Der er bøger, som bare skal læses. Dorte Hummelshøj Jakobsens antologi ”Stemmer fra dybet” er en af disse.

Bogen består af 12 historier skrevet af og om 12 danskere, der på hver deres måde har oplevet på egen krop, hvordan mennesker behandles i Danmark, når de ikke kan yde (maksimalt) på det hellige arbejdsmarked.

”Stemmer fra dybet” er derfor et vægtigt vidnesbyrd om et samfund, hvor mennesker udstilles og fornedres, når de ikke har været heldige nok – eller er raske nok – til at få et job, hvor de kan slide sig selv op i den ophøjede produktions navn.

For sådan er Danmark anno 2018. Hamsterhjulene snurrer – men ikke for alle. Nogle er udenfor og får derfor ikke deres stress af for meget arbejde, men af at de ikke ved, hvordan de skal få de stadig mindre sociale ydelser til at slå til i et samfund, hvor alt bliver dyrere og dyrere, og vi selv skal sørge for mere og mere.

Men nu har 12 af Danmarks udsatte fået en stemme af Dorte Hummelshøj Jakobsen, og allerede fra første historie kan man mærke, at den er gal – helt gal. For hvad er det for et system, hvor mennesker i nyttejob skal spørge om lov til at gå på toilettet eller tage en tår vand?

Senere kommer historier om mennesker, der er syge eller på anden måde slås med problemer, som stammer fra langt tilbage, men hvor sagsbehandlere og andre mener, at de bare skal aktiveres i gang eller arbejdes trætte som fx kvinden, der ikke kan sove – og som først efter mange år bliver udredt og får at vide, hvad hun fejler.

Der er også hende, der føler skam ved at være fleksjobber, selvom hun ikke kan andet på grund af en blodprop. Eller hende, som har været syg siden fødslen, men som altid prøver at vise et glad ansigt ude blandt andre, selvom hun ved, at det koster på helbredskontoen – og mange andre.

Alle har de hver deres historie – en historie som kunne være alles skæbne, for der er en hårfin grænse mellem, om vi havner på samfundets solside eller skyggeside.

Bogen er velskrevet, og læsningen flyder afsted, selvom man konstant sidder med en stor knude i maven. For hvordan kan vi acceptere, at mennesker behandles på denne måde i vores rige land? Det burde være utænkeligt.

Tilhængerne af den nuværende politiske og umenneskelige kurs vil sandsynligvis hævde, at de 12 beretninger er subjektive partsindlæg, som ikke bliver modsagt eller analyseret. Og ja, de 12 historier står helt nøgne – fortalt med de oplevelser og følelser og tanker, som de mennesker har om dem selv og deres liv.

Men hvorfor skal vi kun høre om forholdene fra dem, som tager beslutningerne, eller som sidder bag skranken i jobcentret og på kommunen? Det giver ikke mening.

Og ja, en læser med sit på det tørre vil måske indimellem tænke, at her kunne man være kommet noget længere med sund fornuft. Men så kan det anbefales at slå empatien til og huske på, at sund fornuft kræver overskud, både menneskeligt og økonomisk – og det er lige præcis, hvad mennesker, der er blevet trynet i årevis, ikke har.

Så der er brug for bøger som denne, hvor vi kommer ud på den anden side af hegnet, ud i en virkelighed, hvor man ikke tænker på at bage brød med den perfekte krumme, eller hvordan ens næste tweet skal lyde, men hvor det handler om ren overlevelse.

Livet som udsat i Danmark er nemlig et liv, hvor ordet budget ikke giver mening. For ofte skal der vælges mellem mad eller medicin, og en varm vinterjakke er der først råd til, når førtidspensionen MÅSKE bliver tildelt.

Danmarksbloggen har sjældent læst en mere vedkommende bog og giver fem ud af seks stjerner, og samtidig skal Dorte Hummelshøj Jakobsen roses for at få ideen og føre den ud i livet, også selvom hun selv måtte klare alt med udgivelsen, for de etablerede forlag mente ikke, at en sådan bog var interessant eller relevant.

Men det er den. MEGET.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk