Julefreden er forbi, og kampen om magten er i gang

Julefreden er definitivt forbi. Og det handler for en gangs skyld IKKE om Corona, men om dårlig, gammeldags magt-politik: Kampen om magten i Venstre – og i Danmark.

Så der spilles med de helt store terninger i disse dage.

Støjberg rækker nemlig ud efter formandsposten i Venstre. En post, som hun måske kan få, hvis det 1) lykkes hende at undgå en rigsretssag – og 2) derpå fremtvinge et valg om formandsposten i et Venstre, der har tabt masser af stemmer, siden Ellemann blev ny politisk leder i efteråret 2019.

Samme Ellemann rækker så ud efter nøglerne til Statsministeriet, hvis det lykkes at få stillet Støjberg for en rigsret.

For så er vejen banet for, at han og de andre borgerlige måske kan få stillet statsminister Mette Frederiksen for en rigsret i minksagen. Ellemann kan i hvert fald hævde, at han er bannerfører for lov og orden – uanset om det så er hans egen næstformand, som står for skud.

At Støjberg så aldrig har været Ellemanns ønske om en næstformand, har mange glemt. Men husker man tilbage til efteråret 2019, vil man kunne erindre, at der var et kampvalg mellem Trane Nørby og Støjberg. Et valg, som Støjberg vandt.

Samme Støjberg, som Instrukskommissionen har vurderet godt vidste, at hun handlede ulovligt, da hun skilte asyl-ægtepar.

Om der så kommer en rigsretssag med Støjberg, vil de kommende dage vise. Men svaret på det kommer til at bestemme de kommende års politik i Danmark – også langt udover Venstres rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Julefreden er forbi, og kampen om magten er i gang

Skriv et svar til Sybille liechti Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *