Skole-lockout, Laura Ingalls Wilder – og vigtigheden af at lære noget

Heldagskole, lærernes arbejdsvilkår, skolelederens beføjelser og så videre. Sjældent har skolen været så meget til debat som i øjeblikket, hvor der er varslet en lockout fra 1. april for både folke-, privat- og friskoler.

Og det ER vigtigt at skabe de rigtige rammer og arbejdsbetingelser for både lærere, skoleledere og elever. For den viden, som vi giver vores børn, er den viden, som vi allesammen skal leve af her i Danmark.

Det samme gælder indstillingen til at lære noget. For at lære noget er ikke kun et spørgsmål om timetal og forberelsestid og skolelederens ansvar.

Det er også – og måske især – en personlig sag, en pligt simpelthen for den enkelte, at dygtiggøre sig. Et aspekt som ofte glemmes, når der tales uddannelse og skole.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at tænke på virkelighedens Laura Ingalls Wilder. Pigen fra “Det lille hus på prærien”, som de fleste nok kender fra tv-serien, der dog var en sød-suppe-version og meget langt fra virkelighedens verden, som til gengæld er beskrevet i ni fantastiske bøger, hvor man følger Laura fra hun er omkring fem år til hun er først i 20´erne.

Da virkelighedens Laura er omkring 16 år gammel, har hun sit første job som lærerinde på en skole så langt fra hjemmet, at hun må bo seks uger hos en familie, hvor konen hader både det hårde nybyggerliv og Laura, som kun får lov til at bo der, fordi der var helt optaget alle andre steder.

Så der midt i snestormene og kulden, både ude og inde, må Laura henslæbe seks hårde uger, hvor hun underviser om dagen og får tiden til at gå om aftenen med at læse i sine egne skolebøger, så hun stadig kan følge med i skolen, når hun kommer hjem igen. Jobbet er nemlig blot midlertidigt, og hun skal tilbage til forældrene, søstrene og hendes egen skole, hvor hun er elev, når de seks uger er gået.

Så det er, mens Laura sidder dér langt ude på prærien og føler sig helt alene og uden venner, at hun alligevel aften efter aften læser i sine bøger, mens hun minder sig selv om at der er ingenting eller ingen, der kan forhindre mig i at lære noget

Dét er en god pointe: At INGEN eller INTET kan forhindre én i at lære noget.

En pointe, som de børn og unge, der måske rammes af lockout´en, med fordel kunne tage til sig. For nok kan det være, at deres skole bliver lukket, at deres lærere bliver lockoutede – men intet eller ingen kan forhindre dem i at lære noget, i at læse i deres bøger og lave deres opgaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Pave Frans, Dalai Lama – og genkristningen af Europa

Habemus papam … vi har en pave.

Så fik katolikkerne – og alle vi andre – en ny pave; Pave Frans.
En mand, der startede sin pavegerning med at smile blidt og næsten genert sige God aften til folkemængden på Peterspladsen.

Læs mere om Pave Frans – og hans navnebror – her:
http://www.katolsk.dk/579/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=13180&cHash=30f86f7f656e126549dd355682126354

http://www.katolsk.dk/579/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=13179&cHash=8e66e8c4c9e3362be349c73c627d85da

En ydmyg mand, der ligesom ham han har taget pavenavn efter, lever simpelt og fornægter jordisk rigdom og istedet opfordrer til at give pengene til de fattige. Den nye pave er også en mand, der ligesom Frans af Assisi vil genopbygge kirken. Og her er jeg overbevidst om, at der blandt andet tænkes på at gen-kristne Europa.

Det er også en god idé. For der er brug for det.

Europa er et kontinent, hvor sekularismen og de kortsigtede løsninger og de personlige karrieremål fylder alt for meget på bekostning af omsorgen for de svage, solidariteten og drømmen om et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Hvor jagten på succes og penge vægtes højere end de elementer, som næres af kristendommen, af troen på næstekærligheden, af den moralske forpligtelse om at behandle andre, som man gerne selv vil behandles.

Dalai Lama sagde for nylig: Denne planet har ikke brug for flere succesfulde personer. Hvad denne planet har desperat brug for er flere fredsmagere, healere, genopbyggere, historiefortællere og alle slags mennesker med hjertet og kærligheden på rette sted.

Dalai Lama har ret, og nu har vi – også os der ikke er katolikker – fået en sådan mand: Den nye pave Frans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når magt bliver ret …

Der kan siges meget om magt … men få har gjort det bedre end den i sidste uge afdøde Erik Bach, der også var far til udviklingsminister Christian Friis Bach.

Erik Bachs ord taler derfor for sig selv:

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker.
Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses.
Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer,
så er det ubestrideligt, at magten korrumperer. 

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den,
din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Det er værd at huske på i en tid, hvor det meste magt – hvad enten det er politisk, økonomisk eller noget helt tredje – bliver brugt til at fremme de i forvejen privilegeredes interesser. Eller/og skyde ansvaret fra sig, når det alligevel trods sammenrendet med de andre magtfulde ender galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

E lucevan le stelle: En italiener forlader sit danske fædreland

Der er tidspunkter, hvor det er særligt vemodigt at sige farvel.
Et af dem var i forgårs inde på Det Kgl. Teaters Gl.Scene på Kgs. Nytorv.

For dér i den smukke, gamle teatersal, der emmer af kunst, kultur, musik og ånd, dirigerede for – måske – sidste gang den italiensk-danske dirigent Giordano Bellincampi sin yndlingsopera, den dramatiske og musikalsk smægtende “Tosca” af hans halve landsmand Giacomo Puccini.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Klassisk_musik/Dirigenter_og_operainstrukt%C3%B8rer/Giordano_Bellincampi

E lucevan le stelle (og stjernerne lyste) synger operaens tenor i sidste akt, og det gjorde de i sandhed også dén aften, både udenfor det gamle teater og indenfor på scenen.

Men allermest lyste Bellincampi selv her i hans (måske) sidste optræden på Gl. Scene sammen med Sjællands Symfoniorkester, som han i en årrække var chefdirigent for.

Vissi d´arte, synger sopranen i “Tosca” i anden akt. Jeg har levet for kunsten, betyder det. Og det gør Bellincampi også. Han kan blive en af de helt store.

Så lykke til på rejsen til ham.

De har noget at glæde sig til i Duisburg og Milano.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man være iværksætter og rød?

Kan man være iværksætter og rød?

Mange vil nok mene, at nej, det kan man da sandelig ikke. Iværksættere er pr. definition blå.

Men nej, sådan er verden ikke. Der findes en del røde iværksættere.

Og hvorfor skulle det i grunden også være en modsætning at være rød og iværksætter? Jeg mener: Folk, der stemmer på Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, er jo ligeså meget tilhængere af vækst og arbejdspladser som alle andre.

For der findes vel næppe dén dansker over 10 år, som ikke for længst har forstået, at hvis vi skal fortsætte med at leve som vi gør, så kræver det, at vi som nation tjener penge.

Og da Danmark nærmest ikke har nogen råstoffer, så skal vi tjene vores penge på vores hitte-på-som-hed, også kendt som innovation.

Det er også derfor, at det er så vigtigt at give de unge en god uddannelse – og et trygt grundlag at tage dén uddannelse på.

For vi har ikke råd til at smide ét eneste klogt hoved på gaden, misse én eneste genial idé.

Og dét, mine damer og herrer, har de røde også forlængst fundet ud af …

Så lad os nu droppe fordommene omkring at iværksættere per definition stemmer blå. Samt at de altid er (over)smarte forretningsfolk uden moral eller geniale opfindere.

For som altid er faktum, at også iværksættere er ligeså forskellige som alle mulige andre. For jo, de fås både i blå, røde og grønne udgaver …

Det vigtige er heller ikke, hvad iværksætterne stemmer – men hvad de sætter igang i samfundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Ønsker De cornflakes eller havregrød i Deres morgen-tv?

BRAVO, DR

I går gik DR2 i luften med deres nye morgen-tv, som gerne vil være begavet morgen-tv:

http://www.dr.dk/TV/kanal/DR2/Artikler/20130222142940_7.htm

Og det er lykkes. DR2 Morgen er tv med substans.

Efter en del år hvor TV2 har været alene om at tilbyde morgen-tv til danskerne, kan man nu også se morgen-tv på det nye DR2.

Sammenligner man de to er det lidt ligesom cornflakes versus havregryn.

TV2´s morgentv med de mange indslag med diverse kendisser, følelseshistorier, reklamer og smarte bemærkninger er som de farvestrålende cornflakes med masser af hurtige kulhydrater og sød sukkersmag.

DR2´s morgen-tv med få, men lange indslag, hvor man får aktuelle emner uddybet og sat i perspektiv er derimod som den solide havregrød, der måske nok virker lidt mere kedelig, men både er sundere og giver en god mæthedsfornemmelse, som man kan tære på hele dagen.

Og så kan man jo selv vælge, hvad man foretrækker …

Andre alternativer er selvfølgelig at slukke og læse avisen … eller lytte til radioen ..

Eller læse nyheder og baggrund på computer, iPad eller hvilken elektronisk enhed, man benytter. Så kan man også læse Danmarksbloggen, og dét skal man ikke kimse af  🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Menneskelighedens fallit under en rød regering

Hvor blev menneskeligheden af?

I Danmark har vi det for vane at have blå regeringer, der tænker på at skabe vækst indenfor det private erhvervsliv, og røde regeringer, der tænker på de svageste i samfundet.

Så når vi skifter regeringsfarve cirka hvert fjerde eller hvert ottende år, går det aldrig helt skidt for nogle af parterne.

I øjeblikket er der global finanskrise, og Danmark har en rød regering. Og dermed skulle der så være basis for at sikre de svageste i vores samfund …

Men sådan er det så ikke!

For modsat til hvad vi er vant til at se, så tager denne røde regering også et økonomisk ansvar. De prøver at skabe mange arbejdspladser på en måde, som ville gøre en blå regering grøn af misundelse.

Men hvad så med menneskeligheden?

Som det ser ud i øjeblikket tror regeringen selv på, at de kan skabe uddannelses- eller arbejdspladser til alle, der er i stand til at uddanne sig eller arbejde.

Men hvad vil regeringen gøre den dag, hvor det går op for dem, at de ikke kunne give alle et job? At de tilmed har fjernet en stor del af den i forvejen lave ydelse for kontanthjælpsmodtagere.

Tanken bag regeringens tiltag om at skabe uddannelse og arbejdspladser er da smuk. Men det er utopi at tro, at ALLE kontanthjælpsmodtagere kan komme i job eller uddannelse.

Der vil være nogen, som bliver ladt tilbage – på en kontanthjælp, som det ikke er til at leve eller dø på.

Men hvem tager sig nu af dem, hvor vi ikke engang længere kan stole på, at en rød regering tager sig af de svageste?

Menneskeligheden er dermed godt på vej til at gå fallit i det danske samfund.

For det er ikke længere kun under en blå, men også under en rød regering, at man sætter vækst højere end at passe på samfundets svageste.

Og dén mangel på menneskelighed er vort samfunds allerstørste problem.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Den blå anemone og junglesamfundet

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit søblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor, skriver Kaj Munk i “Den Blå Anemone”, som er en vise om at bryde frem og igennem på trods af modgang og kulde – men ikke kun på grund af egne fortræffeligheder, også og måske især fordi Skaberen, altså Gud, vil det.

Det er et smukt billede – og der er brug for dét billede i denne kolde tid, som suger alt saft og kraft ud af os.

For nok starter foråret i naturen og på kalenderen idag, d. 1. marts, men samfundsmæssigt er vi i gang med en meget lang vinter, der har varet endog endnu længere end Fimbulvinterens fem lange år.

En vinter, hvor menneskeforagt og råhed sammen med grådighed og egoisme har fået hovedrollen.

Så vi behøver i dén grad foråret. For varme og lys må der til, hvis kolde og beregnende hjerter skal smeltes. Og måske har vi allermest brug for det lys, der blev tændt i en stald for over 2000 år siden?

For er det ikke religionen, som vi mangler i nutidens resultatorienterede samfund, hvor menneskelige og åndelige værdier vægtes så lavt, at de ligefrem latterliggøres? Ja, i en tid med værdi-relativisme er det ikke god tone at sige det her – men jeg gør det aligevel: For er det ikke helt konkret kristendommen, som vi mangler?

For ser man på verdenshistorien bredt, opdager man, at kun i lande, der har kaldt sig kristne, har man forstået at deles om goderne. Ikke altid og ikke i alle kristne lande, men til tider og i nogle af de kristne lande. Og næsten altid i de lande, hvor man har ladet kirkens budskab om næstekærlighed stå side og side med en grundtanke om humanismen som den eneste reelle vej at vælge for et samfund.

Således i de nordiske lande, hvor de sidste mange årtiers velfærdsmodel har betydet tryghed fra vugge til grav.

Desværre er selvsamme model ved at blive lagt i graven, samtidig med at sekularismen vinder frem i samfundet, både i Danmark og i resten af Europa.

Religion og tro er nemlig ildeset i et Europa, som hylder det a-religiøse og sekularismen i en grad, så vores fælles, kristne kulturarv forlængst er røget langt ind i skammekrogen.

Nu skal vi sørme være sekulære og praktiske, lyder parolen, mens religiøse symboler forbydes i det offentlige rum i europæiske lande, som vel ret beset burde være frie – men som nu smider en mere end tusindårig kristen kulturarv over bord. En kristen kulturarv, der også sikrede humanismen gode betingelser.

Men som nu i takt med sekularismens fremmarch oplever hvordan humanismen også forsvinder. Og så er der ikke længere noget moralsk og etisk bolværk mod det barberi og det rå junglesamfund, som hele tiden ligger og lurer – og som i dag er så udpræget en del af tankegangen hos mange politikere og erhvervsfolk.

Kristendommen bør derfor anerkendes som den religion, der har givet os det værdigrundlag, som vi har bygget vores velfærd og vores humanistiske samfund på. For kristendommen har skabt de værdier, der har gjort, at vi har fordelt rigdommene til alle i samfundet, sådan så få havde for lidt og færre for meget.

Men nu forsvinder kristendommen som værdi-giver i Danmark og i Europa – og samtidig ændrer manges holdninger sig således, at man ikke længere føler nogen moralsk forpligtelse til at dele, til at tænke på dem, der er dårligere stillet end en selv. Grådigheden og egoismen har med andre ord fået det blå stempel.

Jeg skal bare skrabe så meget til mig som muligt og kun tænke på mig selv, er den nye devise i det sekulariserede Danmark – og det sekulariserede Europa, hvor jungleloven hersker. Et Danmark og et Europa uden den etik og moral som ligger i kristendommen.

Sådan et Danmark, sådan et Europa har ingen blå anemoner. Ingen poesi, ingen tro …

Det er de dødes land … landet hvor vilddyrene sidder og hvæser om, at enhver er sin egen lykkes smed, mens de med skarpe tænder flænser kødet af humanismens knogler og med tunge hove tramper alle religiøse symboler itu.

Men vi skal ville og turde troen og de levendes land … turde dele med hinanden, vise hensyn, være søde ved vores medmennesker – være mod andre som vi vil, at de skal være mod os.

For så skaber vi et samfund med både tro, poesi og humanisme, og her er der plads til både blå anemoner, røde roser, gule påskeliljer og hvide pinseliljer … her vil livsglæden og trygheden kunne blomstre og lyse som solen og det lysegrønne løv altid gør det her om våren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk