Sig navnet Bjarne Reuter, og de fleste tænker straks på humoristiske børnebøger. Men manden – der uden sammenligning er ham, der tjener flest bibliotekspenge i Danmark – kan meget mere end at skrive om drenge fra Brønshøj. Han boltrer sig hjemmevant i flere genrer.

Senest er det vist i voksenbogen ”Englene i Avignon”, som handler om en charlatan-eksorcist, der får til opgave at uddrive det onde, der har taget bo i paven, som på det tidspunkt, hvor bogen foregår (1313-14), har taget residens i byen Avignon i Sydfrankrig.

Og ja, det gjorde paverne faktisk i den periode i højmiddelalderen, og de ville ikke godvilligt tilbage til det varme, fugtige, beskidte og urolige Rom versus det fredelige og behagelige Avignon med Rhônefloden, vinmarkerne (hvoraf der også i vor tid findes nogle oppe ved paveslottet i Avignon) – og overfloden af dyr, grøntsager, frugter og bær i det milde, sydfranske klima, hvor det aldrig bliver rigtigt koldt, men også kun sjældent stegende hedt – som sommermånederne i Rom per definition er det.

Men altså: Til dette paradis på jord kommer eksorcisten Pieter van Dreusen. Men som altid i gode romaner må paradiset forlades til fordel for en lang rejse, her endda en pilgrimsrejse til broen Ponte il Duce i Italien, hvor pavens sjæl skal renses for det onde.

Med på rejsen er – udover den besatte pave Clemens V og eksorcisten van Dreusen – livlægen Cobus, munken Enzo og fem messedrenge, som paven meget sigende kalder sine engle eller keruber. Nogle af dem har dog ret meget sort på vingerne.

For som i alle gode spændingsbøger er alt og alle nemlig ikke, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være. For denne bog er – trods sin religiøse titel – en fiktiv spændingsbog, dog med en religiøs vinkling, der er funderet i både middelalder og katolicisme – og dermed i krydsfeltet af mystik, fakta og fantasi.

Det er også en treenighed, som tiltaler vor tids mennesker, der på den ene side gerne vil designe deres virkelighed selv, men som på den anden  også higer efter at finde og holde fast på vores fælles rødder og fælles arv, og her er der ikke meget, der kan hamle op med religion og historie.

Det ved nutidens forfattere også godt. Tag bare Ken Folletts mastodont-succes ”Jordens Søjler” eller den lidt ældre roman Umberto Eco´s ”Rosens navn”. Og altså også Bjarne Reuter, der allerede i ”Løgnhalsen fra Umbrien” fra 2004 gjorde sig i denne genre – og nu igen tager livtag med en fortid, der er så tæt på, at de fleste kun kender den lidt – men omvendt så langt fra at fantasien kan sættes fri.

Og som altid hos Bjarne Reuter tager tingene hurtigt fart i romanen og er ledsaget af malende og lange beskrivelser af steder og personer, af stemninger og følelser. På alle bogens sider kan man derfor se og føle handlingen, der skrider godt fremad, men som også kræver, at man som læser holder tungen lige i munden. For der er mange personer og mange plots at holde styr på i en handling, der bevæger sig hid og did, og måske også en anelse for meget og i for store sving i forhold til bogens hovedplot.

Men omvendt er der måske en pointe i, at vi skal have for meget og have det hulter til bulter. For sådan er livet også. Som en af englene fra Avignon beskriver menneskelivet til sidst i bogen:” … det er et skruppelløst spil uden love og regler, det anerkender ingen grænser og adlyder ingen moral, men allierer sig med ild, orkan og oversvømmelser og skåner ingen.”

De samme ord bruger de to, der er herrer over liv og død, i bogens start. For bogens overordnede tema er nemlig hverken paver eller middelalder, men et væddemål mellem Gud og Djævlen om en mands sjæl. Et væddemål, som de ofte har kørende, ifølge Bjarne Reuter.

Hvem der vinder, hvordan det foregår og eventuel til hvilken pris skal selvfølgelig ikke røbes her. Læs selv bogen, der er en velvoksen sag på 431 sider, som er udgivet af Gyldendal.

Danmarksbloggen giver ”Englene i Avignon” fem ud af seks krucifikser, som dem også nutidens djævleuddrivere anvender. For ja, der findes stadig mennesker, som mener, at de er besatte – og der findes stadig eksorcister. Også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk