Rejser udenfor skoleferierne underminerer respekten for skolen

Alle danskere er enige om, at vores skoler skal være gode – og helst også bedre end de er idag.

Det drejer sig selvfølgelig om ressourcer, lærere, undervisning og så videre.

Men det drejer sig også om, at forældrene viser respekt for skolen og bakker op om skolens arbejde. Og her er første krav, at man som forælder sørger for, at ens barn kommer i skole. Og at det opfattes som vigtigt at passe sin skole – præcis som man skal passe sit arbejde.

At pjæk med andre ord er totalt og 100% u-acceptabelt.

Det rimer så altsammen rigtigt dårligt med det faktum, at over halvdelen af alle forældre iflg. en undersøgelse lavet af DR synes, at det er helt i orden at tage på ferie udenfor de ordinære skoleferier, som der ret beset er temmelig mange af i løbet af året. Se link til DR-artikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/11/163105.htm

Formand for foreningen Skole & Forældre Mette With Hagensen siger i artiklen fra DR som forsvar for de ekstra ferier: “Det er også vigtigt for børn at være sammen med deres familie og have gode oplevelser sammen. Det lærer børnene også noget af.”

Og det har hun da helt ret i – men det kan man ligeså godt gøre i de ordinære ferier som ellers. Familiesamværet bliver ikke dårligere af, at det er juli måned eller uge 42.

Men selvfølgelig er alting dyrere i de ordinære ferier – og det er da rigtigt ærgerligt, at man så måske ikke kan rejse derhen, hvor man gerne vil.

Men det er et forkælelsesproblem, der helt får lov til at overskygge den forpligtelse, som forældrene har overfor skolen iforhold til at sende børnene afsted i skole hver eneste skoledag, medmindre selvfølgelig børnene er syge – eller der er andre forhold, som berettiger til at blive væk.

For at charterferien til Tyrkiet er billigere i maj eller flybilletterne billigere til USA i september er ikke en gyldig grund til at blive væk fra skolen. Det er tværtimod at underminere respekten for skolen og skolens arbejde – foruden at det sender det forkerte signal til barnet om, at ens egne egoistiske behov er det vigtigste i hele verden.

Men nej, sådan er det ikke. Det drejer sig om at være sig sit ansvar som en del af fællesskabet bevidst og så ellers bare møde op i skolen.

For nej, et skolebarn kan ikke bare lave lektier, mens vedkommende er væk. Ingen lærer på samme måde og ligeså meget ved at sidde en time ved poolen med et par bøger. For slet ikke at tale om den forstyrrelse og forsinkelse det skaber for de andre i klassen, når feriebarnet kommer hjem og skal opdateres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

3 thoughts on “Rejser udenfor skoleferierne underminerer respekten for skolen

  1. Det er et sundhedstegn at forældre tager børn fri fra skole for at kunne tage på ferie med dem…
    Eller rettere sagt, det er den bedste måde at forældrene kan indrette deres børns virkelighed i det samfund vi lever i.
    Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse.
    Derfor er der rigtig mange børn som kun er sammen med deres forældre halvdelen af tiden.
    En sund tæt relation til forældre er en grundlæggende forudsætning for at børn udvikler sig sundt – og iøvrigt lærer noget i skolen.
    Her er længere sammenhængende samvær med forældrene en væsentlig forudsætning for at dette kan lykkes!
    Og når forældre er skilt, så kan børnene altså ikke være med begge forældre på samme tid i f.eks. vinterferie og efterårsferie… så hvis børnene skal have en sund relation til forældrene, så bør der holdes ferie med begge forældre… Det er intet at gøre med “at det er billigere at rejse på charter”, det kan ligeså godt bare være en stille uge hjemme i Danmark – det væsentlige er at forældre og børn får tid til at være sammen en gang imellem uden at det er lige når der skal hentes / bringes og puttes.
    Så når vi har et samfund med mange skilsmisser, så er det et sundhedstegn at forældrene idet mindste tager konsekvensen og planlægger deres ferie således at børnene får en sund relation til begge forældre.
    Hvis vi ønsker at børn skal være i skolen hele tiden, så skal vi i stedet sætte ind overfor skilsmisserne… men det er nok noget sværere at holde en løftet pegefinger der…

    • Det er ikke et tegn på sundhed Bo, der er et tegn på manglende respekt for læreren og skolen. Forestil sig den lærer, der skal koordinere undervisningen, når 20-28 elever skal på ferie på 20-28 forskellige tidspunkter. Mest af alt siger det noget om, at du ikke aner hvordan undervisningen tilrettelægges i skolerne og hvordan eleverne arbejder i dagligdagen.

  2. Magen til ævl fra Bo Brøndum skal man lede længe efter,
    Skolesommerferien varer 7 uger, og et normalt arbejdende menneske har i alt over hele året 5, eller 6 uger,
    Skulle de skilte familier ikke i løbet af sommerens 7 uger få tid til deres separerede børn, ??

    Nej, det er udelukkende fordi det er billigere at holde ferie uden for den normale ferietid.

Skriv et svar til Hans Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *