Anmeldelse: “Maskerade” på Det Kgl. Teater

Det enkle, rå design og de skarpe spotlys i det stadig relativt nye Skuespilhus står i stærk kontrast til plyssæderne, prismelysekronerne og malerierne på Gl. Scene på Kongens Nytorv. Det gør Det Kgl. Teaters nye opsætning af Holberg også på nærmest alle områder til en klassisk – eller bare en semi-klassisk version af komedien.

Men hvad så, kan man spørge? Skal Holberg ikke fornyes? Bestemt – men fornyelse kan ske på så mange måder. Danmarksbloggen kom i hvert fald til at tænke på viel geschrei und wenig wolle, som man siger i en anden Holberg-komedie ”Den stundesløse”, der handler om indbildt travlhed og vigtighed.

I denne nye version af “Maskerade” har de også travlt – med at løbe rundt og rundt – og dreje rundt på en scene, der minder om en blanding af legoklodser og en udstilling på Louisiana. Der er heller ikke ret meget uld i forestillingen. Ja, påklædningsmæssigt slet ingen, da samtlige skuespillere er klædt i farvestrålende plastic, der kunne få dronningens regnfrakke til at blegne af misundelse. For her er der knald på både farver og glimmer og glitter.

Udover farverne er der også skruet godt op for lydeffekter og råben – og for mimik og bevægelser til musik fra Olivier Antunes, der spiller eminent, og som også har lavet den til tider stumfilmsagtige musik, der passede til de abrupte bevægelser og den overdrevne mimik.

Alle grimasserne, bevægelserne, billederne og musikken kan i øvrigt heller ikke undre, når man ved, at det er den prisvindende tysker Herbert Fritsch, der har iscenesat og instrueret.

Samme hr. Fritsch er nemlig kendt for ikke at læse stykket eller interessere sig for handlingen. Fair nok, kan man mene, selvom bedsteborgeren i klassisk Holberg-stil måske ville påpege, at så er man ikke forberedt til opgaven.

Danmarksbloggen vil indskrænke sig til at sige, at hr. Fritsch – hvor prisvindende han end er – så måske ikke burde have opført Holberg, hvor ikke kun handlingen og stykket, men også moralen er essentiel. Og for at få dét med, så er en gennemlæsning af komedien nødvendig.

Det eneste, der ikke er pillet ved i denne opsætning, er således også sproget, som er Holbergs eget – og som virker sært gammeldags – og også mere end ellers i denne total-teater-version, hvor alt andet larmer og fylder.

Man sidder som publikum og drømmer sig tilbage til de gamle dage på Holbergs tid – dengang hvor det var comme il faut, at publikum råbte op til skuespillerne på scenen. For havde vi måttet det, ja så kunne en forestilling som den her – hvis altså også de talte mere nutidigt – have været en fornøjelse. Ja, tilmed en ægte nyskabelse.

Men desværre turde man ikke gå hele det skridt. Måske er publikum heller ikke klar til det. Nutidens teatergængere er jo godt opdraget og tyssede således højlydt på hinanden, når tæppet gik.

Skuespillerne derimod var sublime – og især Peter Plougborg, som var den allestedsnærværende Henrik og Jens Jørn Spottag, der spillede Jeronimus, ragede ligeså meget op, som hr. Plougborg er høj.

De kan både spille drama og komik – de har timingen, og talentet lyser igennem plasticparykker, sminke og hvad der ellers var påført, så det eneste, der stod nøgent tilbage netop var sproget – ordene selv.

Det er måske også meget passende i et reformationsår – selvom ”Maskerade” har meget lidt med religion at gøre, men tradition ja, for de årlige maskerader var en af de få sociale ventiler i en tid med stor statiskhed. Men i nogle få dage hver vinter kunne greven og bonden dele bord – og seng. Altså indtil Christian d. 6. forbød det i pietismens ånd. Senere blev det dog tilladt igen.

Så maskeraderne kom igen – og dermed tiden hvor modsætninger kunne mødes – som de også gør det her, hvor teatret gøres til både en stumfilm og en tegnefilm. Det kan også minde om den hedengangne popgruppe ”Cartoons”, allermest dér hvor Jeronimus næsten istemmer de berømte linier fra Carl Nielsens musik til netop ”Maskerade”.

Men allermest ses modsætningen mellem alt det farvestråemde og larmende – og så den tavshed, der er omkring det talte, så man ikke rigtig kan høre Holberg, og det er synd.

For Holberg har meget at sige os dag. Mennesket har ikke ændret sig. Kampen for anseelse og for kærlighed – og konflikterne mellem generationer – og mellem ægtefolk, hvor den ene vil danse, mens den anden hellere vil tidligt i seng, findes stadigvæk. Men det forsvandt i al vrimlen på scenen.

Holberg fik slet ikke lov til at træde fem – og han kan ellers sagtens endnu, både når der tales gammeldansk og nydansk. Han er nemlig meget mere end blot et ekko, som de ekkoer de to fædre så fint lavede på scenen.

Ret skal også være ret – og æres den, som æres bør. Skyggespillet i slutningen af første akt var eminent fint lavet – og det samme var det lille teaterstykke i tre akter, som Henrik opførte til Leanders oplysning – og sit eget forsøg på at undgå ballade og straf.

Danmarksbloggen giver derfor ”Maskerade” på Det Kgl. Teater fire ud af seks hårpiske, som den Henrik tabte fra tid til anden. For skuespillerne på den danske nationalscene kan deres kram, og dét skal de belønnes for.

“Maskerade” spiller på Det Kgl. Teater indtil 28. februar 2018 – heraf en del af tiden på turné.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Anmeldelse: “Maskerade” på Det Kgl. Teater

  1. Der blev jeg med et slag frivilligt bedsteborgerlig.
    Forberede sig. Det skal man. I respekt for alle, der kommer i nærheden af det, man laver. Inklusiv én selv.
    Ydmygt, fordi det er et privilegie, at få adgang til at underholde andre.
    Fordum var der fred på gaden.
    Hrmmmpfff!

Skriv et svar til Tine K Skau Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *