Anmeldelse: “ALLE GODE TING”

”ALLE GODE TING” hedder det stykke, som Nørrebro Teater har valgt at trodse Coronaen med, og som åbner teatersæsonen på Nørrebro. Det er skrevet af englænderen Duncan Macmillan, og det spilles af Frank Thiel – og publikum.

Indimellem sker det, at man bliver i tvivl om, hvorvidt det, som sker på scenen, er skuespil eller ej. Sådan havde undertegnede det i hvert fald på Nørrebro Teater i går, hvor Frank Thiel talte om selvmord, og havde flg. budskab: Selvmord er aldrig løsningen. Man skal lade være – og leve videre, selvom det er svært. Jeg kan ikke love, at alt bliver fantastisk igen, men det bliver bedre. Det gør dét.

Det er så heller ikke afgørende, om det var rent skuespil eller/og Frank Thiels´ egen erfaring. Det vigtige er nerven i budskabet om, at selvmord altid er en dårlig idé, både for den, som prøver – og af hensyn til de pårørende.

For selvmord smitter – og pårørende til selvmord, især børn, vil altid føle en skyld og en skam, selvom det ALDRIG er børns ansvar, hvis deres far eller mor tager den uigenkaldelige vej. Eller når de voksne prøver på det, som moderen til den dreng, Frank Thiel gestalter, gør det, da sønnen er ganske lille, og stadig går i indskolingen.

Hun reddes. Men det er en begivenhed, som får en grundlæggende betydning for resten af drengens liv – og for hans identitet. For noget gik i stykker den dag, moderen spiste piller. Noget som aldrig for alvor bliver i orden mere, selvom han prøver at gøre verden hel igen ved at skrive en liste over alle de gode ting, der er i livet fra Kung Fu-is over bobleplast og til den følelse af ophøjet ro, som opstår, når du befinder dig i en håbløs situation, og indser, at du ikke kan gøre noget ved det.

Om han selv nogensinde når dertil, drengen i forestillingen, i den rejse i hans liv, som vi følger, og som går forbi universitet, nedtur og kærlighed, kan man godt tvivle på. Men vejen skildres med stor hengivenhed og troværdighed af Frank Thiel. Man fornemmer, at der er meget på spil for Frank Thiel, som kontinuerligt inddrager publikum i det, som sker.

De er også kun rimeligt, kan man sige. For vi sidder nemlig alle sammen på scenen i fire afdelinger omkring den firkant, hvor forestillingen foregår. Sammen som vi også gør det på livets scene.

Forestillingen er derudover en lejlighed til at komme ud af Corona-boblen og ind i en anden og mere behagelig boble, hvor det handler om liv, nærvær, samvær, kunst, kultur og at nå hinanden som mennesker. Endda også dem, vi ikke kender – og som vi i mange måneder nu har lært ikke at være nær, selvom det er indbygget i mennesket, at vi rækker ud til hinanden, og laver en masser dejlige bobler sammen.

Bobler, som engang var en naturlig del af vores verden, og som bliver det igen en dag. Fordi de er bygget på det, som varer ved. Præcis som Frank Thiels dreng/mand gerne vil skabe et blivende fundament med lister over gode ting, som han håber, moderen læser, så hun kan forstå, hvor skønt livet er. Det er vidunderligt naivt, og lige hvad et lille barn ville finde på.

Som voksen ved man godt, at der ikke findes hverken Kung Fu-is eller rødvin nok i denne verden til at tage den eksistentielle smerte væk. Som mennesker er vi nødt til at acceptere, at livet stinker, selvom vi på den anden side kun kan leve, hvis vi bevarer fantasien og håbet om, at i morgen bliver det hele bedre.

Det er også derfor, at barndommen står som en tid, hvor alt var bedre. Det passer selvfølgelig ikke. Men erindringen kan være ganske nådig, især når den lader os glemme. Dvs. indimellem så leger vores hjerne Memory-spil med os i en grad, så også vi finder vores gamle lister frem – eller de finder os.

Og så kan de gamle lister hjemsøge os én gang til, både dem over vores fejltagelser og nederlag – og de mere positive med sollys, rigtig gode appelsiner og den kriblende følelse af mening, som susede rundt i kroppen efter det første kys, den første kærlighed – som alle var nævnt på listerne i ”ALLE GODE TING”.

Når man ser forestillingen, tænker man også, at Frank Thiel personligt har begge slags lister – og tør se dem i øjnene. Ellers kunne han ikke spille så energisk, så overbevisende, så autentisk – og samtidig være så meget til stede. Både i stykket – og i den virkelighed og de mennesker, som han møder i publikum, og hvor han modigt inddrager en stor del, og dygtigt hjælper de udvalgte på vej, så de bliver aktive medspillere.

Han er på alle gode måder ude i os allesammen. Vi bliver set og anerkendt. Intenst. Noget som man ellers i reglen kun oplever hos de bedste historie-fortællere, men som Frank Thiel altså også mester, og som skaber en ganske særlig dynamik.

Danmarksbloggen giver ”ALLE GODE TING” fem ud af seks gode ting, som kan komme med på listen over de mange gode ting, som der findes i denne forestilling:

1) Indlevende og engageret skuespil
2) En fantastisk evne til at inddrage os i publikum
3) Stumper og stykker af god musik
4) En historie, som giver meget med hjem
5) At få lov til efter forestillingen at stå på scenen og se ud på de røde plyssæder

For at se de røde plyssæder oppe fra scenen er et syn, som det normalt kun er skuespillerne forundt. Man nu ser vi det også, og så bliver man i tvivl igen: For normalt – når man sidder på Nørrebro Teater i de samme røde plyssæder, og tror, at man er publikum: Er man så måske også en medspiller for dem, som står på scenen? Og er alt i virkelighedens således, at vi alle er BÅDE tilskuere og medspillere i hinandens liv?

Virkeligheden og verden får en dybere og bredere dimension i ”ALLE GODE TING”, hvor skellet mellem skuespil og realitet viskes ud. Det er ganske enkelt en eminent forestilling – og vi er alle inviteret op på scenen.

Forestillingen præsenteres sammen med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *