Folkemødet på Bornholm er en ferielejr uden folket

Denne weekends store, danske begivenhed er hverken metalmusik-eventen Copenhell, hotdogmesterskabet i Silkeborg eller Tom Kristensens 117´ende forsøg på at slå sin egen rekord i 24 timers-løbet på Le Mans-banen. Det er derimod Folkemødet på Bornholm.

Alt og alle indenfor politik, interesseorganisationer og medier kommer, som man kan se det på Folkemødets hjemmeside:

http://www.brk.dk/folkemoedet/program/sider/de-kommer-i-2013.aspx

På Folkemødets hjemmeside kan man også læse følgende:

“Folkemødet – Danmarks politik-festival på Bornholm – finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby, Allinge. Folkemødet er dermed en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne.”

Samt: ” Formålet med Folkemødet er: 1) at understøtte den demokratiske dialog, 2) at skabe ramme for møder med og mellem beslutningstagerne på alle de politiske niveauer og i interesseorganisationer, 3) at skabe levende og åbne rammer for udvikling af – og inspiration til politik-dannelsen og 4) at fremme folkets indflydelse på og forståelse af samfundets rammer.”

Folkemødet handler altså om demokratiet, dialogen og de åbne rammer som levende platforme, hvor politikere, organisationer og borgere kan mødes og tale sammen om i  hvad retning samfundet skal udvikle sig. Og det er jo herligt og godt for demokratiet. Det kan alle kun være enige om – også her på Danmarksbloggen.

Men – for der er et men, og det er endda et stort men: Dette fantastiske folkemøde finder altid sted på Bornholm. Det måske mest utilgængelige sted i Dronningeriget Danmark, ihvertfald for dem med små indtægter som studerende, ledige, førtidspensionister, pensionister med flere.

Og problemet er ikke kun, at Bornholm ligger cirka så langt væk, som man kan komme fra resten af Danmark, men også at Bornholm er et af de mere dyre steder at rejse til og opholde sig i Danmark.

Folkemødets model er den svenske “Almedalsveckan”, som foregår på Gotland, der  også er en ø. Men Gotland er en ø, der ligger noget mere centralt i forhold til resten af Sverige end Bornholm gør det i Danmark. Svenskerne kan med andre ord relativt nemt komme til Gotland. Der er nogenlunde lige langt til Gotland fra Malmö og Göteborg, og så lidt kortere fra Stockholm.

Men sådan er det ikke i Danmark, hvor der skal en ganske særlig indsats til at almindelige danskere vest for Storebælt kommer, og dem øst for Storebælt kigger lige i pengepungen een gang til, inden kursen sættes mod Solskinsøen. Så nej, der kommer ikke mange borgere fra andre steder end Bornholm selv til Folkemødet. Der kommer istedet politikere, organisationsfolk og journalister i bunker – og så er vi lige vidt.

Så er det ikke et folkemøde, men en ferielejr for dem, der i forvejen leger sammen hver dag i den politiske sandkasse.

For skal Folkemødet være et ægte folkemøde, skal det være muligt for alle danskere at deltage i det, og sådan er det ikke idag, hvor Folkemødet ligger i den allerøstligste – og ret dyre – del af Danmark.

Jo, men det er jo godt for Bornholm, som ellers ender med at blive (endnu mere) et udkantsområde, siger flere så som begrundelse for, at det er godt at have Folkemødet på Bornholm.

Undskyld et øjeblik, men drejer Folkemødet sig om demokrati og debat – eller om at give Udkantsdanmark et erhvervsmæssigt løft? Det er ikke godt at blande de to ting sammen. Men skulle man alligevel gøre det: Hvorfor skal Bornholm så favoritiseres år efter år?

Det giver ikke mening. Ligesom det heller ikke giver mening at hævde, at det ikke kan lade sig gøre at stable et sådan arrangement på benene hvert år, hvis Folkemødet hele tiden skulle flytte til et nyt sted i Danmark, som Bornholms borgmester Winni Grosbøll hævder det i en artikel på Berlingske:

http://www.b.dk/politiko/pia-kjaersgaard-vil-flytte-folkemoedet-til-jylland

Et Folkemøde giver derimod kun mening, hvis alle – hele folket – har mulighed for at møde op og diskutere med politikere, meningsdannere og andet godtfolk. Og for at det kan lade sig gøre, kræver det, at Folkemødet som et andet cirkus rejser rundt i landet med nye stop år for år.

For som det er idag, er Folkemødet ikke andet end en ferielejr for de særligt udvalgte – og uden mulighed for deltagelse af store grupper af danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

5 thoughts on “Folkemødet på Bornholm er en ferielejr uden folket

  1. Hørte lige Mogens Lykketoft sige, at der hvor det virkelig rykker til folkemødet er når man som politiker møder folk på gader og stræder, hvilket jo bare bekræfter det som du siger, Dorte

  2. Som meget Bornholmer-glad, udkants-glad, dansker beder jeg jer huske på : Folkemødet (FM) skæpper ufatteligt godt i mange – også små – kasser i en marginaliseret del af kongeriget.
    I Allinge er der smukt, gode rammer for en dialog i øjenhøjde, masser af mulighed for at mingle og måske falde i en samtale, der sætter spor.
    Bornholm er en ø, og det faktum giver noget helt specielt, der falder ro på folk, fordi de ikke bare kan komme væk. Man har mulighed for at indvolvere sig længere i en snak, og det er da i sig selv demokratisk…
    Skal det være mere folkeligt tilgængeligt ? Ja da ! Det må være det næste logiske skridt, at gøre det meget mere folkeligt tilgængeligt.
    DSB har ved andre lejligheder haft en orange-Bornholm billet t/r til 260 kr. , BAT (Bornholmske Trafikselskab) har lavet et 4 dages FM-pas til 200 kr. og indkvartering kan organiseres gratis på øens skoler m.m.
    Der kunne måske skabes en endnu billigere pakke…På Bornholm er der mange frivillige, der stiller op til det praktiske og mange gæstfrie mennesker i øvrigt.

    Hvem skal organiserer dette ?
    Det bør vel være et tvær- eller apolitisk ansvar.

    – Jeg kan se at mit eget parti har et meget varieret program i partiteltet, men ikke umiddelbart tilbud om deltagelse som “pakkeløsning” for mindre bemidlede…
    Det vil jeg da prøve at påvirke positivt.

    Regitze Recke Schartau

  3. Tilgængeligheden er helt sikkert ufolkelig. Uanset hvad, kommer det nok aldrig til at ændre på den kæmpe kløft der er imellem politikerne og folket. Eller at politik alt for nemt bliver brugt som et springbræt til en erhvervskarriere. *HOST*korruption

Skriv et svar til L. Nielsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *