Skt. Hans og glædesblus

Glædesblus? Ja, det hedder Skt. Hans-bålet faktisk i Holger Drachmann´s midsommervise, hvor vi synger:

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde …

Ordet glædesblus var ikke noget, som Holger Drachmann fandt på. Det er en gammel betegnelse for de bål, de blus som man tændte flere gange om året for at holde det onde væk.

Se også min artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/513727:Indfoering–Derfor-braender-vi-baal-til-Sankt-Hans

For det er det, som bålet og ilden handler om, også til Skt. Hans, der er en af årets store overgange – og som ved alle overgange lurer det onde. Så det er ekstra vigtigt at sikre sig imod dem, der vil os mennesker det ondt.

Så vi prøver at holde dem fra livet, fra VORES liv, ikke deres liv. Dét er en vigtig pointe. For det betyder nemlig, at vi ikke sætter heksen på bålet, at vi ikke brænder nogen af. Men at vi selv laver bål og brænder det, så det kan lyse op i den korte midsommernat og fortælle, at her er der varme og glæde, her er der mennesker og godhed.

Sådan nogle Skt.Hans-glædesblus kunne jeg godt tænke mig at tænde, ikke kun her på Danmarksbloggen, men også fysisk rundt om Danmark. Der er brug for dem.

For heksen skal af bålet. Hun hører ikke til dér. Vi behøver ikke at finde og søge ofre og smide dem på bålet. Det er en uskik, som vi skal af med.

For bålet skal ikke være en straf foranstaltet af mørkemænd og -koner, men en glæde, et lys – en oplysning om tolerance og rummelighed. Om det som er virkeligt dansk: Tolerance og frisind.

Derfor: Tænd lys, tænd lys – og lad de lys blive et ægte Skt. Hans-bål. Lad dem blive et glædesblus – uden hekse, men med dét frisind, dén tolerance og dén rummelighed, som engang kendetegnede vores skønne land – og som skal være dets adelsmærke igen. Sådan så vi igen for alvor kan synge med Drachmann i midsommervisen:

Men den skønneste krans bli´r dog din Sankte Hans, den er bundet af sommerens hjerter så varme, så glade ….

Varme hjerter og glædesblus – dét er det, som det hele handler om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2 tanker om "Skt. Hans og glædesblus"

  1. Åhhh… gid det var så vel!! Så kunne Fru Bundgaard trække vejret roligt på Sankt Hans Aften, før hun sætter sig på skaftet for at mødes med veninderne på Brocken. Vi ses!! 😉

  2. Vi (en lille flok på ni) holdt os til vores eget bål – uden heks. Men der er noget underligt tvetydigt ved heksen, som gør den mere interessant end bare straf. Jeg ser den ikke som en syndebuk, der brændes af, men også – midt i glæden – en reminder om fortiden – og fortidens fejltagelser. Om en tolerance, der *ikke* altid er der – heller ikke i dag. Og hvad intolerancen kan føre til – også i dag. Det er en noget omvendt fortolkning, jovist – for det er nok de færreste der ser heksen på bålet som sådan en bevidst negativ symbolisme/genopførelse. Men påmindelsen er der alligevel.

    Og som jeg nævnte på facebook, så er den påmindelse ualmindeligt relevant, når næsten halvdelen af danskerne har det fint med overvågning – de fleste med argumentet “jeg har ikke noget at skjule”. Det havde de levende hekse for nogle få århundreder siden heller ikke.

Skriv et svar til Jimmi Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *