Corona-virus og danskernes adfærd

Antallet af kinesere i Danmark er faldet gevaldigt i de senere uger. Men der kommer stadig kinesere til Danmark, fx kom der i dag én kinesisk kvinde, som fik det dårligt ved ankomsten til Kastrup, og som i skrivende stund er indlagt på Hvidovre, mens det undersøges, om hun er smittet med det frygtede corona-virus. En anden person er også indlagt på Hvidovre i samme ærinde.

De danske myndigheder reagerer altså tilsyneladende roligt og effektivt. Men mange danskere synes ikke, at det er nok, hvis man skal tro debatten på de sociale medier, hvor mange lufter holdninger som:

  1. Stop for alle fly fra Kina
  2. Stop for indrejse af alle kinesere
  3. Send alle kinesiske turister og andre besøgende fra Kina ud af Danmark

Andre kalder de holdninger for hysteri og panik uden grund.

Danmarksbloggen kalder det naturlig menneskelig adfærd at ville beskytte sig – og især hvis det er nemt at identificere det eller dem, som man mener udgør en fare.

Problemet opstår også først for alvor, hvis man lader voldsom handling følge ord, så det bliver til selvtægt og angreb. For en ting er ikke at stille sig ved siden af en kinesisk turist i metroen, en anden er at slå kameraet ud af hånden på vedkommende. En ting er at gå en stor bue udenom en kinesisk turist, en anden er at overfalde vedkommende verbalt eller fysisk. Den slags har vi heldigvis ikke haft eksempler på i Danmark.

I Danmark har man heller ikke som i Kinas nabolande skilte foran restauranter med ”kinesere ikke adgang”.Så vi tager det stadigvæk roligt og civiliseret her til lands …endnu.

For spørgsmålet er så, om den fredelige og civiliserede adfærd fortsætter, hvis først corona-virusset når Danmark?

Danmarksbloggen er ikke sikker, men vil lige minde alle om, at vi skal huske på, at corona-virus også kan komme fra andre end kinesere. Fx de danskere, som har været i Kina i de sidste par måneder, og det er faktisk en del.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Corona-virus og danskernes adfærd

  1. Lad os håbe Coronavirusset går I sig selv igen. Endnu er den trods alt langt væk fra os og det må den gerne blive ved med at være. Stakkels kinesere der nu alle går og frygter smitte, det er forfærdeligt for dem.

Skriv et svar til Sybille Liechti Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *