Danske Symboler: Niels Hausgaard´s humor og lune

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her ligger humoren lunt i svinget, især når den serveres elegant og med timing – og ofte har en alvorlig tone midt i latteren og underdrivelsen.

En af dem, der mestrer det godt i Danmark – ja formentlig bedst – er Niels Hausgaard, der var stand-upper lang tid før ordet blev opfundet. 40 år cirka har manden nemlig stået på scenen, og billetterne til hans mange årlige shows sælger hvert år sig selv i løbet af få uger. Det er ganske imponerende.

På denne tid af året er han ved at være færdig med årets turné, og således også i år, hvor han flere gange vendte tilbage til den tidsånd, som han ifølge sig selv slet ikke kan forstå eller være med på, selvom han skam da prøver alt det, som han kan.

Men som sædvanlig så spiddede Hausgaard i årets show tidsånden direkte og præcist lige i smasken med hans snak om, at Anders Samuelsen og de andre i Liberal Alliance selvfølgelig har ret i, at ulighed er godt.

Ulighed er sundt, for det skaber vækst og dynamik, og det har vi sørme brug for. Derfor er det da også et sundhedstegn, at vi i dag sagtens kan gå forbi en hjemløs, der ligger på et fugtigt stykke pap og skal sove dér om natten. Det havde vi ikke kunnet for 20 år siden – dengang havde vi ringet til Falck eller sådan noget. Men i dag går det fint med i hårde hæle at gå forbi en hel række af hjemløse, der skal tilbringe natten på fugtigt bølgepap. Jo, vi er sørme kommet videre. Vi er blevet mere sunde. Ulighed er godt. Og så var Calcutta iøvrigt den mest sunde by, som Hausgaard nogensinde havde besøgt.

Dét er jo genialt – og danskerne griner, og måske bliver en eller anden også en smule eftertænksom og spørger ind til, om ikke der findes andre veje end den i øjeblikket afstukne kurs, hvor økonomien er alt og mennesket intet.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på torsdag, hvor det skal handle om Det Frivillige Danmark.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Den lyse, glade kristendom og Grundtvigs påskeblomst

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her tårner den lyse, glade kristendom sig op som en gigant, primært båret af dansk åndslivs kæmpe N.F.S. Grundtvig.

Manden, der gav os så mange skønne salmer, som vi stadig synger med på. Som fx: “I al sin glans nu stråler solen”, “Det kimer nu til julefest”, “Velkommen igen, Guds engle små”, “Vær velkommen, Herrens år” og den ligenu så aktuelle “Påskeblomst, hvad vil du her?”.

Læs den her. http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/236

Påskeblomsten, altså påskeliljen, som på Grundtvigs tid var en ukrudtsblomst, som kun hørte hjemme i en fattig bondehave og ikke blandt de fornemme blomster i borgerskabets fint afstemte haver. Alligevel gjorde Grundtvig lige præcis påskeliljen og ingen anden til den fine påskeblomst, til den der stråler af glæde over og fortæller alverden, at Jesus er genopstanden.

Det er direkte sammenligneligt med, at det var hyrderne, der ved juletid først hørte om Jesus-barnets fødsel. Hyrderne, som af samtiden blev anset for nogle af de laveste i samfundet på niveau med tyveknægte og andre, som man ikke regnede med.

For Grundtvig satte sig selv og påskeblomsten lige dér, hvor Jesus også satte sig selv: Ikke blandt de rige eller mægtige, men blandt de laveste på samfundets rangstige.

Det giver så god mening, også fordi Grundtvig var en mand, der hele sit liv kæmpede en kamp for folkeoplysning og fællesskab.

Grundtvig, som af den mægtige biskop Mynster fik at vide, at hans salme “Den signede dag”, som i dag er den mest sungne salme i Danmark, ikke var passende. Ja, det blev faktisk forbudt at synge den. Men Grundtvig læste alligevel salmen op på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København pinsedag i 1826 i anledning af Kristendommens 1000-årsjubilæum i Danmark.

Det blev Grundtvig så også fyret for. Men han gav ikke op. Han kæmpede videre, og hans livsgerning fortsatte – blandt andet på Vartorv, der i dag er det, der oftest forbindes med hans navn.

For Grundtvig forstod, at en politisk prædiken eller politisk sang aldrig er god, men at en prædiken eller en salme uden holdning og substans – uden politik og tro – heller ikke du´r. Så han udviklede ideerne om det levende ord, ideer som blev født i de fire år, som han var på Christianshavn.

For det er med ord, at vi bygger. Bygger håb og glæde, som vi sammen i fællesskab og solidaritet kan skabe et godt Danmark på, et Danmark for os allesammen. Ord, der giver lys. Ord, der som små spirer giver liv og tro på et bedre Danmark.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på tirsdag, hvor det skal handle om Niels Hausgaard og dansk humor og lune.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog og Den Lille Havfrue

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og hvad er vel mere naturligt end at starte med de klassiske symboler som fx Kongehuset her på Dronningens fødselsdag?

Kongehuset er nemlig sammen med Dannebrog og nationalsymboler som Tivoli og Den Lille Havfrue indbegrebet af, hvad der var, er og altid vil være dansk.

Men er de nævnte symboler også symboler på den lyse og glade danskhed? Ikke altid. Tværtimod kommer det i høj grad an på, hvordan de bruges – og desværre også misbruges af de mørkemænd og -koner, som der er altfor mange af i vor tid.

Kongehuset er dog næsten altid noget festligt og fornøjeligt, især når Dronningen og prinsesserne kommer i deres smukke kjoler, glitrende diademer og strålende juveler. Eller som i dag, hvor livgarden normalt trækker op på Amalienborg Slotsplads, mens store skarer danskere hylder regenten – dog ikke i år, hvor Dronningen er på påskeferie i Aarhus, og derfor fejrer fødselsdag på Marselisborg Slot. Men det er altså noget med glæde i Danmark, når Kongehuset er på banen. Til gengæld er det ikke nutidigt i forståelsen af Danmark som et samfund, hvor alle er lige.

Så er Tivoli mere nutidigt – ja, en del vil endda mene, at Tivoli er blevet for nutidigt. At Den Gamle Have i jagten på endnu flere penge har smidt store dele af sin specielle egenart overbord i de senere år. Og sandt er det også, at Promenadeorkesteret og Big Bandet nærmest er helt væk, og at der ingen levende musik længere er på Pantomimen ligesom at børneteatret Valmuen er væk. Til gengæld er der – oh, skræk og ve – bygget endnu mere koncept-plastic henne i legepladshjørnet. Så jo, Tivoli er desværre meget nutidigt, men næppe noget særlig godt symbol på den lyse og glade danskhed i den Gamles Haves evige jagt efter endnu mere profit. Faktisk tværtimod så er den specielle danske tone, som Tivolis kultur engang stod for, nærmest blevet kvalt.

Så er Dannebrog og Den Lille Havfrue mere neutrale … det første blafrer i vinden året rundt, og den anden sidder på sin sten. Den giver god balance, og det har vi danskere brug for i denne tid, hvor mørke skyer trækker ind over Danmark, og det næsten ikke er til at holde ud.

Mn vi må ikke miste hverken modet eller håbet. For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer påskelørdag, hvor det skal handle om Grundtvig og den gule påskeblomst.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Niels Hausgaard og hans lune, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påskens hvem-hvad-hvornår

Hvad sker der i påsken? Det har danskerne det med at glemme. Danmarksbloggen bringer her en kort oversigt.

Palmesøndag: Påsken startede i søndags, palmesøndag, hvor Jesus på et æsel rider ind i Jerusalem, mens han modtages som en anden superstar af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder så brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater – og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, selv Guds egen søn tvivlede i sit livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at graven er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her. Han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig at fortælle det til nogle af disciplene, som ikke vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas, der dog lige må tjekke først, inden han kan tro.

Anden påskedag: Et par af disciplene er – kede af det – på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien om Jesus. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det ved nadveren skærtorsdag – så genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 14: Frederik d. 3., Enevælden, Kvindefejden og Tabet af Skåne-landene

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 3, ENEVÆLDEN, KVINDEFEJDEN OG TABET AF SKÅNE-LANDENE

Allerede i Christian d. 4.´s sidste tid var meget af magten gledet den aldrende konge af hænde og istedet over til svigersønnerne, vel at mærke de svigersønner, der var gift med Christian d. 4.´s forstødte hustru Kirsten Munks døtre, den samme Kirsten Munk, som havde prøvet at forgive kongen.

Nogle af døtrene holdt med moderen, men ikke Leonora Christine, der var faderens yndlingsdatter. Prinsesse var Leonora Christine derimod ikke, for hendes mor havde ikke været dronning, da Kirsten Munk “kun” var adelig af fødsel. Så Leonora Christine var af navn kongedatter, men af gavn (og mangel på en dronning) Rigets Førstedame, også fordi hendes mand Corftiz Ulfeldt var rigshovmester, en titel nogenlunde svarende til at være statsminister.

Parret var altså den absolutte top i Danmark, og de kunne lide både magten, berømmelsen og pengene i en grad, så de fik mange fjender, der prøvede at få skovlen under dem og håbede, at det ville gå skidt for parret.

Man indtil videre prellede alt af på datidens powerpar. Leonora Christine var i øvrigt også både begavet og kvik og forstod at begå sig ved hoffet.

Derfor var det også mere end almindeligt ærgerligt for hende, da den kommende Frederik d. 3. og hans hustru Sophie Amalie ankom til København. Sophie Amalie, der med tiden ville blive dansk dronning, kom fra et lille tysk fyrstehof, og hun var både yngre, mindre begavet og mindre vant til at begå sig end Leonora Christine, der istedet for at tage godt imod den unge prinsesse ikke lod en chance for at jorde hende gå fra sig.

Dét glemte Sophie Amalie ikke, og fjendskabet mellem de to kvinder blev bittert og varede livet ud. Allerværst da Sophie Amalie efter Christian d. 4.´s død skulle krones i Vor Frue Kirke dagen efter hendes mand, Frederik d. 3. var blevet kronet. Om natten havde Leonora Christines og Corfitz Ulfeldts folk nemlig ødelagt æresportene, der stod rundt om i byen. Så det var en skamferet by, som den unge dronning måtte køre igennem for at blive kronet med en billig og ikke særlig pæn erstatningskrone. Den flotte dronningekrone kunne nemlig ikke bruges. Den havde Leonora Christine ved “et uheld” få dage før kroningen tabt, så den var gået i stykker. Det tilgav Sophie Amalie aldrig, og hun hævnede sig grusomt ved at sørge for, at Leonora Christine kom til at sidde 22 år i Blåtårn, som var et fængsel inde i slotsgården på det daværende Københavns Slot.

Leonora Christine tog dog sidste stik, da hun i Blåtårn skrev Danmarks første selvbiografi “Jammers Minde” om sin ulykkelige skæbne. Den er ikke dokumentarisk, selvom den blev læst sådan, da den midt i 1800-tallet blev fundet på et loft af nogle af hendes efterkommere. Danmark havde lige været igennem nederlaget i 1864, så en historie om en dansk kongedatter, der så skammeligt blev fængslet pga en tysk prinsesse var lige, hvad danskerne gerne ville læse dengang. Men det holder ikke vand. Der var store fejl på begge sider i dén historie. Alligevel er “Jammers Minde” et fantastisk værk om en skæbne og en tid – og det er godt skrevet. For Leonora Christine var på mange punkter hendes fars datter, og Christian d. 4. skrev godt.

Om hans søn, den næste konge Frederik d. 3. skrev godt, kan man formode. Manden var ihvertfald ligesom sin far intelligent, myreflittig og også berejst, men ellers havde han ikke arvet det mindste af sin fars munterhed, store armbevægelser og visioner. Tværtimod var Frederik d. 3. en stille og belæst type, der gik stille med dørene. Tiden krævede det også.

Danmark var nemlig i krise, da Frederik d. 3. blev konge i 1648. Sammenstødene med Sverige havde været hyppige i flere år, og det trak op til det, der blev en af de mest skæbnesvangre begivenheder i Danmarkshistorien, nemlig tabet af Skånelandene: Skåne, Halland og Blekinge, som fra 1658 blev og stadig er svenske, tiltrods for at en del især i Skåne stadig den dag i dag snakker om at komme hjem til Danmark.

At det kunne lykkes svenskerne skyldes til dels god krigskunst udført af generalerne og kongen Carl d. 10 Gustav, der havde overtaget tronen efter sin kusine Christina, der havde abdiceret, fordi hun ville være katolik. Men også den kolde vinter, der tillod svenskerne at krydse Lillebælt og Storebælt TIL FODS, fordi så tyk var isen, gjorde sit.

Danskerne – med gøngerne, eller snaphanerne som de også kaldes, i spidsen – kæmpede indædt, men kampen var forgæves. Afståelsen af Skåne-landene blev underskrevet i Roskilde i 1658 – med Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt som svensk forhandler. En handling, der endeligt stemplede svensker-sympatisøren Ulfeldt som landsforræder foruden at han havde taget enorme summer fra statskassen – og som på den lange bane betød, at Sophie Amalie havde den bedste grund af alle til at sætte sin livsfjende Leonora Christine i Blåtårn, hvor hun sad i 22 år – eller sålænge Sophie Amalie levede. Først da kom Christian d. 4.´s datter nemlig ud – med manér, som hun sagde det, da hun nægtede at blive lempet ud i ly af mørket. Nej, det skulle ske i fuldt dagslys.

Det var så en helt anden virkelighed, som hun kom ud i. Manden var død for mange år siden i en båd på Rhinen, og kongen var Christian d. 5., den første konge der var “født” Enevældskonge. En gennemreel mand, men ikke særlig bemærkelsesværdig, omend han dog sørgede for at få lavet Danske og Norske Lov. Foruden at han – uden held – prøvede at få Skåne-landene hjem igen.

Det var også under ham, at Griffenfeld virkede – en af de bedste politiske begavelser, som Danmark har haft, men som lod sig beruse for meget af magtens sødme, og som ligesom Struense 100 år senere begyndte at bestemme for meget udenom Kongen – og især de andre ved hoffet og administrationen. For nu var Danmark et enevældigt land ligesom Frankrig, hvor Solkongen glimtede på det prægtige Versailles Slot udenfor Paris.

Men hvor kom enevælden i Danmark fra? Ja, den kom fra Frederik d. 3., der ovenpå forsvaret af København mod svenskerne, hvor han sammen med Sophie Amalie red rundt på voldene, i efteråret 1660 samlede alle stænder til møde, deriblandt også adelen. Og så lavede han statskuppet.

Stille og roligt lod Frederik d. 3. nemlig sine soldater omringe København, og så fortalte han de forsamlede foran Børsen, at nu syntes han, at de skulle overveje at skrive under på et dokument, der gjorde ham til enevældig hersker i Danmark.

Alle skrev under, og hermed var adelens rolle som magthaver i Danmark udspillet. Det samme var kongens rolle paradoksalt nok, som den der blandede sig i alt. For nok blev han nu enevældig, men ledelsen af landet blev samtidig på kompleks, at der nu blev oprettet ministerier. For nu begynder historien om Danmarks administration, den administration, som er rødderne og baggrunden for vor tids ministerier.

En ny tid var på vej – en tid, hvor 1600-tallets svulstige barok skulle afløses af den lettere rokoko, men også en tid, hvor magten formelt set Europa rundt blev centreret på nogle få fyrster, men reelt spillede embedsmændene en stadig større rolle. Videnskab og logik var også på vej frem, selvom religionen stadig spillede en stor rolle i folks liv.

For den almindelige dansker har 1600-tallet derimod ikke betydet ret meget andet end slid og slæb, masser af krige og dermed været et spørgsmål om simpel overlevelse i en hård tid med ingen social mobilitet eller sikkerhed. Handlen har også – tiltrods for etableringen af kolonier som Tranquebar og Guldkysten – lidt under de konstante krige, så der er med andre ord plads til forbedring i 1700-tallet.

Næste mandag d. 21. april er det 2. påskedag, så Danmarksbloggen vender først tilbage med næste afsnit i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om to uger, mandag d. 28. april, hvor det skal handle om mere enevælde, imponerende kroninger, oplysningstid, Store Nordiske Krig, det florissante eventyr, pietisme og Holberg. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En finger peger mod de andre, men resten mod dig selv …

Se hende der, hun er godt nok fed, siger danskerne og peger på de kvinder – og mænd – som slås med overvægten.

Se ham der, han ligner en hjemløs – og han er ihvertfald med garanti arbejdsløs, siger danskerne og peger på manden, der sidder på bænken i sit slidte tøj kl. 10 om formiddagen.

Se ham der, han er nok bøsse, siger danskerne og peger på den velklædte og velplejede mand med de løse håndled.

Se hende der, hun er da altfor gammel til at se sådan ud, siger danskerne og peger på den 60-årige kvinde i læderjakke og leggings.

Se dem der, det er nok nogen af de der muslimer, som bare ødelægger det for alle os andre, siger danskerne og peger på en gruppe unge af mellemøstlig herkomst.

Og sådan kunne jeg fortsætte. Der peges fingre konstant i Danmark. Normalitetsbegrebet er nemlig blevet så småt, at meget få passer ind i det.

Hvis man er ok, er man nemlig: Ikke for tyk, ikke for tynd, ikke for gammel, ikke for ung, ikke for meget make-up, men heller ikke for usoigneret et udseende. Men til gengæld er man altid i arbejde, helst hvid og ihvertfald ikke muslim – og mangfoldighed er et ord i fremmedordbogen, som man ikke forstår.

Hvis man gerne vil have, at danskerne skal leve op til normalitetsbegrebet, så forstår man ikke, at hver gang man peger med en finger mod “en af de andre”, så peger de fleste af ens fingre direkte tilbage på en selv …

Så stop med at pege – og begynd i stedet at påpege vigtigheden af respekt, rummelighed og tolerance. For når de sidder i førersædet, så kommer mangfoldigheden og glæden helt af sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Respekt og tolerance over hele linien, tak

Muslimerne har det svært i Danmark – og det bliver ikke lettere i øjeblikket, snarere tværtimod. Men i modsætning til dengang, hvor det var jøderne, der var syndebukke, så er muslimerne ikke kun forfulgte uskyldigheder.

Et eksempel er Akkari-sagen, hvor imanerne talte med to tunger under Muhammed-krisen og dermed forværrede den. Og ja, det er også et problem, når en muslimsk beboergruppe som den i Kokkedal ikke vil bruge penge på den kristne julefest og et juletræ, men gerne på den muslimske Eid-fest. Æresdrab, tvangsægteskaber og andet er også et problem i et åbent, demokratisk land som Danmark.

MEN alle uhyrlighederne er ikke hele sandheden om muslimerne. Muslimerne er ligeså forskellige som alle mulige andre grupper, og der findes fundamentalister i alle lejre.

Det vigtigste er derfor, at vi stiller de samme krav til alle i Danmark – og giver alle i Danmark de samme rettigheder.

I praksis betyder det, at her i Danmark er de to køn lige – samt at alle religioner, alle politiske overbevisninger og såvel hetero- som homo-, bi- og transseksualitet er accepterede – og skal respekteres og tolereres. PUNKTUM.

Længere og mere besværligt er det ikke.

Så med andre ord:
1) Visse etnisk-danskere skal lære at tolerere muslimer
2) Visse muslimer skal lære at tolerere såvel kristne som måske især jøder
3) Visse både etnisk-danskere og muslimer skal lære at tolerere homo-, bi- og transseksuelle
4) Visse højrefløjs-danskere skal lære at tolere venstrefløjs-danskere – og omvendt
5) Visse mænd, både kristne, muslimske, jødiske, ateistiske osv, skal begynde at behandle kvinder – og især deres egen kone – med respekt
6) Og så de grupper, som ikke er nævnt, men som fortjener ligeså meget respekt som alle andre

Ingen skal nemlig kritiseres, forfølges eller blot være bange for at vise sin identitet og sine holdninger i Danmark. Vi skal være her allesammen – og dét i respekt for hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1864 er IKKE et nationalt traume, men det er Irak og Afghanistan

Sig 1864, og alle historiekyndige vil begynde at tale om Danmarks store nationale traume: Slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland, hvoraf dog cirka to tredjedele af det i 1864 tabte land kom hjem igen ved Genforeningen i 1920.

Men Dybbøl er ikke længere et nationalt traume. 150 år er lang tid, og 1864 er på alle planer meget længe siden i vor travle moderne tid. Læg dertil at danskernes historiske viden heller ikke er den største, og det bliver indlysende, at 1864 ikke er et nationalt traume længere.

Ja, selv 2. verdenskrig og besættelsen 1940-45 er for især de unge generationer en tid og krig, der er længe siden – og det er, som det skal være.

Vi skal nemlig ikke hænge fast i fortiden. Vi skal kende den, og vi skal lære af den, men vi skal ikke blive ved med at hæge om minderne. For så fyldes vi af fortiden istedet for at bruge energien og pengene på nutiden og fremtiden.

Ellers ville der også være nok at mindes: Da vikingetiden begyndte i 792, da vi indtog Lindisfarne, nederlaget ved Stamford Bridge i 1066, Slaget på Grathe Hede i 1157, Nedslagtningen af venderne i 1169, Valdemar Sejrs sejr i Estland 1219, Kalmarunionen i 1397, Det Stockholmske Blodbad i 1520, Grevens Fejde 1534-36, Reformationen i 1536, Tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658, Store Nordiske Krig i 1720, Slaget på Rheden i 1801, Tabet af Norge i 1814, Treårskrigen fra 1848-1850, Dybbøl 1864, Besættelsen 9. april 1940, Samarbejdspolitikens sammenbrud 29. august 1943, Befrielsen 4. – 5- maj 1945, diverse FN- og NATO-operationer over det meste af verden og især da Danmark gik i krig i Irak i 2003-2007 – og i Afghanistan 2002-idag.

Efter Danmarksbloggens mening er det derfor rigeligt at nævne de forskellige dage i kalendere, skrive artikler om dem o.lign. Men når det kommer til fejringer, så vil Danmarksbloggen opfordre til at se kritisk på, hvor mange midler der skal bruges – og hvad de bruges til.

Skåret ind til benet kan vi nemlig sagtens nøjes med at fejre Befrielsen d. 4. – 5. maj og Flagdagen d. 5. september. Det første fordi der blev danskerne igen herrer i eget hus, og det andet fordi det er en nutidig fejring af de unge mænd og kvinder, der i vor tid kæmper Danmarks sag i alverdens brændpunkter – og af og til betaler den højeste pris.

Flagdagen i september står nemlig i modsætning til fejringen af 1864 ikke for fjerne historiske minder. Flagdagen i september repræsenterer nutids virkelighed af kød og blod, død, lidelse, sorg, mareridt, stress og et Danmark, der er bedre til at fejre et 150 år gammelt nederlag – end vi er det til at hjælpe de soldater, der lever imellem os, og som har været i krig med alt, hvad det indebærer.

Og dét er i virkeligheden det største nationale traume ….

Og det mener Danmarksbloggen på en 9. april, som også er en mindedag, da det var den dag, hvor Tyskland for 74 år siden besatte Danmark.

Men det er som sagt længe siden, og det giver mere mening og mindre traume at leve i de levendes land og bruge ressourerne på de mænd og kvinder, der ligenu lever med krigens eftervirkninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ikea: Ud med svinepølsen og ind med halalpølsen

Ikea i Taastrup er igang med at lave om på menuen.

Fremover vil møbelhusets billige pølse være lavet af halal-versionen af kalkun- og kyllingkød istedet for af svinekød. Ikea i Taastrup gør det for at imødekomme efterspørgslen fra de mange muslimer, som handler i dén Ikea. Man vil dog fortsat kunne købe en pølse lavet af svinekød. Den vil være stegt og koste det dobbelte.

Læs hele artiklen her:
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/24326841

Danmarksbloggen synes, at det er helt fint OGSÅ at tilbyde en halalpølse. Men det er lodret forkert at sløjfe den originale, billige svinepølse, bare fordi den ikke falder i nogle (muslimske) kunders smag.

Og dét gavner ihvertfald slet ikke integrationen at droppe den danske svinepølse, fordi områdets muslimer ikke spiser den. Snarere tværtimod, så graver Ikea´s forskelsbehandling grøften mellem muslimer og alle andre endnu større.

I artiklen bliver Ikea også spurgt: Men er det ikke unfair at folk, som gerne vil have svinekødspølser til en femmer ikke kan få det længere, fordi andre af religiøse årsager ikke vil have svinekødspølsen?

Dertil svarer Ikeas talskvinde Tina Lindhart iflg. artiklen: “Jeg vil ikke gå ind i en debat om religion. For os er det vigtigt, at der er et alternativ til folk, der spiser svinekød, og folk, der ikke spiser det.” 

Men dét svar er ikke et svar, som kan bruges til andet end at konkludere, at Ikea åbenbart er villig til at gå på kompromis med alle værdier bare for at tjene penge. Det vil i så fald ikke være første gang. Ikeas grundlægger Ivar Kamprad er kendt for at have gode forbindelser til nazisterne, ja for selv at være en meget aktiv nazist, endda også i mange år efter 2. verdenskrigs ophør.

I skrivende stund vides det ikke, om andre Ikea-varehuse påtænker samme udskiftning af deres pølsemenu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den usynlige valgkamp er godt igang

Den usynlige valgkamp er godt i gang – og nej, det er ikke valgkampen til Folketingsvalget i 2015, som der tænkes på. Den valgkamp er i øvrigt heller ikke spor usynlig, men er derimod dagligt nærværende i dansk politik og danske medier.

Nej, det er valgkampen til et valg, der kun ligger 1½ måned ud i tiden, som der tænkes på: Valget til EU-parlamentet og afstemningen om patentdomstolen.

Dén valgkamp ofres der ikke mange tanker på i den danske befolkning eller hos de danske medier.

“Herregud, der er så længe til – og det der EU-noget er så også langt væk,” kan man næsten høre både danskerne og medierne sige.

Men “det der EU-noget” har faktisk stor effekt på vores allesammens hverdag, så det er på alle planer en fordel at interessere sig for det europæiske samarbejde, uanset hvad man mener om EU.

For de emner, som man ved noget om, kan man også bedre forholde sig til.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle til at søge mere viden om, hvilke kandidater, der stiller op til EU-parlamentet, hvad de står for, hvem de er i valgforbund med, hvem de samarbejder med nede i Bruxelles – og endelig at finde ud af, hvad den der patentdomstol er for noget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk