikke overraskende, og igen kronprinsens markering med egne ord af det, som vi vidste i forvejen.

Noget af det mest spændende – og nye – i bogen er derfor også at læse om Frederiks forventninger til at blive konge en dag, men også om ventetiden dertil, som han beskriver som noget positivt for et søgende menneske, som han er det.

Af hans kollegaer og venner, kronprinsesse Victoria fra Sverige og kronprins Haakon fra Norge, beskrives han også som et menneske, der er god til at tale med andre. At han er et menneske, der ser andre mennesker.

Et ægte menneske, der beskriver sig selv som nysgerrig – og som samler på kunst, nutidig kunst. Men også et menneske, som ikke altid har det let med medierne og den offentlige fremtræden.

Bogen om Danmarks kommende konge er derfor også en reminder om, at medier ikke er alt, ikke viser hele billedet – og det er måske bogens vigtigste bidrag. For Frederik rummer mange flere lag – og nuancer – end der vises i tv-udsendelser og måske også i denne bog, hvor Danmarksbloggen godt tænke sig, at der havde været mere om hans holdninger til samfundet og tidens emner.

Man hører lidt om OL, tolerance og om tro, men ikke meget. Mere – også om andre emner – og mindre af den personlige historie, som vi kender i forvejen, havde været godt. Det havde også klædt bogen at komme ind på, hvilke visioner Frederik har om den konge-gerning, som han nu endelig har accepteret bliver hans.

Fremtiden vil så vise, hvad der sker, når kronprins Frederik bliver til Kong Frederik d. 10. Måske han som sin mor, dronning Margrethe, vil føle, at NU gælder det og blive revet med af en bølge.

Han er i hvert fald klar, kronprins Frederik.

Danmarksbloggen giver den velskrevne bog fire ud af seks kongekroner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Familien Löwander

Danmarksbloggen skriver om Danmark, og anmelder derfor også i sagens natur dansk kunst og kultur – men ingen regler uden undtagelser.

For et decideret stykke tv-kunst ramte skærmen i lørdags – og blev genudsendt i går søndag, men kan heldigvis også ses på DR´s hjemmeside. Det handler om det svenske tv-drama, der på dansk hedder “Familien Löwander”, men som på svensk hedder “Vår tid är nu”.

Egentlig også en bedre titel, for det handler ikke kun om familien Löwander, selvom meget af handlingen udspiller sig i deres fine ejendom på en af Stockholms bedste adresser, hvor de har den dyre restaurant “Djurgårdskällaren” i kælderen og stuen, mens de selv bor ovenpå.

Serien starter ved 2. verdenskrigs afslutning, hvor datteren Nina møder køkkendrengen Calle midt i det jublende menneskehav på Kungsgatan i den svenske hovedstad uden at vide, at han er på vej til første arbejdsdag i hendes families restaurant. De to unge kysser hinanden – og ja, der kommer selvsagt en kærlighed-på-tværs-af-de-sociale-skel-historie ud af dét møde.

En historie, der skildres fint og følsomt, men som heldigvis ikke står alene, for så ville det være banalt. Men det er serien ikke. Den er åndeløs spændende og oplysende – og nej, man behøver ikke at kende til hverken Stockholm eller svensk historie for at følge med.

Man får det hele serveret på den mest underholdende måde, og bare i de to første afsnit kommer der udover oplagte emner som kampe og konflikter mellem generationerne og klasserne også temaer som svenskernes forhold til tyskerne under krigen, sortbørshandel, kz-lejre, anbragte børn, ensomhed, omsorg, arbejdsmarked, fattigdom og meget andet. Alt sammen skildret realistisk og med en nerve, der tør at gå dybt.

RIGTIG dybt som når den ene søns franske veninde, der har siddet i kz-lejr, beskriver, hvordan hun og de andre fanger vidste, hvem der snart skulle dø. For så lignede de en hare i ansigtet – tænderne stak ud – og de lugtede af benzin. 

Det er Matador og Downton Abbey. Matador fordi personerne skildres skarpt og præcist – og med få virkemidler, og Downton Abbey fordi der er tænkt over alt med tøj, møbler og stil, så det holder ned i detaljen.

Men serien er også helt sin egen – og sine steder bedre end de to andre – fordi den netop tør at gå så dybt, at man kan mærke det fysisk.

“Familien Löwander” er produceret i 20 afsnit, hvor 10 vises i år – og 10 næste år – altså i Sverige. I Danmark får vi to afsnit af gangen, således så det er to timers fjernsyn hver gang, hvor man kan følge skæbnerne gennem de årtier, hvor de sociale skel blev udvisket i Sverige, og folkhemmet blev bygget.

Det er en udvikling, som vi også til dels havde i Danmark, hvor mange af kampene og konflikterne var de samme, så også derfor giver det mening for en blog om Danmarksbloggen at anmelde dette fantastiske stykke svensk tv-drama.

Danmarksbloggen glæder sig allerede til på lørdag – og giver “Vår tid är nu”/”Familien Löwander” seks store svenske flag ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Pigen ingen vidste var”

Hvis man ønsker sig en bog, som man kan kravle ned under tæppet på sofaen med, mens efterårsmørket står rugende udenfor ruderne – og man vel og mærke kan lide lange forviklingsromaner fuld af spænding, der også udfordrer ens tro på menneskene og menneskeheden – så er ”Pigen ingen vidste var” et godt bud.

Bogen er på næsten 400 sider, og er fuld af såvel forviklinger, bedrag, følelser, drømme, bristede illusioner – og hvad livet og samfundet ellers handler om.

Nu skal handlingen ikke afsløres her, men der trækkes pænt på mange temaer fra nutidens film og tv-serier, hvor spænding og psykologiske spil sammen med magtens kringlede veje tegner billedet.

En serie som Netflix´s “Stranger Things” er det fx på mange måder oplagt at sammenligne denne bog med.

Og som mange kulturelle produkter i vor tid – også “Stranger Things” foregår bogen i USA – dog ikke i vor tid, men for næsten 50 år siden i hippietiden, altså også tidligere end Netflix´s hitserie.

Der er dog ikke meget flower-power over hverken personer eller handling – ej heller fri kærlighed, men til gengæld rigeligt med eksperimenter, om end de er af en lidt anden slags end dem, som skete på universiteternes græsplænerne, når de unge mødtes over lidt sjov tobak til såkaldte love-ins.

For pigen Ana – som er hovedpersonen i et hemmeligt adfærdseksperiment, og som ingen rigtig kender (man kommer igen til at tænke på “Stranger Things” og pigen Eleven) – forsvinder, og professor Noah Hobbs er ikke glad. Hans livsprojekt er nemlig dermed truet – af ingen ringere end hans søn Bradley. For der er ikke kun den unge generation, som det handler om – eller jo, det er det måske, men det er i hvert fald ikke dem, som trækker i trådene, og så siger undertegnede ikke mere.

Læs selv handlingen – og når du gør det, så forstår du, hvorfor bogen må foregå i USA, selvom det egentlig også er lidt synd. For personerne og interaktionerne mellem dem er så klart mere danske end de er amerikanske, og det er helt naturligt.

For det er mere end svært at sætte ind i andre nationaliteters tankegange og måder at opfatte verden på, selvom de to forfattere gør et bravt forsøg. Men der bliver simpelthen bare lagret noget på harddisken, som er så umiskendeligt dansk, når man bor og vokser op her i det lille land mod nord – præcis som der gør det alle andre steder i verden. Vi rundes af den virkelighed, som vi vokser op i – på godt og ondt.

Det mærkes også tydeligt i bogen, at den ene forfatter Lars Wissing er filmklipper, men det er så en fordel i en visuel tid. For bogen er stærk i sine billedmæssige beskrivelser, der netop er meget filmiske.

Den anden forfatter Mikkel Winther arbejder med forretningsudvikling, og det afspejles måske ikke ligeså direkte i bogen, men alligevel fornemmer man det, når steder, roller og interaktioner beskrives.

Næsten 400 sider er dog mange, og bogen vil også meget – og kan meget. Men nogle gange er less more, hvad de to forfattere uden tvivl også ved, når man kigger på deres tidligere meriter som henholdsvis klipper af nogle af tidens bedste tv-serier og film – og som marketingschef hos delebilstjenesten Go More.

Danmarksbloggen giver tre ud af seks sommerfugle, men havde gladeligt givet fire, hvis slutningen havde stået mere klar.

For nok er åbne slutninger populære, men når en bog rummer så mange lag og så mange muligheder som ”Pigen ingen vidste var”, så vil man som læser gerne have en bastant afslutning, så man ikke er det mindste i tvivl om noget eller om nogens skæbne.

Det hænger måske også sammen med verden af i dag, som er mere åben og uafklaret end den har været i mange år, så når vi læser, vil vi vide, hvad der sker – og modsat en tv-serie, så behøver vi ikke en cliffhanger.

Vi vil have det afklaret – og det er en fordel, især når bogen handler om perspektiver og eksperimenter med mennesker, som måske også kunne foregå i vores tid og i vores land. For når den tanke sætter sig fast, så bliver bogens fine spænding mere end bare en behagelig krillen i maven i efterårsmørket.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Stikker” og “Panzer”

I dag er det 74 år siden, at de danske jøder blev reddet og sejlet til Sverige.

I den anledning vil Danmarksbloggen anmelde to bøger, som for nylig blev udgivet i 8. oplag: Steen Langstrups ”Stikker” og ”Panzer”, der foregår i krigens sidste hektiske måneder, hvor sabotagen, likvideringerne og clearingmordene tog til, mens det danske politi var sendt i tyske lejre, og den offentlige orden blev varetaget af besættelsesmagten og deres danske håndlangere. Det var med andre ord en hård og ganske lovløs tid, som vi stadig meget gerne læser om.

De fleste danskere dengang puttede sig bag mørklægningsgardinerne og tænkte bare på at klare sig igennem, for på det tidspunkt, hvor bøgerne foregår (november 1944 og april 1945) vidste alle, hvordan krigen ville ende. Spørgsmålet var blot, om russerne eller de allierede kom først, hvornår det skete og med hvilke omkostninger for både den enkelte og landet.

Omkostningerne for Danmark, der blev kaldt Hitlers kanariefugl, var sammenlignet med de fleste andre europæiske lande såre små. Vores land var stort set intakt og ikke sønderbombet som store dele af resten af Europa. Vi havde som bekendt også samarbejdet med Hitler indtil 1943, og kun modstandsbevægelsens indsats og ikke mindst det at vi som det eneste europæiske land for alvor hjalp jøderne sikrede os en plads på de allieredes side.

Sådan lyder den kendte historie om besættelsen, og den holder også i store træk. Det er så også en beretning, der kalder på helte og på stor dåd – og de har også været der.

Men modstandsbevægelsen var også andet og mere, som Steen Langstrup så præcist beskriver det i de to bøger ”Stikker” og ”Panzer”, hvor de klassiske historier fra 2. verdenskrig i stedet for heltekvad om modige unge mennesker, der kæmpede selvom de var bange, bliver rammer om datidens storpolitiske og grimme spil om magt og penge – og ikke mindst almen-menneskelige fortællinger om ensomhed, vrede, længsel, sex, penge, generationskløfter, utroskab, vold, alkohol, depression og hvad der ellers fandtes – og findes.

For uanset om det er en rig fabrikantsøn, en prostitueret, en ung mand fra datidens slum, en præst eller en politimand, som er de fem, der danner en modstandsgruppe og hovedperson-galleriet i den første bog ”Stikker”, så prøver de bare at finde en vej i livet, en plads i samfundet, og dermed er de ikke anderledes end os, der lever nu.

Vores håb, drømme, fejl og valg er de samme som deres.

Og det samme gælder i ”Panzer”, hvor næsten alle trådene fra ”Stikker” samles. Der er en enkelt løs tråd, hvor man selv må vurdere, om det bliver en happy ending eller ikke – eller måske en grå, for tilværelsen fås stort set kun i forskellige grå nuancer, hvad der slås fast mange gange i ”Panzer”.

Virkeligheden er nemlig sjældent sort og hvid, og helte er en raritet. Svigt – også og måske især fra og mod dem som man holder allermest af – er derimod en fast ledsager i tilværelsen, så nej, man bliver ikke opmuntret af at læse Steen Langstrups to bøger om besættelsen.

Men man bliver på en mærkelig måde alligevel opstemt af ”Stikker” og ”Panzer”, fordi man erfarer, at det glitrende billede af både den tids modstandsfolk og samfundsstøtter – og vor tids idealer om vores samfund – ikke holder til et reality-tjek.

Så ja, mørket er massivt i bøgerne, og de er også fulde af lort, blod og tårer – præcis som livet er det. Men livet er alt, vi har, og det er trods alt bedre end alternativet … døden, som der selvsagt findes en del af i de to bøger.

Handlingen hænger i øvrigt sammen i de to bøger, så det vil være umuligt at skrive om persongalleriet i bog to uden at røbe slutningen i bog et, og det du´r jo ikke.

Men Danmarksbloggen kan slå fast, at persongalleriet i ”Panzer” er ligeså favnende og realistisk som i ”Stikker”, og at det i begge bøger handler om etik og moral. Om de valg, som vi kan træffe – og om de ting, som vi bare er nødt til at gøre, fordi vi er rundet af både vores tid og vores baggrund – og det, som vi fik eller måske især ikke-fik med hjemmefra.

Danmarksbloggen kan også uden at fortælle for meget røbe, at vi i ”Panzer” kommer ind bagom en enkelt tysker, der sidder med de samme tanker, som enhver anden ville. For hos Steen Langstrup er alle mennesker, også en nazist, der har et foto af ham selv og Himmler stående på kontoret.

Steen Langstrup skriver også – som altid – flydende og med en god fornemmelse for de små ting, der tegner personer og stemninger.

Spændende er det også at læse om muligheden af eksistensen af en nazistisk flugtrute gennem Danmark, som kunne have været benyttet efter krigen, samt om det såkaldte Varulvenet, som skulle have lavet modterror efter krigen – og endelig om det møde, som efter sigende fandt sted mellem modstandsbevægelsen, tyskerne og repræsentanter for det gamle Danmark (politikere og kongehus) for at sikre, at Danmark ikke blev kommunistisk efter Tysklands sammenbrud.

For i Danmark har vi altid snoet os – som flere af personerne i de to bøger også gør det, så hvem ved, hvad der i virkeligheden er foregået bag mørklægningsgardinerne? Gad vide om der findes noget i nogle af de arkiver, der endnu er lukkede? Det må være guf for en historiker.

Danmarksbloggen giver Steen Langstrups “Stikker” og “Panzer”  fem ud af seks stenguns, som dem modstandsbevægelsen ofte selv måtte flikke sammen for at have noget at skyde med.

For nok blev der kastet våben ned, men mange af dem gik til såkaldte ventegrupper, der først skulle i aktion, hvis noget gik galt efter freden. Det skete så ikke.

Til gengæld blev der skabt en tradition, som er fortsat med hjemmeværnet, hvor mænd kan skyde med våben uden at det rigtig betyder noget. En meget dansk måde at lege krig på, som først er blevet udfordret i de seneste årtier, hvor det er blevet blodig alvor i Irak og Afghanistan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk